Læsetid: 6 min.

Noget at glæde sig til

Et nyt filmår er begyndt, og her er 10 anbefalinger fra Informations filmredaktion. Nogle af filmene har vi allerede set og vil gerne se igen, andre glæder vi os til at se for første gang
Frost/Nixon fortæller historien om, hvordan to meget forskellige mænd for åben skærm duellerede på ord og psykologi.

Frost/Nixon fortæller historien om, hvordan to meget forskellige mænd for åben skærm duellerede på ord og psykologi.

Ralph Nelson

2. januar 2009

Changeling og Gran Torino

Det sker ikke så tit, at hele to film af Clint Eastwood har premiere inden for et halvt år. Men det sker i år, hvor danske biografgængere først bliver begavet med Changeling, Eastwoods stemningsfulde periodedrama om politikorruption og kønsdiskrimination i 1920'ernes Los Angeles, der har Angelina Jolie i en stærk hovedrolle som en mor, hvis søn bliver kidnappet, og som ved, at det ikke er sønnen, politiet efter nogle måneder finder og bringer hjem til hende. Og i maj måned følger så Eastwoods seneste film Gran Torino, hvor han selv spiller den aldrende krigsveteran og uforbederlige racist Walt Kowalski, der godt kunne minde lidt om Dirty Harry på pension. Filmen, der angiveligt er et provokerende indslag i racismedebatten, fik følgende ord med på vejen af Time Magazines Richard Corliss: "Hvis Gran Torino er hans sidste bedrift som filmstjerne, er det bare ærgerligt. Men han kunne ikke have fundet en bedre én at slutte af med - ikke kun som en hyldest til den slags hårde personer, han har spillet så ofte og så længe, men som en sidste, overraskende oprejsning til den. Ud over sit berømte mod har Dirty Harry også et hjerte."

@Kalender3 data WE:Premiere hhv. den 16. januar og den 1. maj

Zack and Miri Make a Porno

Jeg har længe været stor fan af den amerikanske filminstruktør Kevin Smith, der siden debuten Clerks (1994) dog har haft lidt svært ved at leve op til sig selv. Personligt kunne jeg rigtig godt lide Chasing Amy (1997), og i glimt er alle hans film - fra Mallrats (1995) og Dogma (1999) til Jersey Girl (2004) og Clerks II (2006) - både vittige og fyldt med den slags rap, grovkornet dialog og de energiske populærkulturelle referencer, der er blevet film- og tegneseriefanen Smiths varemærke. I sin nye film, Zack and Miri Make a Porno, fortæller Smith om vennerne Zack (Seth Rogen) og Miri (Elizabeth Banks), der beslutter sig for at lave en pornofilm for at tjene penge og undervejs finder ud af, at de nærer mere end venskabelige følelser for hinanden. Det lyder som ren og skær Kevin Smith.

@Kalender3 data WE:Premiere den 16. januar

Benjamin Buttons forunderlige liv

En mand fødes som gammel, fysisk set, og bliver yngre, efterhånden som han bliver ældre. Det er grundpræmissen i David Finchers seneste film, der er baseret på en novelle af F. Scott Fitzgerald og har Brad Pitt i rollen som Benjamin Button og Cate Blanchett i rollen som kvinden, han elsker. Filmen havde amerikansk premiere 1. juledag og fik en overvejende positiv modtagelse. I New York Times skrev A.O. Scott blandt andet, at filmen "sukker af længsel og bobler af intriger, mens den i en ånd, der minder mere om Jorge Luis Borges end Fitzgerald, undersøger de filosofiske spørgsmål og følelsesmæssige paradokser, hovedpersonens tilstand fremkalder."

@Kalender3 data WE:Premiere den 23. januar

Klassen

Gennem et år følger Laurent Cantets film det hårde liv i en parisisk gymnasieklasse. Der er lyspunkter og gode stunder, men hver dag synes også at være en kamp om magt, respekt og lærdom for læreren og hans på mange områder meget modvillige elever af fransk og anden etnisk herkomst. Filmen, der vandt Guldpalmerne i Cannes i 2008, er baseret på en bog af lærer og forfatter François Bégaudeau, som spiller sig selv i filmen, og den minder meget om en dokumentarisk skildring af det moderne skolevæsens udfordringer, som de fleste mennesker med børn i en dansk folkeskole vil kunne nikke genkendende til. Det er en fremragende film fuld af humor, drama og store, vigtige spørgsmål.

@Kalender3 data WE:Premiere den 23. januar

Porco Rosso

I 2008 var der på filmfestivalen i Venedig verdenspremiere på den japanske animationsmester Hayao Miyazakis nye film, Ponyo on the Cliff. Og den kommer heldigvis også til Danmark på et tidspunkt. Men inden da får vi fornøjelsen af at stifte bekendtskab med endnu en af Miyazakis tidligere animationsfilm, Porco Rosso (1992), der foregår i Italien i 1930'erne og handler om flyvende pirater, dusørjægere og titelpersonen, en mand med grisehoved og en af luftens sande helte. Indtil den Oscarbelønnede Chihiro og heksene (2001) havde ingen af Miyazakis film haft ordinær, dansk biografpremiere. Derfor har mesterens danske distributør, Camera Film, også et righoldigt bagkatalog at trække på, og ud over Porco Rosso og Kiki den lille heks (1989) og Min nabo Totoro (1988), som allerede har haft premiere, har vi stadig flere af Miyazakis ældre film i vente.

@Kalender3 data WE:Premiere den 6. februar

Frost/Nixon

Den britiske tv-mand David Frosts sensationelle tv-interview med den tidligere og vanærede præsident Nixon i 1977 blev for et par år siden til et meget succesfuldt teaterstykke af briten Peter Morgan. Nu er det blevet til en fremragende og ikke spor teatralsk film af Ron Howard - en af den amerikanske filminstruktørs allerbedste - hvor Michael Sheen og Frank Langella gentager deres roller som hhv. Frost og Nixon fra teatret. Frost/Nixon fortæller historien om, hvordan to meget forskellige mænd for åben skærm duellerede på ord og psykologi, og den opruller interviewets dramatiske forhistorie, hvor jetsetteren Frost blev grinet ad, fordi han hidtil kun havde lavet populære, men lette og luftige underholdningsshows til tv.

@Kalender3 data WE:Premiere den 13. februar

The Battle of Red Cliff

John Woo er en af de kinesiske filminstruktører, der flyttede til Hollywood, da kineserne i 1997 overtog kontrollen med Hong Kong og dens blomstrende filmindustri. Inden han flyttede, lavede Woo nyskabende actionfilm. Siden har han haft svært ved at finde ben at stå på. Face/Off (1997) var et stort skridt i den rigtige retning, mens Mission: Impossible II (2000) var fejende flot underholdning. Men hans øvrige amerikanske film, blandt andet Paycheck (2002) og Windtalkers (2003), var trods flotte billedsider overhovedet ikke på niveau med de kinesiske film. Nu er Woo tilbage med en episk krigsfilm, The Battle of Red Cliff, der er optaget i Kina og handler om dengang i 200-tallet, hvor kejser Han blev overtalt til at forsøge at forene Kina ved at erklære nabokongedømmerne krig. Det lyder stort og flot og bliver utvivlsomt lidt af en oplevelse.

@Kalender3 data WE:Premiere den 20. februar

Slumdog Millionaire

En fattig, ung mand deltager i hindi-udgaven af det populære Hvem vil være millionær?, fordi han håber, at hans tabte soul mate ser med, i skotske Danny Boyles seneste film, der er optaget i Mumbai med mestendels indiske skuespillere i hovedrollerne. Lige siden Slumdog Millionaire blev vist på filmfestivalerne i Telluride og Toronto i hhv. august og september, har begejstringen i den internationale filmverden ingen ende villet tage, og filmen er allerede nomineret til adskillige af de helt store, amerikanske filmpriser. Den slags hype skal man ikke altid stole på - og den kan give bagslag - men med Trainspotting (1996), 28 Days Later (2002) og Sunshine (2007) har Boyle for længst bevist, hvad han kan, og jeg glæder mig.

@Kalender3 data WE:Premiere den 6. marts

Kærestesorger

Nils Malmros har selv sagt, at hans nye film, der er optaget over tre år i Viborg og Århus - og baseret på den århusianske filminstruktørs egne oplevelser i gymnasiet - vil være en værdig efterfølger til Kundskabens træ, der handlede om hans folkeskoletid. Det har han helt ret i. Kærestesorger er blevet en vedkommende, dramatisk og morsom skildring af den første, store forelskelse og det svære møde med nogle af voksenlivets gode og mindre gode sider. Filmen foregår godt nok i begyndelsen af 1960'erne, men Malmros' fænomenale hukommelse, hans sans for det personlige og universelle i ungdomslivet og et sikkert greb om de unge spillere gør, at det er som at have været der selv.

@Kalender3 data WE:Premiere den 13. marts

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu