Læsetid: 5 min.

I krisetid er kitsch-kritikken farlig

En negativ opbyggelighed præger tidsånden. Og særligt i krisetider bliver den evigt kritiske position farlig, hvis ingen tør forsvare de vigtigste værdier, mener digteren Søren Ulrik Thomsen
Kritiker. Digteren Søren Ulrik Thomsen, nægter at skulle være neokonservativ, men kalder sig en politisk neutral ideologikritiker.

Kritiker. Digteren Søren Ulrik Thomsen, nægter at skulle være neokonservativ, men kalder sig en politisk neutral ideologikritiker.

Klaus Holsting

15. januar 2009

Søren Ulrik Thomsen er kommet til Testrup Højskole for at tale dunder imod den negative opbyggelighed. Imod den evindelige provokation af enhver positiv position. Imod den infantile kitsch-kritik, som i egen selvforståelse er et sprængfarligt oprør imod konformiteten, men som i realiteten selv er blevet den pæne smag, den herskende ideologi, den automatiske lussing i hovedet på dem, der faktisk tør at sige, hvad de synes.

Meget passende bliver han selv mødt med en provokation. Dagens første foredragsholder på ugekurset 'Tag og læs!', litteraten og den erklærede 68'er Tania Ørum, har kaldt ham en af frontløberne for tidens neokonservative offensiv.

Og meget passende møder digteren op i ulastelig uniform. Ternet grå habitjakke, hvid skjorte, lyst slips med blå blomster og et par diskrete seler til at holde bukserne oppe. Som for at understrege, at han ikke er bange for at virke konform, ikke har behov for at udmærke sig som en utilpasset boheme.

Gold negativisme

Søren Ulrik Thomsen skal tale om essaysamlingen Kritik af den negative opbyggelighed, som han udgav sammen med Frederik Stjernfelt i 2005. Her stiller de to forfattere en alarmerende diagnose på tidsånden. Særligt kunsten og kunstkritikken, men også til dels samfundsdebatten, er blevet indfanget i en bevidstløs, gold negativisme, hævder de.

Udgangspunktet for Søren Ulrik Thomsens foredrag er hans essay Massebevægelse under minustegnet. Det handler om to centrale, beslægtede fænomener inden for negativismen, nemlig offerdyrkelsen og negationstænkningen, forklarer han det talstærke publikum, der dog ikke lader til at være præget af den tidsånd, han mener at kunne identificere. Velvilligt lyttende stirrer de op på den lille gråhårede mand bag talerpulten.

Offerdyrkelsen indebærer et ideal om, at man helst skal repræsentere et marginaliseret synspunkt, siger Søren Ulrik Thomsen. Et synspunkt, der strider imod den etablerede konsensus eller gør op med magtens monopol på meningsdannelse. På den måde installerer man sig selv i outsiderens heroiske offerrolle. Men denne offergørelse er paradoksalt nok en magtstrategi, som han mener har påfaldende lighed med en arketypisk fortælling, vi alle sammen kender:

"For mig at se er det en slags sekulariseret kristendom, hvor man ikke vil tro på Kristus, men være Kristus. I fortællingen om Kristus ligger det, at han er den, der bliver udstødt; han er den, der bliver ofret. Men senere skal han så være konge. Så hvis man vil være konge, drejer det sig altså om at blive udstødt."

Nært beslægtet med offerdyrkelsen er negationstænkningen, der ifølge Ulrik Thomsen også må karakteriseres som en magtstrategi. Den indebærer, at man helst skal provokere, kritisere og overskride grænser, men endelig ikke må gøre sig sårbar over for andres kritik ved at give udtryk for en positiv holdning.

"Det er underforstået, at det man kritiserer, det behersker man. Man forstår det på en meget gennemgribende måde, og derfor kommer man til at fremstå som svimlende dygtig og intelligent og i besiddelse af en dannelse, som man behageligt nok aldrig skal gøre rede for," siger Søren Ulrik Thomsen.

For kunsten bliver konsekvensen, at man bedømmer den på dens provokationsværdi, mener digteren. Og det er synd, at man mister nysgerrigheden over for selve værket. For kunst kan så meget andet end lige at være grænseoverskridende.

Avantgarde har han ikke noget problem med som sådan, understreger han. Det er avantgardismen, han vil gøre op med. Kunst må såmænd gerne provokere, men det må ikke blive kriteriet for den gode kunst, at den skal provokere.

Men også inden for andre felter end kunsten kan den negative opbyggelighed have problematiske konsekvenser, mener Søren Ulrik Thomsen. Midt i finanskrisen er det relevant at pege på, at negativismen bliver særlig farlig i situationer, hvor der virkelig er noget på spil:

"Negativismen er et luksusfænomen. Men i en krisetid må man være parat til at træde i karakter og for eksempel gøre gældende, at man rent faktisk støtter demokratiet og retssamfundet. Man må give afkald på sin personlige, forfængelige identitet, hvis noget så vigtigt er truet. Og hvis man ikke gør det, kan det blive meget farligt, mener jeg."

Men bare fordi man begræder negationstænkningen, er man altså langt fra neokonservativ:

"Det er helt skudt forbi. Vores bog er et stykke politisk neutral ideologikritik, som bygger på en meget vigtig erfaring for min generations kunstnere, nemlig kunstens autonomi over for en hvilken som helst ideologi. En vigtig del af 80'er-kunstens oprør mod 70'er-kunsten var, at man gjorde oprør imod det, at kunsten var blevet stikirenddreng for det politiske. Men nu kan de samme folk, som beskylder os for konservatisme, ikke se, at negativismen selv er blevet en ideologi, og kunsten igen er blevet stikirenddreng, nu bare for negativismen. Nej, den der konservatismebeskyldning afviser jeg fuldstændig," fastslår Thomsen.

Positiv opbyggelighed

Eksempler på den negative opbyggelighed er der nok af, forsikrer digteren. Så sent som i toget på vej fra København læste han i Ud & Se om Camilla Plum, der fortæller, at hun simpelthen ikke kan holde autoriteter ud. Det er hun opdraget til, forklarer hun paradoksalt nok.

Montanas direktør Peter Lassen er manden bag et andet eksempel, der er særlig relevant netop på Testrup Højskole, hvor møbelfabrikkens litteraturpris bliver uddelt fredag.

"Både Montana-reolen og graffitiskriverne er udtryk for individuel frihedstrang og oprør mod gængse opfattelser," sagde møbelmanden til Politiken i forbindelse med sin virksomheds sponsorering af en graffitiudstilling på Herning Kunstmuseum i 1998. Selv noget så bedsteborgerligt som Montana forsøger altså at definere sig som rebelsk, konstaterer Thomsen tørt.

Eksemplerne fremkalder latter blandt tilhørerne på Testrup Højskole. Men der er også vokset en spredt knurren frem i krogene. Ser Thomsen og Stjernfelt ikke negativismens spøgelse overalt i deres jagt på at bekræfte deres egen teori, er der flere der vil vide. Er det ikke snarere den positive opbyggelighed, der vokser frem inden for felter som coaching og management, man burde problematisere?

"Der er altid en fare i at få øje på en tendens. Man ser én ting, så to, så tre, og så mener man at have fået øje på en sammenhæng. Og det er klart, at man kan komme til at blive for ivrig i sin jagt på at få sin teori bekræftet," erkender Søren Ulrik Thomsen.

"Det punkt mener jeg nu ikke, vi er kommet til endnu," tilføjer han. "Og hvad angår den ja-kultur, der selvfølgelig er lige så vulgær som nej-kulturen, så kunne man spørge sig selv, om der måske er en sammenhæng mellem de to meget endimensionelle figurer, altså den negative og den positive opbyggelighed. Måske har de ligefrem produceret hinanden. Måske er der en tunnel mellem de to lige vulgære strategier. Når negativiteten er blevet for kvalmende, slår man måske helt over i dens modsætning, dens lige så unuancerede spejlbillede."

En bankfunktionær

En ældre dame kæmper sig frem til Søren Ulrik Thomsen, da han er færdig med sit oplæg.

"Hvor var det dog et godt foredrag," siger hun og rusker ham i kraven. "Men næste gang skal du altså klæde dig på som en kunstner og ikke en bankfunktionær."

"Det bestemmer jeg da selv," svarer han. "Men se bare, der er negativismen igen. En kunstner skal klæde sig provokerende, synes I. Hvor er I dog konforme!"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu