En af Danmarks største forfattere, Inger Christensen, er død.
Hun blev i mange år uofficielt nævnt som en seriøs kandidat til Nobelprisen i litteratur. Formentlig især med udgangspunkt i sine digtsamlinger, der dominerede en produktion, som ikke kan siges at være voldsomt stor, men til gengæld udmærkede sig i kraft af unikke kvaliteter og fornemmelser for sprogets nuancer og klangbunde.
Inger Christensen har flere gange fortalt, hvorledes hun på gymnasiet i fødebyen Vejle blev regnet for lidt undselig, fordi hun virkede fjern og ligesom indelukket i sin egen verden. Formentlig var hun i den verden travlt optaget af at lege med sprogets virkemidler, selv om hun ikke i første omgang tog den direkte kurs mod det, der senere skulle blive hendes livsgrundlag.
Inger Christensen indskrev sig på Københavns Universitet, hvor hun i 1955 gik til filosofikum. Samme år blev hendes første digte antaget i tidsskriften Hvedekorn. Hun droppede hurtigt universitetsstudierne og begyndte i stedet på Århus Seminarium, hvor hun fik sin lærereksamen i 1958.
Kort efter mødte hun Poul Borum, som hun blev gift med og siden skilt fra. Hun følte sig dybt forbundet med Borum, lige til han døde i 1996, selv om de fulgte forskellige spor i deres parløb med digtekunsten. Mens Poul Borum var enormt produktiv og konstant involveret i alskens projekter og polemiker, arbejdede Inger Christensen anderledes selektivt og langt fra offentlighedens søgelys i det værksted, hvor hun samlede ordene sammen og formede dem til poesi.
I 1962 udkom hendes første digtsamling, "Lys". Det store gennembrud, "Det", som er fra 1969, blev hurtigt klassificeret som et mesterværk, der i lighed med andre af hendes digte fik Politiken til at konstatere, at "Inger Christensens digte er både til tiden og uden for den".
"Sommerfugledalen" fra 1991 blev betragtet som det andet store hovedværk i hendes digtning. Her brugte hun med held og dristighed den klassiske form sonetten til at skildre menneskets grundvilkår i det gådefulde liv, der bevæger sig mod døden - symboliseret i de mange smukke sommerfuglearter. Derfor aldeles ikke tilfældigt, at samlingen havde eftertitlen "Et requiem".
Typisk gik der mange år mellem Inger Christensens udgivelser.
I 1998 fortalte hun i et interview med Jyllands-Posten, at hun ikke skrev noget i lang tid, efter at hendes første digte var blevet offentliggjort i Hvedekorn.
- Jeg holder altid op med at skrive, hver gang jeg har udgivet noget. Jeg ved ikke hvorfor. Undertiden tænker man jo på, hvorfor man bliver digter. Hvorfor det begynder. Måske er det en slags lydfølsomhed, en art ekstra følsomhed, helt fra man er barn, over for sproget og klangen, funderede hun dengang.
Inger Christensen skrev endvidere romanerne "Evighedsmaskinen", "Azorno" og "Det malede værelse", ligesom der i hendes produktion også indgik børnebøger, essays og skuespil. Hun var desuden højt skattet som oplæser af sine værker.
Især hendes digte havde universelle klange og temaer, og de blev flittigt oversat og udgivet i andre lande. Specielt det tysktalende publikum tog hendes digte til sig, og i den lange liste over de hæderspriser og udmærkelser, der blev Inger Christensen til del, figurerer flere store priser i Tyskland og Østrig. Senest Siegfried Unseld Preis i 2006.
Herhjemme kan bl.a. nævnes, at hun modtog Kritiker-Prisen i 1969, Boghandlernes Gyldne Laurbær året efter og Aarestrup-Medaljen i 1973. Kjeld Abell-Prisen fulgte i 1978, Henri Nathansens Mindelegat i 1983, Holberg-Medaillen i 1987 og Det Svenske Akademis Store Pris i 1994. Vejle Kommune hædrede i år 2000 bysbarnet med sin kunstneriske årtusindpris, og i 2002 modtog hun Johannes Ewald Legatet.
Inger Christensen blev medlem af Det Danske Akademi i 1978 og af Akademie der Künste i Berlin i 2001.
