Læsetid: 4 min.

Min heteroseksuelle andelslejlighed

Eller hvorfor boligmarkedet har indflydelse på familiestrukturen
Frihedens vindue. Står det mig frit for at vælge en anderledes måde at bo og leve på. Gu- gør det ej.

Frihedens vindue. Står det mig frit for at vælge en anderledes måde at bo og leve på. Gu- gør det ej.

Martin Kierstein

30. januar 2009

Jeg bor i en andelslejlighed. En af de nyere, hvor priserne er skruet lidt for meget op, så de, der vil sælge, nu står med håret i postkassen. Sådan som jeg som en anden Nosferatu surt spåede, at de ville komme til på alle de generalforsamlinger, hvor vi stemte om forhøjelse af andelskronen.

Vi bor to voksne og fire børn i en 3,5 værelses. Det går okay, alle børnene sover på samme værelse, og man skal ikke klage i disse tider. Jeg sætter i øvrigt pris på at bo her med en anden voksen, af flere grunde, men nogle gange er jeg ved at brække mig over, at jeg ikke har et valg. Hvis jeg skulle bo her som enlig mor ville 80 procent af min indtægt gå til husleje og således giver min familieform sig selv. Men man har da sit frie valg- oder?

Triste alternativer

For hvad nu, hvis vi besluttede, at det var slut med vores kernefamilie-lifestyle? Så skulle vi sælge vores andel. Og det kan vi ikke, for priserne er presset for højt op. Men hvis vi nu gik 50 procent ned i pris. Så fik vi nok solgt. Men så skulle vi jo ud og købe 2 x nyt. Der er nemlig ingen lejelejligheder at få i København og vi har jo solgt med tab, så det bliver måske til en meget lille toværelses til hver. På Vestegnen. Hvor vi så kunne bo en uge ad gangen med fire børn. På den anden side ville man jo have en hel toværelses for sig selv hver anden uge og dét er da luksus.

Man kunne også tænke sig, at den ene af os fik lyst til at flytte i kollektiv. Men hvordan får man plads i et af Københavns få kollektiver, når man har mindst tre børn under armen? Man kunne jo selvfølgelig kigge sig omkring i sin vennekreds og hooke op med dem som havde samme lyst. Til fællesskab, netværk, legekammerater til ungerne, voksne at snakke med, når børnene er puttet. Vi kunne købe en stor villa. Jeg ved bare ikke, hvor mange af mine universitetsvenner, der er kreditværdige i Nordeas øjne. Ved i hvert fald, at jeg som snart færdiguddannet jordemoder med ansvar for andre menneskers liv og førlighed ikke får udbetalt en løn, der imponerer min bankrådgiver. Overhovedet. Jeg ved heller ikke, om vi kunne sælge vores respektive lejligheder. Og hvad nu, hvis det ikke var det rigtige valg? Så står man der med sit forsørgeransvar, og det er jo ikke ligefrem fordi viljen til at satse stort stiger parallelt med antallet af børn. Må man overhovedet bo i kollektiv i Danmark, når man har rundet de 30? Siden ingen nu gør det?

De flytter bare

Jeg har nogle gode venner i Berlin. To af dem er et par med børn. De bor i en stor billig lejelejlighed. Pladsen har de fordelt så alle har a room of ones own. Også de voksne. Mor er ikke tvunget til at se på far 24-7, far kan sove i sin egen seng, når ikke han gider knalde. Jeg har også op til flere tyske veninder, der bor i kollektiv. Både med og uden børn, med og uden partner, de er både over og under 30. Og de bruger ikke 80 procent af deres indkomst på husleje, snarere det halve. Jeg har spurgt, hvad de gør når de bliver trætte af at bo som de gør? De flytter, siger de, og kigger mærkeligt på mig. Nåh, ja. Det er jo det, man kan i byer der har et reelt lejelejlighedsmarked. Flytte rundt. Fortryde. Vælge om. Prøve af.

Jeg misunder berlinerne og må konstatere, hvor utroligt styrende det danske boligmarked er for vores liv. For hvordan, vi bor - alene eller i par henholdvis med og uden børn. For hvor aktive, vi er - aftenaktiviteter er kun for dem med en partner, der kan blive hjemme og passe børnene. Det styrer, hvem og hvor mange, vi elsker - man bor vel med sin partner og elsker vedkommende. Eller man bor alene og forventes at lede efter en at elske. Det styrer, hvornår man elsker - man er tvunget til at dele soveværelse og kan aldrig vælge hinanden fra. Det styrer også vores rejseaktivitet - man dingler ikke bare rundt i Latinamerika et halvt år, for hvem gider betale af på ens boliglån, i mens man klapper lamaer i Peru? Så er det bedre at blive. Arbejde 8 til 17. Passe sig selv. Slå rødder. Gro fast.

Hvilket valg

Og således fratager de kapitalistiske markedsstrukturer voksne mennesker retten til at bestemme over deres eget liv. Men de gør det godt. Pakket ind i plyssede ord som friværdi, samtalekøkkener, flexlån og gode renter, forstår de dælme at sælge konceptet. How to frarøve en hel befolkning al social mobilitet ved at sælge kommunernes lejeboliger, give andelskronen fri, rydde bz'atte huse, før det første banner er hængt ud af vinduet og bulldoze ethvert optræk til skurvognspladser og fristæder.

Så hvordan var det egentlig - har jeg selv valgt min familieform? Jah... Står det mig frit for at vælge anderledes? Gu gør det ej. Det 'frie' boligmarked er antifeministisk, monogamt og heteroseksuelt i al sit væsen, og frihed til at vælge en anden boligform end den heteroseksuelle kernefamilies eksisterer lige så lidt som en ubebygget plet på Havnefronten.

Måske skulle jeg spørge familien, om de vil med til Berlin...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nicolaj Andrea

Tak for en god artikel, som tør kritisere nogle strukturer i samfundet, der ellers ofte er hævet over virkelig kritik. Boligmarkedet i København er jo stadig præget af en wild west mentalitet, som underbygger idéen om den hellige og hårdtarbejdende kernefamilie: 1,7 trofæbørn, udearbejdende forældre med ”gang i karrieren” 60 timer om ugen, ja vi er ”proaktive” og har ”let til smil” – især med fladskærmen naglet til væggen. Men som Fassbinder engang sagde, så er ”8 timer ikke hele dagen”, og tvivlen kan måske endnu nage i sprækkerne imellem friværdi og apati? Boligmarkedet sætter i disse år nogle yderst stramme rammer for, hvad man kan og ikke kan. Og sidder man først i saksen, er der næppe råd til at trække stikket ud i et halvt eller helt år, og måske udvikle sig til andet og mere end en forbrugsmaskine? Heldigvis kan vi optimere vores kompetencer og networke for at udbrede det glade budskab: ”Jeg er bedre end dig”. Alt i konkurrencens hellige navn. Konkurrence bliver ofte betragtet som ”sundt”, men kan med lige så stor ret kaldes ”sygt”, i og med at det jo ofte blot er med til at konsolidere nogle arkaiske magtrelationer, der hører bedst hjemme i dyreriget. Der er i den grad behov for en kritisk refleksion, der tør tale disse magtstrukturer imod.

jens peter hansen

Hvad med at flytte til Tingbjerg eller Mjølnerparken ?
Mage til forkælet pølsesnak. Rejs til Berlin, Bagdad eller Lima. Der er ingen der forhindrer Camilla i at gøre det. Nåh jo hendes husleje. Lidt sent at komme i tanker om. Men rejs alligevel. I Berlin er der mange lejligheder til salg. Fordi det går ad helvede til i Tyskland, med masser af arbejdsløse.
Men lad være med at klynke.

Hans Jørgen Lassen

Ja, det er sgu synd for Camilla, hvor er det synd.

Men bortset lige fra hendes latterlige klynkeri, så er det da rigtigt, at det er vanvittigt med disse fuldstændig groteske boligpriser.

Puha, en barsk øjenåbner. Man får næsten lyst til at starte en landsindsamling eller klage til Menneskerettighedsdomstolen, men mon ikke Camilla en skønne dag finder kræfter til at hive sig selv op ved håret, så hun kan blive udfriet fra denne grusomme og uretfærdige skæbne?