Læsetid: 9 min.

Hej, verden!

'Vi overlever kun, fordi vi bruger ord,' skrev Inger Christensen, der døde i fredags, efter at have holdt sig selv og os andre i live med sine ord
'Vi overlever kun, fordi vi bruger ord,' skrev Inger Christensen, der døde i fredags, efter at have holdt sig selv og os andre i live med sine ord
6. januar 2009

Vi overlever kun fordi vi bruger ord, skrev Inger Christensen i gennembrudsamlingen det (1969). Selv døde hun i fredags 73 år gammel, efter at have holdt såvel sig som os andre i live, og i ave, med mange smukke, kloge, kunstfærdigt sammenføjede ord, ved hvilke hun søgte at vise menneskets forbundethed med verden uden for mennesket, en tankegang, der hos hende forblev konstant lige siden debutbogen Lys, hvori der f.eks. i digtet 'Forgængelighed' står:

Hvor er mit hjerte?
Fanget i stenen.
Gemt i en sø.
Bankende dybt
i en puklet kamel,
som ligger og stønner
i sand og skal dø.

Hun var et hjerteligt menneske og blomstrede op i samvær, men hun kendte om nogen samtidig til ensomhed, til en udsathed i eksistensen, den sårbarhed, som hun bestandig søgte at stå imod ved at lede efter de helt rigtige ord.

I et af sine essays foreslår hun, at man betragter papiret "som et billede på det store ingenting, hvori alting ligger uskabt hen." Ikke fordi det ikke er til stede, "men kun fordi det gemt og glemt og ubegrænset muligt som det er, først kan hentes frem ved hjælp af ord."

De ord var hun en mester i at finde. Nogle af dem hentede hun inde i leksikonet, andre tog hun ind fra naturen, atter andre lånte hun af sine forgængere i digtekunsten: Rilke, Novalis, Hölderlin, Blake, og (ikke at forglemme) Dante, med hvem hun delte en stor drøm om i digtet at genskabe verden.

Mennesket del af verden

Forfatterskabets mest frugtbare faser strækker sig fra hendes tidlige digte i Hvedekorn op gennem 60'erne og 70'erne til den intenst koncentrerede udfoldelse omkring 1980, i kraft af digtkredsen Brev i april (1979), cyklussen Alfabet (1981) og essaysamlingen Del af labyrinten (1982). Senere blev der meget langt mellem udgivelserne, som så til gengæld kom med så meget større poetisk og filosofisk vægt i form af en uopslideligt klassisk sonetkrans, Sommerfugledalen (1991) og essayene i Hemmelighedstilstanden (2000).

I sidstnævnte, modent afklarede, bog går hun så langt som til at opridse en afgørende erkendelsesmæssig kontrovers - "Et skel mellem dem, der tror at mennesket med sit sprog står uden for verden, og dem der oplever, at et menneske med sprog er en del af verden; og at det derfor bliver nødvendigt at forstå, at idet et menneske udtrykker sig, er det også verden der udtrykker sig."

At hun for sit eget vedkommende tilsluttede sig det andet synspunkt, forbundethedens og indfoldethedens synspunkt, betyder, at man må læse hendes 'systemiske' værker, altså først og fremmest det og alfabet, som noget andet end sproglige spil og modeller af sprog, nej, hun ville vise systemernes liv, deres dynamik og dialektik, og mime den måde, hvorpå den menneskelige bevidsthed ligner, og efterligner, naturens metoder til at bygge blade, blomster, vindstød og vinger:

jeg skriver som det tidlige
forår der skriver
anemonernes bøgens
violens og skovsyrens
fælles alfabet

jeg skriver som den barnlige
sommer som torden
over skovkantens kupler
som hvidguld når lynet
og hvedemarken modnes

jeg skriver som et dødsmærket
efterår skriver
som rastløse råb
som lysstorme tværs
gennem tåget erindring

jeg skriver som vinteren
skriver som sneen
og isen og kulden
og mørket og døden
skriver

Det tungest belastede ord i denne emblematisk klare passage fra alfabet er naturligvis 'som', sammenligningens 'som', metaforens 'som', der hos Inger Christensen skifter funktion fra i hendes modernistiske fase at være noget, digtere gør, frit svævende i en boble i sproget, til at være noget, verden gør med digtet, når et tilfældigt ord pludselig bliver - nødvendigt.

Det kunne nemt lyde som spøgefuldt koketteri, når Inger Christensen i interviews slog på sin fascination af tilfældigt fundne ord, og hun ironiserede i det overgiven omkring sin praksis:

suger tilfældigheder til mig
spytter dem ud som systemer
hej, verden!

Men det var, i virkeligheden, dødelig alvor, hvad der måske kommer klarest til udtryk i et replikskifte mellem to ældre damer i et S-tog, som hun humoristisk tog med ind i et essay:

»Det skulle ikke være nødvendigt med alle de tilfældigheder.«
»Nej. De burde afskaffes. – Der er i det hele taget alt for meget, der er overladt til tilfældigheder.«

Så grotesk det end måtte lyde, manifesterede disse to damer for Inger Christensen en dyb menneskelig sandhed, nemlig den følelse af nødvendighed, der er indbygget i os, og hvorfra vi prøver på at bekæmpe, beherske eller inkorporere det tilfældige, måske i håbet om at hæve os over det og se det forsvinde.

Netop så forpligtet forestillede hun sig sin digtning. Måske var det derfor, det med årene blev sværere for hende at skrive.

Berlin-Roskilde

Nu hvor hun er død, toner spredte samvær igennem årene frem, og danner kontraster. Bedst og helst erindrer jeg en aften i Berlin, hvor Inger Christensen sammen med Ivan Malinowski, Pia Tafdrup og Gustav Christiansen (ham med Degte på dænsg) dannede poetisk landshold med mig som introduktør. Det foregik kort inden Murens fald, ude i byens sydvestlige hjørne, i Wannsee nær ved det sted, hvor Heinrich von Kleist og en veninde sammen begik selvmord i november 1811, og tankevækkende tæt ved et hus, hvor nazistlederne januar 1942 planlagde den praktiske gennemførelse af folkedrabet på Europas jøder.

Begge sammenfald optog os en del, men hvad der brændte sig fast, blev de sene timer på en Bierstube i nabolaget, hvor hun åbnede sig og spøgte og lo, så det bag den internationalt berømte og i hjemlandet solidt feterede digterdame var nemt at se den unge, smukke pige.

Fra de seneste år husker jeg klarest et arrangement på Roskilde Bibliotek, hvor Inger Christensen tøvende og modstræbende havde accepteret at komme og læse op og lade sig interviewe.

"Lov hende en middag bagefter, så siger hun garanteret ja," lød rådet fra en ven nogle måneder inden. Og ganske rigtigt, hun dukkede op, og hun læste med vanlig sibylleagtig messen, og hun besvarede mine spørgsmål, og vi nød den prægtige restaurantmad med lidt for meget, alt for meget vin. Men allerede henne på biblioteket blev hun rigeligt overrislet, og mens vi dér snakkede, åd og drak, var det, som om hun forsvandt, ind i en melankoli eller sorg, som det var mig umuligt at råbe hende op fra, kalde hende ud af. Vi dør en lille smule hver dag, og for mig døde hun den aften lidt.

Visdom og omsorg

Inger Christensen vil blandt sine digterkolleger og oversættere, sine samtalepartnere i den akademiske verden samt hos tusinder af taknemmelige læsere både herhjemme og i udlandet (over hele Norden og ikke mindst Tyskland og Østrig) leve videre i kraft af sin klogskab (ordet visdom er ikke for stort), sin humor, sin belæsthed, sin autoritet og frem for alt sin kæmpemæssige udtrykskraft - den digteriske evne, som hun imidlertid så at sige overvågede selv og vel egentlig regnede ringere end den elementære omsorg for livet.

Et af de store navne fra generationen før, Frank Jæger, formanede i et digt til en ven: Glem ikke at forny jeres undren! Det var Inger Christensen formidabel til. Og skulle man ved hendes død fremdrage et enkelt skriftsted og betegne det som hendes credo, kunne det blive disse linjer fra Brev i april:

Kære forsvundne undren,
jeg må skabe min egen undren
eller være underlagt
samme forsvinden
i sproget
som senere i døden.
Uden at forstå
og uden at sammenligne.

Det er en digter uden sammenligning med nogen, der har forladt os i disse dage. Uden sammenligning med andre, men også på en måde helt usammenlignelig med sig selv, for så vidt som hun konsekvent nægtede at gøre det samme to gange såsom at føde et barn, få et barnebarn, og nu dø.

En af de største digtere

Søren Ulrik Thomsen, forfatter

"Der er ingen tvivl om, at Inger Christensen er en af de største digtere, vi har haft, ikke bare i Danmark, men overhovedet.

Digtenes billedrigdom, musikaliteten og den matematiske stringens giver en svimlende skøn poesi, der tænker og synger på samme tid.

Jeg har hørt hende læse de samme digte op igen og igen, og jeg er aldrig blevet træt af dem. Hendes indflydelse på os andre små versemagere er enorm, og som lyriker må man kæmpe tappert for at holde hendes magiske stemme stangen i ens egne skriverier.

For hende var systemdigtningen ikke et modefænomen, for eftersom det ligger i et system at rumme Det Hele, var formen kongenial med digtenes forsøg på hver gang at indfange hele universet. Hendes poesi var med andre ord kosmologisk, men vel at mærke ikke religiøs, derimod var naturvidenskaben konstant inspiration for hendes kølige intellekt.

Både som digter og som menneske har Inger Christensen betydet umådeligt meget for mig. Vi har rejst sammen over den halve verden, og hun var altid så sjov og underfundig og charmerende. Jeg vil altid huske det kærligt-ironiske glimt i hendes øjne og den forunderlige ynde, der strålede ud fra hendes lille, tætte skikkelse. Jeg savner hende allerede helt forfærdeligt."

Værket vil vokse i betydning

Johannes Riis, litterær direktør på Gyldendal

"Inger Christensens digtning er båret af en helt unik og original forståelse af verden, ja, hele universet og af en overlegen sproglig præcision og bevidsthed.

Den er i ordets egentligste forstand organisk i sin opfattelse af forholdet mellem sproget og verden, samler på helt forunderlig vis suggestiv anelsesfuldhed og krystallinsk klarhed, viser på én gang hengivenhed og ærefrygt over for alt levende og dyb fortrolighed med destruktivitetens stadige, truende tilstedeværelse og dødens uløselige sammenhæng med det levende.

Hun var utvivlsomt en af de største lyrikere i det 20. århundredes Europa, hendes betydning for den danske litteratur kan vanskeligt overvurderes; hendes værk er blevet - og bliver - læst og beundret og elsket såvel i Danmark som uden for landets grænser, og hendes oplæsninger, der havde deres egen, helt særegne karakter, har tryllebundet forsamlinger rundt om i hele Europa og yderligere forstærket hendes ry.

Inger Christensens værk er et af dem, der vil blive stående og vokse i betydning."

Sart, uanselig, så uprætentiøs

Den østrigske forfatter Peter Waterhouse er en stor beundrer og var en nær ven af Inger christensen

"I Inger Christensens værk berører livet og døden hinanden på en sart, en uanselig, så uspektakulær, uprætentiøs og umiddelbar måde.

"Det. Det var det." I en af de enkleste sætninger i verden - "det var det" - berører forskellene hinanden, uspektakulært og med de samme bogstaver. De to største væsensforskelle - det, som vi er, og det, som vi var - berører hinanden og bliver endda et, smelter sammen. "Det" og "det" berører hinanden - de er to helt forskellige "det" og er alligevel "det", et og det samme "det". Og det er derved, som i berøringen mellem liv og død, mellem "det" og "det", noget opstår, noget nyt. Livet vil ikke længere ligne sig selv. Døden vil ikke ligne sig selv.

Hendes værk lige så rystende som hendes død.

"Jeg så og talte sidste gang med Inger Christensen den sidste søndag i september. Hun var fuld af munterhed. Dagen før havde hun sagt, at der fandtes noget tredje; livet, døden og noget tredje. Hun ville begynde at beskrive det."

"En eller anden er død og dukker pludselig op mellem de andre."

Alle ord i Inger Christensens værk berører hinanden.

Alt i berøring."

En guldgrube af stor skønhed

Filminstruktøren Jytte Rex instruerede filmen 'Inger Christensen - Cikaderne findes' (1998)

"Uanset hvilken indfaldsvinkel jeg har haft til Inger Christensens univers, bliver der altid en følelse tilbage af, at der er mere og stadigt mere at gå ind i. Hendes tekster udtømmes aldrig; de åbner sig på en ny måde for hver gang, man fordyber sig i dem. Så langt tilbage som 1969, da det udkom, var det som at stå foran et landskab med dragende stier i stadigt forgrenende retninger; og sådan er det blevet ved med at være.

Hendes digte og tekster er en elektrificerende guldgrube af stor skønhed, som åbner op for en erkendelse af verden, som afføder både smerte og nøgtern indsigt i vores del af labyrinten, som en essaysamling hedder.

"Med systemerne prøver man at afsløre universets versemål ... Man kan opleve, at det er digtet, der bærer én. Man får adgang til et univers, der begynder at bære én. Det bærer én ind i noget, som man ellers ikke ville have kunnet se eller skrive," har hun sagt om sin systemdigtning. Og lige præcis sådan formår hun at fastholde noget uhåndgribeligt, sætte ord på og gøre det umulige muligt.

For mig har hun i årtier været en rettesnor, et inspirerende eksempel, som det bliver svært at undvære. Men hun findes. Gennem digtene findes hun, ligesom

abrikostræerne findes, abrikostræerne findes / bregnerne findes; og brombær og brombær/ brom findes; og brinten, brinten/ cikaderne findes ....

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Jeg så og talte sidste gang med Inger Christensen den sidste søndag i september. Hun var fuld af munterhed. Dagen før havde hun sagt, at der fandtes noget tredje; livet, døden og noget tredje. Hun ville begynde at beskrive det."

----------

DET ( tredie )

Formodninger gøres her:
At vide et det tredie er,
ka' være en fristelse,
til at smutte herfra -
for de som kun
holder sig i live,
fordi de frygter døden;
men hvis det tredie er -
er det lisså´ meget her,
som det er der.

-------------------

Tror ikke at Inger sigtede til noget "religiøst",
hun virkede som en ret jordbunden Darwinist:

".....og at det derfor bliver nødvendigt at forstå, at idet et menneske udtrykker sig, er det også verden der udtrykker sig."

Den erkendelse er vel en uundgåelige følge af Darwinismen m.m.: At alt som er virkeligt - er alene af: Verden.

INGER CHRISTENSEN in memoriam

Så har døden set hende an
fra sommerfuglevingen og ført hende bort.

"De stiger op, planetens sommerfugle"
er indledningen på sonetkransen:
Sommerfugledalen fra 1991 udgivet på Brøndum.
I sandhed en meget stram kompositorisk metode, og en utrolig svær digtform, som virkelig kræver sin musikalske sprogbegavelse. Det er dybt fascinerende at mennesket er i stand til i en så bunden form at udtrykke sig om store emner og samtidig trods formen få det til at se legende let og svævende ud.
Inger Christensen kan.
Hendes Sommerfugledalen var en født klassiker.
Det er ganske enkelt stort.

Et requim, der ikke dør som ingenting,
men lever videre som form af ord fra alfabetet.
DET gav du os, dine samtidige:
Mod til at forny vor undren.

Jørgen Christian Wind Nielsen

Jeg oplevede Inger Christensen på Schæffergården den 19. juni 2008 til et arrangement om den nordiske litteraturkanon.

Inger Christensen læste højt fra Sommerfugledalen.

Min umiddelbare reaktion var at det må have været svært tilgængeligt for de nordiske studerende der deltog i arrangementet.

Jeg skrev lidt om det og tog et par billeder:
https://www.kommunikationogsprog.dk/file_upload/1134.DOC

Nu er Inger Christensen så fløjet til Sommerfugledalen.

Man bør jo ikke tro på ALT hvad man læser:

---------------------------------

Til Spiritisterne

At man jo lige må gøre de som vil udforske mellemforløbene
mellem liv og død - opmærksomme på:

At det er jo (også og især) ER der vi forløber nu -
siden hver vor undfangelse.

Heldigvis er også mange højreorienterede nu døde,
( og i brug som skakbrikker ).

Så Inger Christesen gav allernådigst tilladelse til at "plukke lidt" -

------------------------

Hvad ?

Hvad skal man lige sige -
når Shakespeare++
( i skikkelse af en århusrådmand ) siger:

"Der er noget råddent i Danmark's ellers så flotte forløb -
så send det ud og lad det's spor ende blindt"

Man kan svare med disse gyldige ord - af en digter så stor:

At blomstringen har rod i alt det rådne,
det skyggefulde filtrede og lådne.
en vild og labyrintisk ufornuft.

-------------

( Tre sidste linjer fra Inger Christensen: Sommerfugledalen 4 )

For ikke lige at skræmme de højreorienterede alt for meget, så følgende visdomsord fra: Star Treek -

"They have nothing to fear - their culture will be assimilated."