Læsetid: 4 min.

Holdningsgidsler og bedsteborgerbørn

Der er mange trin på skalaen fra at være politisk engageret til at blive revolutionær og voldelig aktivist, mener skuespiller og dramatiker Claus Flygare. Han har skrevet manuskriptet til teaterstykket 'Blekingegade'. Forestillingen har premiere denne uge på Husets Teater i København, men allerede før premieren er den næsten udsolgt, måske fordi historien om Blekingegadebanden nærmest har fået en mytisk karakter
Der er mange trin på skalaen fra at være politisk engageret til at blive revolutionær og voldelig aktivist, mener skuespiller og dramatiker Claus Flygare, ophavsmand til teaterstykket 'Blekingegade', som har premiere denne uge
7. januar 2009

Historien om Blekingegadebanden rummer alt det, der udgør et godt drama: Robin Hood-helte, der tager fra de rige og onde for at hjælpe de undertrykte og fattige, drevet af idealisme, sammenhold, hemmeligheder og udspekulerede planer.

Men som i al god dramatik, kommer der et vendepunkt, peripetien, som er skæbneomslaget, hvorfra historien pludselig får en anden karakter. Noget går galt, en ung politimand dør, og ansvaret skal placeres. Virkeligheden indhenter Blekingegadebanden til regnskabets time.

Claus Flygare, der er skue-spiller, dramatiker og medstifter af Mammutteatret, blev hyret til at dramatisere Peter Øvig Knudsens bestseller om Blekingegadebanden. Opgaven lød: Lav en undersøgelse af, hvad der får folk til at komme så langt ud:

"Jeg var helt vild med opgaven. Jeg havde ikke læst om Blekingegadebanden på det tidspunkt, så jeg fik løn for at sidde og læse bøgerne. Det blev en åbenbaring for mig."

Og han er ikke den eneste, der er draget af fortællingen om de venstreorienterede idealister, som tog ekstreme midler i brug for deres politiske kamp.

"Det er en fantastisk historie at skrive" siger Claus Flygare og slår ud med armene, mens han begejstret fortæller om Peter Øvig Knudsens bøger:

"Folk, der normalt aldrig læser bøger, diskuterer den, når man er til, så jeg var godt klar over, at det var en historie, der var svær at komme udenom."

At ville forandre verden

"Da jeg var en ung mand havde jeg, ligesom dem, der var med i Blekingegadebanden, også en stor drift mod det, at forandre verden," fortæller Flygare, der i samme åndedrag understreger, at der er forskellige måder at ville gøre det på. Ifølge ham gik Blekingegadebandens projekt ud på at bekæmpe uretfærdighed i verden, men som tiden gik, fandt man ud af, at den store revolutionære, romantiske drøm var en løgn:

"Blekingegadebanden er opdraget i et kapitalistsisk samfund. De er jo bedsteborgerbørn, ligesom mange af studenteroprørerne var på det tidspunkt. Da man bliver klar over, at den vestlige verden er fuldstændig gennemsyret af kapitalisme, og at arbejderklassen ikke lever op til den romantiske forestilling, vender man sig mod den tredje verden. Man forestiller sig, at dér er den ægte revolutionære kraft intakt, fordi de endnu ikke er udnyttet af et konsumsamfund."

Selv om Claus Flygare forstår tændsatsen til Blekingegadebanden, tager han kraftigt afstand fra metoderne. Blekingegadebanden ville ikke vente på det demokratiske forløb, men forcerede det, fordi de blev utålmodige. Og den går ikke - idealistisk kamp eller ej, mener Flygare.

Den venstreorienterede og politisk aktive fløj har Claus Flygare selv været en del af. Mens hans aktivistiske metoder knyttede sig til pennen fremfor sværdet:

"Jeg vil indrømme, at jeg selv tilhørte den venstreorienterede fløj af kunstnere. Vi boede i Ålborg og tog rundt med Jomfru Ane Teatret og Jomfru Ane Band og lavede politiske sange. Der var folk i min omgangskreds, der var meget politisk engagerede. Men der er jo mange gear, før man når til Blekingegadebanden."

Et af de gear, Claus Flygare opponerede imod, er det, han kalder Tvind-gearet. Han beskriver datidens Tvind-folk som 'en gruppe meget alvorlige, humorforladte mennesker, der sad og dominerede og virkede som en klam hånd på ethvert selskab'.

Det var godt at være venstreorienteret, men det var endnu bedre at være revolutionær. Her hoppede Claus Flygare af. Han havde en modvilje mod de mere ekstreme politiske paroler og metoder.

For ham er Blekingegadebanden et eksempel på, hvordan parolerne kan få overtaget, uden at man opdager, at man er på vej ud på et skråplan:

"For mig at se ryger kæden af på et tidspunkt. Det kommer så langt ud, men der er ingen til at spørge: Hvad skal der til for at stoppe? Blekingegadebanden bliver holdningsgidsler. De føler, at det de gør, har været så rigtigt, og det har været så modigt og uundgåeligt efter deres filosofi, som er: 'Hvis du ikke er imod, så er du en del af svineriet.' Så kan de ikke pludselig sige, at nu holder de op og går tilbage til svineriet igen."

Arvesynden

Da Blekingegadebanden passerede point of no return for deres sag, havde det en pris. Det tog livet fra en ung mand. Og tilværelsen gik fra frihed til fængsel for de involverede. Men da ingen af bandens medlemmer påtog sig skylden for drabet alene, resulterede det kollektive sammenhold i en kollektiv straf. Hvis ingen påtager sig skylden, mangler ansvaret stadig at blive placeret. Og før det sker, er det svært at afslutte en så alvorlig sag, pointerer Claus Flygare. Det er ikke bare med en manuskriptforfatters indsigt men også med en faderlig eftertænksomhed, at han søger en endelig slutning:

"De resterende medlemmer af Blekingegadebanden bør læse de bøger, som Baader-Meinhof-gruppens børn har skrevet. Børnene føler, at de har arvet forældrenes synd og skyld, og på den konto burde Blekingegadebandens medlemmer stå frem og sige, hvem der slog betjenten ihjel."

Indtil da kan Claus Flygares undersøgelse af Blekingegadebanden opleves på Husets Teater - hvad enten man er revolutionær eller bedsteborger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu