Hanne-Vibeke Holst får De Gyldne Laurbær
Det blev den nordjyske forfatter Hanne-Vibeke Holst, der fik dette års Gyldne Laurbær for bogen Dronningeofret.
Med prisen følger 10.000 kroner og et boggavekort på 2500 kroner.
Det er de danske boghandlere og deres ansatte, der ved afstemning afgør vinderen af Laurbærrene.
Traditionen tro bliver vinderen overrasket, hvor vedkommende befinder sig på dagen. Således også Hanne-Vibeke Holst, der i eftermiddag blev overrasket med prisen på Kattesundet i det indre København, hvor hun har sit kontor.
Prisen, der første gang blev uddelt i 1949, hvor den gik til Martin A. Hansen, er i tidens løb blevet givet til en lang række populære danske forfattere. Heriblandt Tove Ditlevsen, Ib Michael og senest i 2008 Jens Smærup Sørensen.
”Dronningeofret” afstedkom en heftig debat om romanens kvaliteter blandt andet i Information, da den udkom i oktober sidste år. Især anmelderen Tue Andersen Nexø kritiserede flere andre anmeldere for at overse fejl ved bogen til fordel for de samfundsproblemer, den behandler.
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »