Læsetid: 3 min.

Hvem gider lytte til en fordrukken gymnasielærer?

Dansklærer Allan Ringel er så træt af aktantmodeller, ny dansk litteratur og Erik Clausen. Spørgsmålet er blot: Hvem gider lytte til en fordrukken gymnasielærer?
Dansklærer Allan Ringel er så træt af aktantmodeller, ny dansk litteratur og Erik Clausen. Spørgsmålet er blot: Hvem gider lytte til en fordrukken gymnasielærer?
22. januar 2009

Lidt kækt kunne man skrive, at Robert Zola Christensen som skønlitterær forfatter mindst har en sociolog og en litterat i sig, og at de to slås om at få ordet i den nye roman Aldrig så jeg så dejligt et bjerg, som jeg nær fik kaldt Bordtennis, fordi den forrige hed Tennis og handlede om tennisspillende, kriseramte Morten 40+, og den nye har en bordtennisspillende, kriseramt Allan 40+ som hovedperson. Rent stilistisk er Allan-bogen mere ren og også mere vellykket. Dog med den temmelig vigtige tilføjelse, at vellykketheden strengt taget er Katrine Marie Guldagers. Mere om det, selvfølgelig, senere.

Morten-bogen strittede noget, blandt andet fordi der var hæftet en faktaboks på hvert kapitel, uden at det spillede nogen større rolle. Forstyrrende fremmedlegemer var det vel nærmest. Allan-bogen er derimod en eneste ensartet bitter kværnen fra den alkoholiserede gymnasielærer Allan Ringel om alt og ingenting og hans eget rod af et (kærligheds)liv. Allan er mønsterbryder, og derfor er det synd for ham i modsætning til studiekammeraten Keldby, der er søn af en apoteker og en viceskoleinspektør og derfor altid har hørt til blandt de veluddannede. Allan er også humanist, hvilket giver forfatteren mulighed for at sukke over KUA i lighed med Eske Troelstrups suk i Bortset fra himlen fra 2008. Det får mig i øvrigt til at spørge: Er der overhovedet nogen, der er interesseret i at læse om humaniorastuderende på KUA? Vel ikke engang - eller allermindst - humanisterne selv?

Men Allan "tror egentlig, at dem på humaniora er ekstra udsatte, for på de kolde studier er der altid nogle svære ligninger, man lige kan knække og derigennem få bekræftet, at man stadig er med." Tja- hm- Hvis ikke det var, fordi Allan bare var en åndssvag romanfigur, kunne jeg godt finde på at råbe lige ind i hovedet på ham med henvisning til Dan Tùrell, at det ikke er let at være nogen.

Allan har også et udestående med Erik Clausen, fordi han idylliserer arbejderklassen i sine film - i det hele taget er Allan sur på de fleste. Og selvfølgelig er det hans eget selvhad, han kæmper med, og så er den nok ikke så meget længere.

Men tilbage står, at jeg har kaldt romanens stil for vellykket, og det skyldes, at Allans kværnen også viser sig som en raffineret blanding af hans tanker, sætninger, han siger, sætninger, han ikke får sagt og de ord, andre siger til ham, eller som han forestiller sig, de vil sige. Det giver teksten et vist drive med langt imellem punktummerne.

Væsentligt og uvæsentligt, sagt og usagt befinder sig på samme niveau og er et rammende tekstligt udtryk for Allans besværede hoved og ulykkelige sjæl. Men at lade teksten styrte afsted og ind imellem styrte er vel Katrine Marie Guldagers opfindelse. Jeg hører i hvert fald et tydeligt ekko af Styrt (1995), Blank (1996) og Ankomst, Husumgade (2001) i Aldrig så jeg så dejligt et bjerg, og når Zola tit og ofte ligefrem binder sætningerne sammen med ordet 'selvfølgelig', akkurat som Guldager gør det i det antologiserede digt Du fortjener det, selvfølgelig gør du det ja, så er det ikke videre heldigt. Og det nærmer sig næsten det pinlige, når dansklærer Allan med forfatterdrømme så store samtidig erklærer den danske litteratur for stendød og afleverer en bredside mod Helle Helles Ned til hundene. Nej, man skal nok ikke kaste med camoufleret litteraturkritik, når man selv kun lige er nået til at lyde som danskpensummet i gymnasiet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Henriksen

Kære Arne Herløv Petersen,

ja, Joyce var visionær, så når han så ind i fremtiden, kunne han se Guldagers tekster for sig, og endda på engelsk, så han kunne læse dem. Præsident Obama er også en sådan visionær, idet han jo har overtaget SF's politik ('flere rundkørsler').
Det forbavser mig ærlig talt, at du ikke vidste det.