Motown. Ordet vil få en del mennesker - især over 50, men helt sikkert også under - til at mærke en sær susen i lemmerne. Og måske en nostalgisk summen i hjernebarken. Ordet vil få alle med interesse for musikhistorie til at nikke anerkendende. Og ordet burde kunne få nye generationer til at flytte fødder til soul, funk, r&b og pop af allerhøjeste karat fra pladeselskabet, der engang dominerede de amerikanske hitlister.
I dag fylder Motown 50 år. The Motown Record Corporation var en realitet den 12. januar 1959, da Berry Gordy Jr. fik sig et lån på 800 dollar fra familiefonden. Det var ellers ikke gode tider for den 31-årige Gordy. Han var fraskilt far til tre. Han var flad. Og arbejdsløs efter at have opgivet både en karriere som bokser og ved samlebåndet på Ford-fabrikkerne. Men med de 800 dollar blev Gordy-familiens hus i Detroit omdannet til en hitfabrik i sommeren 1959. Den tidligere ejer havde bygget et fotostudie i garagen, og det ombyggede Gordy til et musikstudie. Og snart fik huset tilnavnet Hitsville USA.
Det var gyldne år fra 1961 til 1972, og Motown fylder stadig i musikhistorien i kraft af denne periode, hvor Berry Gordy kunne bryste sig af over 100 hundrede top 10-hits og 31 nummer et-placeringer. Det var dengang, der var syvtommersingler til, og dengang at den to et halvt til tre et halvt minutter lange popsang var den hellige gral. De tidlige gyldne år var før albummet for alvor blev en kunstform, ikke mindst takket være Beatles (som lavede flere Motown-coverversioner) og Beach Boys.
Samlebåndsproduktion
Gordy perfektionerede den musikalske samlebånds-produktion i huset på West Grand Boulevard i bilernes by. "My own dream for a hit factory was shaped by principles I learned on the Lincoln-Mercury assembly line", har han fortalt. Og i Hitsville USA kunne man følge hittet fra ideens undfangelse over sangskrivningens graviditet til indspilningens fødsel.
På anden sal skrev sekretærerne i takt til musikken, der dunkede gennem de ikke-isolerede gulve fra stue-etagen. Og fordelt i huset huserede sangskriver-teams, lydteknikere, studiemusikere og nu legendariske frontfigurer. Alle led i en fødekæde, der ledte frem til fonogrammet, som blev vurderet værdig til udgivelse af Gordy ud fra kriteriet: "Hvis du havde en dollar, ville du så købe denne plade eller en sandwich"?
Så på mange måder er Motowns single-klassikere pop-ismens letoptagelige, men ikke mindre betagende modsvar på rockismens krav om det autentiske rockalbum skrevet og fremført af én og samme smertende sjæl, eventuelt med et indfølende band omkring sig. Og Motown beviste, at inderlighed godt kan skabes under popindustrielle forhold, og at den rette kunstner kan beånde de rette sangskriveres pop-drømme. Der jo som bekendt kan få hjerte til at rime åh så bittersødt på smerte. Og dollars.
Men Motown har også udgivet albumklassikere som Stevie Wonders Innervisions og Songs In The Key of Life og Marvin Gayes What's Going On. Da Gaye præsenterede titelsangen, skulle Berry Gordy have sagt, at det var den værste plade, han nogensinde havde hørt. Men det viste der sig nu at være delte meninger om, og koncept-albummet står i dag som et af de mest indflydelsesrige i musikhistorien. Det indvarslede en social bevidsthedi soulmusikken med sine tekster om fattigdom, stofmisbrug og Vietnam-krigen.
Soundtrack til optøjer
Tilbage i '59 var der stadig raceadskillelse i Detroit og resten af USA. Op gennem 60'erne og ind i 70'erne gav Motown det afroamerikanske USA soundtracket til borgerrettighedskamp, til social omvæltning og opstigning. Gordy udgav Martin Luther Kings taler på plader. Grupper som The Miracles, Martha and The Vandellas og The Temptations insisterede på, at rebet mellem hvidt og sort publikum blev fjernet ved deres koncerter i Sydstaterne. Og sangen "Dancing In The Street" blev den uofficielle slagsang til de afroamerikanske optøjer i Detroit i 1967. I dag har bystyret i Detroit erklæret officiel Motown Day ...
Motown byggede også bro mellem racerne, for USA's hvide teenagere flirtede, dansede og pettede også til Motowns sorte kunstnere. En lowbrow-kultur og en pop-appel, alle kunne forstå og nyde, med krop og sjæl.
I midten af 70'erne var Motown USA's største, afro-amerikansk ejede selskab. Gordy solgte det i '88 for 61 millioner dollar, og det ejes nu af Universal Music Group, verdens største musikselskab. Det har nu til huse i New York City og bliver af nogle insidere beskrevet som en corporate virksomhed med alt, hvad det indebærer af strømlining.
Men Gordy promoverer stadig sit livsværk. Af nogle bliver han beskyldt for at have været diktatorisk, for at udnytte sine kunstnere og for at være forbundet til mafiaen. Men den eneste beskyldning, som er blevet stadfæstet, er, at han har skrevet musikhistorie, og i dag fylder Motown stadig i musiklandskabet ved at udgive vigtige amerikanske popkunstnere som Akon og Nelly og en hiphop-innovator som Lil Wayne.
