Læsetid: 8 min.

Hackert og Hamborg

Hamburg Kunsthalle har hevet landskabsmaleren Jakob Philipp Hackert frem fra glemslen og udstiller lige nu 70 af hans usentimentale værker. Og når nu man er i Hamborg, bør man unde sig selv at gå på opdagelse i byens rige kulturliv og skønne byrum
Hackert er ikke sentimental, og hans skildringer af naturscenerier med vandfald, grotter, klippeformationer og søer er vidunderlige. -Die Wasserfälle von Tivoli-, (1785). Olie på hørlærred, 122,5 x 171 cm© Hamburger Kunsthalle/bpk.

Hackert er ikke sentimental, og hans skildringer af naturscenerier med vandfald, grotter, klippeformationer og søer er vidunderlige. -Die Wasserfälle von Tivoli-, (1785). Olie på hørlærred, 122,5 x 171 cm© Hamburger Kunsthalle/bpk.

Elke Walford

5. januar 2009

I Hamborgs berømte Kunsthalle er der frem til den 15. februar en udstilling med billeder af den store landskabsmaler Jakob Philipp Hackert (1737 - 1807). I sin samtid var Hackert vidt berømt og arbejdede over hele Europa, fra 1768 først og fremmest i Italien.

Hans ven Johann W. vonGoethe skrev endda en lovprisende afhandling om ham i 1811, men trods samtidens berømmelse og agtelse blev han efter sin død hurtigt glemt. Måske fordi man forbandt ham med det feudale samfundssystem, som understøttede ham i hans samtid, og som brød sammen efter Den Franske Revolution. Hackert var bl.a. hofmaler for kongen af Neapel; ikke nogen populær stillingsbetegnelse efter 1789, og i 1799 måtte Hackert forlade sin stilling og efterlade både sin titel og sin ejendom, hvad der dog ikke fik ham til at gå i stå som maler.

Uanset årsagen til de mange års glemsel er det velgørende, at hans malerier i dag er gravet frem og kan beses i al deres vidunderlige pragt.

Hamborgs Kunsthalle rummer den første større udstilling af Hackerts værker i 200 år, og der er lejlighed til at se de 70 malerier og lige så mange tegninger i de dejlige lokaler midt i byen.

Hackerts landskabsmalerier rummer både de poetiske ideallandskaber af grotter, søer, antikke motiver og italienske belysninger, men også en til de mindste detaljer skildret naturrigdom. Sådanne malerier har ikke mindst i det 20. århundred været genstand for ikke så lidt foragt, måske fordi man mente, at naturskildringer var udtryk for en banalisering af motiverne. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke en sådan afvisning af landskabsmaleriet er udtryk for en generaliserende tendens og en forsimplende opfattelse af motiverne. Selv om der efterhånden kom til at hænge utallige mere og navnlig mindre vellignende brølende hjorte ved skovsøer hen over de europæiske sofaer op gennem det 20. århundred, er det ikke ensbetydende med, at landskabsmaleriet i sig selv er udtryk for småborgerlighed.

Iveren efter at lægge afstand til det banale har måske betydet, at man har gjort betagelsen af naturen suspekt, lige som man i en afstandtagen til det sentimentale er kommet til at smide det bevægende ud. Lige så forkert det er at tro, at man nærmer sig det bevægende ved at dyrke det sentimentale, lige så forkert er det vel at smide det bevægende på porten, fordi man dermed tror at gardere sig mod sentimentaliseringen.

Spørgsmålet er, om ikke mange store landskabsmalere er blevet foragtet i det 20. århundrede, bl.a. fordi man foretog en sådan fejlslutning.

Helheden

Hackert er ikke sentimental, og hans skildringer af naturscenerierne med vandfaldene, grotterne, klippeformationerne og søerne er vidunderlige.

Hackerts egen begejstring for det skildrede kommer bl.a. til udtryk i et brev til Goethe fra 1803 om de områder i Toscana, han befinder sig i:

"[Områderne] rummer en utrolig skønhed og vild natur. Naturen her er ikke lemlæstet, den får lov at leve sit frie liv, og derved ser man den i dens fuldkommenhed; klipper, træer af alle mulige arter, planter af en umådelig skønhed, kort sagt stof til at skildre de skønneste former og farver på en måde, som får mig til at føle mig ung, når jeg med den dybeste fornøjelse maler det, jeg ser," skriver den 64-årige Hackert.

Hans natursyn viser ham stående mellem det 17. og det 18. århundredes opfattelse af landskabet, hvor hver enkelt detalje ses som en del af en større harmonisk enhed, hvor natursynet og metafysikken hører sammen.

En mental oase

Er man kommet ind i Kunsthalle, er den permanente udstilling også et must. Museets samlinger er blandt de bedste i Europa, og bare det at slentre rundt i salene og sætte sig i cafeen er en nydelse.

Det er resten af byen i øvrigt også. Mange danskere har det sikkert, som jeg selv havde det, inden jeg engang i 1980'erne fik det privilegium at tage en to-årig uddannelse i byen. Man opfatter Hamborg som en lidt trist efterkrigsby uden historie eller charme, og man ser tyskerne som et lidt tillukket og reserveret folkefærd.

Sandheden er, at det forholder sig lige modsat. Hamborg er en oase af en storby. Et mentalt rekreationscenter, et kulturliv i verdensklasse, grønne områder, skønne byrum, arkitektonisk mod og ikke mindst en utrolig imødekommende befolkning.

Netop hvad det sidste angår, kan det i sig selv være årsag nok til at aflægge byen et besøg. Blot fire timer fra København i tog kommer man til en centraleuropæisk by, hvor man på så mange planer løftes ud af den hårde omgangsform, som København - sine øvrige fordele ufortalt - er blevet præget af de senere år. I København har man i troen på at have afskaffet de 'stive' former i stedet fået den omgangsform ikke at have en omgangsform. Det vil sige, at man dermed har fået, hvad Løgstrup kaldte "formløshedens tyranni". Det er den højstråbende, der lægger stilen. For tiden ytrer det sig i en stadig tiltagende brutalisering af omgangsformerne, som enhver, der færdes i København (uden for hovedstaden synes man endnu at undgå mentaliteten), vil kunne iagttage.

Sådan er det ikke overalt, bevares, men det vil nok være svært at benægte, at man de senere år har udviklet en så klar mangel på social kompetence i det daglige liv med hinanden, at det ikke bare er de fintfølende som registrerer, at man betragter de andre som forhindringer eller potentielle fjender frem for som medborgere.

Lige modsat er det i Hamborg. Når man færdes blandt byens 1,8 millioner indbyggere, mærker man en venlighed og en kommunikation, som dukker op også mellem folk, der slet ikke kender hinanden. Man signalerer dermed, at de andre ikke er mig totalt ligegyldige, og det er afgørende for, hvordan en by lever.

Europa

Ud over det med mentaliteten er en af Hamborgs bedste sider nok det, at man i byen fornemmer, at man er i Europa. Horisonten er ikke begrænset af hverken byen, man befinder sig i, eller af nationalstaten, men man retter blikket ud mod det europæiske hus. Det ses i kulturlivet, det politiske, i pressen og i den helt almene orienteringshorisont. Der er en dyrekøbt sans for at værdsætte en historisk interesse, uden at der indblandes nogen form for nationalisme.

Dertil kommer et andet særtræk; en agtelse af dybsindigheden og seriøsiteten. Det kan udarte til lidt tungsindighed ind imellem, indrømmet, men hellere det end en evindelig mistænkeliggørelse af seriøsiteten.

Et eksempel kan måske illustrere, hvad jeg tænker på: For nogle år siden hørte jeg den dengang 84-årige tidligere tyske præsident Richard von Weizsäcker bliver interviewet. Interviewet foregik i Hamburger Kammerspiele, et teater på størrelse nogenlunde som Betty Nansen på Frederiksberg. I halvanden time blev Weizsäcker interviewet af en af Die Zeits bedste journalister. Salen var proppet, aldersmæssigt blandet med folk fra 30 til folk på Weizsäckers egen alder, flest omkring de 40-50. Ingen pauser, ingen billige tricks for at fastholde opmærksomheden, intet krav om provokation for provokationens egen skyld. Kun formidling af viden, humor, indsigt og erfaring. Oplevelsen var enorm, ikke bare fordi intervieweren var dygtig, eller fordi den interviewede var en af Europas statsmænd, men også fordi alle i salen lyttede og var med. Den slags offentlige interviews er ikke unormale i Hamborg.

Attraktionerne

Musik- og teaterlivet er en anden af byens store attraktioner. Byen tiltrækker de store navne, og fast stationeret er bl.a. John Neumeyer ved Staatsoper. Men man bør også undersøge steder som Kampnagel, en gammel fabrikshal, hvor der nu er både klassisk og moderne teater og dans. Eller det hæderkronede Thalia, som ikke mindst er kendt for opsætningen af Bob Wilsons Black Rider. På Thalia dyrkes både det traditionelle og det nyere teater, og trænger man til noget lettere, går man i Schmidts Theater på Reeperbahn. Som så mange storbyer skal Hamborg opleves på alle tider af døgnet. Ikke mindst de tidlige morgener er en oplevelse, navnlig hvis man tager U-bahn ned til havnen og stiger på en af de havnefærger, der sejler zag-zag mellem havnekajerne og videre ned af Elben. Havnen i Hamborg er en af de endnu levende, så mens man sidder ved kajen eller på en af de mange restauranter ved Elben ud mod Blankenese, ser man coastere og krydstogtskibe glide forbi få meter væk. Der arbejdes på værfterne hele døgnet, der lastes og losses på det 74 kvadratkilometer store havneområde, som gør Hamborgs havn til en af Europas største. Den har sin egen poesi, og går man ned til de gamle varehuse fra 1800-tallet i Speicherstadt, kan man se, at der stadigvæk opbevares kaffe, krydderier og tæpper i de store huse langs kanalerne mellem havneområdet og byens centrum.

Er man til mere vand, kan man om sommeren tage en tur på de to store søer, Aussenalster og Binnenalster, som er to af byens åndehuller, eller man kan tage den lange gåtur rund om søerne og nyde de store gamle villaer fra århundredskiftet. Om sommeren er der også mulighed for at tage en længere sejltur på kanalerne ud mod Bergedorf, hvorfra man tager toget tilbage til centrum.

I centrum finder man den slags butikker, som får enhver storbyfreak til at fryde sig. Boghandlere i flere etager med sofagrupper til læsning af bøgerne. Specialforretninger af alle den slags, som en god storby kan byde på: En forretning med fyldepenne, en med krydderier, en med gamle ure, og går man ned omkring havnen, er der butikker med alt, hvad en maritimt optaget kan ønske sig. Hyggelige caféer og knejper og dyre hoteller, alt efter smag og pengepung.

De dyre byggerier

Skal det være mere farverigt, tager man til Schanzenviertel, som i al fald for en dels vedkommende er hjemsted for den mere alternative del af befolkningen. Også her har de, der gerne vil fremstå som kunstneriske uden at være det, sat deres præg på tingene, så mere sikkert er det nok efterhånden at tage til Lange Reihe, et område i bydelen St. Georg, som rummer butikker og restauranter med alle verdensdele er repræsenteret. Alt sammen inden for gåafstand.

Hamborg udvider sig stadig, og ikke alt går helt efter planen. Et nyt koncerthus ser ud til at sprænge alle rammer med en samlet pris på 323 millioner euro svarende til godt 2,4 milliarder kroner. Elbphilharmonie bliver et 110 meter højt kompleks med koncertsal, hotel, konferencecenter, restauranter og caféer samt en hel del eksklusive boliger for dem, der har råd. Med en tredobling af prisen i forhold til det oprindeligt planlagte er det ikke underligt, at man i bystyret har været noget nervøs ved projektets udvikling. Billigt er det heller ikke just at bosætte sig i de nye boligbyggerier, der skyder op omkring havnefronten, men som ikke bare får lov til at brede sig uhindret. Det er nok et spørgsmål, om de tiltag kommer til at berige byen særlig meget, men skulle det vise sig at være et fejlskud, er byen stor nok til at kunne tåle det uden at blive spoleret.

Udstillingen af Jakob Philipp Hackert kan ses i Hamburger Kunsthalle frem til 15. februar. Se mere på www.hamburger-kunsthalle.de

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu