Læsetid: 7 min.

De er indfødte, ikke dumme

"Da jeg var ung 1950'erne, var der måske et halvt dusin mennesker, jeg talte med og som lyttede til mig. Vi talte om almindelige ting; skal vi gå en tur, osv. Min datter, derimod, har hundredvis af venner fra hele verden på Facebook og de udveksler konstant meninger om tøj, film, musik osv." Samtale med IT-guruen Don Tapscott, der afviser al snak om de unge som generation dum
"Da jeg var ung 1950'erne, var der måske et halvt dusin mennesker, jeg talte med og som lyttede til mig. Vi talte om almindelige ting; skal vi gå en tur, osv. Min datter, derimod, har hundredvis af venner fra hele verden på Facebook og de udveksler konstant meninger om tøj, film, musik osv." Samtale med IT-guruen Don Tapscott, der afviser al snak om de unge som generation dum
30. januar 2009

Vi mødes ikke face to face. Det ville ligesom have været imod konceptet; vi chatter online, taler via Skype og bruger nettet.

For Don Tapscott, som netop har udgivet Grown Up Digital der, allerede er en bestseller, og andre bøger som Growing up digital (1997) og Wikinomics (2006) - lever i cyberspace; i den såkaldt 'virtuelle' verden som han taler så meget om.

Han er en midaldrende mand, men han taler som en teenager, i det sprog som de færreste af os uindviede på over 41 taler, endsige forstår.

Han er ikke noget typisk medlem af det virtuelle fællesskab, der eksisterer i cyberspace. Han er født i 1947 i Canada og har en baggrund i erhvervslivet. I begyndelsen af 1990'erne, var han den første, der skrev om forskellen mellem dem, der er vokset op med -internettet og den nye teknologi - og dem, der er mere eller mindre fremmedgjorte over for den.

Og han forstår, at der er forskel på folk - og at alderen kan være en hindring for them older folks - de ældre mennesker - som han kalder os andre.

Netimmigranter

En anden cyberguru, Marc Prentsky, som Tapscott nævner i sin bog Grown Up Digital, skelner mellem to former for mennesker i den digitale tidsalder; henholdsvis, de 'digitale indfødte' og 'de digitale immigranter'.

Førstnævnte er dem, der er, så at sige, født ind i den digitale alder. De andre er dem, der forsøger at tillære sig digitale færdigheder; os der ikke er vokset op med IT, men som føler os lettere fremmedgjorte af den nye teknologi.

"Der er en stor forskel mellem dem, der er vokset op i den digitale tidsalder og dem, der er indvandret ind i den," siger Tapscott.

"For unge mennesker er IT som luft. Det er noget, de indånder uden at tænke over det," siger Tapscott - eller rettere skriver han på sin Messenger. Jeg skriver tilbage:

"Jamen, kan digitale immigranter blive integrerede?"

Svaret kommer prompte tilbage: "Ja, det tror jeg godt, de kan. Det er ligesom dem, der er udvandret til et andet land. De lærer sproget, men de vil altid tale med accent. Mange af 'immigranterne' bliver aldrig helt fortrolige med den nye teknologi."

Der er en pause i kommunikationen. Som om Tapscott i den anden ende af cyberspace tænker sig om. Skærmen blinker nærmest utålmodigt, og så kommer der endnu en strøm af ord.

"Jeg skulle lige slå noget op," - på nettet begribeligvis!

"Der er forskning, der tyder på, at teenageres neurale netværk (i hjernen red.) udvikler sig forskelligt, fordi de benytter computere. Ikke på en negativ måde, altså, at de bliver hjerneskadede, men på den måde, at deres hjerne udvikler andre centre som ikke tidligere har været udviklet."

Al Gore

"Don Tapscott er en af verdens førende cyberguruer," har tidligere vicepræsident Al Gore sagt. Og det var trods alt ham, der vist - efter eget udsagn - "opfandt internettet". Det står på omslaget af Tapscotts seneste bog Grown Up Digital: How the Net Generation is Changing the World.

Bogen er en opfølgning på hans succesfulde bog Growing Up Digital: The Rise of the Net Generation fra 1997, der beskrev den generation, som voksede op med den moderne teknologi, og hvordan det ville ændre verden.

Nu er netgenerationen blevet voksen. Og den seneste bog gør status - og indeholder bekræftelser på mange af de forudsigelser, Tapscott kom med i sin tid.

Grown up digital er ikke en videnskabelig bog, men baseret på opinionsundersøgelser og interviews med tusindvis af mennesker.

Det er ikke nogen snakkebog, men et seriøst værk. Også selvom man ikke er enig i konklusionerne.

Rousseau

Vi tager et spring til et helt andet sted; til oplysningstiden i det 18. århundrede, til filosoffen Jean-Jacques Rousseau (1712-1778).

Året var 1758, filosoffen boede uden for Paris, da han modtog det sidste bind af den Store Franske Encyklopædi, det leksikon om alt som filosoffen Denis Diderot udgav, og som var datidens forløber for internettet.

De bind Rousseau modtog, indeholdt et opslag om hans fødeby Geneve.

Det var der næppe noget underligt i. Det, der fik filosoffen til at fare i flint, og efterfølgende i blækhuset var, at opslagets forfatter Jean le Rond d'Alembert havde opfordret til, at der blev etableret et teater i den lidt søvnige schweiziske provinsby.

Det hidsede Rousseau op. For et teater betød passiv underholdning. Det var ødelæggende for det folkelige sammenhold og for de enkelte menneskers personlige og ikke mindst sociale udvikling. I et lille skrift med den franske titel Lettre à d'Alembert sur les spectacles sur les spectacles - men normalt oversat Brev til d'Alembert om Teateret angreb Rousseau den kultur, der passivt underholder og opfordrede til, at folket blev aktivt; selv skabte kunst, deltog i sociale aktiviteter.

I fjernsynets tidsalder blev det endnu værre. Sociologer har i de seneste 10-15 år kritiseret, at den såkaldt sociale kapital - det folkelige fællesskab - tager skade af video og fjernsyn. Men nu er der håb forude.

Rousseaus drøm om aktive borgere, der selv skaber kunst og aktivt påvirker hinanden er blevet til virkelighed - ikke i folkedanse og sport i Geneve (som Rousseau havde foreslået), men i cyberspace.

Det er i hvert fald Tapscotts opfattelse.

"Det er vigtigt, at vi skelner nøje mellem tv-generationen og netgenerationen. De store årgange, der blev født under krigen, brugte timer foran fjernsynet. Den nye generation bruger timer foran computeren. Men de sidste er anderledes end de første. Netgenerationen er aktiv. De søger efter svar, og der er en interaktion og en vekselvirkning mellem mediet og dem. At være indbygger i netsamfundet er at være en del af et fællesskab - og at bidrage til det," siger Tapscott. Og fortsætter:

"Netgenerationen vegeterer ikke foran skærmen. De uploader deres videoklip - fra deres mobiltelefoner - til Youtube, udveksler musik, skriver kommentarer. Kort sagt de er aktive i cyberspace."

En af konsekvenserne af dette er, at forbrugsmønstret ændrer sig. Unge mennesker er ikke - det er Tapscotts opfattelse - lette ofre for reklamens magt. De er ikke til fals for reklamer. Tidligere købte man en cd eller en bog, fordi man havde læst en god anmeldelse i avisen. I dag vil man ikke købe noget, før man har tjekket andre læseres reaktioner på nettet.

Aristoteles

Men Tapscott er ikke specielt interesseret i handel på internettet. Det er irrelevant og ikke særlig interessant. Det, der interesserer ham, er de sociale mønstre og vor omgang med andre mennesker. Han er som den græske filosof Aristoteles - hvilket han medgiver: For ham er det væsentligt, at mennesker lever i et fællesskab med andre. Mennesket er et socialt væsen - et zoon politikon skrev den store græske filosof et par hundrede år før Kristi fødsel. Det er den samme opfattelse, der driver Tapscott, selvom han hverken er sociolog eller filosof.

"Da jeg var ung - altså i 1950'erne og i begyndelsen af 1960'erne var der måske et halvt dusin mennesker, som jeg talte med, og som lyttede til mig. Vi talte om almindelige ting; skal vi gå en tur, osv. Min datter, derimod, har hundredvis af venner fra hele verden på Facebook og de udveksler konstant meninger om tøj, film, musik og mange andre ting," siger han med begejstring og maner hermed andre skeptikeres kritik i jorden, som f.eks. landsmanden Mark Bauerlein, forfatter til The Dumbest Generation, der mener, at den digitale æra fordummer de unge.

Men Tapscott er opmærksom på, at der konstant foregår en skyttegravskrig mellem forbrugere og producenter. Selvom anarkiet - i ordets bedste betydning - råder på nettet, er der tegn på, at de store multinationale firmaer også er begyndt at bruge nettet.

"De mere fremsynede af de multinationale selskaber prøver på forskellige måder at blande sig i netgenerationens diskussioner online. De prøver at få de unge til at anmelde deres produkter. Men det gør de med risiko for, at de unge vender tommelfingeren nedad. Det er ikke en strategi de multinationale selskaber er herrer over. De er sårbare, og det er en ny situation for dem."

Tavshed

Tapscott er ikke en let mand at snakke med. Nogle gange bliver han kort for hovedet. Man kan godt være sur, mopset og ubehøvlet i cyberspace. Måske er det Skype-mediet der er lidt underligt. Eller måske er det bare fordi, jeg er en digital immigrant, der ikke ved så meget. Når han bliver sur stopper kommunikationen, og jeg skal vente lidt.

Måske bliver man sådan, når man rådgiver præsidenter og sælger millioner af bøger.

Jeg konstaterer, at mange af de nye produkter ikke kan bruges af ældre og folk med motoriske problemer.

Det opfatter han som uforskammet. Der kommer ikke noget svar. Jeg prøver igen. Og lidt efter kommer der et diplomatisk - nogle vil sige intetsigende - svar om, at det er de unge, der er forbrugergruppen, og at markedet bare indretter sig på efterspørgslen. Det kunne en førsteårs elev på handelshøjskolen have skrevet.

Tapscott er tydeligvis imponeret af den nye teknologi. Men det er, som om han heller ikke selv er helt fortrolig med mediet; som om også han er lidt af en 'digital immigrant'. Han fortæller med barnlig begejstring, at moderne mobiltelefoner er som "schweizerknive, der har alle mulige funktioner". "Du kan ikke bare ringe og sende SMS-beskeder. De nye mobiltelefoner er også stereoanlæg, fotografiapparater og minicomputere som kan bruges til at søge informationer på Internettet."

Det er korrekt, men - som jeg siger til ham - ikke noget nyt. Sådan har det været i mange år, så ...

Der kommer ikke noget svar tilbage.

Et par timer senere kommer der en høflig e-mail fra hans sekretær om, at Tapscott har travlt.

Sagde jeg noget forkert?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hmm! Tag dig ikke af den cybersnob. Han er temmelig naiv, når han ukritisk forsvarer net- eller iPodgenerationens tidsforbrug på nettet i stedet for foran fjerneren.

Som han skriver: "Netgenerationen vegeterer ikke foran skærmen. De uploader deres videoklip - fra deres mobiltelefoner - til Youtube, udveksler musik, skriver kommentarer. Kort sagt de er aktive i cyberspace."

Yeah right! Det lyder sørme kultiveret og dannet: Happy slapping og andre grusomheder som nu de jydske staldkarle, der havde tændt ild til et marsvin, optaget festlighederne på mobilen og lagt det på youtube eller hvor de nu kunne opnå misforstået anerkendelse fra ligesindede idioter.

De mere moderate fra netgenerationen såvel teenagere som voksne nøjes bare med at lægge billeder ud af dem selv og deres mere eller mindre trivielle fortagsomheder.

Jeg er ret sikker på, at det ikke var sådan Aristoteles forestillede sig sit sociale væsen realisere det særligt unikke ved det menneskelige fællesskab.

Ellen Mai Kjølsen

Om at være borger i det digitale

Det er sandt, at der rundt om på internettet findes åndssvage tendenser som fx uploadede videoer af Happy Slapping, besvimelseslege, grove drengestreger osv.
At mange bruger muligheder som fx facebook til at udgyde deres private trivialiteter, det er også sandt.

Men rigtig mange bruger også mulighederne for at deltage i samfundet, i det offentlige, digitale rum. Og det er nok det, der er idealet for Aristoteles og for andre som vil et demokrati.
Jeg gør det lige nu; skriver et debatindlæg. Jeg deltager i demokratiet, i samfundet. Jeg gør det, når jeg kommenterer på noget litteratur, kunst, politik, musik, en vare, noget sjovt, tilmed noget plat. Og det bedste er, at her kan selv den mest generte få en chance for at give sin mening til kende, for endnu er nettet et sikkert sted at debattere.

Det unikke menneskelige fællesskab trues desværre, fordi mange digitale borgere "taler" som man ville "råbe ad sit fjernsyn", når personen "indeni" siger noget, man ikke bryder sig om. Det er en usund tendens for den digitale demokratiske proces, som uundgåeligt vil ske, idet vi bruger mere og mere af vores private og offentlige tid på nettet. Glenn Müller bruger ovenfor "Yeah right", andre debattører er yderst grove i deres formuleringer. Vi har derfor brug for, at finde et sprog sammen, som er givtigt for vores digitale kultur, og som skaber dygtige digitale borgere og sætter ild og gejst i menings- kultur- og kunstudvekslingen.

Jeg har det her trick jeg selv bruger når jeg skriver på nettet; spørger mig selv, i hvilket forum er jeg, og så tilpasser jeg min måde at udtrykke mig på. Dvs. om min færden skal være oral og personlig, eller om den skal den være litterær og borgerlig? Vælger jeg den personlige og eventuelt joviale, er jeg aldrig grovere end hvis personen havde stået ansigt til ansigt med mig.

Internettet giver også i højere grad mulighed for ansvar for egen læring, ved at man selv kan vælge sit indhold, hvad man gider at læse og lære om. (Programmet, eller Firefox ad-on'et StumbleUpon er et godt eksempel herpå.) Der er ingen regnvejrsture ned til biblioteket, og ingen tunge bøger at aflevere, hvis indholdet skulle vise sig for dårligt. Tid sparet.