Læsetid: 16 min.

'Lidt mere Totesraum, bitte'

I anledning af Montanas Litteraturpris bringer Information boguddrag fra de nominerede værker. Her titelteksten fra Christina Hesselholdts roman 'Camilla and the Horse'
9. januar 2008

[Camilla]
Først går vi ind på en dyr italiensk restaurant over for stripbaren og drikker en flaske vin for at fordrive tiden, det bliver hurtigt tydeligt, at tjeneren er betaget af min mand, der er oppe i årene, men fyrig. Tjeneren er også oppe i årene, han er fotograferet sammen med både Sophia loren og Helmuth Kohl på denne restaurant, det får min mand op af sædet. Nå, så er klokken vist ni, og vi skrår over gaden. Vi entrerer. Jeg begynder at spørge i baren, om det er okay jeg er der, selvom jeg er kvinde. Det er for at indynde mig og få kontakt. Det er helt i orden, vi er også de eneste gæster. Pigen bag baren er fra Rumænien og stærk og korthåret. Min mand synes jeg er god til at få kontakt og slappe af. Man skal passe på ikke at rose mig for meget, så bliver jeg vældig ansporet, så kan jeg godt gå over stregen og slet ikke være til at stoppe. Der er så mange ludere, at jeg ved ikke hvad; vi er de eneste gæster og har ikke tænkt os at købe sex, det siger jeg flere gange til barpigen. Det er sandelig også helt i orden, vi kan bare drikke, der følger tre drinks gratis med entreen, jeg tager det stærkeste, og det er hurtigt nede. Oppe på scenen begynder showet, en mulatpige gør de forventelige ting og bevægelser med og om en gogo-stang, indtil hun er nøgen. Jeg tænker på cirkus og stor træthed, rutiner, for jeg kan ikke lide at sige: som et træt cirkusdyr. I det øjeblik hun forlader scenen, bliver hun genert, hun bøjer hovedet og knuger sit tøj mod maven.

I mellemtiden ved baren: en kvinde har taget plads ved siden af mig, også hun rumæner (fremover benævner jeg hende min skat), jeg spørger hende, om hun kender Herta Müller, hun beder om titler, jeg nævner Ræven var allerede dengang jægeren, det er ikke nogen let titel på tysk, ikke for mig, med mit tysk; hendes tysk er heller ikke for godt, hun tager undervisning og påstår, at hun taler 85 procent grammatisk tysk. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, »modalverberne, du ved«, siger hun. Dem kender jeg. Men det går op for mig, at jeg fuldstændig har glemt, at artikler og navneord bøjes, så har intet af det, jeg har sagt, givet mening. Jeg har altså talt 0% grammatisk tysk og slår over i engelsk. Jeg sidder med ryggen til min mand, han er vældig interesseret i, hvad vi taler om, og en gang imellem vender jeg mig om og fortæller ham lidt. Så nikker han og kommer med tillægsspørgsmål. Jeg spørger min skat, om hun sender penge hjem til sine gamle forældre, for det læser man altid om, men nej, for de hjalp hende ikke, og så hjælper hun ikke dem. »Er det lidt hårdt?« spørger min skat. Det synes jeg, det er. Det synes min skat også selv. Hver gang min mand bliver inddraget i samtalen, behandler hun ham med stor respekt, han får alt det rum, han vil have. Det gør mig jaloux, jeg vil gerne have hendes fulde opmærksomhed.

»Vil du gerne købe ham«, spørger jeg, »for 300 euro?«

Hun kigger på ham for at se, om han synes, det er sjovt, det synes han.

»Åh, det er dyrt, det er dyrt,« siger hun.

»Han er lidt gammel, men han er god,« siger jeg, »han knepper som en hingst.«

»Ah, en superboy,« siger hun.

»Boy og boy,« siger jeg.

»Prince Charles,« siger hun til ham, og det synes han godt om.

Min mand læner sig tilbage i barstolen og ler, min skat ler, jeg ler. Det går op for mig, at jeg tager hendes tid og spørger, om hun vil have penge for at tale med mig.

»Åh Camilla,« siger hun til mig, »penge, penge, penge.«

Jeg rækker sedlen frem imod hende og kan godt se, at hun ikke synes 50 euro er ret meget, men sedlen forsvinder under hendes tøj. Hun er mørk og kunne være zigeuner. Nu synes min mand, det bliver for kedeligt, han rejser sig og slentrer hen til en gruppe piger ved et bord, blandt andet den rumænske barpige, der studerer matematik, hende vil han lige sludre lidt med. Han interesserer sig for rumænsk levestandard, forskelle og ligheder i tiden før og efter Ceausescu. Det gør mig lidt utryg, at min mand taler med andre kvinder, »årh, mein Schatz,« siger min skat, »lad ham dog, sådan er det en gang imellem, det har alle brug for«. »Mmm.« Så spørger jeg, om hun har en kæreste. Det har hun, men ser ikke begejstret ud. Jeg spørger, om det er svært at have et kærlighedsforhold, når man er prostitueret. Hun trækker vejret dybt og siger noget om orgasmus, hun skal til at holde foredrag om forskellige typer orgasmus, eller fraværd af orgasmus, da der kommer kunder, tre små kinesere, og nu må hun løbe. Jeg føler mig forladt. Hun snor sig om dem. Jeg rejser mig og går hen til min mand og kvinderne om det runde bord.

»Det bliver dyrt,« siger jeg til ham, »det er en dyr samtale, du fører.«

»Nej,« siger han, »det her er personalebordet. Og jeg taler med en, der arbejder bag baren.«

»Tro mig,« siger jeg, »det bliver dyrt. Det er ligesom at sidde i fire taxier på én gang.«

»Vrøvl,« siger han, »vi taler om Rumænien.«

»Vrøvl,« siger pigerne.

»Så siger vi det,« siger jeg, »vi siger, jeg har forfølgelsesvanvid.«

Jeg slutter mig til den lille kreds, der består af:
1. Mulatpigen, 24 og skeptisk
2. en lys kvinde, der præsenterer sig som alkoholiker
3. En sorthåret med et lille ansigt, som hun netop har fået løftet
4. Barpigen

---

»Mein Schatz,« siger min skat ved synet af mig (kineserne er ved at gå deres vej) og anbringer sig på en stol bag mig og slår armene om mig, »Camilla and the horse,« siger hun til de andre og peger på min mand og mig. Så ryster hun på den ene finger i luften foran sin næse og retter sig selv: »Prince Charles,« siger hun og peger på min mand.

Jeg roser mulatpigens optræden behørigt og spørger hende så: »vil du købe ham? Han er lidt gammel, men han er god.«

Hun når ikke at svare, så læner alkoholikeren sig hen over bordet og præsenterer sig igen som alkoholiker. Jeg fortæller hende, at hun er højt begavet og vældig køn og opfordrer hende til at holde op med at drikke og være glad for sig selv. Jeg viser hende, hvordan jeg klapper mig selv på skulderen hver dag, desværre husker jeg ikke, hvad det kneb hedder, men det virker (for hver dag der går, bliver jeg mere tilfreds ed mig selv), jeg har det fra en artikel i Reader’s Digest. Jeg aftvinger hende et løfte om ikke straks at begynde at drikke igen næste morgen, jeg begynder at se mig selv som en slags barfodslæge, gående fra bar til bar, jeg bestiller champagne til hele bordet for at fejre alkoholikerens beslutning, og min skat kysser mig, hendes tunge er meget spids, min er meget tør, det bliver dyrt, og jeg fortæller dem, at samlivet med min mand er som en laaang tysk pornofilm, han er en superboy, han er opløst, jeg er også helt opløst, min skats ene bryst er faldet ud og hendes nederdel har drejet sig en halv omgang, hun er ved at gå i opløsning, men hun aer mig og aer mig, nu vil hun hjem, derfor giver jeg hende en lussing, ikke ret hårdt.

»Hun slog mig,« siger min skat forbløffet.

»Det skyldes kærlighed,« siger hende med det lille ansigt, »jeg foretrækker herrer, men en gang imellem tager jeg mig en frue.«

»Undskyld, undskyld, undskyld,« siger jeg, det er morgen, og jeg spørger hvad det vil koste, hvis hun bare bliver en time til, årh be-be-be, men hun bor laaangt ude i forstæderne. Jeg ser min skat for mig, alene i U-Bahn, alene i S-Bahn. Jeg vil købe mere champagne til hende, til alle.

Vi må gå nu, baren lukker, klokken er syv, jeg har en mand, der knepper som en hingst, jeg græder, »ooooh« hujer de ved synet af tårerne: »Det er ægte kærlighed,« jeg giver alkoholikeren en sidste formaning, nu må hun klare sig uden sin træner, for nu går Camilla and the horse, »Næh næh næh, Prince Charles«, min hest er min stok denne stikkende morgen; det er pludselig sidste sommer nogensinde.

---

Jeg ville ønske jeg var Zizek. Zizek kan få alting til at hænge sammen, hvis jeg havde været Zizek, ville jeg nu, lige nu, ligge på et punisk bordel og kneppe om kap med Houellebeque, luderne ville ikke være trafficked, bare glo-ba-li-se-re-de pro-sti-tu-e-re-de – kan du høre det sunget af gregorianske munke, eller måske en kastrat: glo-ba-li-se-re-de pro-sti-tu-e-re-de.

Åååh, den menneskelig, den alt for zizek’ske trang til sammenhæng, hvor ingen er. hvad er det, jeg ikke kan få til at hænge sammen? Min hukommelse? Mit kærlighedsliv? Det må vi se lidt nærmere på.

Jeg savner min rumænske skat. Jeg fik aldrig fat i hendes navn. Min mand siger : hvis du vil se hende igen, skal du skynde dig tilbage, det er flygtige folk. Hvormed han mener, hun at hun måske allerede nu arbejder i en anden bar, i en anden by; eller, at så mange mennesker er gledet gennem hendes hænder, at hun har glemt mig, eller risikerer snart at gøre det.

'Flygtige folk', udtrykket overraskede mig. Som om han var i besiddelse af en erfaring jeg ikke kendte til – som han nu løftede en flig af.

Først kunne jeg heller ikke huske hende. Jeg mener: jeg kunne ikke se hende for mig. Og jeg kunne ikke rigtig huske, hvad der var foregået.

Allerførst, da jeg vågnede op ad formiddagen efter kun et par timers søvn (vi forlod baren klokken syv og trådte ud i en morgen, hvis lys var som nåle, jeg grædende over min tabte kærlighed, over afsked som sådan, over livet s korthed) og med frygtelige tømmermænd, måske snarere endnu beruset, allerførst fandt jeg i min taske hendes adresse og telefonnummer, som jeg havde afpresset hende, som hun havde rakt mig med et skuldertræk (måske et falsum) og skyndte mig at rive sedlen i småstykker og skylle den ud i toilettet for ikke at lade mig friste til at kontakte hende. En erindring ankommer, på perron hjernebarken, dyster som et godstog. Det ene tab river tanken om et andet med sig. Tab åbner for tab åbner for tårekanalerne. Allerede som barn frygtede jeg det værste. Jeg var hemmeligt forelsket i en dreng fra min klasse og skrev kærlighedsbreve til ham, som ikke var bestemt for hans øjne, aldrig aldrig, min kærlighed var håbløs, jeg skrev brevene, (well, it was not exactly Shakespeare, was it?) fordi han føltes alt nærmere, mens jeg henvendte mig, mens jeg anbragte hans navn i et hjerte sammen med mit. Af frygt for at disse breve alligevel skulle falde i hans hænder, eller i et hvilket som helst par hænder for den sags skyld, rev jeg dem straks efter affattelsen i småstykker og skyllede dem ud i toilettet. Ikke så snart havde jeg trukket ud, før mareridtet begyndte. Jeg forestillede mig, at han kom ud i sit badeværelse mange kilometer fra mit og opskyllet i hans wc-kumme lå – mit iturevne brev, som han straks ville fiske op, tørre, sammenstykke. Hvorefter han ville kaste hovedet bagover og le, og jeg skifte skole. En fatal fejl i kloaksystemet var skyld i dette frygtelige, hans og mine rør var forbundne! Næste gang brændte jeg mit kærlighedsbrev. Vinden greb et par svedne flager og førte dem ud af vinduet. Jeg gav mig til at dagdrømme og var dermed fri for at skaffe beviser af vejen. Nu afgår erindring fra perron hjernebarken, gå ikke over sporet. Og hold på portemounæen.

Vi befandt os på 25ende etage på et hotel på Alexanderplatz, i højde med tv-tårnets restaurant. Jeg kunne trække gardinerne for og gøre det lille hotelværelse mørkere, endnu mere indelukket, og jeg kunne lade der være frit udsyn til min elendighed, Ikke at jeg tror, nogen kunne kigge ind i vores hotelværelse fra restauranten i tv-tårnet, det skulle da være med en kikkert,. Ikke, at jeg troede, nogen kunne finde på det. Nej, tv-tårnet virkede i sig selv så observant, en bastant observatør med røde blinkende øjne lige uden for vinduet.

Wc og brusebad var anbragt i et glasrum med grønt, meleret glas inde i hotelværelset, en brusekabine med toilet. Jeg kastede længe og stødvist op i dette lille bur, hvor man dårligt kunne ligge på knæ og som ikke afskærmede én lydeligt fra det omgivende rum, (jeg håbede, at Charles sov fast). Hvem der kunne brække sig lydløst, silende ligesom. Ligesom udtrykket: at livet render ud af en. Som om livet var en lille bæk. Jeg gjorde det i krampagtige stød, knælende, i den ydmygste af stillinger, armene slynget om den hvide kumme, favnende den (hvor havde jeg dog meget hellere knælet blandt får ved en bæk og drukket, blandt får).

Jeg har sådan set altid forestillet mig, at min død vil komme til at udspille sig på et badeværelse, et meget rent et, en nærmest antiseptisk død, lænet mod hvid emalje, en forsmag på kistens hvide ro, men jeg håber, at min døds badeværelse vil være større end kabinen på hotelværelset på Alexanderplatz, lidt mere plads, lidt mere Totesraum, bitte. Efter at have kastet op lagde jeg på min seng med lukkede øjne og forsøgte at huske. Ved siden af mig snorkede Prins Charles.

---

Det første Charles gjorde, da han vågnede, var at klemme min hånd. Et lille klem, der betyder: vi hører sammen, vi to; endskønt andre mennesker har fanget vores interesse i nat. Eller det kunne også betyde: jeg har ikke hørt dig kaste op. Meget beroligende, meget kærligt. Jeg klemte tilbage. Derefter sprang han op og gav sig til at rode i sine lommer og fremdrage samtlige kvitteringer fra nattens fest. Visa-kortet var blevet kørt igennem rigtig mange gange. Vi havde ikke kunne bruge Visa på baren, de ville have cool cash, og barpigen havde tilbudt, at Charles kunne blive kørt til en pengeautomat i barens hvide 6-dørs Cadillac med tonede ruder, sådan en, der ligner en overdimensioneret rustvogn (hvis jeg slev kunne vælge min død, ville jeg blive påkørt af en rustvogn, døden er min bedste ven// mit livs hulkindede følgesvend, tra-la-la, det lyder som et af min veninde Almas haltende slæbende rim, bedemanden ville samle mig op fra gaden og anbringe mit kvæstede legeme oven på kisten, springe hospitalet over og kapellet med, ige til sagen, direkte til graven), men nærmere er, i hvert fald i dette tilfælde, et rullende bordel. Charles havde betakket sig. Han kunne udmærket spadsere. Og det havde han så gjort – op til flere gange – frem og tilbage mellem pengeautomaten og baren, her lå beviserne på alle hans spadsereture, en bunke krøllede kvitteringer.

»Uha,« sagde han, »det har været en dyr nat.«

»lad os nu lige se, hvad vi har af kontanter rundt omkring i lommerne,« sagde jeg optimistisk.

Men det var ikke så meget.

»Vi har brugt 9000 i nat.«

»Euro?«

»Kroner.«

»Hvad er det i euro?«

»Hvorfor vil du have det i euro?«

»Hvad er det i yen?«

Han så på mig. Og jeg vidste, vi tænkte det samme. Han havde påstået det var gratis, frit og kvit, at tale med pigerne ved personalebordet om rumænsk levestandard et cetera, et cetera, og jeg havde vist, det blev dyrt, at det betød, vi kom til at betale for alle deres drinks, mens samtalen pågik. Jeg sagde ikke noget. Derved fordobledes fornøjelsen: jeg havde både haft ret og kunne nu vise mit storsind ved ikke at sige noget. Jeg smilede til ham. Og indkasserede mine point. Derefter gav vi os til at diskutere muligheden for at trække beløbet fra. Charles er madanmelder. Men selvom vi havde siddet i baren og dyppet nachos i avocadodip (fra dåse), kunne det næppe kaldes en restaurant. Jeg blev dårlig igen og sagde: »Kære, søde Charles, vil du ikke nok gå udenfor et stykke tid?«

»Ud på gangen?«

Jeg nikkede: »ja, men hurtigt.«

Han trak hurtigt i bukser og skjorte og åbnede døren til gangen. Idet jeg klemte mig ind i kabinen, sagde han: »Du ved da, at en fest, der føres helt igennem, er et selvmord.«

Balkonen. Genet.

»Ja,« svarede jeg, »vi skulle have valgt liljemarkernes kedsomhed.«

»Genet,« sagde han og lukkede døren.

Vi har lige læst Balkonen. Vi læser højt for hinanden, før vi skal sove. Jeg læser romaner, digte, dramer højt for Charles. Og Charles læser madopskrifter op for mig. I forordet til en af hans kogebøger står, at der ikke er noget til hinder for, at mennesket bliver 140 år. Den bog spiser vi efter. Når han er færdig, er vi blevet frygtelig sultne. Vi springer ud i køkkenet, og derfor er vi også blevet lidt, endnu kun lidt, for kraftige. Men når bare vi følges ad hen ad livets højtbelagte landevej, hvor din delle er min, og min delle din.

---

Det eneste jeg har tilbage af hende, er hendes lighter. Charles fandt den i sin jakkelomme og gav mig den. Den er sort. Med palmer. Og et par i selskabstøj der danser. Man aner en bungalow bag dem. Slanke og elegante danser de i den bundløse tropenat. Han i smoking, hun i en hvid cocktailkjole. Han med en hånd på hendes ryg, der svajer besnærende, hånden anbragt netop dér, i svajet. Hun med en hånd på hans skulder, bred i den skræddersyede jakke. En tjener med en bakke i hånden er ved at krydse bungalowens terrasse. Bungalow af banglã, et enetages hus for europæere i Indien. Det er en anden tid. Altsammen, formoder jeg, meget kolonialsk (det er bare, som om der mangler nogle søjler, det burde have været et hus med søjler fra kolonitiden), meget hedt, havet er ikke ret langt borte, og der er slanger i græsset. Det sker, at en slange trænger ind i bungalowen. Så skriger tjenestefolkene, og kvinden i den hvide kjole skriger allerhøjest. Små uudviklede mænd i kitler, mænd spinkle som fårekyllinger, kommer løbende ind fra haven og gør kort proces. Chaufføren læner sig op ad den store bil og keder sig, han har tændt en af herrens cigarer og må ryge den i dølgsmål, inde i hånden, hvis det kan lade sig gøre med cigarer. Parret befinder sig i en tidlig fase af deres ægteskab. De ka stadig finde på at danse ud på terrassen om natten.

Jeg beholder lighteren. Den er et minde. På et tidspunkt trak jeg hende ud på dansegulvet – jeg dansede først ud, mens jeg, fra min beruselses dyb, slog ud med armene som en skøjtedronning og råbte: »Jeg er arkitekt.« Selv om jeg slet ikke er det.

Charles og det lille selskab ved personalebordet, bestående af alkoholikeren, mulatpigen, barpigen og den sorthårede kvinde, som for nylig havde fået en ansigtsløftning, og hvis lille ansigt mindede om en stram rosin, iagttog os, hujende. Jeg havde usandsynligt meget tøj på. Halvlang nederdel, flade støvler og tyk, sort sweater. Hun var mere passende, mere luftigt klædt. Jeg har nok lignet en aldrende, lidt for buttet panter. Stadig med en vis smidighed. Men. Hun længtes allerede pådet tidspunkt efter at komme hjem. Da vi satte os, sagde barpigen, mens hun pegede på Charles: »han har børn.«

»Dem har han fået i Hamborg,« sagde alkoholikeren.

»Uh, man skal ikke tage til Hamborg.«

»Nej, lad være med at tage til Hamborg.«

»jeg har aldrig været i Hamborg,« sagde Charles og stak sin tegnebog i lommen. Han havde åbenbart fremvist sine voksne sønner. To driftige mænd i tyverne. Forretninger, dette lidt uldne ord. Den yngste tjente allerede som syttenårig sin første million. En lykkelig historie. Han er ikke min søn. Men også jeg har forventninger til ham.

Charles kastede sig tilbage i stolen af latter, mens han kiggede på mig og rystede på hovedet, vi var landet blandt surrealister. (Jeg kom til at tænke på Gulliver, og hvad han blev udsat for, hvor overrasket han blev. Som barn kunne jeg ikke få nok af at kigge på den illustration, hvor den kæmpe Gulliver vågner op hos lilleputterne og finder sig tøjret til jorden med et utal af tynde tråde, på og omkring hans krop vrimler en hær af miniatureindivider, flittige som myrer, alle sammen med et eller andet nyttigt i hånden, på vej til at udføre et nyttigt ærinde).

»Han er en hingst.«

»Uh, en superboy,« sagde min skat og trak en stol hen bag mig og omfavnede mig.

»Teufel,« sagde hun.

Lidt efter var det, at hun tog fat om mit hoved og kyssede mig. Og jeg gav mig til at tro, at hun var blevet optaget af mig. Vores bekendtskab varede fra klokken cirka 21, da vi ankom til baren, og hun satte sig på en stol ved siden mig, og til klokken syv, da vi modstræbende (i hvert fald jeg modstræbende) forlod stedet.

Hver eneste gang hun i løbet af de omtrent ti timer forlod mig, for eksempel til fordel for de små kinesere, havde jeg det, som om der manglede noget. Som om det at eksistere var et greb i den tomme luft (hvad det muligvis også er). akkurat sådan var det, da jeg for over femten år siden mødte Charles. Tomt, ensomt, hult, forkert, hvis han ikke lige var i nærheden.

Link:
Oplev samtlige nominerede til Montanas Litteraturpris her

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu