Læsetid: 5 min.

Kronen er fucked, men...

Krisland. Tag med op nordpå til Reykjavik og besøg en hel kreativ generation - på skideren
Reykjavik. Det er en hel generation, der har boet, rejst og betaget det meste af den resterende verden, der pludselig er blevet nødt til flytte tilbage til scratch - i deres forældres kældre.

Reykjavik. Det er en hel generation, der har boet, rejst og betaget det meste af den resterende verden, der pludselig er blevet nødt til flytte tilbage til scratch - i deres forældres kældre.

Linda Henriksen

16. januar 2009

Jeg fejrede nytår på Island. Det har jeg gjort før, og det har altid været skægt, når de har fyret den af - med mængder af fyrværkeri, sprut og drama, der ligger langt fra mine breddegrader. Der bliver drukket, horet og slåsset i en sådan grad, at Reykjaviks vilde ry, de sidste 10-12 år, har passet perfekt som blommen i det store naturæg, vulkanøen også er. Det ultimativt elegante og eksotiske rejsemål - rock'n'roll, og så varme kilder dagen derpå.

Den cocktail har blandt andet lokket superstjerner til som Damon Albarn, der købte hus; Quentin Tarantino, der datede igennem; og Yoko Ono, der tændte lys og fik venner for livet .

Krisen starter i lufthavnen

Når man er isoleret helt deroppe. På sidste hipster-stop inden Grønland, alkoholisme, indlandis og så videre ud i intetheden - så er det jo vigtigt, at der er noget specielt og interessant at vise frem. Og det har der været. Tag bare baren Sirkus. Den har været en hel generations festlige omdrejningspunkt. I Bjørks kølvand og netværk - har bands som Gusgus og Sigur Ròs, DJs som Margier og Sexy Lazer, kunstnere som Gabriela Fridriksdóttir og designere som Naked Ape, Death og Aftur-søstrene indrettet sig og boet på baren. Den er et stykke kulturhistorie. Med en ejer, der var både mor, terapeut og last woman standing. Og en attitude, der kunne tage partypusten fra de fleste. Altid kogende. Altid trashet. Altid smuk nok til at opholde sig derinde - det meste af ugens løb. Sirkus lukkede et halvt år før, resten af Island lukkede med. Der skulle bygges et parkeringshus i den nyrige ånd, der ikke kunne få Reykjavik ny og skinnende nok. I bedste Ungdomshus-meningsløs stil, er der nu en tomt fyldt af fordrukne skeletter på pladsen, hvor den legendariske bar lå. Baren er så berømt og befamlet, at to engelske kunstnere tidligere i år genopførte baren - ned til mindste lille lyskæde og bandplakat - på Freeze art fair i London.

Men Sirkus er væk i real life, og den er ikke den eneste. Overalt i Reykjavik er der tegn på den totale recession, man allerede kunne ane i Kastrup lufthavn: Skiltet over valutakurser har blot en lige afvisende linje - dér hvor der normalt står islandske kronor. Den er helt gal, og der har sågar været milde gadekampe og almen social bevidsthed - nok for første gang i Islands nyere historie. I midten af byen ser vi en kæmpe øde byggeplads, der efter sigende skulle have rummet et gigantisk oplevelsesprojekt - udtænkt og designet af det dansk-islandske stridsmål - perlen i midten - Olafur Eliasson. Lys og velvære skulle være hovedtemaerne - nu ser det mørkt og ondt og ensomt ud.

Der er altså byggestop og tomt på hylderne, men det har nu altid været menneskene her, der har været min egentlige final destination. De er så pisseseje, at jeg har gjort dem til mine chefer og min kone - dog bosiddende her i DK. For dem jeg besøgte deroppe - i denne omgang - de er knækket nu. Det er en hel generation, der har boet, rejst og betaget det meste af den resterende verden, der pludselig er blevet nødt til flytte tilbage til scratch - i deres forældres kældre.

Danskerne har råd

De har alle været igangsættere, selvstændige og kompromis- og frygtløse - fordi der var plads og råd. Den islandske stat og masser af private investorer har i årevis støttet tonsvis af kunstneriske projekter. Al det er væk nu. Og diverse personlige opsparinger er enten halveret eller inddraget. Den stolte seje rock-rolla af en kreativ viking - har bare mest lyst til at sove. Og vente på at tingene ændrer sig.

Et par dage efter kamikazebraget nytårsaften - hvor der selvfølgelig blevet festet med en knivspids ekstra dommedag - tager vi ud af byen for at få lidt ro og troen tilbage. Vi indlogerer os på et sagnomspundet hotel, der ligger klos op ad en gletcher, tre timers kørsel vestpå. Vi tager simpelthen fra teenagedrukferie direkte til gourmetweekend med det grå guld. Vi har råd til det nu - hvor danske penge er sin vægt værd i dobbelt så meget mønt. Første aften ser vi nordlys og spiser rensdyrcarpaccio, og det hele er lækkert, grønt og bevægende. Næste dag er vi på gletcher, fiskeprovinser og får sladder fra pålidelige og beduggede kilder.

De viser sig, at hele hotellet blevet fyret i starten af december, men alle nægter de at forlade stedet, der er omgivet af et bjerg, der efter sigende skulle have magiske kræfter. De arbejder her ikke længere. Nu drikker de her bare. Ingen ved, hvad der skal ske. Men alle går deres daglige traveture f.eks til den tilhørende kiregård - der topdekoreret med julelysende kors, nisser og alfer og midt på pladsen - det egentlige islandske alter. En giga generator.

Masser af energi

Godt nok er den islandske krone fucked, men der er stadig masser af vand, varme og energi. Og bjerget siges at oplade alle personlige batterier, så mon ikke der kommer gang i overmodigheden igen. Mon de alligevel ikke opkøber hele Kødbyen og resten af København. Eller mon de bliver efterladt ensomme deroppe, med lidt spæk og lidt strik og lidt Björk og lidt bræk. Og en helvedes masse overtro.

Hver by har sine egen loglady. Og den sidste dag tager hun hen og besøger den lokale spåkone. Konen har svært ved at læse hende. Hun virker forvirret. Der er så mange spørgsmål. Så megen søgen. Konen har ikke viklet noget tørklæde om hovedet. Hun taler ikke i tunger. Hun bor i et typisk islandsk 60'er-hus nede på vejen, men har tilgang til mange forskellige former for information. Hun bider sig i læben. Det kan gå den ene vej, siger hun. Eller den anden.

Maria Gerhardt låner dj-aliasset Djuna Barnes fra sin yndlingsforfatter. Hun har været involveret i klubberne Suicide Sundays, Yo! Had, Dunst og pt.: Jolene Bar. Hun skriver derudover kulturjournalistik og er musikkonsulent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu