Læsetid: 4 min.

Konkurrencestat vs. kulturnation

Vi skal forsvare Danmark og bevare sammenhængskraften, men vi har ifølge regeringen Fogh ikke råd til at tænke og forske på dansk
Dansk er for dyrt. Det koster 100 millioner kroner at forske og undervise på dansk ved de danske univer-siteter, sagde Helge Sander i denne uge. Dermed er det ikke -humanisternes- påståede -relativisme-, men kapitalisternes forskelsløse kult omkring den korteste vej fra forskning til faktura, som truer kulturarven og det nationale sprog.

Dansk er for dyrt. Det koster 100 millioner kroner at forske og undervise på dansk ved de danske univer-siteter, sagde Helge Sander i denne uge. Dermed er det ikke -humanisternes- påståede -relativisme-, men kapitalisternes forskelsløse kult omkring den korteste vej fra forskning til faktura, som truer kulturarven og det nationale sprog.

Lars Helsinghof Bæk

17. januar 2009

Dansk er blevet for dyrt i Danmark. Tanker, der ikke talt eller skrevet på engelsk, er ikke produktive. Og det skal tankerne være på universiteterne: Produktive og profitable. Den danske videnskabsminister Helge Sander satte i denne uge en pris på omkostningerne ved at forske og undervise på dansk ved de danske universiteter: 100 millioner kroner. Det sagde han til et forslag fra Socialdemokraterne, som ville forpligte universiteterne "til at tage hensyn til det danske sprog".

Sanders kommentar afdækker den fundamentale konflikt i regeringen Fogh: På den ene side ses velfærdsstaten som en virksomhed i den globale konkurrence. Set i det perspektiv handler det om at optimere danskernes arbejdskraft, gøre velfærdsstaten til en produktiv og tiltrækkende arbejdsplads, og nationen til en befolkning af effektive og innovative entreprenører. Globaliseringen regnes for en økonomisk konkurrence, og velfærdsstaten evalueres ud fra sin evne til at vinde eller tabe på verdensmarkedet. Denne tankegang viser sig også i Sanders forsvar for engelsk som universitetssprog:

"Hvis vi vil have universiteter i verdensklasse, er det vigtigt, at de har direkte adgang til viden fra udlandet. Det får de kun med engelsk."

Engelsk er det konkurrencedygtige sprog. Og konkurrencens præmisser bestemmer ifølge ministeren præmisserne for forskning og undervisning. Og målsætningen er, at "vi skal være i verdensklasse".

Samme ræsonnement genfindes i adskillige reformer gennemført både under regeringen Nyrup og regeringen Fogh. Den har inspireret tesen om, at den demokratiske velfærdsstat er blevet til en social konkurrencestat. Det skulle altså være økonomiske hensyn, som bestemmer rationalet bag velfærdsstaten.

Sammenhængskraften

På den anden side blev regeringen Fogh valgt i 2001 på et løfte om at forsvare Danmark som nation. Man ville sikre den danske grænse, begrænse indvandringen og beskytte den danske sammenhængskraft mod pladderhumanisternes 'relativisme', voldskriminalitet og farlig indflydelse fra indvandrerkulturerne. På den ene side hedder det sig, at Danmark skal være verdensmester i innovation og konkurrenceevne. Og på den anden side siges det, at danskerne ikke skal finde sig i alle mulige pegefingre fra menneskerettighedseksperter, flygtningehøjkommissærer og andre selvhøjtidelige autoriteter. 'Folket' skal sige det, de har lyst til. Kulturpolitikken afspejler splittelsen i regeringen Fogh: På den ene side skal popmusik og eventkunst bruges til at markedsføre danske produkter internationalt. Kultur bliver her til et brand. På den anden side skal kulturkanoner bruges til at værne om kulturarven og modvirke den frygtede 'historieløshed'. Det samme mønster iagttages i uddannelsespolitikken: På den ene side skal eleverne gennem evalueringer disciplinere sig selv. De skal tidligt vælge karriereretning og se sig selv som ressourcer, der skal gøre sig gældende på et arbejdsmarked. Eleverne og de studerende skal være små konkurrenceentreprenører. Men på den anden side taler regeringen stolt om 'faglighed' og om at bevare og forsvare den danske kultur og danske traditioner. Regeringen er kort og godt økonomisk omstillingsparat og værdipolitisk konservativ. Man holder med Dansk Industri og den økonomiske overklasse, når det handler om globalisering, konkurrence og strategiske satsninger. Men man holder med Dansk Folkeparti og den økonomiske og kulturelle underklasse, når det handler om 'udlændingepolitik' og danske værdier. Forudsætningen for at disse to forskellige spor kan trives, er enighed om, at det er den kulturelle overklasse, de moraliserende jurister og de politisk korrekte, som udgør truslen mod 'de nationale værdier' og 'sammenhængskraften'.

Men som eksemplet med sproget dansk på universiteterne viser, kan det også være hensyn til den globale konkurrence og den økonomiske overklasses interesser, som udfordrer det dansk sprog. Nu bliver det regeringen Fogh, som i konkurrencestatens navn hævder, at det er for dyrt at forske og undervise på dansk. Det er ikke humanisternes påståede 'relativisme', men kapitalisternes forskelsløse kult omkring den korteste vej fra forskning til faktura, som truer kulturarven og det nationale sprog.

Ingen kapitallogik

Men konflikten mellem økonomisk politik og værdipolitik viser også, at 'konkurrencestaten' ikke er en formel, som forklarer alt i velfærdsstaten. Intellektuelle elsker at finde og formulere den eneste ene sandhed bagved alle de små begivenheder. De vil gerne have et facit for samfundet, ligesom marxisterne havde 'kapitallogikken', og andre i dag ser 'islamismen' over det hele.

Sådan fungerer tesen om konkurrencestaten indimellem. Man fremhæver politiske programerklæringer eller målsætninger fra strategipapirer som sandheden om samfundet. Det antages bekvemt, at sandheden om samfundet formuleres ideologisk og er tilgængelig for en skrivebordsbetragtning. Og derved overser man det banale, at velfærdsstaten ikke tilrettelægges og styres et bestemt sted fra. Og man ignorerer, at den danske velfærdsstat også er meget mere og andet end en konkurrencestat. Hvis Danmark virkelig kun var en konkurrencestat, havde vi haft en anden udlændingepolitik, som var bedre til at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, og regeringen Fogh ville have fulgt opfordringer fra Dansk Industri under Muhammedkrisen. Hvis man antager konkurrencestaten som sandheden om samfundet, overser man også en dobbelthed i den dominerende økonomisme. Som sagt bruges den økonomiske målestok til at gøre Danmark parat til den globale konkurrence. Men økonomien bruges også som styringsredskab i den offentlige sektor. Man skaber kunstige markeder for at optimere produktiviteten i de offentlige ydelser og disciplinere de ansatte. Regeringen Fogh vil jo ikke bruge privathospitalerne til at ødelægge de offentlige hospitaler. De ser derimod privathospitalerne som en succes, fordi konkurrencen har øget 'produktiviteten' i en offentlige sektor. Man kan sige, at hvor folkestyret i velfærdsstaten for 30 år siden skulle tæmme markedet, skal markedet i dag tæmme forvaltningen af folkestyret. Velfærdsstaten skulle modvirke markedets destruktive effekter, men i dag skal markedet med frit valg og new public management modvirke velfærdsstatens bureaukratiske tendenser. Dette projekt er efterhånden afsløret som en definitiv fiasko, fordi markedsstyringen af den offentlige sektor har skabt et bureaukrati, som er lige så tungt, absurd og destruktivt som det, man kendte i DDR og Sovjetunionen. Det er ikke til at sige, om det koster 100 millioner om året efter Helge Sanders målestok. Men det er i hvert fald ikke verdensklasse, og det viser, at kapitalen stadig, 150 år efter Marx, truer med at ophæve de forskelle, der gør en forskel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvordan tænker helge Sander sig egentlig, at en undervisning og forskning på engelsk skal gennemføres? De fleste (i hvert fald naturvidenskabelige) artikler skrives i forvejen på engelsk, men betyder det, at han også vil have folk til at tænke på engelsk?

Og hvem skal gennemføre undervisningen på engelsk? De fleste danske undervisere er simpelthen ikke gode nok til engelsk, selv om vi i DK ofte bilder os ind, at vi er gode til det sprog.
Og hvis vi kun skulle bruge undervisere med engelsk som modersmål, kunne der hurtigt opstå en situation med "sproglig apartheid".

Dernæst glemmer HS tilsyneladende - hvordan står det egentlig til med hans eget engelsk....? - at stort set alle danske studerende langt bedre forstår dansk end engelsk. Derfor sker indlæringen også bedst, hvis den sker på dansk. For englændere i England sker indlæringen jo også bedst på engelsk! Ikke fordi, det er engelsk, men fordi det er deres eget sprog.
Man skal nok få lært engelsk i løbet af studietiden, men hvis man skal gøre sig håb om at uddanne internationalt konkurrencedygtige forskere, så hjælper det intet, at man forsøger sig med et sprog, som de færreste behersker så godt.

Hvad så med de udenlandske studerende, der kommer til Danmark? Jo, man kan jo tage et modsat eksempel: Hvis en dansk studerende vil studere i Spanien, er der da ingen på det spanske universitet, der gennemfører undervisningen på engelsk for at tilfredsstille den danske studerende. Så har man bare at lære spansk. Jeg kender selv et par eksempler herpå.

Konklusionen er, at man ikke bliver spor bedre forsker, fordi man tænker og underviser på engelsk. De fleste er alligevel intelligente nok til at kunne begå sig på to sprog - ellers ville de næppe komme så langt i uni-verdenen.

Vh
Erik

PS.
I øvrigt kommer de fleste engelske fagudtryk (i hvert fald inden for naturvidenskab) i sidste ende fra latin (eller græsk), så hvorfor ikke indføre latin som fælles forsknings- og undervisningssprog?

Jens Thorning

Danmark placerer sig på niveau med Albanien, Rumænien og Polen, nationer der ud over deres egen desperate isolationisme, nationalisme og fremmedfrygt er henvist til at trygle det store land hinsides verdenshavet om venskab og beskyttelse, alt imens kultur og videnskab forfalder og formentlig til sidst forsvinder helt, mens vi overhales af vore kløgtige, klartskuende, mere normale naboer - folkeslag, der er kommet mentalt intakt ud af 11. september-psykosen og djærvt stoler på egne kræfter.

Bjørn A. Bojesen

Helt enig, Jens Thorning!

Tag så og vågn op, Danmark! Du har skam også en værdi.

I stedet for at snakke om hvor ”dyrt” dansk er (hvor ”dyrt” er serbisk? swahili? japansk? irsk? Ville vi være lykkeligere hvis alle i verden talte og tænkte på engelsk, og ville vi i sådan en situation vitterlig have råd til at købe endnu flere produkter, og er det et mål i sig selv?), burde man promovere dansk noget mere.
Få udlandske studerende til at komme til Danmark for at lære dansk. Gøre det til noget attraktivt og eksotisk at lære om økonomi og reklamevirksomhed _på dansk_, ligesom der nu er mange studerende der tager til Spanien eller Frankrig for at få undervisningen på spansk/fransk.

Dansk er kun så grimt og træls som vi selv gør det til. Hader vi os selv, forsvinder enhver charme ved sproget, og ingen gider bestræbe sig på at bruge et rigt og nuanceret dansk.

Der er bare forsvindende få gode lærebøger i de store fag, specielt i naturvidenskaberne, der er på Dansk. Langt væk de fleste er på Amerikansk-Engelsk og det vil nok ikke ændre sig foreløbig.

Tænk, Thomas Holm, rent faktisk er de fleste vel, når alt kommer til alt, på tysk. Som den meste efterstræbelsesværdigt dybe og indsigtsfulde forskning. Og fransk og italiensk. Men den angelsaksiske tradition er egentlig ikke særlig bemærkelsesværdig i sig selv.

Peter H,

i de Humanistiske/Samfundsvidenskabelige fakulteter. Jeg snakker om naturvidenskab. I de fem år af min ingeniøruddannelse var der to bøger på Dansk, begge kun brugt som understøttende tekster til amerikanske hovedbøger.

Steen Rasmussen

Jeg kan ikke bruge ordet kultur til ret meget. Det kan betyde alt og det modsatte. Forskellen er den samme, lige ind til man hører det anvendt konkret i forsøget på at identificere noget eller fremmane identitet.

Hvis der engang var en form for modvægt til den ideologiske tilbedelse af markedskræfterne og konkurrencen i sig selv i de mange venstreorienterede humanister, der gik rundt på universiteterne, så kan man sige, at udviklingen har sat dem og andre former for potentielle kritik af det fremadstormende projekt ud på et sidespor.

Modstanden mod den overnationale monetarisme, EU med dets juridiske og udemokratiske overherredømme, den form for overnationalitet Rune Lykkeberg går ind for, er kørt langt ud på et sidespor.

Værdien af viden og enhver kritik skal måles og bliver for længst målt på det overnationale markeds betingelser, samtidigt med at billedet på forskningen fremmanes, som om den var et særskilt nationalt fænomen. Det er selvfølgelig et paradoks, der er til at føle på.

At sejre som videnssamfund i konkurrencen med andre er lige så utopisk, som det er umuligt at eje viden eksklusivt i længden. Tilegnelsen af viden og beherskelsen af den er sket på fremmedsprog alle dage. Men kravet om at selve undervisningen og opgaveløsningerne skal finde sted på engelsk, er lige så håbløst, som det er umuligt for de fleste at formulere sig bare nogenlunde acceptabelt på andet end sit eget modersmål.

Dansk Folkeparti bidrager til opbygningen af den overnationale statsdannelse. DF får sine symbolske lunser, mens Ínformation, hele den danske presse og de siddende politikere lader den institutionaliserede monetarisme gå ubemærket ind ad bagdøren, utematiseret, bureaukratisk og administrativt bag om ryggen på de borgere, ind til borgerne kun har deres forestilling om nationalitet tilbage af nationen.

De latterlige hurraråb, der lyder fra tilhængerne af monsteret, hver gang den europæiske overmyndighed indskrænker menneskerettighederne over for de små folkenationale racister, skal holdes op mod de selektive mekanismer hele monsteret lever ved. Pengestrømmen, de gode hjerner, de nødvendige råvarer, de forædlede varer strømmer netto ind i monsterets indre, imens fosser det med affald, gæld og uønskede flygtninge den anden vej. Det er så grimt at være vidne til, så det fuldstændigt forsvinder fra opmærksomheden.

Kritikken af det store og grimme falder Rune Lykkeberg svær. Det illustrerer hans afmagt over for det store og forfærdelige. Det er meget nemmere at gå ind og pille lidt ved modsigelserne i den konstellation, som regeringen benytter sig af og som fungerer perfekt for de troende tilbedere af monsteret. Folket får hvad der skal til for at pacificere det, imens bureaukraterne afskaffer og fjerner grænserne for europamonsterets virksomhed på alle niveauer. Forargelsen, her som der, får lidt uforpligtende indhold, men fører ikke til hverken indsigt eller gyldig kritik. De knapt så kulturelt radikale står bare og bøvser lidt over Ragnvald, der synger om kære lille Pia, selv om de ved at hun bare en nyttig idiot for det monster de knapt så radikale ikke tør se i øjnene.

Just the same, Thomas Holm, engelsk er mere tilgængeligt fordi naturvidenskabsmænd, fordi de efterhånden får så sporadisk sprogundervisning i gymnasiet.
Men rent faktisk burde der jo ske det samme for naturvidenskaben, som skete for filosofien: at interesse, kombineret med en stærk impuls til formidling hos fagets udøvere, førte til en flodbølge af oversættelser.

Det forudsætter lige en flodbølge af publikationer først. Og der overdøver desværre Amerikansk-Engelsk alt andet. Næsten alle tonegivende (og her også sproggivende) store journals er på Amerikansk-engelsk.

selvfølgelig møder man ikke ret mange tyske lærebøger på et ingeniørstudie, - af samme grund som at man ikke møder ret mange japanske: underviserne kan ikke tysk og ergo kommer tyske bøger ikke med i pensum.

Men skidt nu med det: at bøgerne er på engelsk, er jo ikke noget argument for at undervisningen skal foregå på engelsk? Når jeg læser en lærebog på engelsk, så går der ikke noget galt ved at jeg lige må stoppe og tage samme sætning 2-3 gange og evet. åbne en ordbog for at få tingene på plads, men i en forelæsning ville jeg være stået af.

Og hvis underviseren ikke er på topniveau i engelsk, så vil der med stor sandsynlighed ryge mange vigtige detaljer på gulvet, hvis vedkommende nøjes med at sige det han/hun kan formulere, og ikke det vedkommende rent faktisk ønsker at sige.

Engelsk er ikke bare engelsk - at tale om et fag med en englænder er væsensforskelligt fra at læse en bog om emnet, for alle områder har en fagjargon i talesproget som ofte ikke kan læres fra bøger.

Men hvad fanden, det er jo også ligegyldigt - hele formålet med højreflippernes øvelse er jo bare at arbejde sig frem mod at få DK optaget som den 51.sindstyvende stjerne i S&S, - på trods af at vi stadig tjener flest penge på at handle med vores sydlige naboer!

Jens Thorning

Hvordan går det for resten med globaliseringen?

Man skal være meget varsom med at indstille bestræbelserne på globalisering på grund af nogle enkle brådne kar - nemlig Finanskrisen og dens verdensomspændende konskevenser - en enlig Stein Bagger eller to skal ikke sabotere troen på globalisering og markedsøkonomi! Der har også været enkeltstående tilfælde af udlicitering herhjemme, f.eks. af ambulancekørsel, hvor de implicerede desværre ikke var sig ansvaret voksent!

Nu må man håbe, at vi alle ser fremad og genvinder troen på globalisering og markedet. Jo flere penge, de tjener i USA, jo rigere bliver resten af verden! Markedet regulerer sig selv, og dets aktører er fundamentalt ansvarlige!

Derfor skal amerikansk-undervisningen intensiveres yderligere og helst starte i børnehaven!

Jens Thorning

Det kan da ikke gøres tydeligere - men belært af erfaringen, for det kunne det være skrevet af Helge Sander eller hvilke som helst fra VKO og adskillige af de faste anti-Information kommentarskrivere, så må jeg hellere styre trangen til studentikost Scherfig-plagiat. Det er dog svært.

Ivar jørgensen

Målet er ikke at fordre dannelse og dybde, men at skabe specialister. Ikke åndeligt opvakte mennesker, af dialektisk, kognitiv forfinelse, men kommodificerede kandidater, der skal være konkurrencedygtige internationalt dvs. som kan være instrumentale hjul i den fortsatte økonomiske væksts påståede nøvendighed. Sigtet er ikke folkeoplysning gennem et uddannelsessystem af multiperspektivistisk, interkulturel, interdisciplinær og mellemmenneskelig dialog.

Altimens er kulturkrigens politiske forlængelse orienteret omkring bevarelsen af en opfattet kulturel egenart, som er af en sådan bevaringsværdi, at den skal kanoniseres fra højere sted. for at hindre udbredelsen af den såkaldte 'historieløshed' hos masserne.

Hvorfor netop lokalhistorien (fremfor verdenshistorien) hos et folk, der i en globaliseret kontekst, på verdensplan, har bidraget med meget lidt af komparativ væsentlighed og kvalitet, hverken videnskabeligt eller kulturelt, bør være efterstræbelsesværdig som dikteret identitetskonstituerende normativitet, findes ikke overbevisende begrundet, og dette forekommer endvidere paradoksalt når nu globaliseringen i den økonomipolitiske kontekst, fremstår i den diskursive magtpraksis, som et nærmest indiskutabelt gode.

Jeg finder ikke disse aspirationer efterstræbelsesværdige men ønsker et uddannelsessystem hvis pædagogiske ideal og
fokus er på medskabelsen af verdensborgere med en verdenscentrisk omfavnende moral, der er sunde i krop, sind og ånd, hvorfor en rekonceptualisering af uddannelsessystemet, som en integreret del af en holistisk sundhedsfordrende samfundsorden er nødvendig.

For at facilitere et fremtidigt, integralt, multiperspektivistisk uddannelsessystem anbefales det, at etablere et institut for interdisciplinaritet, ved hvilket der foreløbig udbydes 1000 pladser til overbygninger og ph.d. stipendiater, hvor fokus er på idehistorisk bredspektrethed i naturvidenskab, åndsvidenskaberne og samfundsvidenskaberne, og hvor formen er således konstitueret, at den faciliterer kognitiv, moralsk, psykologisk, kropslig og åndelig udvikling, og som altså derfor er holistisk fokuseret på menneskets hele udvikling fremfor udelukkende på kognitiv udvikling. Eller med andre ord, at skabe stærke medborgere fremfor specialiserede medarbejdere.

Apropos engelsksprogede naturvidenskabelige lærebøger:
Der findes en ganske simpel grund til, at langt de fleste lærebøger er på engelsk, og den grund er ikke, at amerikanere/englændere er bedre forfattere end danskere. Nej, der er ganske enkelt bedre afsætning på amerikanske lærebøger.
Jeg har set flere af mine tidligere engelsksprogede lærebøger hos tyske boghandlere - men oversat til tysk, for her er markedet også større.
Men jeg har også haft originalt tyske lærebøger, der var oversat til engelsk. Hvorfor så ikke danske lærebøger, der måske ad åre går hen og bliver oversat.

Vh
Erik