Læsetid: 2 min.

De Gyldne Laurbær til Hanne-Vibeke Holst

Bestsellerforfatteren modtager boghandlernes pris for 'Dronningeofret'. Det giver hende fred i sindet
21. januar 2009

"Oh my God!" hviner Hanne-Vibeke Holst, idet hun åbner døren. Foran hende står formanden for Boghandlerklubben, Anders Mejlbjerg, med en stor buket blomster. Bag ham er den smalle trappeopgang fuld af pressefotografer og journalister.

Efter årtier på bestsellerlisterne er det endelig lykkedes. Hanne-Vibeke Holst har vundet Boghandlerklubbens litteraturpris, De Gyldne Laurbær. Hun modtager prisen for den politiske thriller Dronningeofret, sidste del af den trilogi, der også omfatter romanerne Kronprinsessen og Kongemordet.

Traditionen tro kommer prisen som en overraskelse for vinderen. Der er ingen, der har givet Hanne-Vibeke Holst besked om, at hun har vundet, før hun åbner døren til sit kontor i Indre By og med det samme gætter, hvad der er på færde.

"Det her kommer virkelig som en overraskelse. Nej, hvor er det stort! Jeg vil ikke sige, det er det største i mit liv. Men det er tæt på. Det er magisk," griner bestsellerforfatteren, som er godt tilfreds med at vinde lige netop De Gyldne Laurbær, der bliver uddelt på baggrund af stemmer fra boghandlere over hele landet:

"Det er en fantastisk pris. Også fordi det er en boghandlerpris. Den handler om kontakten til læserne og kontakten til boghandlerne derude. Jeg synes, den passer godt til mig," lyder det fra Hanne-Vibeke Holst, der unægteligt har et godt forhold til boghandlere og læsere. Dronningeofret har indtil videre solgt i 105.000 eksemplarer, mens de to foregående bind i trilogien har solgt mere end 350.000 eksemplarer tilsammen.

Det rigtige tidspunkt

Kritikerne har Hanne-Vibeke Holst til gengæld haft det svært med. I et interview over hele tre sider i Politiken brokkede hun sig i efteråret over, at hun ikke er anerkendt af det litterære parnas. Ikke hører ind under den gode smag.

Det er også grunden til, at hun aldrig havde vundet en litterær pris, mente hun. Men lige netop De Gyldne Laurbær, der ikke bliver uddelt af det litterære establishment, havde hun håbet og måske også troet på at vinde tilbage i 2006, hvor hun udgav Kongemordet, fortalte hun.

Men sådan skulle det ikke gå. Morten Ramsland løb med æren for romanen Hundehoved. Og det gjorde hende "pissehamrende sur" og fik hende til at overveje, om hun overhovedet ville tage imod prisen, hvis hun nogensinde skulle vinde den:

"På et tidspunkt kan det jo blive så pinligt, at jeg måske må afvise dem og sige: Ved I hvad, venner, det er fandeme for sent," truede hun.

Åbenbart var det dog endnu ikke for sent. Hanne-Vibeke Holst vælger at opfatte prisen som udtryk for den anerkendelse, hun længe har efterlyst:

"Endelig fik jeg den pris. Det var ikke sådan, at boghandlerne ikke kan lide mig. Nu kan jeg få fred i sindet. Det er ligesom Lars von Trier, der kunne begynde at slappe af, da han fik De Gyldne Palmer," siger forfatteren, der rigtignok synes at opfatte De Gyldne Laurbær som en udmærkelse på linje med den prestigefyldte filmpris:

"Jeg tror, prisen kommer på det rigtige tidspunkt i min karriere, hvor jeg er moden nok til at kunne håndtere succesen. For det er ikke en pris, man skal have for tidligt. Så kan det være, man bliver helt lammet og aldrig får skrevet igen."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu