Læsetid: 3 min.

Grådighed? Nix. Politik og marked

Markedet har i sig selv ingen moralske kvaliteter. Det er lige så godt til at distribuere og prissætte medicin, arbejdskraft og kapital som porno, narko og våben. De finansielle problemer handler ikke om hverken tillid eller troværdighed, men om politik
Kultur
17. januar 2009

I månedsvis har der været jagtsæson. Byttet er grådige finansmænd. Moralsk depraverede. Danske Banks nålestribede Peter Straarup hænger i en tynd tråd. 'Gebyrgribben' kalder Ekstra Bladet ham. Stein Bagger personificerede det hele, sagen havde en uhørt dramaturgisk tæft og et storyboard, som bøjede menneskets laster i neon. Forfattere, skribenter og forskere har stået i kø for at perspektivere denne nye tilstand, hvor rutinekonversationer om friværdi og flekslån er afløst af storladen, nyfigen og småfilosofisk forargelse over de menneskelige svigt i omgangen med finansielle aktiver og instrumenter.

Grådighed forklarer intet

I denne uge tog Socialdemokraterne et par quick wins, et par lavt hængende frugter, med forslaget om at begrænse bankchefernes lønninger til 2,5 mio. kr. årligt. Alt sammen godt stof i medierne. Der er ikke noget så tiltrækkende som at adressere menneskets laster og dyder. Det har en dybdepsykologisk tiltrækning, der batter, og der er sjældent grund til at gøre unødigt ophold ved komplicerede analyser. Det flugter med en hverdagsdiskurs, der taler jantelovens sprog eller lader sig moralsk forarge over, at finansielle institutioner og aktører agerer i overensstemmelse med de rammer, de opererer indenfor, og de mekanismer, de har til rådighed.

Der er blot ét problem - men også en gevinst at hente. Gevinsten hentes dog kun, hvis vi adresserer problemet med mere end moralsk kvababbelse. Siden Marx og hans analyser i anden halvdel af det 19. århundrede har vi vidst - og det uanset om man hylder hans politiske drømme eller blot klinisk anerkender slidstærke elementer i værket: at økonomien er politisk. Ja, markedet er et udtryk for politisk økonomi; ikke en på forhånd givet naturtilstand. Det fortæller den økonomiske historie os også. Den er nemlig en historie om forholdet mellem politik og økonomi; markedet har i sig selv ingen moralske kvaliteter. Det er lige så godt til at distribuere og prissætte udbud og efterspørgsel af medicin, arbejdskraft og kapital som porno, narko og våben. Det er derfor til at blive helt ideologikritisk, når man iagttager omfanget af den moralske forargelse over aktørerne i det noget sønderskudte finansielle marked, hvor kodeordene lige pludselig er 'tillid' og 'troværdighed'. Det antyder at vi har at gøre med et nærmest antropologisk problem - hvad det ingenlunde er. Det er først og fremmest et politisk problem, af globalt tilsnit. Summen af laster er som bekendt konstant gennem livet. Derfor er grådighed en umanerlig dårlig forklaringsfaktor.

Naive forestillinger

De omfattende lempelser af mulighederne for at lånefinansiere boligkøb i 2003 tjener som eksempel. På trods af advarsler her fra og til evigheden fra eksperter og interessenter satte man politisk yderligere kul på boligmarkedet og bidrog til en af de største omfordelinger i Danmarkshistorien med kolossale implikationer for førstegangskøbere uden strukturelt givne begunstigelser (velhavende forældre, attraktiv arbejdsmarkedsposition etc.) og bragte markedet fuldstændigt ude af trit med den økonomi, der skaber reel værdi - og i 2008 har man så måttet holde hånden under flekslånerne. P.t. er en ny bankpakke på vej og under politisk forhandling, da det finansielle marked trods sunde virksomheder og lønmodtagere med reallønsfremgang, ligger ned. Reagan-doktrinen - politik er problemet, ikke løsningen; jo mere deregulering, jo bedre - der fejrede sine triumfer i 1980'erne og blev comme il faut i balanceret omfang sidenhen - var dels et forsøg på at få den politiske fornuft til at kende sine grænser, dels politik i lårfede stråler.

Udvid det politiske

Man kan begræde og med rette kritisere den finansielle sektors mangel på stærke interne korrektiver og procedurer, men situationen afspejler også en naiv politisk forestilling om markedets selvstabiliserede elementer og nedvurdering af politiske reguleringer og institutioner. Den finansielle krise stiller os derfor over for et valg mellem moralsk forargelse eller besindelse på det politiske. Det første fører til revanchistiske tilstande eller trivielle pendulsving i tidsånden. Hvis en gevinst skal hjemtages, indebærer det en udvidelse af det politiske, der rækker udover det faktum, at staten og det politiske efter 20 års reaganomics i den finansielle verden står uhørt stærkt. En udvidelse af det politiske er ikke en nationaliseringsstrategi, men en indsigt i det forhold, at det økonomiske system og marked, som har skabt enorm velfærd og fremdrift i moderniteten, skal have hjælp til at finde sine ligevægte - og ikke mindst hjælp til at kende sine grænser. Det har demokratiske potentialer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her