Læsetid: 6 min.

Fortiden lever i værste velgående

I snart 100 år har de amerikanske sydstatsforfattere skabt stor litteratur med rødder i arven efter den tabte borgerkrig. Traditionen lever stadig, vidner to nye romaner om
Racisme. I Burkes roman erkender betjenten Robicheaux, at New Orleans' korruption, racisme og kriminalitet stadig har rødder i fortidens sociale strukturer. Og at de mere moderne Nordstater ikke har meget til overs for Syden, hvis man dømmer efter, hvordan Bush-regeringen sad et par dage uden at hjælpe med at redde liv efter orkanen Katrinas ødelæggelser (billedet).

Racisme. I Burkes roman erkender betjenten Robicheaux, at New Orleans' korruption, racisme og kriminalitet stadig har rødder i fortidens sociale strukturer. Og at de mere moderne Nordstater ikke har meget til overs for Syden, hvis man dømmer efter, hvordan Bush-regeringen sad et par dage uden at hjælpe med at redde liv efter orkanen Katrinas ødelæggelser (billedet).

James Nielsen

15. januar 2009

I 1961, da Walker Percy modtog the National Book Award for romanen The Moviegoer, blev han spurgt, hvorfor de amerikanske sydstater producerede så mange gode forfattere. "Fordi vi tabte krigen," svarede han.

Krigen er Den Amerikanske Borgerkrig, der blev kæmpet fra 1861-1864 med Sydstaterne som taberne, og selv om det jo langt fra altid er sådan, at tabte krige skaber stor kunst, har nederlagsstemningen ganske rigtigt løbet som en blodrød tråd gennem de mest markante værker derfra.

Først i en romantiserende og nostalgisk tone, siden i en mere nuanceret sådan, hvor man i stedet for at sørge og beklage sig gav plads til seriøse diskussioner, om hvad der blev vundet, og hvad der blev tabt, da det racebaserede slaveri officielt blev forbudt i 1864, og en stor del af de sociale og økonomiske strukturer blev ødelagt.

Sydens renæssance

En af de første, der gjorde grin med sin hjemegns opfattelse af sydens ridderlighed, var Mark Twain, der allerede i 1880'erne tog skarp afstand fra den racisme og udnyttelse af de farvede, der stadig fandt sted.

Det var imidlertid først i 1920'erne, at det endelige kunstneriske opgør, den såkaldte Southern Renaissance, fandt sted. Som svar på litteraten H. L. Menckens essay The Sahara of the Bozart (1920), hvori han hånede Sydstaternes udtale af beaux arts og kaldte befolkningen for USA's mest provinsielle og intellektuelt tilbagestående, slog en gruppe poeter og kritikere tilbage anført af Robert Penn Warren, John Crowe Ransom og Allen Tate fra Vanderbilt University i Nashville.

De kaldte sig The Fugitives', og i deres magasin af samme navn gav de udtryk for en skarp kritik af Nordstaternes industrialisering og urbanisering. I stedet efterlyste de et nyt landligt samfund baseret på Sydens - i deres øjne - mere afslappede og sunde værdier, hvor fællesskabet kom før individet og naturen før kapitalen. Samme ærinde var de ny-konservative the Southern Agrarians ude i i deres essaysamling med den stolte titel I'll take my stand (1930).

I kølvandet på disse publikationer fandt den første bølge af store sydstatsforfattere deres stemmer.

Blandt dem Katherine Anne Porter, der udgav novellesamlingen Flowering Judas (1930), om livet på landet i de sydvestlige stater og Mexico; Eudora Welty, hvis første novellesamling, A Curtain of Green (1940), kredser omkring det groteske og komiske ved Sydstaterne, samt Robert Penn Warren, hvis All the Kings Men (1946) beretter om en korrupt Lousiana-guvernør baseret på virkelighedens Huey Long. Udover denne interesse for at behandle fortidens byrde og individets forhold til fællesskabet har mange fra the Southern Renaissance også det tilfælles, at de satte nye standarder for litteraturen.

Det ses ikke mindst hos den største af dem alle, William Faulkner, der i utallige romaner og noveller skabte sit mytologiske Yoknapatawpha County. En fiktiv egn beboet af sorte såvel som hvide bønder, skovhuggere, husmødre, lokalpolitikere, præster, hvis voldsomme historie tilsammen repræsenterer The Deep South og afvikles ved hjælp af talrige stream-of-consciousness-stemmer, komplekse narrative tekniker og andre modernistiske tiltag, der blandt andet signalerer, at ingen har patent på historien.

I Faulkners vel nok største værk, Absalom, Absalom! (1936) spørger en studerende fra det pæne nordstats-universitet Harvard, hvordan det er at bo i Syden.

"Du ville ikke forstå det. Man skal være født dér," svarer Quentin Compson, der derefter fortæller historien om Thomas Sutpen og dennes drøm om at genskabe en plantage med sorte slaver og tjenere; en plantage magen til den, Sutpen blev bortvist fra som dreng, da han bankede på døren med et brev.

Manden, der viste ham bort, var en sort tjener, og denne ydmygelse er drivkraften bag "Sutpens design", som det bliver kaldt. For en stund ser det ud til, at hans drøm har ladet sig realisere, men så indhenter fortiden ham i form af en søn fra et tidligere ægteskab med en kvinde, som har sort blod i årene.

Hvad der følger, er en klassisk tragedie af mord, incest, racisme, frygt og selvbedrag og endelig den bevidste provokation fra Sutpens side, der får ham dræbt.

Som i så mange store romaner fra de amerikanske sydstater, deriblandt Carson McCullers The Heart is a Lonely Hunter (1940) og William Styrons Lie Down in Darkness (1951) er selvmordet i realiteten den eneste frie handling i en verden, hvor ens fremtid er fastlagt af fortiden. Eller som faren siger til sin søn i Lie Down in Darkness: "Husk altid på, hvor du kommer fra, jorden er blodig og fuld af skyld, dér hvor du er født, og du må vandre ad en lang snæver sti mod din skæbne."

Groteske figurer

Udover det tematiske er litteraturen fra Sydstaterne kendetegnet ved en stærk retorisk tradition med rødder i biblen, hvilket naturligvis skyldes, at religionen har spillet og stadig spiller en stor rolle på de kanter.

Efterkrigstidens største sydstatsforfatter, Flannery O'Connor, var selv katolik og for at forklare, hvorfor der findes så mange groteske skikkelser i hendes forfatterskab og i litteraturen fra syden i det hele taget, har man ofte citeret hende for følgende:

"Den forfatter, der tager kristendommen alvorligt, vil finde forvrængninger i den moderne livsførelse, der forekommer ham afskyelige, og hans problem er at fremstille dem som forvrængninger over for et publikum, der er vant til at se dem som noget naturligt."

Citatet hér er fundet i Paul Levines afsnit om litteratur i bogen Amerikansk kultur efter 1945 (1992), hvori Levine skriver, at de mange personer, der mangler ben eller arme i O'Connors novellesamling A Good Man is Hard to Find (1948), det døvstumme par i McCullers The Heart is a Lonely Hunter og såmænd også det forfaldne og gotiske hus i Truman Capotes debutroman Other Voices, Other Room (1948), "ikke er en afvigelse fra normen, men snarere en korruption af det perfekte". Det groteske peger ganske enkelt på, at ikke alt er i orden under den smukke overflade, og at samfundet i dén grad har mistet sin åndelige moral.

Nogenlunde det samme er pointen i John Kennedy Tooles Fjolsernes forbund (A Confederacy of Dunces), der netop er udkommet på dansk, små 40 år efter at forfatteren begik selvmord, og 28 år efter at romanen udkom på amerikansk takket være Tooles mor, der stædigt sendte manuskriptet til det ene forlag efter det andet.

Fjolsernes forbund starter med, at den luddovne, dobbeltmoralske og grotesk overvægtige Ignatius J. Reilly står på Canal Street i New Orleans og venter på sin mor. Her forsøger en betjent at arrestere ham, fordi han ser mistænkelig ud, men moren blander sig og kommer til at smadre en bygning med sin bil. For at betale for skaderne må Ignatius ud at søge arbejde.

Det huer ham ikke, da han har det bedst med at ligge i sin seng og slappe af, når han ellers ikke onanerer til en fantasi om sin døde hund eller skriver "på et større anklageskrift mod vort århundrede".

Efter orkanen Katrina

Og der er masser at tage fat på for Ignatius, hvis verden er præget af vold, racisme, pengegriskhed, fornedrelse og folk med et forskruet forhold til sex og religion ...

Tooles New Orleans er mildt sagt i forfald, og det er byen også, da vi møder den i 2005 i James Lee Burkes Blues fra bliktagene (The Tin Roof Blowdown), der som Fjolsernes forbund også netop er udkommet på dansk.

Heri starter betjenten Dave Robicheaux godt nok med at minde sig selv om, "at fortiden er et smuldrende minde", men da først han går på jagt efter en morder og en gangster, må han atter erkende, at ikke blot har New Orleans' korruption, racisme og kriminalitet stadig rødder i fortidens sociale strukturer - at dømme efter, hvordan Bush-regeringen sad et par dage uden at hjælpe med at redde liv efter orkanen Katrinas ødelæggelser så har de mere urbane og moderne Nordstater ej heller mere til overs for Syden, end Mencken havde det for 80-90 år siden.

Jovist, forfattere er for længst begyndt at skildre et sydstatsmiljø, der har mistet dets regionale særpræg og ikke er besat og plaget af fortiden. Blandt dem Anne Tyler, nævnte Walker Percy og den mindre kendte Padgett Powel, der i sin roman Edisto (1984) ligefrem har ladet et gammelt slavemarked bygge om til et moderne indkøbscenter.

James Lee Burke og John Kennedy Toole, så længe det varede, er imidlertid enige med William Faulkner, der i A Requim for A Nun (1951) skriver, at fortiden ikke er død - den er ikke engang fortid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fjolsernes Forbund er ikke "netop" udkommet. Den udkom sidste år i september og er stadig ikke blevet tilbørligt anmeldt i inf!