Læsetid: 7 min.

Konflikten har altid to sider - mindst

Hver tiende forældre ser ikke deres voksne børn. Alligevel er det et tabu at tale om, og der findes ikke meget hjælp at hente i de psykologiske selvhjælpsbøger, hvis der er brud i familien. Men en ny type konfliktmægling, hvor man kun forholder sig til konkrete situationer og ikke graver i fortidens traumer, kan hjælpe
Når jeg kommer ind i konflikten, er der så meget mudder, at parterne ikke længere har en dialog, siger mægler Marion Thorning, der ikke ser sin rolle som dommer i en familiens konflikt, men formidler af en proces, der kan få parterne til at tale sammen.

Når jeg kommer ind i konflikten, er der så meget mudder, at parterne ikke længere har en dialog, siger mægler Marion Thorning, der ikke ser sin rolle som dommer i en familiens konflikt, men formidler af en proces, der kan få parterne til at tale sammen.

16. januar 2009

Et brud mellem forældre og deres voksne børn er et tabu i en tid, hvor familieværdierne igen er kommet i højsædet, og undersøgelser viser, at familien betyder stadig mere for danskernes identitet og lykke.

"Det er meget vigtigt for folk i min generation at have en god kontakt med deres børn og børnebørn," siger Marion Thorning, der er konsulent og konfliktmægler med praksis i København.

"Det er et statussymbol og næsten socialt degraderende, hvis man ikke har det. Når man fylder 60, skal man helst invitere hele familien samlet et eller andet sted hen eller mødes til jul alle sammen og præstere en rigtig familie, man bagefter kan fortælle om."

Som konfliktmægler arbejder Marion Thorning jævnligt med brud i familien, og hun oplever konflikter mellem voksne børn og deres forældre, der er kørt så meget af sporet, at al direkte kommunikation er ophørt.

Typisk bunder konflikterne i skuffede forventninger og følelsen af manglende respekt. Fælles for de fleste konflikter er, at de sjældent er konkrete. De er startet med en banalitet, og så bygger de op gennem årene. Man kan aldrig finde en bestemt årsag, derfor kan man ikke tage fat om ondets rod. Men ved at finde konkrete løsninger på konkrete tilbagevendende konfliktsituationer kan man aftale sig ud af konflikten. Som i et forlig, forklarer Marion Thorning.

Fra familieterapi til konfliktmægling

Konfliktmægling er et ret nyt begreb. Der findes også familieterapi, men det benyttes ofte kun ved åbenlyse dysfunktioner i familien og varetages af psykologer eller terapeuter. Konfliktmægling er noget andet. Man går ikke ind i fortiden og graver i gamle traumer, men forholder sig i stedet til de konkrete konfliktsituationer og forsøger at hjælpe parterne til at finde måder at løse dem på. Og der skal sluges kameler på begge sider.

Som konfliktmægler lytter Marion Thorning. Hun sætter sig empatisk ind i, hvordan personerne i konflikten oplever den, men hun giver aldrig nogen ret. Det er vigtigt ikke at blande empati og sympati sammen.

"Når jeg går ind i konflikter, ved jeg, at alle konflikter altid har mindst to sider. Og når et menneske fortæller om sin konflikt, sker der altid det, man kalder 'other blame'; personer vil altid anklage den anden part og fremhæve sig selv som et uskyldigt offer. Eller i det mindste beskrive modparten som værende den aggressive og umulige og sig selv som meget mere samarbejdsvillig. Det er ikke fordi, nogen er onde eller manipulerende. Det har noget at gøre med, at vi gerne vil forstås og have sympati."

Typiske konflikter

Når Marion Thorning bliver kontaktet, er konflikten for længst kørt af sporet. Det kan både være de voksne børn og deres forældre, der tager kontakt. Nogle gange mægler Thorning ved at samle alle parter, men når det ikke kan lade sig gøre, har hun en rådgivende funktion over for den part, der har opsøgt hende.

"Et typisk konfliktområde er omkring svigerbørn og svigerforældre. Der kan komme jalousi over det tætte forhold begge veje. Det kan være, at de gamle synes, at den svigersøn eller svigerdatter, der kommer ind i familien, fjerner deres barn fra dem, eller at svigerbarnet ikke er interesseret i et alt for tæt forhold til ægtefællens familie."

"Det kan også være, at svigermoren - til svigerdatterens stærke irritation - blander sig i børnebørnenes opdragelse. Nybagte mødre i dag er jo voksne kvinder, der tit har været ude på arbejdsmarkedet og levet et liv og ved, hvad de vil, så det behøver de ikke hjælp til."

Børnebørn er i det hele taget et typisk konfliktområde. Enten må bedsteforældrene ikke se dem, eller ikke se dem så meget, som de gerne vil. Eller også er de voksne børn dybt sårede over, at deres forældre ikke aflaster og passer børnebørnene eller tager dem med på ferie.

"Det er en stor sorg, hvis ens forældre ikke interesserer sig for ens børn. Men nogle forældre mener, de har passet børn nok, og nu vil de realisere sig selv. Andre vil gerne, men kan ikke leve op til forventningerne."

En typisk mægling

"De har måske deres gamle forældre, de også tager sig af, og desuden har de lige så travlt på arbejdsmarkedet som deres voksne børn og har heller ikke mere ferie end dem. Så de kan være presset hårdt fra flere sider. Det kan børnene have svært ved at forstå. De bliver skuffede, og så holder de op med at besøge forældrene. Hvis man som bedsteforældre ikke vil have besværet, men gerne sukkeret, gør det rigtig ondt på de unge. De har ikke lyst til at komme bare for at vise deres børn frem i fine kjoler. Det skal man vide som bedsteforælder, at det betyder mere, end de måske er klar over."

Det er ikke altid, man kan gøre noget ved konflikten. Man kan for eksempel ikke tvinge bedsteforældrene til at interessere sig for deres børnebørn. Men ifølge Marion Thorning er det ikke nødvendigt, at konflikten kører så langt ud, at man er nødt til at slå hånden af hinanden. Dermed er hun enig med socialrådgiver Tine Bryld, der tidligere i Informations serie om brud i familien, har givet udtryk for, at et brud altid er den dårligste løsning. Det er Marion Thornings erfaring, at det fører til nogle meget forbitrede konflikter, der kunne være løst på et tidligere tidspunkt.

"Der er hjælp at finde til at klare konflikterne, før de kører helt af sporet. Når man først har sagt 'jeg vil aldrig se dig mere', er det svært at komme tilbage igen," siger Marion Thorning.

Men man kan bede om en pause. En timeout, foreslår hun. Og sige hvor lang tid den skal vare, så angsten og uvisheden ikke tager over hos den anden part. Det kan for eksempel være et halvt år eller tre måneder, og så ringes man ved til den tid.

Ofte kommer familiekonflikter til at dreje sig om at få ret mere end at sætte sig ind i den anden parts oplevelse af konflikten. Det er det, man hjælper til som mægler:

"Når jeg kommer ind i konflikten, er det fordi, der er så meget mudder, at parterne ikke længere har en dialog, og de taler hele tiden forbi hinanden og misforstår hinanden."

"Så taler jeg med den ene part på en måde, der er spiselig, så den anden part begynder at lytte. Det er processen, jeg formidler, kan man sige. "

Hvis det for eksempel er svigermoren, der blander sig for meget, starter Marion Thorning med svigerdatteren og får hende til at forklare, hvad hun godt kunne tænke sig. Hun kunne måske tænke sig selv, uden indblanding, at tackle opdragelsen af sit barn. Så spørger Marion Thorning svigermoren, om hun kan lære at sidde på sine hænder og lade være at sige noget, selvom det, der foregår, i hendes øjne er forkert. Det ved hun ikke rigtig, om hun kan. Men hvis det er meget nødvendigt, kan hun måske godt. Og hvis hun ikke kan, hvad vil hun så gøre, vil Marion Thornings spørgsmål så lyde.

"'Ja, det ved jeg ikke. Men jeg kan måske gå på toilettet,' siger svigermoderen så. God idé. Så vender jeg tilbage til svigerdatteren og spørger hende, hvad hun vil gøre, hvis svigermoren alligevel falder i og ikke kan lade være at blande sig. ' Ja, så plejer jeg at gøre sådan og sådan,' siger svigerdatteren måske. Men nu skal vi finde på noget andet, siger jeg, for det har jo ikke virket. Det har hun måske ingen idéer til. Så inddrager jeg de to mænd og beder dem fortælle om deres oplevelse af konflikten, og hvor de måske kan hjælpe. Svigerfaren kan måske hjælpe ved at minde sin kone om, hvornår hun ikke skal blande sig, " forklarer Marion Thorning.

Løsningen bliver altid modelleret i forhold til de individer og temperamenter, der er del af konflikten. Og måske er konfliktmægleren nødt til at starte sin runde blandt familiemedlemmerne flere gange.

"I nogle familier råber og skriger man. I andre har man miner på. Løsningerne kan være helt forskellige, men alle skal tage et ansvar for de konkrete aftaler, man kan ikke melde sig ud. Og har man først taget fat i et lille bitte hjørne af konflikten, en enkelt konkret situation, er der en god chance for, at familien også kan begynde at løse andre konfliktfyldte situationer."

Marion Thorning tager altid fat i noget konkret og de løsninger, parterne finder, aftaler de at holde.

"I og med at det er så konkret, er det altid succesrigt," forklarer hun. "Hvis man laver abstrakte løsninger, som at nu skal vi være søde ved hinanden, så lykkes det ikke, det er ikke overskueligt nok."

Et generationsbillede

Marion Thorning mener, at vi er nødt til at få et mere realistisk billede af, hvilke forventninger vi skal have til hinanden i familien.

"Jeg synes, at mange i min generation, 68-generationen, har en forestilling om, at de skal have et meget tæt forhold til deres voksne børn. Måske er det fordi, at min generation er den første, der sendte vores børn tidligt i institution. For at kompensere talte vi om kvalitetstid og har bundet børnene meget tæt til os. Måske for tæt. Da vi selv fyldte 17 år, flyttede vi hjemmefra, så vores forældre hver tredje måned og blandede os ikke i hinandens liv. Jeg siger ikke det var bedre, men det er blevet meget tæt nu, og nogle gange har de gamle svært ved at slippe deres børn. De tætte bånd skaber nemt skuffede forventninger. Børnene skal skubbes ud af reden og have lov til at leve deres liv uden omklamring og indblanding. Det er min generation, der må være opmærksomme på det," siger Marion Thorning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Nielsen

Konflikter i familier, der ender med et brud karateristeres således:

"Typisk bunder konflikterne i skuffede forventninger og følelsen af manglende respekt. Fælles for de fleste konflikter er, at de sjældent er konkrete. De er startet med en banalitet, og så bygger de op gennem årene."

??????????????????????????????????????

Nej, det er simpelthen løgn - eller så er Marion Thorning og Trisse Gejl priviligerede med en omgangskreds af sunde glade blomsterbørn fra superfamilier, som bare er blevet lidt forkælede og derfor kræver det umulige af deres forældre - og vice versa.

Jeg synes ærlig talt at interviewet med Rachel Röst var langt mere givende, fordi hun faktisk turde tage bladet fra munden og tale om, hvad det er, der kan ligge og ulme under overfladen i familier, hvor det kommer til brud. Radikalt forskellige værdisystemer og krænkelser, der bunder i et autoritært og patriarkalsk livssyn i det tilfælde. Se det er jo ikke små banaliteter, som at mor ikke lige har tid til at komme over og se Sofies nye kjole. Denne artikel bagatelisere og trivialiserer problemerne - og det er i hvert fald ikke nogen hjælp til hverken forståelse af problemerne eller til de mennesker, der selv står med dem.

De familier, som jeg kender (jeg er selv medlem af en af dem) hvor det hele er gået op i limningen, er præget af svigt, brud og krænkelser i generationer. Størstedelen af det, der ligger og ulmer i min familie er foregået for mere end 60 år siden. Som en del af de mennesker, der arbejder med at hjælpe personer, som oplever eksempelvis vold i familien siger - Det er en arvesynd.

Hvis oldefar slog oldemor ihjel, kan man godt regne med at oldebørnene også lider under det, selv om det er 80 år siden det skete. For bedstemor blev sindslidende af de oplevelser hun havde som barn og fandt sig en voldelig mand, fordi hun var vokset op med, at sådan er mænd nu engang. Og det samme eller noget andet destruktivt eller selvdestruktivt gjorde deres børn. Og så videre. Og så videre.

Vibeke Nielsen

Hver tiende familie forældre (sic!) ser ikke deres voksne børn, fremgår det af artiklen. Så sammenhold det for eksempel med nedenstående informationer, fremfor at bagatelisere de bagvedliggende årsager.

"Samlet anslår Videns- og Formidlingscentret for Socialt Udsatte, der nu hedder Servicestyrelsen, at cirka 29.000 børn i alderen 0-15 år (knap 3 procent af alle børn i aldersgruppen) overværer, at deres mor bliver truet eller må lægge krop til fars slag."

Kilde: Politiken

"Hver femte voksen har oplevet deres forældres drikkeri som problematisk, da de var børn.

Det viser en ny undersøgelse fra TUBA, som er et terapi- og rådgivningstilbud til unge, der er børn af alkoholmisbrugere.

De har spurgt 1.000 voksne mellem 20 og 40 år, om alkohol var et problem i deres opvækst, skriver Politiken."

Kilde: DRs hjemmeside