Man føler sig tiltalt af dette menneske. Fra han tager imod ved indgangen til teatersalen og giver hånd til hver eneste tilskuer, til han provokerende stikker mikrofonen op i ansigtet på flere af os og med rødmalet mund planter dødens kys på en mandlig tilskuers nøgne pande. Fra høflig, beleven tiltale til en vrængende hån. Fra insisterende aggression til vrængende foragt. Fra et blottet ansigt, som går lige i maven, til en sminket grimasse, som krænker. Fra smægtende sang, der suger os til sig, til en pistol, der støder os bort.
Men dette menneske er knapt et menneske. Dette menneske er ikke-mennesket, over-mennesket, efter-mennesket, trans-mennesket; dette menneske er spøgelset af forfatteren og performeren Claus Beck-Nielsen, som i 2001 erklærede sig død og siden har opereret under firmanavnet Das Beckwerk.
I sin seneste forestilling tager Beckværket imod i røde bukser og hvid kittel og inviterer os inden for i det 'laboratorium', hvor man de seneste otte år har arbejdet på at fremstille det ny menneske med the artist-formerly-known-as-Claus som forsøgsperson. I skrånende rækker sidder publikum for hver sin langside af scenegulvets smalle bane, hvor ikke-mennesket agerer, gestikulerer, foredrager, synger vrængende hånsange og indtrængende ballader, danser, skifter ansigt og forklædning, i dialog med de fire vægge, hvor fremtoninger på skærme og lærreder (Sokrates, Marx, musikvideoer, ansigtsmetamorfoser, direkte transmissioner fra en blodprøve og artistens drøbel) trækker korsets akser gennem rummet.
Som hjælpere til skabelsen af det ny menneske tilkaldes billedhuggeren Pygmalion (et projiceret ansigt på en pude), alkymisten Paracelsus (en Nilfisk-støvsuger), transhumanisme-forskeren Nick Bostrom (en immateriel stemme) samt filosofferne Marx og Sokrates (fra videoskærme), som alle får krop eller stemme af Beck-Nielsen selv og giver deres bud på projektet i en filosofisk farce.
Showet indrammes af en metamonolog, hvor hin kittelklædte priser teatret som demokratiets urscene. Som det eneste offentlige rum, vi har tilbage, hvor vi samles fysisk nærværende i et fællesskab. En appel til tilskuerne om at betragte sig som demokratiets borgere med hver deres stemme.
Men snart udstilles vi som "den tavse majoritet", og tavsheden bliver pinlig, når den agerende stikker mikrofonen op i næsen på udvalgte tilskuere. Det bliver ikke længere forestillingens forsøgsperson, der gestalter den blottede udsathed, "det nøgne liv", det bliver publikum. Eller anderledes sagt: publikum bliver forsøgspersonen.
Menneskevåben
Den insisterende, henvendte aggression over for den krænkende hån inkarneres af Beckværket i hver sin skikkelse. Aggressionen i den vrede, unge mand, der med udpenslede referencer til både Zarathustra, Messias og den finske skolemassemorder afbryder den filosofiske farce med en larmende smuk musikvideo. Hånen i skikkelse af den kittelklædtes sidste metamorfose, hvor han med hvid sminke og læberødt maler sig et Pierrot-ansigt og grimasserende går til angreb på publikum: tager kvinder på brysterne og mænd i skridtet; henvender sig til en godmodig herre med beskeden, "du skal dø", og planter sine læbers aftryk i hans pande som et vrængende Kains-mærke.
Hvor den hætteklædte unge mand toner frem og afbryder den filosofiske farce i en perfekt timing, er der noget med timingen, der glipper i den grimasserende Pierrots maniske amok mod showets ende. Det begynder allerede at glippe i scenen, lige før han sminker sig, hvor han i en sentimental påkaldelse af sin lille datter revser os alle sammen for ikke at passe på den verden, hun skal arve. Her får vi sentimentalitet i stedet for kærlighed, ligesom Pierrot giver os hån i stedet for vrede. Hvis vredens og kærlighedens skikkelser falder sammen i den hætteklædte, vrede unge mand, der både er Jesus og massemorder, er det til gengæld hånen og sentimentaliteten, der falder sammen i Pierrot.
Med forestillingens allersidste sang er det imidlertid sammenfaldet mellem kærlighed og vrede, mellem aggression og ømhed, der får sidste ord. Stille og indtrængende, sammenkrøbet på gulvet synger ikke-mennesket os sin sidste appel: "I need human arms right here, right now, right here". Med længslen efter de tvetydige arme, som også er våben, og med en gliden fra "hu-hu-human" til "you you you" ender tiltalen som en berøring, på én gang voldsom og øm. Det er i sådanne momenter, der overskrides grænser hos Beckværket, frem for i den publikumskrænkende grænseoverskridelse.
Det er med den vrede unge mands skikkelse og hans grusomt skønne sange, at Beckværket når i hvert fald denne tilskuer og bringer hende derhen, hvor kunst på én gang er nåde og smerte.
Det ny menneske. En overmenneskelig opera. Med: Den navnløse fra Das Beckwerk. Tekst og iscenesættelse: Das Beckwerk. Musik: Bjørn Svin, Henrik Sundh og Claus Beck-Nielsen Memorial. Scenografi: Maja Ravn. Video: Helle Lyshøj. Teater Camp X, Aveny. 21. januar - 14. februar.
