Læsetid: 4 min.

Vil krisen stadig kradse i redaktionslokalerne?

TV 2-krisen, DR-krisen eller dagbladskrisen rammer ikke kun bundlinjer, men også den journalistiske hverdag. Lad os ønske os mere gennemsigtighed, forskning og debat i journalistikkens produktionsvilkår i medieåret 2009
TV 2-krisen, DR-krisen eller dagbladskrisen rammer ikke kun bundlinjer, men også den journalistiske hverdag. Lad os ønske os mere gennemsigtighed, forskning og debat i journalistikkens produktionsvilkår i medieåret 2009
8. januar 2009

Vi har lige sagt farvel og tak til et dramatisk medieår.

Udadtil var året præget af store mediebegivenheder fra royalt bryllup til præsidentvalg og Stein Bagger, men også af en række journalistiske afsløringer fra Ringbo til Udlændingeservice, der lagde pres på de danske ministre og institutioner og gjorde den fjerde statsmagt ære. Indadtil dansede man dog også til andre toner end de rent publicistiske. På de store aviser og tv-stationerne stod den mest af alt på besparelser og effektivitetsøvelser, og deraf en del murren i krogene om manglende ressourcer og utilfredsstillende rammer for at udøve kritisk journalistik af høj kvalitet. Men hvad er facts og hvad er følelser?

På den ene side ser det ud som om publicismen lever i bedste velgående.

Vink med vognstang

Lad os tage årets Cavling-nomineringer som eksempel:

Et hold fra Morgenavisen Jyllands-Posten er nomineret for analytisk og kritisk erhvervsjournalistik om ejendomshandel, der satte spørgsmål ved, om det nu også var så godt, som det så ud længe før finanskrisen gik op for andre end både nørdede eksperter og menigmand.

En gruppe fra Fyens Stiftstidende er nomineret for undersøgende og fortællende journalistik om en sindslidende, og Tom Heineman er nomineret for sin kritiske dokumentar om teleselskabernes produktionsforhold i tredjeverdenslande.

Derudover er to hold Berlingske-journalister blevet nomineret til dette års Cavling pris, der uddeles i morgen.

Den ene artikelserie begyndte med et tip om mangelfuldt politiarbejde i forbindelse med et trafikuheld og blev til over 150 artikler om politisvigt.

Et andet hold journalister fra Berlingske er nomineret for artikelserien om Udlændingeservice, der henover sommeren satte fokus på den mangelfulde, for ikke at sige misvisende, sagsbehandling.

I den sidste uge har Berlingske Tidende brugt mere end en enkelt helside på at fortælle om deres to nomineringer. Det er helt forståeligt og meget velfortjent. For det er absolut nogen af årets vigtigste historier, der er blevet trevlet op af den gamle tante Berling. Men det er også interessant at forestille sig, hvem der egentlig er målgruppen for "Se, hvor vi kan!"

Er det til læserne, der har brug for argumenter og overbevisning om, at de flere end 4.000 kroner, det koster at abonnere, er godt givet ud, selvom historierne kan læses på nettet?

Er det intern tissemandsmåling henvendt til den øvrige mediebranche?

Er det et vink med en publicistisk vognstang til de politikere, der skal tage stilling til mediestøtten til næste år?

Er det en slags intern imagekampagne, der skal booste den publicistiske selvtillid, eller mest oplagt - at det er en blanding af alle fire ting.

For lad os være helt ærlige. Medieåret 2008 vil ikke blive husket for den ene store journalistiske afsløring efter den anden, for en kritisk presse med overskud til at komme ud i hjørnerne eller for original publicistisk produktudvikling - trods de fine nomineringer til Cavlingprisen.

Smalhals på vagtplanen

Medieåret 2008 handlede om besparelser og konsolidering. Besparelser hos dem, der ikke havde penge nok på kistebunden, og konsolidering for dem, der havde.

Nogle steder betød det fyringer og decideret smalhals på vagtplanen. Andre steder handlede det om at gøre nyhedsarbejdet mere effektivt, og - hvad der ikke virker helt urimeligt set udefra, men ikke desto mindre gør ondt for dem, det går udover - om at skære ned på de mange privilegier, som danske journalister på store medier med historisk ret har tilkæmpet sig siden 70'ernes store strejker.

En ting var dog fælles fra elektroniske til trykte medier og fra hovedstad til provins. Krisen - vælg selv om det skal være TV 2-krisen, DR-krisen, dagbladskrisen, finanskrisen eller en helt anden krise - rammer ikke kun årsregnskaber og bundlinjer, den rammer også den journalistiske hverdag.

"Vi får mindre og mindre tid til at finde historier", er ikke kun et udsagn, der gælder for travle journalister, der både skal levere stof til internet og print, og "vi bliver nødt til at gå mere på kompromis", handler ikke kun om en underbemandet lokalredaktion.

Når en journalist siger, "det er ikke tilfredsstillende at være så afhængig af professionelle kilder, men nogle dage er det nødvendigt", handler det ikke kun om christiansborgreporteren med de notorisk tætte bånd til politikeren, men også om dag-til-dag journalistisk nyhedsarbejde.

Det er ikke til at sige, hvad der er facts, og hvad der er følelser. Medieåret 2008 har både været året, hvor danske journalister har mærket krisen kradse i redaktionslokalet, men også et år, der har budt på flotte journalistiske afsløringer, der viser, at vi ikke kan leve uden en uafhængig, kritisk presse med ressourcer nok til at følge og overvåge magthavere og magtforhold.

Alle der har forstand på slige sager, siger, at livremmen skal spændes længere ind til næste år. Det kommer alt andet lige også til at udfordre journalistikken. Lad os ønske os mere gennemsigtighed, forskning og debat i journalistikkens produktionsvilkår i medieåret 2009.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu