Læsetid: 3 min.

Læserne skriver

Debat fra dagens bogtillæg
8. januar 2009

Kvindekrimier
Bent Sørensen, Gilleleje

Eske Holm gør sig den 2. januar lystig over 'femikrimier' i så bred forstand, at man kunne tro, at han mener, at kvinder ikke kan skrive gode krimier. Men kendsgerningen er jo, at kvindelige forfattere udgør mindst 50 procent af krimigenrens topstjerner. Tænk på Dorothy Sayers eller Agatha Christie. Måske læser Eske Holm de forkerte krimier. Blandt nutidige krimiforfattere kunne han prøve Lindsey Davis' bøger om den romerske detektiv Falco.

Fra hin enkelte til hin enkelte
Terkel Winther, København

Jeg har været muslim i cirka et år. Jeg har kendt en kvinde fra et andet land i lige så lang tid. Jeg bevæger mig i mange miljøer/kulturer på indre Nørrebro. Hver 'gruppe' har sine regler, og sådan er enhver klub, der er nogle kriterier, som skal opfyldes, for at man kan være medlem. Da værdidebatten kørte på sit højeste, blev der udgivet en bog, der handler om nok det mest centrale i ethvert menneskes liv: Fordringen på anerkendelse, på Klims forlag.

I antologien, som bogen retteligen er, introduceredes et gammelt ord, tilføjet en ny dimension: refleksiv solidaritet. Hvad betyder sådant et ord? Hvis jeg må give et eksempel: En muslim og en kristen vil gerne diskutere et emne, som de har fælles, religion. Den ene vil gerne have en kop kaffe til diskusionen, den anden vil gerne have en øl...

Diskusionen forløber godt, den forstyrres alligevel, for begge føler en vis flovhed som aldrig kommer til udtryk. De rækker hinanden hånden: "tak for snakken, det var hyggeligt" men ses ikke igen. Hvad manglede? Måske kom den flove fornemmelse af en sær følelse af intimidering. Respekten for hinandens sysnspunkter var til stede, men ikke anerkendelsen og forståelelsen for begrebet 'refleksiv solidaritet'. I et kulturelt set homogent miljø, kan man være solidarisk, hjælpe hinanden. Men opstår der debat i et heterogent miljø, fordres der solidaritet ved refleksion over hvilken kulturel identitet, der betinger 'hin enkeltes' adfærd.

Enhver ved, at man ikke kan få noget til at vokse på tør jord. Men enhver ved også, at kigger man i grøftekanten efter en regnvejrsdag, så vokser der en mangfoldighed af planter op. Er der måske noget, de to diskuterende har glemt? Var det, at der skal vand til, både til kaffebrygning og til ølbrygning?

Mikkel Wold og kildekritik I
Allan Hilton , København

Mikkel Wold anmelder den 2. januar Chris Hedges' I Don't Believe in Atheists og citerer blandt andet Sam Harris. Men han citerer ham via Hedges, og den slags er farligt - det burde elementær kildekritik sige enhver anmelder. Også her og ikke mindst, når man tager i betragtning, at Hedges og Harris er et par polemiske herrer, den ene socialist og den anden transcendentalist. Som oversætter af Harris - og til Wolds orientering hedder bogen Troens fallit på dansk - kan jeg ikke helt genkende Wolds citater.

Jeg er helt enig i, at Harris generaliserer ganske utilladeligt, men for det første dæmoniserer han ikke muslimer over en kam, men forholder sig til muslimsk samfundsmæssig og kulturel praksis, for det andet legitimerer han ikke drab på millioner af uskyldige (Wolds citat ser ud til at stamme fra Harris, men det stammer fra Hedges), men beder læseren forholde sig til brug af atomvåben, og for det tredje udtrykker han håb om, at man kan opfinde en smertefri indsprøjtning, der får folk til at tale sandt. Han erkender, at en sådan indsprøjtning ville være at definere som tortur, men det svarer altså ikke til, som Wold skriver, at 'man må bruge tortur som en helt logisk forhørsmetode'.

Jeg er ikke enig med Harris i meget andet end hans fremstilling af hovedreligionerne som mørkemænds makværk, men han fortjener ikke at blive fremstillet som fascist og 'anmeldt' af en præst, som ikke har læst ham.

Selv tak for kaffe.

Mikkel Wold og kildekritik II
Asger Sams Granerud, København

Mikkel Wold (MW) anmelder den 2. januar bogen I Don't Believe in Atheists. Udfra anmeldelsen virker det som en udmærket og kritisk bog. MW formår dog at opremse tre forfattere i rap Richard Dawkins, Sam Harris og Christopher Hitchens. Derefter bliver vi forskrækket med, hvad der vitterligt er skrækkelige citater fra henholdsvis Harris og Hitchens. Jeg undres bare over, hvorfor Dawkins nævnes i samme åndedrag som de to andre, endda uden at han bliver nævnt en eneste gang senere i anmeldelsen.

Det virker som om, han sættes i bås med disse mandspersoner, og at han bliver sammenkædet med deres citater, uden at der bliver fortalt, hvorfor det er beretiget. Når nu kritikken af disse ateister går på, at de ofte er unuancerede, kunne jeg godt ønske mig belemret med denne nuance.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu