Læsetid: 2 min.

Inger

Inger Christensens samlede værk fremkalder et billede af poesien som et bremset fald mod jorden og døden. Det kan være med til at bære tanken om den uundgåelige, ventende død
Inger Christensens samlede værk fremkalder et billede af poesien som et bremset fald mod jorden og døden. Det kan være med til at bære tanken om den uundgåelige, ventende død
8. januar 2009

Det var i det sejlivede tidsskrift Hvedekorn, Inger Christensen debuterede som lyriker allerede i 1955 nr.4.

Tørre tider i ny dansk lyrik, fremgår det blandt andet af listen over årets bidragydere, dog med frodige oaser, hvor for eksempel Klaus Rifbjerg, Poul Borum, Erik Stinus afprøvende satte deres navneskilte. Regntid hed hendes bidrag, et ganske konventionelt digt i rimede firelinjede strofer, men med en indbygget forventning om stærk og strid og befriende havstorm.

"Kroppen spændes i buer af sort," står der med en linje, som gjorde indtryk, så jeg måtte antage den 20-åriges digt.

Jeg fik ingen grund til at fortryde og så i korrespondancen og i nye bidrag, hvordan et langsomt, intenst arbejde tog form, blandt andet gennem omfattende læsning. Tidsskriftet var også et sted, hvor den enkeltes isolation kunne brydes. Nutidens hurtige og omfattende netværker var dengang ukendte.

Manglende kontakt

I et brev flere år senere, marts 1959, som på en måde blev et poetisk gennembrudsår, skrev hun: "Egentlig tror jeg, at den manglende blomstring er betinget af manglende kontakt mellem de enkelte 'digtere'. Denne inspirationskilde er her i landet udtørret. Eller er den ikke?"

Et brev et halvt år senere røbede gennem et p.s., at en væsentlig kontakt dog blev etableret via tidsskriftet. "Må gøre opmærksom på min nye adresse: Inger Borum, Knebel."

Klogt nok bevarede hun dog sit døbenavn, som også står under det ganske forfærdende digt om undersøiske indre magter, hvor hun gjorde det geografiske sted poetisk berømt, med optakten.

Grå dis over Knebel vig.
Skjult dirrende knive.
På dette næsten tilfældige sted
som næsten tilfældigt rører mig
Hvis er magten?

Digtet kom først med i Græs 1963, året efter den boglige debut med Lys.

Det lange tilløb, de lange pauser i forfatterskabet er måske dæmonernes skjulte steder og oplagspladser, hvor eksistensens tilfældigheder danner mønstre for tanken i udforskningen af systemer, hemmelighedstilstanden som titlen lyder på det seneste værk, essaysamlingen fra 2000 med den kloge og erfaringsrige arbejdsrapport om Tilfældighedens ordnende virkning. Det er den, som folder sig ud i den digteriske proces, hvor den lokkes frem i bevidstheden. Som i en skøn og forunderlig passage i den lidt mere oversete bog Brev i april (1979)

om
digtet
der frit
folder
fremtiden ud
som en faldskærm
af silke og stilhed

Inger Christensens samlede værk fremkalder nu dette billede af poesien som et bremset fald mod jorden og døden. Det kan være med til at udholde tanken om den uundgåelige, ventende død.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu