Hvor længe kan man have et digt i munden?

De 10 overdimensionerede rispapirlamper i spisesalen på Testrup Højskole er slukkede til fordel for kandelabrene på bordene og et par gule og blå projektører højt oppe under loftet rettet mod scenen.

Efter en dag i kritikkens tegn med debat imellem Erik Skyum Nielsen, Kamilla Löfström og Lilian Munk Rösing, er det aften på Testrup Højskole og tid til at få forfatterne og deres bøger på banen.

Blandt andre to af de nominerede til Montanas Litteraturpris: Kristian Bang Foss og Helle Helle.

Men vi får oven i købet Preben Major Sørensens perversioner og helt nye digte fra Christian Dorph. Preben Major Sørensens pande er badet i det blå lys. Han sidder på en stol på den lille scene og læser op af den voldspornografiske prosa i På vippen. Det vækker latter blandt publikum, da han fremfører perversionerne i teksten 'Tigerknepperen' om en fortæller, der forgriber sig på en tiger. Hans diktion er affekteret, men har samtidig en ligegyldighed over sig.

"Jeg ved ikke, om man er interesseret i at høre en på sin vis mere aktuel historie," siger den hvidskæggede Preben Major Sørensen som oplæg til 'Jeg er bamsen Muhammed'. Det vil man selvfølgelig gerne. Det handler om den autentiske historie om den britiske skolelærer i Sudan, der kom så galt af sted, da hun ville kalde en bamse Muhammed.

I Kristian Bang Foss' Montanaprisnominerede roman fra sidste år Stormen i 99 kommer flere af personerne omkring Inwear-lageret på Amager også galt af sted. Især står det slemt til med Marianne, der blandt andet har duftallergi:

"Og så hendes fibromyalgi, der også gør tyktarmen irritabel, giver hende de søvnproblemer og det koncentrationsbesvær og udtørrer hendes slimhinder".

Den detaljemættede kropslighed virker så tragisk, at ingen kan andet end more sig over det.

"Nej, nu gik det helt i stykker for mig," griner Kristian Bang Foss, da han på et tidspunkt taber tråden i bogen. Han finder den hurtigt igen, men snubler så over ordet 'hud', der til publikums store begejstring forvandles til det århusianske 'huj'. Efter en kort pause har kommuneskoleuret på væggen nærmet sig kvart over ni, og en sortklædt Helle Helle med høje hæle entrerer scenen og læser op af sin seneste roman Ned til hundene.

Hang til provinsen

Folk griner, da hovedpersonen Bente beskrives som en forfatter med hang til provinsen. Forfatter og hovedperson smelter sammen.

"Er det til at høre det her," spørger Harald Woetman ud i spisesalen.

"Ja," svarer folk. Han læser op af Hvalp væk fra tæve-forsøget, imens de gule projektører lyser på hans gule T-shirt.

Christian Dorph, der normalt udgør den ene halvdel af et dansk bud på Sjöwall & Wahlöö, Dorph & Pasternak, er aftenens sidste indslag. Han er på hjemmebane her i spisesalen på højskolen, hvor han til daglig fungerer som lærer på den populære skrivelinje og i denne uge som arrangør af Tag og læs!

Det er langtfra krimigenren, Christian Dorph bevæger sig i i aften. De sidste mange år har det handlet om børn er titlen på hans første digtsamling i ni år.

"Jeg har lige fået den endelige sats. Så får man lyst til at læse det hele. I må hive mig væk, hvis jeg bliver ved for længe," siger han og vifter med en stak A4-ark.

Men Christian Dorph bliver ikke hevet væk. Som digtsamlingens titel indikerer, er der dømt midtvejskrise i de nye digte, hvor begær og frustrationer afløser hinanden.

"Hvor længe endnu kan du have mit digt i munden?," nærmest visker Christian Dorph.