Læsetid: 3 min.

Lars Liebst, Øvlisen og Michael Christiansen

Jeg vil vædde en halv armslængde på, at mange af kulturens vogtere slet ikke har den magt, som man tror, de har
7. januar 2009

Hvem er de mest magtfulde mennesker i dansk kulturliv? Hvem er det, der bestemmer, hvad, der skal udstilles, hvilke film, der kan få penge, hvilke teaterstykker, der skal sættes op?

Et ikke uvæsentligt spørgsmål, som dagbladet Politiken forleden kom med nogle bud på. Udgangspræmissen var, at kulturen er blevet en sag for økonomer og administratorer, altså en djøficering, som også kendes fra andre samfundsområder. Derimod har de, der virkelig har "forstand" på kultur, kunstnerne, ikke meget at skulle have sagt, og i de senere år har de fået endnu mindre. Armslængden er skrumpet ind.

Som nogle af de mest magtfulde - ud over selvfølgelig kulturministeren - eksemplificeres med tre personer, Lars Liebst, Michael Christiansen og Mads Øvlisen. Det er en seniorforsker ved Copenhagen Business School, Jens Nielsen, der nævner dem.

De tre har lederevner og politisk tæft, og navnlig er de i stand til "at skabe ro i baglandet", for det kræver sin mand at styre kunstnere. Underforstået at disse er som en sæk lopper, der har det med at gø.

Derudover har avisen moret sig med at lade deres kunstfaglige redaktører udpege tre navne, som skulle være blandt de mest magtfulde i hver enkelt genre, idet en af dem skulle være en kunstner. Her er deres valg.

-Billedkunst: Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, Poul Erik Tøjner og Olafur Eliasson.

-Klassisk og jazz: Peter Augustinus, Ole Mølgaard og Leif Lønsmann (to-i-en) samt Anders Laursen.

-Film: Henrik Bo Nielsen, Helle Schmidt og Niels Arden Oplev.

-Tv: Palle Strøm, Lars Grarup og Cecilie Frøkjær. Teater: Eric Jacobsen, Mikkel Harder-Munch-Hansen og Ghita Nørby.

-Litteratur: Johannes Riis, Stig Andersen og Lars Bukdahl.

-Beat: Gunnar Madsen, Lars Trillingsgaard og Thomas Troelsen.

-Arkitektur: Flemming Borreskov, Jens Kramer Mikkelsen og Lene Tranberg.

en sådan kan man ikke stille det op. Kulturens magtforhold er et intrikat konglomerat, hvor den, man tror har stor indflydelse, er begrænset af diverse formalia, mens andre, som opererer i det mere stille, opnår store resultater - og hvor de, som har den formelle magt ofte vil lade sig rådgive af f.eks. de største kunstnere, som derved får indflydelse uden at have magt. Jeg vil vædde en halv armslængde på, at mange såkaldte magthavere er fastlåst af diverse lovgivning og regler.

Frøkjær og Gabold

At Hans Edvard Nørregaard-Nielsen har magt over en stor pengekasse via sit formandsskab for Ny Carlsbergfondet til at indkøbe kunst for, er uomtvisteligt. (Øvlisen derimod har en meget lille kasse). Men har Niels Arden Oplev mere magt end Lars von Trier og Peter Aalbæk Jensen? Cecilie Frøkjær mere end Ingolf Gabold? At Lars Bukdahl har magt på linje med med Johannes Riis og Stig Andersen må være ugens vits. Dertil er han for meget bajads.

Det kan godt være, at der skal mere magt tilbage til kunstnerne, men så skal det ske i tidsbegrænsede perioder, som det allerede sker for teaterdirektører, filmkonsulenter og i udvalgene under Statens Kunstfond. Ellers vil de ofte stivne i en favorisering af støtte til egen skole, egen generation. Til gengæld kan de tilføre de visioner, som djøf'erne ikke har. Disse kan derimod være udmærkede som overadministratorer, som står til økonomisk ansvar over for staten og taler det sprog.

Albuer og negle

Man taler om armslængdeprincippet som en fast størrelse. Det er den ikke, og helt undgå politikeres indflydelse kan og skal man ikke. De fordeler pengene på demokratiets vegne. Måske man snarere bør skelne mellem overarme og underarme, albuer og hænder?

Guderne skal vide, at mange kunstnere kæmpe sig frem i tilskudsjunglen med det yderste af neglene, så de er helt udmattede, når de endelig skal til at skabe værkerne. Men kan det være anderledes?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tine Sørensen

Mærkværdigt sammensurium af "kunstnermagt" i Politikens udvalg. - Magt til hvad? - Nogle af dem har muligvis magt i form af respekt fra egne kolleger. Men det forekommer ikke at være kriteriet for udvælgelsen. Andre har en udsøgt "magt" til at pleje egen karriere pga. evne og vilje til at skabe økonomiske succes'er. - Altså pop. - Det synes nærmere at være det, der er kriteriet. Men det kan vel ikke siges at være specielt kvalificerende til magt i kunstpolitisk forstand.