Læsetid: 9 min.

Hvorfor er vi i Afghanistan?

Hvis ikke samtlige NATO-lande vil indlade en massiv genopbygning af Afghanistan, så lad os sige samdheden og trække os ud af landet. Vi var der alligevel aldrig for afghanernes skyld, men for vores egen
Vi vil gerne befri afghanske kvinder for burkaen, men hvordan kan vi acceptere pædofili, når afghanske soldater udnytter deres oppasere? spørger forfatteren Carsten Jensen.

Vi vil gerne befri afghanske kvinder for burkaen, men hvordan kan vi acceptere pædofili, når afghanske soldater udnytter deres oppasere? spørger forfatteren Carsten Jensen.

JALIL REZAYEE

29. januar 2009

Er Danmark ved at blive genfødt som nation? Er et anti-militaristisk folk efter 140 år som duknakket undviger af enhver væbnet konfrontation, omsider ved at genfinde sin krigerære? Er pacifismen, som vi antog for et nationalt karaktertræk, i virkeligheden ikke andet end et traume, som nu omsider heler?

Sådan ser det i hvert fald ud, hvis man læser en række af de bøger, der er udkommet i efteråret. Det er krigen i Afghanistan, der giver anledning til denne følelse af knapt tilbageholdt triumfalisme.

I morgen angriber vi igen hedder journalist Kim Hundevads rapport fra fronten i det sydlige Afghanistans Helmand Provins. De danske tigre har Lars Ulslev Johannesen kaldt sin selvoplevede beretning om en dansk enhed under belejring i provinsbyen Musa Qala. 'Tigre' og 'nattens dæmoner' er nogle af de heroiserende betegnelser skræmte Taleban-krigere giver de tilsyneladende uovervindelige danskere.

140 år efter det tilintetgørende nederlag til Bismarcks prøjsiske tropper ved Dybbøl, skyder danske soldater sig tilbage på krigens verdenskort, og i forordet til et nyudgivet tobindsværk, Danmarks Krigshistorie, konstateres det, at en Danmarkshistorie uden krig kun er en halv historie.

Danskerne er ved at finde sig selv igen. Eller er vi?

Den ubekvemme krig

Krigen i Irak formåede aldrig at blive et valgtema i Danmark. Tilhængerne, der fra starten var handicappede af byrden af deres egne løgne, ville helst ikke tale om krigen, og modstanderne troede ikke, der var stemmer i protesten. Også pressen tav ærbødigt. Det var ikke kun begravelserne af de dræbte soldater, der fandt sted i stilhed. Det var hele krigen, der, hvis den overhovedet fandt frem til vores tv-skærme, fremtrådte som en film uden lydspor. Spørger man soldaterne i Helmand, er indtrykket det samme, når det gælder krigen i Afghanistan. De føler ikke, der er modstand mod krigen i befolkningen. Men der er heller ikke opbakning. Når de lander i Kastrup efter den obligatoriske turnus på seks måneder, er den eneste modtagelses-

komité, der venter dem, mistænksomme toldere på overarbejde, der minituøst gennemgår indholdet af deres rygsække. Heller ikke i deres private liv møder soldaterne mange, der har lyst til at høre om livet som soldat i den udsatte Helmand provins.

Hvis vi ser på forholdet mellem størrelsen af det danske kontingent og antallet af dræbte, er Danmark relativt set det NATO-land, der har lidt de største tab.

Krigen er alvor, og danskere er ikke til alvor. Vi kan ikke vænne os til tanken om, at vi som krigsførende nation pludselig er blevet herrer over liv og død i et fremmed land. Endnu sværere er det for os at acceptere, at en krig også koster ofre, vore egne. En teaterkrig uden blod ville passe til det danske temperament. Krigen i Helmand er blot endnu en i den række af nye og dybest set ubekvemme krige, vi som folk er blevet enige med vore politikere om at fortie og fortrænge. Hvorfor er vi i Afghanistan? Her vil der som svar løfte sig et kor af enige stemmer. Vi er der for at hjælpe, vil de sige. Jeg vil ikke kalde dette svar for en løgn, for jeg tvivler ikke på, at mange af de stemmer, der deltager i koret, mener det oprigtigt. Det gælder ikke mindst de udsatte soldater i frontlinjen, for hvem tanken om, at de gør en forskel slet og ret er en psykologisk livlinje.

Hjælp for goodwill

Hvad de ansvarlige politikere angår, ved de selvfølgelig udmærket godt, at udsagnet er en løgn, i hvert fald hvis de er deres stilling voksen (hvad de ikke alle sammen er).

Allerhøjest tjener den nødtørftige hjælp, der mest er af kosmetisk art, det formål at skabe en midlertidig good-will i lokalbefolkningen i Helmand, så der skydes lidt mindre på de danske soldater. Nogen virkelig hjælp til genopbygningen af et samfund, der er ødelagt gennem 30 års krig, er der ikke tale om.

Afghanistan har gennem de sidste syv år ikke været andet end en blodig skueplads for et opgør mellem den amerikanske hær og al-Quida. Den lidende afghanske befolkning er blot en forstyrrende faktor, en vildfaren bonde på et skakbræt, hvor konger og dronninger går direkte efter hinanden, og alle regler er ophævet. Det civile samfund er ikke blevet genopbygget. De institutioner, der skal give den afghanske regering autoritet og befolkningen tillid, er aldrig blevet skabt.

Sikkerhedssituationen blev gradvist forværret, da amerikanerne gennem deres alliancer gav fortidens krigsherrer deres magt tilbage og genskabte det kaos, der i sin tid havde udgjort grobunden for Taleban, og nu igen blev den direkte årsag til deres genopstandelse.

Institutionaliseret kaos

Den nyvalgte præsident Barack Obama er fremkommet med en redningsplan, en såkaldt surge efter irakisk forbillede, 30.000 friske tropper skal endeligt gøre det af med Taleban. Det afgørende i planen er større ildkraft, men allerede den russiske besættelse af Afghanistan i 1980'erne beviste, at selv den største ildkraft og den mest uhæmmede brutalitet ikke kan vinde krigen om ørkenlandet. Amerikanerne satser endnu en gang på krigsherrerne, denne gang dog de rigtige, siger de selv, i stedet for de forkerte, der indtil for nylig trak dem rundt ved næsen.

Sagen er selvfølgelig, at der ikke findes nogen rigtige krigsherrer, for selve eksistensen af en væbnet modmagt undergraver de bærende principper i enhver moderne nation. En stat, der ikke i kraft af sit monopol på vold kan håndhæve sine egne love, men hele tiden tvinges til at leve med væbnede udfordrere, kommer aldrig til at fungere. Barack Obamas såkaldte surge er en opskrift på en evigt forlænget middelalder for Afghanistan, ikke afslutningen på kaos, men institutionaliseringen af kaos.

Jamen, er surgen i Irak da ikke en succes?

Hvis man mener, at valghandlinger, hvor alle ensrettet stemmer ud fra deres etniske og religiøse tilhørsforhold i stedet for at stemme ud fra en mangfoldighed af økonomiske og politiske interesser, kan værehjørnestenen i et demokrati, jo, så er Irak en succes.

Hvis man mener, at den mest effektive måde at bekæmpe religiøse militser på, er at iføre voldsmændene politi-uniformer og således statsligt at sanktionere terroren, jo, så er Irak sandelig også en succes. Hvis man mener, at den bedste måde at skabe en varig fred på, er at betale 90.000 væbnede sunni-oprørere 300 dollar om måneden for ikke at skyde på soldaterne fra den amerikanske besættelseshær, ja, så bøjer jeg mig endnu en gang: Så er Irak ubestridt en succes.

Krigens modsigelser

En mere nøgtern bedømmelse ville nok karakterisere det ødelagte Irak som en menneskefjendsk og dødsensfarlig blanding af teokrati og anarki, et tragisk og dog passende monument over den inkompetente neokonservatisme, der i Washingtons korridorer planlagde det katastrofale felttog.

Vores gave til Iraks kvinder, der hørte til blandt Mellemøstens mest veluddannede og privilegerede, var at hjælpe et regime til magten, der jog dem bort fra et aktivt samfundsliv og igen gemte dem bort bag sløret. Den samme metode, som påtvang Iraks kvinder sløret, skal nu hjælpe Afghanistans kvinder af med deres. Vil nogen være så venlig at fortælle mig nøjagtig, hvem det er blandt Afghanistans brutale og feudalt indstillede krigsherrer, der går ind for kvindefrigørelse? Et hjerteskærende eksempel på de modsigelser, vi løber ind i, når vi hævder at ville give det afghanske folk friheden, kan man finde i Lars Ullerslev Johannesens bog om De Danske Tigre. Johannesens enhed er belejret i distriktscentret i Musa Qala sammen med britiske soldater og afghanske politifolk. Tvunget af omstændighederne lever de forskellige kulturer tæt sammen, og Johannesen kan ikke undgå at bemærke, at flere af de afghanske politifolk har såkaldte oppassere, mindreårige drenge, som de misbruger seksuelt. Efter en del overvejelser beslutter han sig til ikke at påtale det. Det er nu engang afghanernes kultur, og den må man respektere.

Vi vil gerne befri Afghanistans kvinder. Men børnene? Hvorfor er burkhaen uacceptabel, mens pædofili går an? Lars Ullerslev Johannesen ved selvfølgelig godt, at det ville være dumt i den trængte situation, hvori han befinder sig, at starte en større kulturkrig. I den henseende er han repræsentativ for os alle sammen. Afghanistans kvinder er magtesløse, men børnene er endnu mere magtesløse, og taler man deres sag, er det en revolution, man er begyndt på. Så er det ikke længere et spørgsmål om at få et ødelagt land på fode. Så er det en veritabel kulturrevolution, vi har indledt: Det afghanske menneske skal kastes i smeltediglen og støbes om på ny.

Hvad er det da, vi vil i Afghanistan? Hvad er det helt nøjagtig, vi mener, når vi siger, at vi vil hjælpe? Hvad er det for en frihed, vi taler om? Sandheden er, at vi ikke ved det. I Afghanistan har vi ikke blot militært overbelastet os selv, men med vores højstemte retorik også moralsk. Vi har skabt billedet af en forpligtelse, vi hverken kan eller vil leve op til, og hykleriet er derfor blevet vores eneste udvej.

Den britiske Afghanistan-kender, forfatteren Rory Stewart, der i kølvandet på Talebans fald, begav sig ud på en vandretur, der førte ham tværs over Afghanistan, anbefaler, at vi opgiver det sydlige Afghanistan, hvor intet nogen sinde kommer til at fungere. I stedet bør vi koncentrere os om det nordlige Afghanistan, som er mere åbent for forandring.

Hans forslag er ikke brugbart. Det vil medføre en deling af Afghanistan efter etniske skillelinjer og åbne et farligt magtvacuum i den sydlige del af landet. Taleban ville blive styrket og den i forvejen vaklende atommagt Pakistan yderligere destabiliseret. Men Stewart siger også noget, der gør indtryk. Der findes altid her i livet tilfælde, hvor der er en afgrund mellem det, vi bør gøre, og det vi kan gøre. Det sydlige Afghanistan er ifølge Stewart et sådant eksempel. Vi bør frelse befolkningen. Men vi kan ikke.

Forskellen på kan og bør

Dilemmaer løses ikke, blot fordi de bliver formuleret. Enhver, der har set ind i afghanernes ansigter og været tæt på den ukuelige trods, hvormed de forsøger at klatre op ad det bjerg af lidelser, der synes at spærre dem udsynet til enhver menneskelig fremtid, glemmer det aldrig. Der udgår et simpelt moralsk imperativ fra afghanernes blik. I må ikke lade os i stikken. I må ikke svigte os. Igen.

For vi har svigtet dem før. Vi hjalp dem med at bekæmpe den sovjetiske invasionshær. Bagefter lod vi dem alene med alt for mange våben i hænderne på alt for ryggesløse krigsherrer. Vi skaffede dem af med Taliban, der holdt landet i et fundamentalistisk jerngreb, men i det mindste bragte fred. Så overlod vi dem igen til krigsherrerne, denne gang med en korrupt og inkompetent regering som nødtørftig facade.

Vi graver et par brønde, asfalterer en stump landevej, slår afghanerne på skulderen og ønsker dem held og lykke, før vi går videre og spenderer et 10 gange større beløb på skydevåben. Medmindre vi gør det modsatte, holder tragedien aldrig op.

Vi må holde op med hykleriet og løgnene. Vi må indse, at vi ikke hjælper, før samtlige NATO-lande gør en helt anderledes massiv indsats for at genopbygge Af-ghanistan, ikke blot med våben, men især med mursten.

Det vil kræve enorme ofre af os, ikke kun økonomisk, men også i tab af menneskeliv. Er vi villige til at yde dem?Hvis ikke, så lad os sige sandheden og trække os ud af landet. Vi var der alligevel aldrig for afghanernes skyld, men for vores egen. Fordi vi ville tækkes USA, eller fordi vi selv med våben i hænderne ikke kan stoppe vores terapeutiske øvelser i selvgodhed.

Carsten Jensen har for fjerde gang været i Afghanistan, og har skrevet en artikelserie for Information. Læs artiklerne her

Serie

Seneste artikler

  • For den enkelte familie er én dræbt altid én for meget

    27. juli 2010
    Hvad enten det er med udviklingsbistand eller soldater er Danmark parat til at gøre en forskel i verden, siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V). Hun mener, danskerne er klar til at gå i krig igen uden FN-mandat, hvis det er det, det kræver
  • 'Vi skal ikke lade os skræmme, og vi skal kæmpe for vores værdier'

    24. juli 2010
    Danske politikere skal have kniven for struben og et anslået antal dræbte soldater på bordet, når de sender Danmark i krig, mener Søren Espersen (DF). Men det tør vi jo ikke, siger han. Folket derimod er parat til at kæmpe for Danmarks nye internationale rolle
  • 'Jeg har gjort op med mig selv, hvad det indebærer at beordre andre i kamp'

    23. juli 2010
    Forsvaret har i dag fuldført forandringen til et moderne militær, der har til kerneopgave at gå i krig i udlandet. Forsvarschef Knud Bartels er den nye mand i spidsen for det hele, og han har for længst gjort sig klart, hvad det koster at føre krig
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Hansen,

Civile tab.
Jeg tror ikke vi er enige.
Selvfølgelig påvirker det afghanerne at der dagligt dræbes ca. 4 uskyldige civile.
Bare tænk på sangen: "frø af ugræs er føget over hegnet".
Jeg ville sgu gøre oprør, hvis mit land blev invaderet, civile blev dræbt hver dag i årevis og besættelsesmagten indsatte en regering. Jeg ville være ligeglad med hvor meget besætterne kaldte regeringen demokratisk. Den slags fundamentale institutioner skal vokse nedefra.

Måske er det rigtigt at der faktisk sker alt det du siger. Jeg er nu lidt i tvivl. Men, det vigtige er at afghanerne ikke oplever at der sker tilstrækkelige fremskridt.

Jeg ville gerne tro på at de lokale kunne få landet op at stå med en sikkerhed garanteret af de udenlandske tropper, men jeg ser det ikke ske.

Det er garanteret rigtigt at de udenlandske tropper har en pædagogisk indflydelse på de stridende parten og at der derfor lægges en dæmper på de interne konflikter. Men, jeg er bange for at disse konflikter vil bryde ud i lys luge i det øjeblik at tropperne trækkes hjem. Medmindre at parterne selv er interesserede i at nærme sig hinanden og få løst konflikterne. Men, dette kræver jo så sandheds- og forsoningsprocesser a la Sydafrika med amnesti, konfliktmægling, veldefinerede retsprocesser osv. Så vidt jeg ved arbejdes der ikke rigtig med den slags i Afghanistan?

Du skriver at genopbygningsindsatsen ikke kan foretages med civil bistand alene.
Nej, og præcis heri ligger en væsentlig konflikt der gør at jeg ikke tror på indsatsen.
Sålænge at landet er besat kan civile organisationer i form af NGO'er slet ikke arbejde meningsfyldt i landet.
Sålænge det er militæret, der står for opbygningen sker der utroligt lidt fordi man har 650 soldater, der tager sig af sikkerheden og 8½ teknikere, der skal stå for genopbygning, men som ikke rigtig kan blive effektive fordi de hele tiden er underlagt sikkerhedskrav, der delvist umuliggør deres tilstedeværelse.
Genopbygningen begynder først at batte noget når forholdstallet er omvendt:
650 teknikere, der beskyttes af 8½ vagter. Og hver af disse teknikere har så hver sit lille hold lokale, der enten selv kan tage del i arbejdet eller som er i en læreproces, der giver dem nogle færdigheder til selv bagefter at kunne håndtere mindre projekter.
Jeg er alvorligt bange for at de forholdsmæssigt små resultater som der nu ydes meget for at opnå, vil vise sig spildt når soldaterne trækkes ud.
Simpelthen fordi stærke kræfter vil kæmpe for at tage kontrollen over områderne når udlændingene er væk. Det vil være meget mere vigtigt hvem der sidder på kontrollen end om bygningerne står tilbage og vandpumperne virker.

Lars R. Hansen

Jaroen,

Nu er det jo ikke ISAF, der står for alle de civile tab - ifg. FN's mission i Afghanistan står vestlige styrker OG afghanske regerings styrker for ca. 580 i 2008, altså ca. 1.5 om dagen, hvis du vil gøre det op på den måde - det sat op mod alle de liv ISAF direkte og indirekte har reddet fra elementære sygdomme, sultedøden og interne stridigheder.

Til eksempel har bedre vandforsynings-forhold har reddet 1000-vis fra at skide sig ihjel af dysenteri, (lige meget om Carsten fnyser af en simpel vandpumpe, så redder en simpel pumpe over tid mange liv i en afghansk landsby).

Et andet eksempel kunne være et 25% fald i børnedødelighed, hvorfor 90.000 afghanske børn nu overlever deres tidlige barndom. Det er ægte fremskridt!

Hvad angår NGO'erne så har (mange) af principielle (politiske) årsager valgt holde sig fra dele af Afghanistan, da de har "moralske kvababelser" ved at arbejde under ISAF beskyttelse. De samme NGO'ere har ofte ingen problemer med at arbejde under alverdens diktatorer og krigsherrers beskyttelse alle mulige andre steder fx. Somalia eller Sudan, hvor risikoen er lige så stor, hvis ikke større. Det er en ren politisk beslutning - de vi ikke "svine sig til" i militær-civil samtænkning. Altså vestlig militær-civil samtænkning - i Afrika havde de ingen problemer med at forsyne hutuernes flygtede hær af folkemordere i Congo, ja, NGO'erne forsynet dem med så mange vare, at de ikke behøvede at dyrke jorden, men kunne i stedet bruge deres kræfter og overskuddet fra videresalg af nødhjælp til, at kaste sig ind de congolesiske krige.

Ja, bare uddeling af helt basalt og livreddende nødhjælp i Afghanistan, hvor NGO'erne nægter at arbejde, er nogle NGO'ere imod - "Nødhjælp skal ikke kobles sammen med militæret" - siger de direkte! Skal vi så bare lade folk dø for øjnene af os for ikke at træde ind på NGO'ernes "faglige territorium"? Ja, åbenbart!

Stod det til mig alene, så fik de NGO'ere, der ikke vil sammenarbejde med os i Afghanistan ikke én skattekrone førend de kommer i gang i Helmand.

Hvad angår en "pull-out plan" - Så er vi i gang med at opbygge afghansk kapacitet, der, når den er tilstede vil muliggør en hjemtrækning af udenlandske kamptropper - derefter må det være op til afghanerne det er trods alt deres land. Hvis de så slår hinanden ihjel så må det i udgangspunktet være deres problem, hvis de dertil huser internationalt udfarende militante og terrorister må vi klare det med OEF eller en lignende kinetisk håndtering af problemet - med andre ord; vil man ikke høre, så må man føle - det kan også gøres med ca. 10% af de nuværende landstyrker og ca. 15% af de nuværende (økonomiske) omkostninger eller mindre.

Jeroen,

Mit gab var ikke til dig.

Lars,

Jeg er fuldstændig enig i din vurdering af de såkaldte NGO'ers politiske plattenslageri og dobbeltmoral, og fatter heller ikke, at disse får lov til at have sugerøret maximalt nede i statskassen, uden at bidrage med noget fornuftigt.

Heinrich R. Jørgensen

Per Thomsen:
"Eller hvad synes du om guruen og jægersoldaten B.S. Christiansens mange visdomsord og filosofiske betragtninger? Tror du, at der er andre end Bubber, der kan lære noget af ham?"

Jeg har ikke sat mig ind i hverken B.S. Christiansens eller Helge Adam Møllers univers, men jeg har da indtryk af, at mange finder inspiration i B.S. Christiansens betragtninger m.v. Der er bl.a. et meget succesfuldt cykelhold, der er glade for B.S. Christiansen som coach og mental træner (eller hvad det er, han helt præcis laver).

Jeg er sikker på, at begge herrer har en helt usædvanlig mental robusthed, der kan bruges i mange andre sammenhænge end som professionel soldat.

Jeg har i øvrigt selv et familiemedlem, der er ex-jæger, og kan oplyse, at det næppe er uddannelsen der skaber personen, og deres holdninger. Det er snarere usædvanlige personer, med exceptionelle egenskaber (bl.a. mental robusthed), der kan bruges som jægere.

Der er mange af Kim Vibes og Helge Adam Møllers synspunkter, jeg ikke deler. Men når det drejer som om indsigt i forhold der har med militær, krig og andet at gøre, er det min klare erfaring, at der er substans bag Kims tanker og observationer.

Til gengæld tror jeg du har ret mht. Helge Adam Møller. Der er næppe meget dybde i en person, der anser Winston Churchill som sit idol. En uhyre fascinerende person, og hovedperson i en spændende tid, men idol? Der er vi tilbage i drengeværelset...

Når Carsten J. I overskriften spørger, hvorfor “vi” er I Afghanistan og opfordrer til, at ”vi” trækker os ud, hvis ikke samtlige lande ”vil indlede en massiv genopbygning af Afghanistan”, efter som ”vi” alligevel kun var der ”for vor egen skyld”, så synes der at være indbygget en uforløst modsætning i problematikken.

Hans ”vi” er uafklaret.

Betegner det småstaten Danmark eller den transnationale militærorganisation NATO under ledelse af klodens militære stormagt USA?

Denne uforløste modsætning afslutter hans velargumenterede artikel:

”Vi” (Danmark) var der, enten fordi vi ville tækkes USA (som Kim V. skriver i ’tråden’ ”Den afghanske dødedans”: ” Vi kysser Don Corleones ring og stiller op, når han forventer det.”), eller fordi vi ”med våben i hænderne” ville udøve ”terapeutiske øvelser i selvgodhed”.

Mig synes det, som han dygtigt fører ’os’ frem til ”(selv)erkendelsens dør”, så ”vi” kan træde ind ad den og se, ”vi” er ’nyttige idioter’ taget ved næsen af politisk spin i et stormagtspolitisk spil om militær dominans og kontrol med de centralasiatiske olie- og gas -ressourcer.

Afghanistan-problematikken kan jo ikke forstås isoleret.
Set globalt er landet jo bare en enkelt ’brik’ i førnævnte ’spil’. Lige som ’os’(DK).

Det er naturligvis det, der får NGO’erne og de humanitære organisationer til at holde sig på afstand. De er heldigvis mere vagtsomme overfor at blive brugt som ’nyttige idioter’ end det nuværende FN synes at være.

Den ’våbenførende selvgodhed’ er vel ’det politiske spin’, der skulle få ’os’ til at ’kysse Don Corleones ring og stille op, når han forventer det’.

For er det lille EU-land Danmarks ’sikkerhedspolitiske interesser’ virkelig bedst varetaget ved at ’kysse Don Corleones ring’?

Også selv om ’Don Corleone’ for tiden har skiftet sin ’talsmand’ ud med en mere sympatisk udseende og talende person?

Også han kan jo vise sig at ende som ’en nyttig idiot’ fanget ind af det ’nationalistiske snæversyns’ modproduktivitet også over for egne nationale langsigtet interesser.

Er en ’småstats’ sikkerhedsinteresser ikke bedre varetaget ved at bruge ressourcerne til at ud- og op-bygge effektive (dvs. ikke så let udsatte for at blive misbrugt af nationale og regionale og økonomiske særinteresser) transnationale institutioner, der kan afgøre ’tvister’ og formidle mellem menneskehedens modsætningsfyldte økonomiske, politiske og kulturelle interesser på et langsigtet planetarisk grundlag?

Glimrende indlæg af Mark Thalmay. I den forbindelse kan det måske tilføjes at "vi" vel kun er den del af den danske befolkning der tilslutter sig VKOs militaristiske udenrigspolitik, hvilket sandsynligvis ikke er ret mange, når det kommer til stykket.

Personligt er jeg overbevist om, at der findes et meget stort "vi" i den danske befolkning, der er lodret imod alle de rasende kostbare og uetiske militære eventyr i Den Tredje Verden...

Heinrich R. Jørgensen:

"Der er mange af Kim Vibes og Helge Adam Møllers synspunkter, jeg ikke deler."

Det var godt at høre, Heirnrich. Så er der trods alt håb endnu...

Heinrich R. Jørgensen

Per Thomsen:
"Det var godt at høre, Heirnrich. Så er der trods alt håb endnu..."

Man skal respektere andre, også sine modstandere - det gælder både i krig, og i almindelighed ;-)

Mark,

"Det er naturligvis det, der får NGO’erne og de humanitære organisationer til at holde sig på afstand. De er heldigvis mere vagtsomme overfor at blive brugt som ’nyttige idioter’ end det nuværende FN synes at være."

Det er helt sikkert derfor, men når de godt kan udøve deres erhverv, når soldaten, der beskytter dem, har blå baret i stedet for sort, så kan de godt stryge det humanitære, for så udstiller de sig selv som det de reelt er, nemlig politiske kamporganisationer.

Hvad angår småstaters sikkerhedspolitik, så er de jo netop ikke i stand til at opbygge det verdenssamfund baseret på lov og ret, som du efterlyser. Det kræver reelt nedlæggelse af supermagterne. Det kommer aldrig til at ske, hvorfor det er langt mere fornuftigt at forholde sig virkeligheden og selv vælge den mindst beværlige "Don" som sin beskytter.

Inger Sundsvald

Helge Adam Møller viser sin robusthed i Folketingssalen, når han styrer debatten med hård hånd. Han tåler ingen overskridelse af tiden, uro i salen eller direkte tale. Så kommer kommandoerne som skidt fra en spædekalv. Disciplin, disciplin, disciplin. En rigtig skrivebordsgeneral. BS har jeg ikke nogen kendskab til, men mon ikke det er nogenlunde det samme?

Inger Sundsvald:

"BS har jeg ikke nogen kendskab til, men mon ikke det er nogenlunde det samme?"

Jeg vil mene at Helge Adam Møller og BS Christainen befinder sig på nogenlunde det sam udviklingsmæssige og mentale stadie, og at de vel i og for sig kan opfattes som et udtryk for det genrelle niveau i det danske militær. De kan vel i lighed med Kim Vibe opfattes som en art idelatyper i en Max Webersk forstand...

Heinrich R. Jørgensen

Per Thomsen:
"Bare rolig Henrich, du har min fulde respekt..."

Og i lige måde. Der er vel ca. 60 hyppige debattører på dette site, som jeg respekterer, i det mindste for deres lødighed og vilje til samtale.

Det lyder givetvist lidt pompøst og påtaget, men jeg tror faktisk, at samtlige har bidraget med synspunkter, jeg har kunne bruge til at tune mine egne.

Inger Sundsvald

Per Thomsen
Ja, det gælder om at holde sig til reglerne, for at opretholde skrankepavernes vælde ;-)

Heinrich R.:
”samtlige har bidraget med synspunkter, jeg har kunne bruge til at tune mine egne.”
Ja, det er en af de gode grunde til at følge debatterne ;-). I den forbindelse savner jeg et lidt uddybende indlæg fra Per Thomsens, om hans indtryk af CJs artikelserie, de plejer at bevæge sig lidt bredere end bare for/imod ;-).

Heinrich R. Jørgensen

Inger,

jeg synes det lyder meget betryggende, at Helge Adam Møller tager sin opgave som neutral ordstyrer alvorligt, og sikrer at regler overholdes. Det vidner om respekt for folkestyret, og person integritet.

I betragtning af hvordan politikere er flest, vil jeg gå så langt at sige, at det er et usædvanligt pænt skudsmål at give en politiker :-)

Hvis Helge Adam Møller havde været udstyret med mere empati, kunne han måske være blevet en udmærket byretsdommer?

Inger Sundsvald:

"I den forbindelse savner jeg et lidt uddybende indlæg fra Per Thomsens, om hans indtryk af CJs artikelserie, de plejer at bevæge sig lidt bredere end bare for/imod ;-)."

Det synes jeg nu egentlig at jeg har gjort, men Carstens Jensens artikelserie er jo også ved at blive en ganske omfattende sag med massevis af indlæg fordelt på flere "tråde".

Hvis jeg ultrakort skal rekapitulere min holdning til Jensens artikelserie, så vil jeg sige at jeg bestemt ikke var imponeret af den første artikel, men at Jensen så sandelig tog skeen i den anden hånd i de næstfølgende artikler.

Selv om det er flere punkter hvor jeg er uenig med Jensen, vil jeg sige, at hans tekster er noget af det bedste og mest troværdige journalistik jeg endnu har læst om krigen i Afghanistan.

Så må man jo også retfærdigvis tilføje, at det man har at sammenligne med ikke ligefrem er noget at prale af. Det danske pressekorps dækning af krigene i Irak og Afghanistan består jo først og fremmest af kilometervis af spalter og tv-indslag med plat Rambo-journalistik begået af en samling purile drengerøve af journalister med en puril fascination af action, heltemod, krudt og kugler. Den danske presse er i nyhedsformidlingen om krigene i Irak og Afghanistan præcis lige så ensrettet og propagandistisk, som vi kender det fra det tidligere Sovjetunionen.

Om Carsten Jensen kan man måske med en vis ret benytte det gamle mundheld om at den enøjede er konge i de blindes rige...

Inger Sundsvald

Per Thomsen
Tak for det ;-)

Jeg må også indrømme, at jeg fik en anden opfattelse efter den første artikel. Det er bare underligt, at Information reklamerer for artiklerne med et udsagn, som ikke er helt dækkende. Det kan da godt være at CJ stadigvæk er ’for’ invasionen, men det kan da ikke være på den måde det foregår nu, med krudt og kugler og ødelæggelser for den lokale befolkning?

Heinrich R. Jørgensen

Kim Vibe:
"Hold kæft hvor er her kedeligt uden Erik B."

Ganske enig. Erik B. var altid god for nogle indsigtsfulde og begavede indspark (og nogle gange provokationer), der var værd at reflektere over. Det er meget ærgerligt, at han ikke længere deltager hér...

Kim,

Et ”verdenssamfund”
(måske skal vi holde os til jordkloden, det lillebitte kosmiske fnug vi foreløbig bor på, i første omgang. :-))
bygget på lov og ret, fik en vis institutionaliseret substans efter 1 verdenskrig med ”Folkeforbundet”( Den amerikanske præsident Wilsons idé – som senatet nægtede at bakke op, hvorfor USA ikke kom med), efter de forskellige årtusindgamle religiøse utopier om ’Guds riger’ og mere moderne sekulære, klassebaserede forestillinger (1,2,3, og 4 internationaler).

Impulsen blev igen forstærket med FNs oprettelse(igen med USA som hoveddrivkraft)efter 1930’er-krisernes og 2 verdenskrigs tilbagefald i nationalisme både i øst, vest og syd og de europæiske kolonirigers langstrakte sammenbrud.

Det er jo et stort projekt ,og først i vor tid synes de teknologiske forudsætninger og de økonomiske og økologiske nødvendigheder at være til stede for dets realisering.

Det kræver ikke nødvendigvis nedlæggelse af stormagter
(’supermagter’ synes at gå under af sig selv pga. forstenet hybris og deraf følgende indre uløste problemer)
kun at de holder hinanden i skak militært, politisk og økonomisk og dermed indser, at det er til deres egen selvopretholdende fordel.

Venligst

Det ligger så mange hundrede år ude i fremtiden, at det ikke er værd at forholde sig til sikkerhedspolitisk.

Allerede efter Wienerkongressen i 1814 voksede der myriader af transnationale fora frem, der skulle forhindre den store krig. Siden har vi vist haft adskillige. Stormagterne fyrede folkeforbundet, og har i dag defacto fyret FN, der iøvrigt er en helt igennem latterlig ineffektiv organisation.

Jeg glæder mig til at se det næste skud på naivismens stamme.

Derudover tvivler jeg på, at jeg ville have lyst til at leve i et hyperovernationalt verdenssamfund. De militære styrker ville derfor nok have rigeligt at lave med at slå oprørsbevægelser ned.

Hans Jørgen Lassen

Allerede ved overskriften, ”Hvorfor er vi i Afghanistan?”, begynder man at røre uroligt på sig: er vi i Afghanistan? Personligt er jeg ikke i Afghanistan; jeg sidder trygt og lunt hjemme på matriklen, og det gør de fleste andre læsere formentlig også. Derfor: vi?

Men man læser dog videre, i den faste overbevisning, som flere gange i fortiden er blevet solidt bekræftet, at Jensen jo hverken er dum eller naiv, og skrive kan han også. Jeg nåede faktisk helt ned til artiklens næstsidste sætning, før jeg nolens volens måtte konkludere, at konceptet led af alvorlige mangler, at forfatterens teknik, men ikke nødvendigvis hans fornuft ved denne lejlighed havde svigtet ham fatalt.

Betragt denne sætning og funder et øjeblik over den: ”Vi var der alligevel aldrig for afghanernes skyld, men for vores egen.”

Hvad betyder her ”vi”, og hvad betyder ”vores”?

Lad os begynde med begyndelsen, altså ”vi”. Dette pronomen kan i sagens natur ikke referere til den samlede danske befolkning, og ”vi” kan heller ikke sigte til det meget beskedne segment, der udgøres af Informations læsere, for de sidder, som vi allerede har fastslået, hjemme i deres parcelhus, stærkt bekymrede over den synkende friværdi. Carsten Jensen selv kan vi nok også udelukke, medmindre han betjener sig af pluralis majestatis, og så hovmodig er han næppe.

Altså, hvem er vi? Tjah, for en bogstavelig betragtning kan det jo egentlig kun være de danske soldater; det er dem, der fysisk befinder sig i Afghanistan.

Som alternativ, en let udvidet fortolkning, en formålsfortolkning, kunne man måske tillade sig at formode, at ”vi” også refererer til dem, der har sendt disse soldater på mission i det fremmede – nu da Jensens spørgsmål lyder, hvorfor vi er i Afghanistan. Det er næppe et helt vildt gæt, at forfatteren med ”vi” meget vel kunne tænke på beslutningstagerne.

Uanset hvilken fortolkning man vælger, så får man imidlertid et problem, når man konsekvent overfører denne betydning af ”vi” til læsningen af ”vores” – ud fra den antagelse, at ordet vel ikke skifter mening inden for én og samme sætning.

Vælger man soldaterne, så får man dette resultat: ”Soldaterne var der alligevel aldrig for afghanernes skyld, men for soldaternes egen skyld.” Den er mildest talt uheldig.

Prøver vi den anden mulighed, går det lige så galt, mindst: ”Anders Fogh gik alligevel aldrig i krig for afghanernes skyld, men for sin egen.” Sådan noget kan man afgjort ikke tillade sig at sige eller blot antyde; det ville være blodige og givetvis strafbare injurier.

Jeg giver op. Vi må konstatere, at vi ikke forstår Carsten Jensen.

Hans Jørgen Lassen

Heinrich,

ja det har vi, og med hensyn til befolkningen fuldstændig eksplicit. Den danske befolkning befinder sig ikke i Afghanistan, men for størstedelens vedkommende i Danmark.

Og Danmark har ikke flyttet sig for nylig, men ligger stadig syd for Norge, vest for Sverige, nord for Tyskland, og øst for England.

Inger Sundsvald

Jeg bliver tit lidt urolig, når Hans Jørgen Lassen kommer i sit sokratiske hjørne. Flere gange har jeg tænkt, at hvis jeg virkelig havde dummet mig en dag og skulle for retten, så ville jeg gerne have Hans Jørgen Lasen som forsvarer. Så ville der være en chance for at retfærdigheden ikke skete fyldest ;-).

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen,

det lyder nok temmeligt ulogisk, men kan det have noget at gøre med, at det der forefindes udenlands, er en slags repræsentanter eller stedfortrædere for det ægte Danmark og nationens samlede befolkning?

Lidt lige som når nogle benytter talemåder, såsom at Danmark deltager i de olympiske lege, uagtet at hverken nationens grænser henlægges til den olympiske by eller hele befolkningen drager på valsen?

Jeg tror i øvrigt der findes en helt tredje måde at benytte "vi" på, som dog endnu ikke har fundet vej til opslagsværkerne, på trods af den udbredte brug.

Nemlig den brug af ordet "vi", når repræsentanter for f.eks. nationen deltager national kappedyst i diverse sportsgrene, og det går godt for repræsentanterne, hvorimod ordet "de" er mere fremherskende, når repræsentanterne klarer sig mindre godt?

Måske ville artiklen have været mere forståeligt, hvis overskriften havde været "Hvorfor er de i Afghanistan?", og den sidste kommentar havde været "De var der alligevel aldrig for afghanernes skyld, men for vores egen". Men det er selvfølgelig blot et gæt, og en tolkning af Carsten Jensens intentioner, som jeg ingen rygdækning har for.

Inger Sundsvald

Det er ikke tit jeg er enig med dig, Kim Vibe, men denne gang må jeg sige, at jeg er enig i, at netop disse artikler af CJ bør tages for pålydende, uden smålig skelen til pronomenerne.

Kim,
en 'filosofisk' bemærkning:

"Pedantisk flueknipperri" synes at være ret velegnet til at holde arten i live.

Så hvem er "vi"?

Heinrich R. Jørgensen

Kim Vibe:
"Nationen Danmark = Det danske folk"

Nu er det lige før selv jeg gider deltage i flueknepperiet. Nok hører nation og folk sammen, men det samme er det ikke. Og Hans Jørgens (omend noget påtagne) problem med at forstå Carsten Jensens tekst bliver ikke lettere.

Men jeg tror jeg afholder mig fra yderligere deltagelse i dette, for mit vedkommende, lidet spændende emne.

Martin Stoltze

Det er almindeligt sprogbrug at sige "vi" om en gruppe man anser sig for at tilhøre, også selv om gruppen er så diffus som et helt land. Folketinget har taget en beslutning om at sende soldater til Afghanistan. Vi - danskerne - er ikke alle sammen enige om det, men i demokratisk forstand er det helt begribeligt at skrive at vi er i Afghanistan. Lige som vi har bygget en storebæltsbro, selvom de færreste var personligt involveret. Om ikke andet, har vi et fællesskab via skattebiletten. Selvfølgelig kan man spinde nogle ender om nationen og det kollektive o.s.v, men er det vil være at flytte fokus fra en glimrende artiklel.

Iagttagelserne er skarpe, og de afleveres med dejligt klarsyn. Artiklen fortjener at blive oversat og bragt i NY-times eller lignende.

Hans Jørgen Lassen

Mark,

jeg beklager, at jeg har overset dit indlæg af 31. januar. Jeg kan forstå, at vi tænker i tilsvarende konkrete, ikke-ideologisk slørede baner.

I modsætning til Jensen, og med ham mange andre.

Hans Jørgen Lassen

Der var vist et tegn for meget:

konkrete, ikke ideologisk slørede baner.

Men jeg ved sgu efterhånden ikke, om der er nogen, der bemærker de finere nuancer.

Hans Jørgen Lassen

Carsten Jensens ureflekterede brug af ordet "vi" ødelægger ethvert forsøg på kritisk analyse, og det er anledningen til min protest.

"Vi må holde op med hykleriet og løgnene."

Vi lyver og hykler ikke. Det gør statsministeren. Men det tør tøsedrengen Jensen ikke sige rent ud, derfor det der forplumrende pseudosolidariske vi.

Jeg vil faneme ikke slås i hartkorn med Anders Fogh Rasmussen, aldrig i livet, så spar mig for det der "vi". Jeg lyver og hykler ikke (ikke ret tit).

Kim - som dog ikke kan beskyldes for at være en tøsedreng - tænker lige så plumret som Jensen. Han forsøger at bestemme "vi" som det danske folk, og resultatet bliver:

"Det danske folk var der alligevel aldrig for afghanernes skyld, men for det danske folks egen skyld."

Hvilket er noget sludder, allerede fordi det danske folk jo altså ikke er i Afghanistan.

Hertil kommer, at det afgjort ikke tjener det danske folks interesse, at der opererer danske soldater i Afghanistan. Det tjener ikke min interesse, det tjener ikke Jensens, ja, jeg ved sgu ikke, hvilke danskere der skulle have glæde af det eventyr.

Carsten Jensen tænker, trods sin gode vilje, i ideologiske tåger, som han kun kan komme ud af ved at holde op med det der "vi"-pis.

Lars R. Hansen

Du er en del af - vi - hvad enten vi og du vil det eller ej, Hans Jørgen Lassen.

Vi, vores danske soldater, er i Afghanistan for vores skyld - for Kronens, alle Kronens undersåtter og Danmarks skyld! Ligeså lidt som man (vi) kan unddrage sig (vores) fællesskabet og fællesskabets pligter og rettigheder, lige så kan vi unddrage os, at vi er i Afghanistan.

At vi så kan mene vi ikke bør være i Afghanistan er så en helt anden sag.

Men at vi er dér, kan der ikke være tvivl om - at vi er der for vores skyld - kan der heller ikke være tvivl om. Per definition er vi der for vores skyld. Da danske soldater kæmper for Danmark. Og vi er Danmark. Og Danmark er os.

Lars Hansen:

"Da danske soldater kæmper for Danmark. Og vi er Danmark. Og Danmark er os."

Hvem sagde natinoalromantisk selvsving?

Hans Jørgen Lassen

Lars,

vil du så følge Carsten Jensens formaning:

"Vi må holde op med hykleriet og løgnene."?

Eller vil du fortsætte med hykleriet og løgnene?

Om ’at skrive forbi hinanden’ og hvad et ord som ’vi’ kan dække over.

Ovenfor anfører Kim V., vel mest henvendt til Hans Jørgen L.(HJl), at debatten bør ”handle om indhold mere end om form”, og det synes jo umiddelbart at være en tilforladelig betragtning.

Nu er det jo bare sådan, at ’sprog’ som sådant er en ’form’ (lydligt eller synsmæssigt), der viser hen til noget, som så kan betegnes som ’indholdet’.

Så i den sproglige bevidsthedsform er form og indhold knyttet uadskilleligt sammen. Hvad der igen medfører, at sprogbrugen både kan ’tildække’ og ’afdække’ det, der forsøges ’bragt til orde’.

Med udgangspunkt i artikeloverskriftens brug af ordet ‘vi’ i ”Hvorfor er vi i Afghanistan?” prøver HJL., så vidt jeg forstår ham, at ’afdække’ hvorfor, der befinder sig danske (NATO)soldater i Afghanistan.

Han ender op med to muligheder:

Enten er det for soldaternes skyld – hvad han mener, vil være ”uheldigt”, - men altså vel ikke vil udelukke?

Hvis vi forstår ’soldaterne’, som den organisation de tilhører, altså NATO, hvad kunne ’hensynet’ til dem så være andet end at vise denne organisations duelighed og ’nødvendighed’, altså dens eksistensberettigelse?

Man kunne så spørge HJL, hvorfor han mener, dette vil være ’uheldigt’?

Den anden mulighed, HJL når frem til, er at ’vi’-et går på ’beslutningstagerne’ og disse sammenfatter han i personen Anders Fogh Rasmussen.

Om at denne skulle have truffet sit valg om at gå i krig for sin egen skyld, skriver HJL at ”sådan noget kan man afgjort ikke tillade sig at sige eller blot antyde; det ville være blodige og givetvis strafbare injurier.”
Og det kan jo være sandt nok.

På den anden side, hvis man læser hans sidste sætning, som havende en ironisk ’form’, afviser han vel heller ikke dette?

’Injurier’ kan jo ved en domstolsafgørelse vise sig alligevel ikke at være – injurier.

I så fald: Hvad kunne ’beslutningstagerens hensyn til sig selv’ så være?’

En mulighed kunne vel være at vise sin ’egnethed’ til at indtage en toppost i nævnte militærorganisation NATO, netop ved at ’kysse Don Corleones ring og stille op, når det forventes’, for at bruge Kim V. s rammende udtryk.

Heinrich R.s ovenanførte forslag til at gøre artikeloverskriften mere forståelig (gennemskuelig?), nemlig: ”Hvorfor er de i Afghanistan?” (Altså ’soldaterne’ vel?) ville nok, for mig at se, være første trin på vejen til at afdække udtrykkets muligheder af ’tildækket’ meningsindhold.

Men det synes mig, at disse indholdsmæssige muligheder forsvinder igen, ved hans sidste formulering, nemlig at ’de’(soldaterne) var der for ’vores’(?) skyld.

Med dette ’vores’ når vi nemlig frem til det, HJL betegner som ’ ideologisk slørede tankebaner’.

Således når f.eks. Kim V. hypostaserer ”Nationen Danmark = Det danske folk”,
eller når Martin Stoltze henviser til ”almindeligt sprogbrug”, når ordet ’vi’ bruges, uden at gøre sig klart, at i dette tilfælde kan det medføre, at samtlige skattebetalende danske statsborgere 'omklamres' på en sådan måde, at de forhindres i at kunne gennemskue, at nok har folketingsflertallet truffet en demokratisk beslutning , om danske NATO-soldaters tilstedeværelse i Afghanistan, men i en (begyndende?) debat om baggrunden for denne beslutning, forsvinder måske mulige fordækte motiver og partikulære interesser i dette ’omklamrende vi’.
Motiver og interesser som kan være af afgørende betydning for forståelsen af beslutningens ’indhold’ og konsekvenser.

Martin S. mener, at fokus flyttes fra den glimrende (enig.M.) artikel, ved at dens ’vi’-begrebs betydningsmuligheder diskuteres.

Men debatten drejer sig jo om artiklens ’form og indhold’.
Nogle af os prøver så bare at afdække dens sprogforms betydningsmuligheder for at kunne drage nogle politiske konsekvenser af den, mens andre gør indsigelse mod dette, vel også ud fra hvilke politiske konsekvenser de mener, dette kan få eller måske ikke få?

Det udelukker da ikke, at det ikke ville være udmærket, med et yderligere fokus på artiklen, ved at den f.eks. blev” oversat og bragt i NY-times eller lignende.”

Med venlig hilsen

Heinrich R. Jørgensen

Mark Thalmay:
"Men det synes mig, at disse indholdsmæssige muligheder forsvinder igen, ved hans sidste formulering, nemlig at ’de’(soldaterne) var der for ’vores’(?) skyld."

'Vores' i denne sammenhæng ville i min tolkning være det fællesskab, der er nationens og dennes befolkning.

Inger Sundsvald

Hans Jørgen Lassen skriver i en anden tråd (Meninger keder mig):

”fordi en sagesløs speaker siger noget så uskyldigt, som at alt er relativt.”
”Samtidig blottet for forståelse, ja, han forsøger end ikke.”

”Speakeren mener formodentlig noget så enkelt som (…) Lad os bære over med ham, og lade ham skrige, hvis det er, hvad han har behov for.”

Det er en langmodighed, og en forståelse, som ikke viser sig, hvis nogen drister sig til at sige ’vi’, ’os’ eller ’vores’. Næh, nej! Så skal det præciseres på sokratisk vis, hvad i hvert fald HJL ikke er og aldrig har været.

Hvis overskriften havde lydt: ”Hvorfor er man i Afghanistan?” så kunne der sikkert også komme en stor sprogdebat ud af det. I alle tilfælde er det en fordrejning af debatten og om hvad artiklerne drejer sig om.

Lars R. Hansen

HJL:"vil du så følge Carsten Jensens formaning"

Ikke tale om, jeg vil fortsat spille på alle strenge for at tromme støttet op for vor drenge...som osse er os. En vis mængde hykleri og løgn kan være nødvendig i den forbindelse....

Martin Stoltze

Jeg forstår ikke Hans Jørgen Lassens problem. Ganske vist er ordet "vi" ikke særlig præcist, men det er ikke vigtigt i sammenhængen. Hvis artiklerne havde handlet om at forstå baggrunden for den danske beslutning, så var man nødt til at opdele "vi" i politiske modsætninger og magtforhold. Men her drejer det sig om resultatet på den afghanske slagmark. Der er resultatet, at danske soldater deltager, vi betaler alle sammen til det, og mange familier berørers af krigen, uanset hvad de mener om den. (jeg bør skrive "I" betaler, selv bor jeg i Sverige...)

Hans Jørgen Lassen har ret i, at det ikke er "vi" som pynter på motiver og fortier virkeligheden. Det er noget det politiske fletal bag krigen gør, med statsministeren i spidsen. Men et meget stort flertal af befolkningen gør til gengæld sit bedste for at lukke øjnene. Det er også en slags ansvar.

Artiklernes ærinde er imidlertid ikke at fordele det politiske ansvar. Det er en anden diskussion. Serien handler om konsekvenserne af den beslutning som vi - summa sumarum - har taget, De giver et indblik i hvordan forholdene egentlig ser ud på jorden i det sydlige Afghanistan, og hvordan udviklingsperspektiverne er. Selvfølgelig set med Carsten Jensens øjne, men vigtigheden afhænger ikke af hvad man mener eller har ment om den danske deltagelse. Det er uhyre væsentlig journalistik, som forfatteren CJ her udfører i de almindelige journalisters fravær.

At påstå, at vi er i Afghanistan for danskernes skyld er en af de mere morsomme indslag.. hvordan skal det forstås? Vurderinger foretaget af USAs pentagon, tænketanke, efterretningstjenester og eksperter i radikalisering af muslimer understreger, at krigene i Irak såvel som i Afghanistan fører til en stigning i terrorisme og hvervning i terrorgrupper, og en stærkt øget radikalisering hos muslimer.

Men folk har en tendens til at se løsninger ud fra de redskaber, der er til rådighed. Således vil "løsningen" i afghanisten nok være, at vi smider flere og flere bomber (og flere i pakistan). Det skal nok avle mere terror (også mod vestlige mål), hvilket formodentlig vil føre til en øget militær indsats indtil vi til sidst forlader regionen. Gad vide hvor mange flere af vores soldater og deres civile bliver dræbt først.

Hans Jørgen Lassen

Martin,

det glæder mig, at du dog trods alt kan se, at denne sætning ikke fungerer:

Vi må holde op med hykleriet og løgnene.

At "vi" her er fuldstændig skævt, malplaceret og meningsløst.

Men det er desværre sådan hele vejen igennem. Carsten Jensen omgås fuldstændig hæmningsløst med ordet "vi", lader det betyde snart det ene, snart det andet, men sørger fortrinsvis for, at betydningen står hen i det uklare, det tågede

Hvis man fokuserer bevidstheden herpå, vil man opdage, at sidste del af hans artikel stort set er en diffus omgang snak.

Sider