Læsetid: 4 min.

Den keltiske tiger

Andrew Murray har hyret David Beckhams medierådgiver og lancerer sig selv som en usympatisk skotte, der ikke kan lide englændere - men han er blandt favoritterne ved Australian Open
Andrew Murray har hyret David Beckhams medierådgiver og lancerer sig selv som en usympatisk skotte, der ikke kan lide englændere - men han er blandt favoritterne ved Australian Open
7. januar 2009

WIMBLEDON - Han er den bedste britiske tennisspiller siden Fred Perry, den legendariske firdobbelte Wimbledon-mester i 1930'erne - dengang hvor tennisturneringen blev spillet i lange hvide bukser og med træketsjere. Nu spilles tennis i mærketrøjer og med højteknologiske ket-sjere. Og gentleman'en Fred Perry er blevet udskiftet med den hoverende og arrogante Andrew Murray. Og Murray - også kaldet 'Andy' - er ikke populær i det britiske.

Publikum klapper høfligt, men uden entusiasme, når den skotskfødte tennisspiller flugter de selvlysende gule tennisbolde ned ad træningsbanen i London-forstaden Wimbledon, hvor det britiske Davis Cup-hold træner.

Under de seneste års Wimbledon-turneringer har trofaste fans opildnet, tiljublet og skreget sig hæse for englænderen Tim Henman - en halvanonym søn af en advokat fra Oxford, som aldrig drev det videre end en plads i top 20.

Men den samme begejstring har de ikke for Andy Murray - og dette til trods for, at han har alle muligheder for at blive den første Wimbledon-mester fra de britiske øer siden Virginia Wade i 1977.

"Murray er et røvhul. Han giver fanden i, hvad folk tænker om ham," siger taxichaufføren, da han kører mig op ad Wimbledon Hill til det berømte anlæg syd for London.

Holdt ikke med England

Den 21 år gamle skotte er ikke diplomat endsige kendt for sin takt. Da det engelske fodboldlandshold spillede mod Sverige under VM-slutrunden i Tyskland i 2006, erklærede Murray, at han "selvfølgelig holdt med Sverige".

Indtil da var han tiljublet fra britiske fans efter sin sejr over Andy Roddick i tredje runde i Wimbledon.

Denne støtte stoppede brat, og Andy Murray blev offer for gentagen piften fra de engelske tilskuere.

Den 190 centimeter høje skotte er blandt de topseedede ved det kommende Australian Open - den første af de fire Grand Slam-turneringer i år.

Som nummer tre på verdensranglisten er han kun overgået af spanieren Rafael Nadal (manden med de imponerende overarme, der vandt Wimbledon i fjor) og den tidligere nummer et på verdensranglisten Roger Federer (som slog Murray i sidste års US Open-finale).

Murray har slået dem begge. Så sent som i lørdags slog 'den keltiske tiger' - som Murray kaldes i Skotland - 'muskelmanden fra Mallorca', alias Rafael Nadal, med6-4, 5-7, 6-3 ved de uofficielle verdensmesterskaber i Abu Dhabi.

Selv om dette resultat ikke tæller i den såkaldte ATP-statistik, styrker det troen på, at Murray ved denne måneds australske mesterskaber kan blive den første brite, der vinder en Grand Slam-titel, siden Fred Perry vandt US Open i 1936.

En af de ting, der fascinerer ved Murray, er, at han ud over sit talent også har en personlighed. Han er typen, der kunne spille skurk i en James Bond-film, og hans temperament på tennisbanen er ofte blevet sammenlignet med John McEnroes, selv om Murray i spillestil minder mere om Jimmy Connors. Ligesom den legendariske amerikaner er Murray kendt for at bande og skælde ud på linjedommerne. I sin første kamp nogensinde i Wimbledon fik han en bøde på 2.500 pund for at sige "fuck off" til dommeren. Noget han dog selv afviste.

Murray har nærmest gjort det til en dyd at være arrogant og utiltalende.

Reddet af ketsjere

Men det er ikke bare på banen, Murray fascinerer. Som andre myter har han også en fascinerende fortid og opvækst.

Murray er fra Dunblane i Skotland. Denne by er kendt for Storbritanniens mest notoriske massemord. I 1996 dræbte en mand ved navn Thomas Hamilton 17 skolebørn, da han gik amok med en maskinpistol på den lokale kommuneskole. Den dengang ni-årige Andrew Murray undgik at blive skudt, da han gemte sig bag sin sportstaske under katederet.

Rygtet - som næppe er sandt - vil vide, at tasken med tennisketsjere reddede hans liv. Denne historie er et tegn på, at mytologien er en fast bestanddel af sporten.

Men den er måske også et bevis på, at Murrays rådgivere forstår at sælge deres 'produkt'.

Kort før jul ansatte Murray således fodboldstjernen David Beckhams tidligere medierådgiver Simon Fuller - en mand, der tidligere i sin karriere 'opfandt' The Spice Girls, og som er ansvarlig for, at den tidligere anfører for det britiske fodboldlandshold gik fra at være en hæderlig midtbanespiller for Manchester United til en af verdens højest betalte sportsstjerner og en kendis på linje med Tom Cruise og George Clooney.

Men at Murray nu bliver markedsført som et internationalt sportsprodukt, er kun muligt, fordi tennis igen optager sindene.

I 1970'erne funklede stjernespillere som Björn Borg, Jimmy Connors, Ilie Nastase og John McEnroe. Men efterfølgende generationer af spillere som Ivan Lendl, Mats Wilander, Boris Becker og Pete Sampras manglede den karisma, der er nødvendig for at slå igennem og fascinere. Med spillere som Rafael Nadal, Roger Federer og Murray kan 'den hvide sport' igen tiltrække publikum og- mindst lige så vigtigt - sponsordollars.

Og penge er ikke uvæsentligt. Indtil nu har Murray tjent mere end 30 millioner kroner på sin sport.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Liljedahl

Andy Murray er ikke nummer tre på verdensranglisten, men nummer fire, hele 3540 points efter nummber tre Novak Djokovic, som til gengæld kun er 20 points efter nummer to Roger Federer.