Læsetid: 4 min.

Fuserens anatomi

Hvad var det egentlig, Jyllands-Postens store jury- og læserafstemning om Vor Tids Danske Roman gik ud på?
Hvad var det egentlig, Jyllands-Postens store jury- og læserafstemning om Vor Tids Danske Roman gik ud på?
29. januar 2009

For halvanden uge siden blev Vor Tids Danske Roman fundet, endda to gange. Det skete i Jyllands-Posten i relativ stilhed. Der havde ellers været meget forskræp, 100 nominerede bøger, egen hjemmeside, læserafstemning hen over to måneder, gavekort og bogpræmier, tillæg lige op til Bogforum, nedtælling fra en nærmest kompetent jury.

Det kom ikke som en overraskelse, at sidste sæsons megabestseller, Carsten Jensens Vi de druknede, vandt læserafstemningen, mange har trods alt læst den. Mere overraskende, på samme måde som en fuser er overraskende, var juryens vinder: Ib Michaels Vanillepigen. Den bog er der ikke noget galt med, den er fin. Dog har jeg aldrig mødt nogen - og har heller ikke hørt om andre, der har mødt nogen - for hvem Vanillepigen hævede sig afgørende over de sidste ti års andre romaner.

Sæsonens bog i 1991, måske, et hovedværk i forfatterskabet, måske, men Vor Tids Danske Roman? Ib Michaels bog er ikke engang et kontroversielt valg, den er et ikke-valg, som vinder stinker den af pligt og kompromis. Motiveringen var da også en mærkelig blanding af manglende smagsdom og litteraturhistorisk overdrivelse. I stedet for at forklare, hvorfor bogen er så fantastisk, så erklærer juryen, at det vil og bør diskuteres, om Vanillepigen så faktisk er Vor Tids Danske Roman. Hvis jeg var Ib Michael, så ville jeg føle mig noget underløbet.

Samtidig står der i motiveringen, at Ib Michaels roman anslår "en lang række af de temaer, der hver for sig har domineret dansk litteratur lige siden", og at "mange af vor tids senere danske romaner ville være utænkelige uden Vanillepigen". Desværre nævner de ikke, hvilke temaer de tænker på, juryen, eller hvilke senere romaner, Vanillepigen har gjort tænkelige hos deres respektive ophavsmænd. Lad os gætte på, at det er bogens blanding af selvbiografi og fiktion, der spøger. Den blanding har mange skrevet på siden 1991, Peter Høeg og så fremdeles, Pablo Llambías og så fremdeles. Ingen af dem er påvirkede af Vanillepigen. Faktisk er juryens litteraturhistoriske påstande hevet ud af den rene blå luft, men noget skulle de jo skrive, nu de havde valgt Ib Michaels bog og ikke havde noget at sige om den.

Ligegyldig afstemning

Midt i afstemningsperioden kom Weekendavisens Lars Bukdahl og Jyllands-Postens litteraturredaktør, Jakob Levinsen, ud i et gevaldigt skænderi. I udgangspunktet havde det ikke noget med Jyllands-Postens projekt at gøre, det handlede om Bukdahls meritter som kritiker. Men så kritiserede Bukdahl Vor Tids Danske Roman i et interview.

De nominerede bøger var dårligt valgt, læserafstemninger gav ingen mening, sagde han. Med store udråbstegn og masser af kraftudtryk. Nå. På en avis er al opmærksomhed god opmærksomhed. Med Bukdahl som modstander kunne Jyllands-Posten lave interviews og klummer og reaktions-artikler. De kunne lade som om, at 'eliten' havde set sig vred på deres projekt, de kunne forsvare folket mod smagsdommeri. Og se, et mirakel: Enkelte forfattere engagerede sig. Især meldte Katrine Marie Guldager sig på banen. Bukdahl er skadelig for dansk litteratur, mente hun. Pludselig bølgede diskussionen på projektets hjemmeside - om Bukdahl, ikke om Vor Tids Danske Roman.

Som ægte avisredaktør udråbte Jakob Levinsen straks det hele til en stor succes, og det inden vinderen var fundet. I samme omgang betroede han sine læsere, at meningen med Vor Tids Danske Roman slet ikke var at finde Vor Tids Danske Roman. Ganske vist havde han på et tidspunkt kaldt læserafstemningen for et demokratisk eksperiment, men i virkeligheden var kåringen et betydningsløst tidsfordriv, hvis resultater ingen særlig gyldighed havde.

Meningen var i stedet, meta-agtigt, at der findes flere forskellige former for smag, hvorfor dét at insistere på smag og kvalitet overhovedet, sådan som Lars Bukdahl havde gjort, er udtryk for elitært tyranni. Fik I dén? Hvis jeg havde deltaget i afstemningen, så ville jeg føle mig noget snydt. Havde jeg engageret mig i debatten, så ville jeg have følt mig noget dum.

Hvorefter vinderne, der altså var ligegyldige, blev fundet. Ikke underligt, at det foregik i stilhed.

Fængselscelle

Nåja, set i bakspejlet virkede også forløbet som en fuser, en af dem, der sprutter og hikster langs jorden til moro og forskrækkelse for det forsamlede publikum. Var det virkelig det, man ville? Tale om Lars Bukdahl, igen? På den anden side forstår man, hvorfor juryen nok udnævnte en vinderroman, men ikke ville argumentere for dens overlegne kvaliteter. At gøre det ville jo, jævnfør Levinsen, være udtryk for elitært tyranni.

Det er værd at slå fast, at Levinsens meta-holdning er lige så steril og kedelig som en tom fængselscelle. Engagerede smagsdomme er ikke tyranniske, de er nødvendige for overhovedet at have en samtale om litteratur. Man gider jo heller ikke diskutere film med sine venner, hvis de ikke forholder sig til dét, man har set i biografen. Folk gider ikke debattere Jyllands-Postens bogstaveligt talt smagsløse jury, de gider forholde sig til Lars Bukdahl og hans anmelderi.

På den anden side var forløbet en journalistisk succes. Der var rabalder og skænderi. Der skete noget på siderne. Nu er det slut, i morgen sker der noget nyt, hvilket er mindre vigtigt. Det er ligesom i X Factor: vinderen er glemt med det samme, næste år finder vi en ny. Sjovt nok minder dét perspektiv om Levinsens meta-holdning, hvor ingenting betyder noget, og alt kan være lige godt. Det er der en morale i, men den er for trist til at skrive her.

Serie

Seneste artikler

  • Autentisk havregrød: lavet på Opa

    5. marts 2009
    Immuniserer det en bog for en bestemt type kritik, hvis bogen signalerer, at udgangspunktet er selvbiografisk? I denne uge er Sandkassen mest et spinatbed over Julia Butschkows 'Apropos Opa'
  • Kom tilbage Claus Beck-Nielsen

    12. februar 2009
    At være levende har en række fordele, men også forpligtelser. For eksempel kan vi ikke bare udlevere hinanden efter forgodtbefindende, vi hænger på hinanden
  • Alle disse skildpadder stablet på hinanden

    5. februar 2009
    I Robert Zola Christensens seneste roman affyrer han flere bredsider mod andre danske forfattere. Men kan man tillade sig det?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Jensen

Er det ikke frygtelig mange ord at spilde på at konstatere, at kultur-dækningen i J-P er en vittighed og at deres læsere passer til avisens niveau?