Læsetid: 4 min.

Koncertsal med akustisk overskud

DR SymfoniOrkestret, DR's kor og en række verdenssolister lod ved lørdagens gallakoncert publikum opleve det store Studie 1's ufattelige akustiske potentiale. Intensitet, præcision og en fantastisk klanglig brillans gennemsyrede aftenens musikalske præstationer
Koncerthusets Studie 1 er den største af husets fire sale - her under fredagens prøver. Lørdag aften fyldtes salen af 1.800 gæster, og aftenen var én lang performance af virtuose numre, serveret overskudsagtigt af internationale stjernesolister.

Koncerthusets Studie 1 er den største af husets fire sale - her under fredagens prøver. Lørdag aften fyldtes salen af 1.800 gæster, og aftenen var én lang performance af virtuose numre, serveret overskudsagtigt af internationale stjernesolister.

Jens Nørgaard Larsen

19. januar 2009

En isvind blæser brutalt op fra kanalen og får tøjet til at blafre denne kolde januaraften, hvor den omdiskuterede, meteorformede koncertsal - Studie 1 - i DR Koncerthuset i Ørestad indvies officielt.

"Der er tale om et kontroversielt byggeprojekt?" fisker en journalist fra New York Times, da vi står i kø for at blive sikkerhedstjekket af DR-vagter og PET-medarbejdere, som bevogter indgangsportalerne med bombehunde.

At der har været vanskeligheder undervejs, bekræfter DR's bestyrelsesformand Michael Christiansen senere i sin åbningstale: Han opfordrer alle til at se frem:

"Byggeriet har krævet ofre. Nu er vi igennem problemerne, og vi fokuserer på resultaterne og på fremtiden," slår formanden fast. Stolt illustrerer han, hvordan DR Koncerthuset fuldender København som global kulturby, efter at byen sidste år fik Skuespilhuset og for nogle år tilbage Operaen.

Orkester i øjenhøjde

Bag panoramavinduerne i den rå, grå betonfoyer mingler gallaklædte ministre, lokalpolitikere og borgmestre blandt musiklivets frontfigurer og DR-kendisser. Foyerens matte belysning reflekteres i de fyldte champagneglas, som sirligt er linet op på de blanke bardiske.

Og så: Fra salens polstrede plyssæder bliver man overvældet: De orange farver på de rundede vægge virker på én gang voldsomme og varme. Fra parterre-afsnittet, hvor pressen er placeret, fornemmer man en intens nærkontakt - både med orkestret foran på podiet og med publikum rundt om i salens spredte stoleafsnit.

DR Pigekorets dirigent Michael Bojesen øver sammen med publikum fællessangen I Danmark er jeg født i ventetiden, lige før hele den royale familie smilende indtager kongelogen.

"Husk pausen efter næstsidste linie," belærer Bojesen på sin muntre, pædagogiske facon.

Kulturminister Carina Christensen (K) beskriver i sin tale musikken, der 'forandrer, fordrejer og får blodet til at rulle.'

"Her skal vi bjergtages, beruses og indtages af klange," opfordrer hun. Det bliver vi fra første slagtøjstone i Andy Papes nyskrevne værk, L'Anima della Musica. Man mærker den urkraft og energi, der frigøres. En hidtil utænkelig præcision og klanglig klarhed i samspillet mellem orkestrets instrumenter. Også visuelt udnyttes rummets muligheder: DR's kor rejser sig i små enklaver i den runde sal og messer rytmisk Papes motiver til det stærke orkesterakkompagnement.

Senere sniger klarinetsolisten Martin Fröst sig spillende ind på scenen fra et hjørne af salen, mens han uhyre sagte og inciterende former sin solo fra finalen i Carl Nielsens Klarinetkoncert. Fröst når frem på podiet, netop som orkestret sætter ind.

Hyldest til Nouvel

Arkitekten Jean Nouvel er her og indkasserer ros - både fra DR's generaldirektør Kenneth Plummer og fra publikum, der spontant sender et stående bifald mod arkitekten. Også musikalsk fejres Jean Nouvel: Fransk musik figurer i programmet, side om side med den danske. Aftenen er én lang performance af virtuose numre, serveret overskudsagtigt af internationale stjernesolister: Svenske Håkan Hardenberger lader trompeten hviske sig vej gennem andensatsen af franske Tomasis jazzinspirerede trompetkoncert. Hver tone farves, mens orkestret mærkbart lader sig inspirere. Barytonen Morten Frank Larsen er stand in for en syg Bo Skovhus. Hans bløde stemme og kække blikke når ud over scenekanten i arien fra Ambroise Thomas' opera Hamlet. Koret befinder sig bag ham i salen. Man hører alligevel alle dets ord.

Helt stille bliver der, da unge Andreas Brantelid lader sine intense cellostrøg blende sig ind i pianisten Per Salos dæmpede klaverakkorder i Svanen fra Dyrenes Karneval. Celloen respirerer i rummet. Salens unikke akustik tillader den kontrasterende overgang fra blid, fransk kammermusik til Rued Langgaards voluminøse korfinale fra operaen Antikrist.

Sopran får det sidste ord

På orgelet demonstrerer domorganist Flemming Dreisig i Widors Toccata instrumentets gennemslagskraft. Klangen åbner sig bare ikke optimalt herinde. Den virker blød og indpakket. En domkirkes varige efterklang må man fantasere sig til. Det kropslige sug mærker man derimod, da hele salen ledsaget af orkester og kor stemmer i på fællessangen I Danmark er jeg født.

Den canadiske sopran Measha Brueggergosman får aftenens sidste ord - på bare tæer og i et orange kjolebrus synger hun salen op med sin multifacetterede stemme og overjordiske udstråling. Med sin sats fra Massenets La Vierge - en sats, der beskriver den ekstatiske tilstand, som opstår, når man dør, og transcenderer til et himmelsk liv - bringer hun salen i ekstase.

Tilbage er blot Bolero - orkestrets instrumenter forener sig i Ravels orkestrerede klange, og motivet pulserer vedvarende og klart ud i salen. Musikkernes intense samspil og koncentration smitter. Hele salen vugger i takt.

Høj svæver man ud efter denne maratonkoncert. Mæt - men på den lette, behagelige og luftige måde.

Gallakoncert i DR Koncerthuset, Studie 1, lørdag d. 17. januar 2009 kl. 20.00Medvirkende: DR SymfoniOrkestret, DR VokalEnsemblet, DR KoncertKoret, DR pigekoret, DR JuniorKoret. Dirigent: Thomas Dausgaard. Solister: Håkan Hardenberger - trompet, Morten Frank Larsen - baryton, Andreas Brantelid - cello, Flemming Dreisig - orgel, Martin Fröst - klarinet, Measha Bruggergosman - sopran. Værker af : Andy Pape, C.F.E. Hornemann, Henri Tomasi, Ambroise Thomas, Camille Saint-Saëns, Rued Langgaard, Charles-Marie Widor, Carl Nielsen, J.E.F. Massenet og Maurice Ravel

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu