Læsetid: 9 min.

Hvorfor er vi i Afghanistan?

Hvis ikke samtlige NATO-lande vil indlade en massiv genopbygning af Afghanistan, så lad os sige samdheden og trække os ud af landet. Vi var der alligevel aldrig for afghanernes skyld, men for vores egen
Vi vil gerne befri afghanske kvinder for burkaen, men hvordan kan vi acceptere pædofili, når afghanske soldater udnytter deres oppasere? spørger forfatteren Carsten Jensen.

Vi vil gerne befri afghanske kvinder for burkaen, men hvordan kan vi acceptere pædofili, når afghanske soldater udnytter deres oppasere? spørger forfatteren Carsten Jensen.

JALIL REZAYEE

29. januar 2009

Er Danmark ved at blive genfødt som nation? Er et anti-militaristisk folk efter 140 år som duknakket undviger af enhver væbnet konfrontation, omsider ved at genfinde sin krigerære? Er pacifismen, som vi antog for et nationalt karaktertræk, i virkeligheden ikke andet end et traume, som nu omsider heler?

Sådan ser det i hvert fald ud, hvis man læser en række af de bøger, der er udkommet i efteråret. Det er krigen i Afghanistan, der giver anledning til denne følelse af knapt tilbageholdt triumfalisme.

I morgen angriber vi igen hedder journalist Kim Hundevads rapport fra fronten i det sydlige Afghanistans Helmand Provins. De danske tigre har Lars Ulslev Johannesen kaldt sin selvoplevede beretning om en dansk enhed under belejring i provinsbyen Musa Qala. 'Tigre' og 'nattens dæmoner' er nogle af de heroiserende betegnelser skræmte Taleban-krigere giver de tilsyneladende uovervindelige danskere.

140 år efter det tilintetgørende nederlag til Bismarcks prøjsiske tropper ved Dybbøl, skyder danske soldater sig tilbage på krigens verdenskort, og i forordet til et nyudgivet tobindsværk, Danmarks Krigshistorie, konstateres det, at en Danmarkshistorie uden krig kun er en halv historie.

Danskerne er ved at finde sig selv igen. Eller er vi?

Den ubekvemme krig

Krigen i Irak formåede aldrig at blive et valgtema i Danmark. Tilhængerne, der fra starten var handicappede af byrden af deres egne løgne, ville helst ikke tale om krigen, og modstanderne troede ikke, der var stemmer i protesten. Også pressen tav ærbødigt. Det var ikke kun begravelserne af de dræbte soldater, der fandt sted i stilhed. Det var hele krigen, der, hvis den overhovedet fandt frem til vores tv-skærme, fremtrådte som en film uden lydspor. Spørger man soldaterne i Helmand, er indtrykket det samme, når det gælder krigen i Afghanistan. De føler ikke, der er modstand mod krigen i befolkningen. Men der er heller ikke opbakning. Når de lander i Kastrup efter den obligatoriske turnus på seks måneder, er den eneste modtagelses-

komité, der venter dem, mistænksomme toldere på overarbejde, der minituøst gennemgår indholdet af deres rygsække. Heller ikke i deres private liv møder soldaterne mange, der har lyst til at høre om livet som soldat i den udsatte Helmand provins.

Hvis vi ser på forholdet mellem størrelsen af det danske kontingent og antallet af dræbte, er Danmark relativt set det NATO-land, der har lidt de største tab.

Krigen er alvor, og danskere er ikke til alvor. Vi kan ikke vænne os til tanken om, at vi som krigsførende nation pludselig er blevet herrer over liv og død i et fremmed land. Endnu sværere er det for os at acceptere, at en krig også koster ofre, vore egne. En teaterkrig uden blod ville passe til det danske temperament. Krigen i Helmand er blot endnu en i den række af nye og dybest set ubekvemme krige, vi som folk er blevet enige med vore politikere om at fortie og fortrænge. Hvorfor er vi i Afghanistan? Her vil der som svar løfte sig et kor af enige stemmer. Vi er der for at hjælpe, vil de sige. Jeg vil ikke kalde dette svar for en løgn, for jeg tvivler ikke på, at mange af de stemmer, der deltager i koret, mener det oprigtigt. Det gælder ikke mindst de udsatte soldater i frontlinjen, for hvem tanken om, at de gør en forskel slet og ret er en psykologisk livlinje.

Hjælp for goodwill

Hvad de ansvarlige politikere angår, ved de selvfølgelig udmærket godt, at udsagnet er en løgn, i hvert fald hvis de er deres stilling voksen (hvad de ikke alle sammen er).

Allerhøjest tjener den nødtørftige hjælp, der mest er af kosmetisk art, det formål at skabe en midlertidig good-will i lokalbefolkningen i Helmand, så der skydes lidt mindre på de danske soldater. Nogen virkelig hjælp til genopbygningen af et samfund, der er ødelagt gennem 30 års krig, er der ikke tale om.

Afghanistan har gennem de sidste syv år ikke været andet end en blodig skueplads for et opgør mellem den amerikanske hær og al-Quida. Den lidende afghanske befolkning er blot en forstyrrende faktor, en vildfaren bonde på et skakbræt, hvor konger og dronninger går direkte efter hinanden, og alle regler er ophævet. Det civile samfund er ikke blevet genopbygget. De institutioner, der skal give den afghanske regering autoritet og befolkningen tillid, er aldrig blevet skabt.

Sikkerhedssituationen blev gradvist forværret, da amerikanerne gennem deres alliancer gav fortidens krigsherrer deres magt tilbage og genskabte det kaos, der i sin tid havde udgjort grobunden for Taleban, og nu igen blev den direkte årsag til deres genopstandelse.

Institutionaliseret kaos

Den nyvalgte præsident Barack Obama er fremkommet med en redningsplan, en såkaldt surge efter irakisk forbillede, 30.000 friske tropper skal endeligt gøre det af med Taleban. Det afgørende i planen er større ildkraft, men allerede den russiske besættelse af Afghanistan i 1980'erne beviste, at selv den største ildkraft og den mest uhæmmede brutalitet ikke kan vinde krigen om ørkenlandet. Amerikanerne satser endnu en gang på krigsherrerne, denne gang dog de rigtige, siger de selv, i stedet for de forkerte, der indtil for nylig trak dem rundt ved næsen.

Sagen er selvfølgelig, at der ikke findes nogen rigtige krigsherrer, for selve eksistensen af en væbnet modmagt undergraver de bærende principper i enhver moderne nation. En stat, der ikke i kraft af sit monopol på vold kan håndhæve sine egne love, men hele tiden tvinges til at leve med væbnede udfordrere, kommer aldrig til at fungere. Barack Obamas såkaldte surge er en opskrift på en evigt forlænget middelalder for Afghanistan, ikke afslutningen på kaos, men institutionaliseringen af kaos.

Jamen, er surgen i Irak da ikke en succes?

Hvis man mener, at valghandlinger, hvor alle ensrettet stemmer ud fra deres etniske og religiøse tilhørsforhold i stedet for at stemme ud fra en mangfoldighed af økonomiske og politiske interesser, kan værehjørnestenen i et demokrati, jo, så er Irak en succes.

Hvis man mener, at den mest effektive måde at bekæmpe religiøse militser på, er at iføre voldsmændene politi-uniformer og således statsligt at sanktionere terroren, jo, så er Irak sandelig også en succes. Hvis man mener, at den bedste måde at skabe en varig fred på, er at betale 90.000 væbnede sunni-oprørere 300 dollar om måneden for ikke at skyde på soldaterne fra den amerikanske besættelseshær, ja, så bøjer jeg mig endnu en gang: Så er Irak ubestridt en succes.

Krigens modsigelser

En mere nøgtern bedømmelse ville nok karakterisere det ødelagte Irak som en menneskefjendsk og dødsensfarlig blanding af teokrati og anarki, et tragisk og dog passende monument over den inkompetente neokonservatisme, der i Washingtons korridorer planlagde det katastrofale felttog.

Vores gave til Iraks kvinder, der hørte til blandt Mellemøstens mest veluddannede og privilegerede, var at hjælpe et regime til magten, der jog dem bort fra et aktivt samfundsliv og igen gemte dem bort bag sløret. Den samme metode, som påtvang Iraks kvinder sløret, skal nu hjælpe Afghanistans kvinder af med deres. Vil nogen være så venlig at fortælle mig nøjagtig, hvem det er blandt Afghanistans brutale og feudalt indstillede krigsherrer, der går ind for kvindefrigørelse? Et hjerteskærende eksempel på de modsigelser, vi løber ind i, når vi hævder at ville give det afghanske folk friheden, kan man finde i Lars Ullerslev Johannesens bog om De Danske Tigre. Johannesens enhed er belejret i distriktscentret i Musa Qala sammen med britiske soldater og afghanske politifolk. Tvunget af omstændighederne lever de forskellige kulturer tæt sammen, og Johannesen kan ikke undgå at bemærke, at flere af de afghanske politifolk har såkaldte oppassere, mindreårige drenge, som de misbruger seksuelt. Efter en del overvejelser beslutter han sig til ikke at påtale det. Det er nu engang afghanernes kultur, og den må man respektere.

Vi vil gerne befri Afghanistans kvinder. Men børnene? Hvorfor er burkhaen uacceptabel, mens pædofili går an? Lars Ullerslev Johannesen ved selvfølgelig godt, at det ville være dumt i den trængte situation, hvori han befinder sig, at starte en større kulturkrig. I den henseende er han repræsentativ for os alle sammen. Afghanistans kvinder er magtesløse, men børnene er endnu mere magtesløse, og taler man deres sag, er det en revolution, man er begyndt på. Så er det ikke længere et spørgsmål om at få et ødelagt land på fode. Så er det en veritabel kulturrevolution, vi har indledt: Det afghanske menneske skal kastes i smeltediglen og støbes om på ny.

Hvad er det da, vi vil i Afghanistan? Hvad er det helt nøjagtig, vi mener, når vi siger, at vi vil hjælpe? Hvad er det for en frihed, vi taler om? Sandheden er, at vi ikke ved det. I Afghanistan har vi ikke blot militært overbelastet os selv, men med vores højstemte retorik også moralsk. Vi har skabt billedet af en forpligtelse, vi hverken kan eller vil leve op til, og hykleriet er derfor blevet vores eneste udvej.

Den britiske Afghanistan-kender, forfatteren Rory Stewart, der i kølvandet på Talebans fald, begav sig ud på en vandretur, der førte ham tværs over Afghanistan, anbefaler, at vi opgiver det sydlige Afghanistan, hvor intet nogen sinde kommer til at fungere. I stedet bør vi koncentrere os om det nordlige Afghanistan, som er mere åbent for forandring.

Hans forslag er ikke brugbart. Det vil medføre en deling af Afghanistan efter etniske skillelinjer og åbne et farligt magtvacuum i den sydlige del af landet. Taleban ville blive styrket og den i forvejen vaklende atommagt Pakistan yderligere destabiliseret. Men Stewart siger også noget, der gør indtryk. Der findes altid her i livet tilfælde, hvor der er en afgrund mellem det, vi bør gøre, og det vi kan gøre. Det sydlige Afghanistan er ifølge Stewart et sådant eksempel. Vi bør frelse befolkningen. Men vi kan ikke.

Forskellen på kan og bør

Dilemmaer løses ikke, blot fordi de bliver formuleret. Enhver, der har set ind i afghanernes ansigter og været tæt på den ukuelige trods, hvormed de forsøger at klatre op ad det bjerg af lidelser, der synes at spærre dem udsynet til enhver menneskelig fremtid, glemmer det aldrig. Der udgår et simpelt moralsk imperativ fra afghanernes blik. I må ikke lade os i stikken. I må ikke svigte os. Igen.

For vi har svigtet dem før. Vi hjalp dem med at bekæmpe den sovjetiske invasionshær. Bagefter lod vi dem alene med alt for mange våben i hænderne på alt for ryggesløse krigsherrer. Vi skaffede dem af med Taliban, der holdt landet i et fundamentalistisk jerngreb, men i det mindste bragte fred. Så overlod vi dem igen til krigsherrerne, denne gang med en korrupt og inkompetent regering som nødtørftig facade.

Vi graver et par brønde, asfalterer en stump landevej, slår afghanerne på skulderen og ønsker dem held og lykke, før vi går videre og spenderer et 10 gange større beløb på skydevåben. Medmindre vi gør det modsatte, holder tragedien aldrig op.

Vi må holde op med hykleriet og løgnene. Vi må indse, at vi ikke hjælper, før samtlige NATO-lande gør en helt anderledes massiv indsats for at genopbygge Af-ghanistan, ikke blot med våben, men især med mursten.

Det vil kræve enorme ofre af os, ikke kun økonomisk, men også i tab af menneskeliv. Er vi villige til at yde dem?Hvis ikke, så lad os sige sandheden og trække os ud af landet. Vi var der alligevel aldrig for afghanernes skyld, men for vores egen. Fordi vi ville tækkes USA, eller fordi vi selv med våben i hænderne ikke kan stoppe vores terapeutiske øvelser i selvgodhed.

Carsten Jensen har for fjerde gang været i Afghanistan, og har skrevet en artikelserie for Information. Læs artiklerne her

Serie

Seneste artikler

  • For den enkelte familie er én dræbt altid én for meget

    27. juli 2010
    Hvad enten det er med udviklingsbistand eller soldater er Danmark parat til at gøre en forskel i verden, siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V). Hun mener, danskerne er klar til at gå i krig igen uden FN-mandat, hvis det er det, det kræver
  • 'Vi skal ikke lade os skræmme, og vi skal kæmpe for vores værdier'

    24. juli 2010
    Danske politikere skal have kniven for struben og et anslået antal dræbte soldater på bordet, når de sender Danmark i krig, mener Søren Espersen (DF). Men det tør vi jo ikke, siger han. Folket derimod er parat til at kæmpe for Danmarks nye internationale rolle
  • 'Jeg har gjort op med mig selv, hvad det indebærer at beordre andre i kamp'

    23. juli 2010
    Forsvaret har i dag fuldført forandringen til et moderne militær, der har til kerneopgave at gå i krig i udlandet. Forsvarschef Knud Bartels er den nye mand i spidsen for det hele, og han har for længst gjort sig klart, hvad det koster at føre krig
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Den gode Carsten Jensen er jo også digter, og har vel opnået en vis hævd på at må omgås sproget med en god portion poesi og fantasifuldhed ;-)

Er det ikke muligt, ligesom når man læser digte, at tillægge tekstfragmenterne mere stringent mening og indhold som en del af tolkningsprocessen? ;-)

Håber dette forslag den mildne den afgrundsdybe fortvivlelse over Carsten Jensens inkonsekvens...

Hans Jørgen Lassen

Problemet er netop dårlig forfatterteknik: Carsten Jensen anlægger ikke en konsekvent, eller i det mindste klar synsvinkel, og det hænger sammen med den diffuse brug af ordet "vi".

At en så rutineret forfatter som Jensen laver et så alvorligt forfatteknisk kiks, viser formentlig, at han er blevet i hvert fald midlertidigt blændet af de ideologiske problemstillinger.

Han skulle have taget solbriller på.

Martin Stoltze

@Mark Thalmay
Hvis det ikke fremgik tydeligt at min forrige bemærkning, som var skrevet inden jeg så din, så er det klart, at "vi"-et ikke dur når det drejer sig om at forstå motiver og magtforhold i danmark. Men når CJ her vil fokusere på hvad der faktisk sker i Afghanistan, så er der ingen grund til at indlede med den debat. Artiklerne kan til gengæld give grund til at stille nye spørgsmål om ansvar, men hver ting til sin tid.

@Tom Clark
Ja, faktuelt er det noget komplet vrøvl at "vi er der for danskernes skyld". Men man kan måske godt sige, at vi - eller de som gik ind for krigen - gjorde det for sin egen selvforståelses skyld. Der har langt hen ad vejen være udbredt folkelig støtte til Afghanistan-krigen. Fordi folk synes om den tanke, at danmark spreder frihed og demokrati. Langt op i de politiske rækker, er jeg overbevist om, at der har været et stort mål af naivitet i projektet. En naivitet der selvfølgelig ikke rækker som forklarting helt oppe i toppen.

@Hans Jørgen Lassen
Jeg tror ikke CJ har været blændet af ideologiske problemstillinger, tværtimod. Han har været meget optaget af at beskrive forholdene, som han erfarer at de er. Personligt, men ikke ideologisk.

Inger Sundsvald

’Vi’, alle danskere, befinder os ikke i Afghanistan, lige så lidt som Danmark ’er’ i Afghanistan, men befinder sig på helt andre længde- og breddegrader.

Et vist abstraktionsniveau må man vel kunne forvente af en filosof, når en tekst skal forstås, med de ord som nu engang er almindeligt anvendt i det danske sprog. HJL har en helt anden dagsorden end elendig forfatterteknik. Og dét kunne det jo være interessant at få en grundig analyse af.

Inger Sundsvald

Hans

Jeg har kun et spørgsmål: Hvorfor har du ikke indvendinger når det drejer sig at ”’Vi’ er ved at ofre grundlaget for individuel frihed?”

Analysen vil jeg lade andre om. Den er jeg ikke uddannet til at foretage. Jeg har kun en opfattelse af, at du har noget imod Carsten Jensen. Hvad det er, giver du ikke udtryk for, andet end for at der er nogle ord han bruger, som du ikke bryder dig om.

Hans Jørgen Lassen

Inger,

at ord som i dette tilfælde "vi" meget ofte anvendes på en tåbelig, ja, direkte tankeskadelig måde, er jo ikke i sig selv nogen grund til at fortsætte med at bruge dem på denne tåbelige måde. Gentagelse gør ikke en dårlige vane bedre, tværtimod.

Rygning er eller var udbredt. Men ikke derfor sundt.

Næh, jeg har intet imod Carsten Jensen. Uden at jeg skal være smagsdommer, synes jeg, at han normalt skriver glimrende. Men derfor kan det jo godt kokse en enkelt gang. Det sker selv for mig, og sikkert også for dig.

Hans Jørgen Lassen

Henrik,

jeg er fuldstændig enig med dig i mangt og meget.

Blandt andet, at vi - danske skatteborgere - ikke skal betale for israelernes smadring af Gaza. Det skal de israelske skatteborgere naturligvis selv. Eller de amerikanske, som har givet dem midlerne til deres hærgen. Og selvfølgelig skal den israelske stat erstatte de hospitaler og danske ambulancer, som de har smadret med deres bomber. De giver jo sig selv.

Og ligesom dig er jeg meget imod kønsapartheid i Danmark. Men jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op imod det. Hvad gør du selv for at bekæmpe kønsapartheid?

Den franske model, hvor man - så vidt jeg har forstået - ikke må bære religiøse symboler som ansat i offentlige institutioner (der minder om den danske model for rygning, som jo også er skadeligt), har jeg stor sympati for. Den kunne gøre en smule for at mindske kønsapartheid.

Men tvang er og bliver jo noget skidt, så ...

Inger,

Sokrates ville vende sig i sin grav ved at blive sammenlignet med HJL.

Sidstnævnte bedriver sofisteri af værste skuffe. Sokrates ville have hadet det som skarntydesaft.

Hans Jørgen Lassen

Sokrates havde nu ikke noget særligt imod skarntydesaft.

Han kunne vælge mellem landflygtighed eller giftbægeret, og valgte altså at tømme bægeret.

Hans Jørgen Lassen

I øvrigt er det ikke noget særlig godt argument i sig selv at kalde et eller andet for sofisteri. Ja, det er faktisk slet ikke et argument.

Det ville Sokrates aldrig have gjort.

Bjarne F. Nielsen, du spørger tidligere i debatten her:
"Vil sikring og overvågning af terror på dansk
jord blive ændet af en tilbagetrækning?"
Det er interessant at bemærke i denne sammenhæng, at Lord West, som er Sikkerhedsminister for Storbritainniens Labor regering (deres svar på US Homeland Security), fortalte i sidste uge at hans lands militære intervention i Irak og Afghanistan havde fremmet global radikalisme mod Storbritannien og USA, såvel som domestisk terror i UK.
Han er således på linie med konklusionerne fra US Pentagon, diverse tænketanke, efterretningseksperter og eksperter i terror og radikalisme blandt muslimer.

Hvorfor skulle vi forvente andet mht. vores egen deltagelse? Vibe - har du et bud? Er du uenig med disse eksperters vurderinger?

Sider