En mand går på en bund af turbulent lava størknet, så det ligner sort marengs. "Intet kunne være mindre gæstfrit, intet kunne være mere barskt og modbydeligt."
Tre kendisser går mod en større grå betonbygning omringet af et publikumshav, og ser vandene skilles for dem. "Der er rigtig meget på spil," lyder det fra speakeren.
En mand i gang med at trække tæppet væk under skabelsesberetningen.
En trio i gang med at rulle den røde løber ud for endnu en serie af opkomlinge, der for en stund kan blive ophøjet til gudestatus.
Charles Darwin (i skikkelse af en skuespiller) på Galapagos-øerne i doku-serien af samme navn.
Stimuleret
Line Rafn, Thomas Blachman og Remee i X Factors genkomst. Og man kan se det i øjnene på dommertrioen: At der er noget på spil. Når de sanser talent, når deres mimik signalerer x-faktor. Blachmans let adskilte læber, taknemmeligheden i hans blik. Som lutres han for åben skærm, som vaskes al banalitet, talentløshed og provinsialisme af ham i disse sekunder. Mens Line Rafn ser ud, som om hun bliver forelsket eller sønderknust eller begge dele. Som om hun er tilbage i teenageårene, og ungdomskæresternes ankomst og exit passerer revy. Og endelig er der Remee, der får store runde øjne og ligner en tegneseriefigur under et anfald af himmelfalden forbløffelse.
"Du er et stimuleret barn. Du er en dejlig dreng. Du tror på dig selv," lyder det fra Blachman til en videregående deltager. Men der skal også stimulering af dommernes professionalisme og smag til, hvis man vil evolutionere sig vej op gennem fødekæden i X Factor.
Der er også halløj i evolutionskomiteen i andet afsnit af Galapagos-øerne - om Darwins besøg og visioner på øerne, der fik så afgørende betydning for hans flere gange reviderede hovedværk On The Origin Of The Species.
"Survival of the fittest" var faktisk slet ikke Darwins term, men den kom til at stå som et billede på hans evolutionsteori, der detroniserede ideen om intelligent design. Og den er blevet misforstået i forfærdelige, ikke mindst racehygiejniske, sagers tjeneste. Darwin var ellers imod racisme og mente i øvrigt ikke at det var den stærkeste, men den mest tilpasningsdygtige, der overlevede.
Tomme bure
Såedes også i X Factor, hvor landsbytosser og lokalengle, charmetrolde og krammebamser stiller sig til skue og forsøger at ramme de snævre performance-hysteriske krav. Se, hvordan de folder deres fjerpragt ud. Glider yndefuldt over scenegulvet. Eller ryster manken. Om de så piber eller brøler.
X Factor er en omrejsende zoo uden noget i burene. De fyldes først ved ankomst, denne gang til DR i Århus, hvor de lokale dyr lukkes ind og præsenteres i folkelig følelsespornografisk optik. Ansøgernes sjove og bizarre, lunende og hjerteskærende fortællinger i lynformat er afgørende for, at hovedhistorien kan fungere. De sætter indsatser, varmer hjerter og camouflerer blodtørsten - hos afsendere såvel som modtagere
Døgnfluen lever et langt liv sammenlignet med moderparten af de fremmødte ansøgere. Samlebåndsproduktionen er nådesløs på talent- og pølsefabrikken. Kommer man med på fodboldholdet, som dommerkomiteen er førstevælgere til? Eller ender man som hakkekød pakket til seer-sulten, der skærer særlig skarpt i folke-sækken fredag aften?
Et tvillingepar fra Viborg overlevede i nogle afsnit af sidste års X Factor uden at avancere nævneværdigt. I år møder de musikalske drenge op med deres storesøster, der synger lige så godt som en planke danser lambada. De fremfører en musical-sang, der fungerer som en pingpong mellem kønnene. De har bare hverken bold eller bat med.
Bedst og værst
Det er prime time-tv, når det er bedst og værst. For det er virkelig morsomt at se, hvordan de to brødres musikalitet knuses mod deres søsters mangel på samme. Men det er også uendelig sørgeligt at se tre mennesker helt ude af kontakt med omverdenen og almen mellemmenneskelig kommunikation. Og det sætter moralen - hos afsendere såvel som modtagere - på prøve. Er vi til middelalderligt freakshow, til blodigt udskillelsesløb eller til moderne talentkonkurrence? "Helst det hele!" gjalder det vist fra begge sider.
Kæmpeskildpadden på Galapagos vejer som fire voksne mænd og kan oplagre fedt nok til at klare sig i et år uden hverken mad eller vand. Dyret har gjort langsomheden til en dyd, og det kan ses alene i nærbillederne af den sprukne læderhud, der folder sig sammen og ud igen som en harmonika. I disse sekunder er Galapagos-øerne sublimt tv, som selv en zapper ville blive frosset fast i sofaen af.
"Jorden drejer rundt, så jeg bliver svimmel. Jeg bader i ishavet, jeg bader i vandets kredsløb," synger en 16-årig videregående kandidat i X-Factor. Det er hendes egen tekst, og der er et glimt af noget inderligt, som alle tre dommere fanger og sender videre i turneringen.
Man skal være et uhyre
Bliver den 16-årige pige med den hæse røst sidste skrig? Og kan hun bevare sin egen-art, når først tv-produktionen bliver sat i højeste gear, og hun bliver smidt på de skrå brædder foran millioner af seere? Når hun skal klare en skarp granskning af hendes teknik? Når hun skal skrue op for charmen i salgets navn? Når hun skal propagandere for sit talent med store letforståelige bogstaver? Og kan man overhovedet se hendes indre glød, når spotlysene i DR Byen brænder?
"Det virker som om, man skal være et uhyre for at overleve her. Eller måske skal man bare være anderledes," siger speakeren om øgruppen, hvor tilløbet til Darwins videnskabelige kvantespring blev startet. Galapagos-skarven med de stumpede vinger har valgt at være anderledes. Den kan ikke flyve, men ad åre er den blevet en strømlinet svømmer, der fanger sin føde under vand. En overlever med det dér helt særlige mmmmm....? I hvert fald en skabning der har finpudset sin egenart og fundet sit rette element. Og droppet himmelflugten. Jeg krydser fingre for den 16-årige lokalengel.
X Factor, DR1, fredag
Galapagos-øerne, DR1, lørdag
