"Når man kommer, skal man kunne se, at her ligger noget andet," siger Laila Bach Sørensen.
Sammen med sin mand, Skjold, bor hun i Hertha, en lille landsby, eller rettere en del af en landsbyen Herskind i nærheden af Århus.
Første spadestik til Hertha blev taget i 1995. I dag bor der ca. 120 mennesker i landsbyen, hvor den centrale beboergruppe består af 20 udviklingshæmmede voksne. For hver af disse er der fire ansatte. Aldersmæssigt spænder beboerne fra 0 til 85 år. Landsbyen er selvforsynende med alle basale fornødenheder, de udviklingshæmmede arbejder i beskyttede værksteder med alt fra mælkeproduktion til tekstiler, landbrug og madlavning.
Det er Laila, der har inviteret mig til at besøge Hertha, og når man kører op ad sidevejen, der er indfaldsport til Hertha, er man ganske rigtigt ikke i tvivl om, at dette er 'noget andet'. De fleste huse er af træ, enkelte af halm, og de er malet i koboltblå, svenskrøde og okkergule farver. Bebyggelsen har sin egen identitet, helt forskellig fra den omgivende danske parcelhusidentitet. Hustagene bøjer, knækker og rejser sig opad og ligner snarere eksotiske planter end toppen af et hus. Selve husene er runde og ottekantede, eller de har tårne, karnapper og ovale terrasser. Når man kører ind og i det hele taget kommer nærmere, optrappes det usædvanlige. På den centrale plads i landsbyen gnufler to kolossale, sortplettede grise rundt - jeg har aldrig før set så store grise. Køer er der også, ni styks malkekøer og 18-20 kvier, men de er i øjeblikket inde i stalden, en statelig bygning, der er som taget ud af et Edward Hopper-maleri.
Dyrene befinder sig lige midt i landsbyen, de øvrige huse grupperer sig uden om den optrampede, mudrede plads. Dyrene er anbragt midt i byen for at markere deres centrale betydning, forklarer Laila. Ifølge den tyske antroposof Rudolf Steiners idéer, som er dem, der ligger til grund for Hertha, har mennesker godt af at være sammen med dyr.
Åbne rum
Laila og Skjold bor i en af de nyeste lejligheder, oppe på toppen af den skråning, Hertha ligger på, og også indefra rammes man af arkitekturens særpræg. Lysindfaldet kommer både fra højtsiddende vinduer og glasdøre i gulvplan, intet rum virker afsluttet i sig selv, det åbner sig og fører én videre til det næste, ledt af lyset, der synes at komme alle steder fra, selv om det udenfor er januargråvejr og diset, uden det mindste blege solstrejf.
En trappe fører op til første sal, hvor man har udsigt over hele landsbyen og Lyngbygård ådal og enge, der strækker sig mod horisonten bagved. Dernede ligger søen, hvor man bader om sommeren, fortæller Laila, og her har man sået og plantet, så søen er omgivet af en usædvanlig artsrigdom.
Min mosters hus
Meningen med Hertha er at skabe et levende arbejds- og nabofællesskab med de udviklingshæmmede som den faste beboerkerne, og vi har ikke spadseret mange minutter gennem landsbyen, før jeg bliver klar over, at man er opmærksom på hinanden her.
Vi møder Josef og Morten, der arbejder i stalden, og Josef hilser mig med bemærkningen: "Min moster bor i det hus, du lige har taget et billede af!"
Josef og Morten har sammen cyklet til Flensborg, i dag fodrer de køerne, tirsdag og torsdag er de letteste dage, betror de os. Og man må gerne give en hånd med. Skjold har lært at malke, fortæller Laila.
Mælken fra køerne tappes ved siden af i Danmarks mindste mejeri, kvalitetsmælk er det, resultatet af det biodynamiske foder, og en mælk, hvis sammensætning studeres indgående af konventionelle mejerigiganter som Arla.
"Når man ikke er presset økonomisk og tillige har den frihed, at man ikke pålægges opgaver udefra, så kan man blive et forskningssted," forklarer en af Herthas faste beboere, Per Clauson-Kaas, som vi møder i caféen.
"Man bruger de midler, der genereres ved, at beboerne køber mælk, grøntsager og brød i værkstederne, til forskning og produktforbedring. Hovedprincippet er, at det indre liv i landsbyen er målet," uddyber han.
Gartneriet
I den runde, højloftede fællessal møder vi Lars med Downs syndrom. Han er netop færdig i fysioterapien, han er glad for at bo her, siger han, "og min kæreste bor her også". Så er han smuttet. I næste uge skal han og en del andre af sted på skiferie.
Gartneriet på to-tre tønder land står Birthe for. Her dyrkes biodynamisk, gødningen forarbejdes efter biodynamiske principper, præparaterne til komposten laves af lægeurter, og Birthe viser fotos, hvor man kan sammenligne de biodynamiske grøntsagers bladsætning med konventionelt gødede planters. De sidste hænger godt nok med snotten, når man ser, hvordan de biodynamiske afgrøder gror. De får ikke kunstgødning gennem det vand, de drikker, men via naturlige humuslommer i den biodynamisk behandlede jord. Planterne udvikler to rodsystemer, et lodret, der opsuger vand og et vandret, der indoptager gødningen, de vender sig mod lyset og fotosyntesen og har i det hele taget en mere oprejst og åben bladsætning end de konventionelle.
Midt i Birthes udredninger kommer en halvstor pige, ligesom Lars med Downs syndrom. Hun græder utrøsteligt, hendes hundehvalp er død for fire måneder siden, men sorgen overvælder hende stadig. Den var så sød, og så døde den, hikster hun, Birthe holder om og krammer, og så finder hun noget, pigen kan gå i gang med.
Laila og Skjold abonnerer sammen med omkring 130 andre på grøntsagerne. For 400 kroner om måneden får de biodynamisk frugt og grønt hele året. I øjeblikket er der grønkål, rosenkål, porrer og palmekål på marken, mens jordkælderen byder på kartofler, rødbeder, gulerødder, pastinak, samt hvidkål, spidskål og selleri. Om sommeren kan Laila og Skjold selv hente deres grøntsager, hvor et rødt flag i marken markerer, at her må man høste. Et blåt flag betyder, at man gerne må give en hånd med lugningen.
Et problem skulle løses
Men hvordan bliver Hertha økonomisk uafhængig? Er der virkelig ingen problemer i det her - med kommunen, med de sociale myndigheder - og hvis der ikke er, hvorfor er der så ikke en hel masse andre, der gør som Hertha, hvor livet helt klart leves langt bedre end på en institution? Her får de udviklingshæmmede et tilnærmelsesvis fuldt liv med arbejde, ferier, rejser og kærester. De får en uddannelse, og de kan se, at deres arbejde er til gavn, de leverer kvalitetsmad til beboerne, og snart skal de også til at stå for skolemaden i Herskind.
"Vi kan levere, fordi vi har beskyttede værksteder," forklarer Per. "Vi leverer lønningerne, derfor bliver maden billig. Og samkvemmet med landsbyen er identitetsskabende for de udviklingshæmmede, der for eksempel kan køre op til skolen og aflevere de produkter, de selv har skabt."
100 x 10.000 kr.
Skjold uddyber forklaringen. Initiativet til det hele blev taget i slutningen af 1980'erne, fortæller han. En gruppe, som arbejdede med udviklingshæmmede børn på Kristoffergården i Odder, stillede sig spørgsmålet: 'Hvad sker der med dem, når de bliver voksne?' - og besluttede at finde en løsning på det problem.
Gruppen havde rødder i kollektivbevægelser og ungdomsoprør. En del arbejdede med økologi eller biodynamisk landbrug, og en del arbejdede som nævnt med udviklingshæmmede. En del var inspireret af Rudolf Steiners antroposofi, og det blev så den, der kom til at udgøre filosofien bag Hertha. Men der er ingen, der kræver, at man tror noget bestemt, understreger Skjold, der betegner sig selv og Laila som "nærmest grundtvigianere".
Gruppen brugte syv år på at formulere en vision om et dagligliv, som var så godt, at andre også gerne ville bo i det planlagte fællesskab. Man fandt 100 mennesker, der hver var parat til at indskyde 10.000 kroner. Så havde man en million til at købe et stykke bar mark ved Herskind. Man valgte bevidst et stykke bart jord, så man kunne opbygge det lille samfund fra grunden. Man byggemodnede og solgte grunde, hvorved man fik pengene tilbage og i omløb til værksteder og boliger, samt til alt hvad der havde med de udviklingshæmmede at gøre, ikke mindst forskning i plante- og dyreavl.
Derefter blev interesserede udefra indbudt til at købe eller leje sig ind i fællesskabet. En landsbyfond ejer den fælles ejendom, og et fællesmøde, hvor der sidder repræsentanter for de udviklingshæmmedes forældre, landsbybeboere og Steiner-folk, vælger repræsentanter til en fællesledelse, der består af en fondsbestyrelse og en boligfællesskab- og værkstedsbestyrelse.
Ingen fortilfælde
Herskind sagde fra begyndelsen ja og har da også nydt godt af naboskabet både kommercielt og kulturelt: Butikslivet og foreningslivet blomstrer. Der var ingen fortilfælde til Herthas konstruktion, så der blev udarbejdet en deklaration for hele området. Lokalplanen for 'Hertha Levefællesskab', som er landsbyfællesskabets officielle navn, er udarbejdet i samarbejde med den tidligere Galten Kommune. Efter kommunesammenlægningen hører Hertha under Skanderborg Kommune, hvor man finder lokalplanen under nummer 4.B. 3-02 på kommunens hjemmeside.
Forretningsføreren for Herthas bofællesskaber og værksteder, Ole Uggerby, forklarer, at de kampe, der har været, var dem, der blev udkæmpet omkring grundlæggelsen, hvor der ikke fandtes regler eller fortilfælde for et sted som Hertha. I dag lever Hertha slet og ret op til reglerne, Veterinærmyndighederne kommer på tilsynsbesøg og uddeler smileys, og for så vidt angår de udviklingshæmmede, er reglerne nedfældet i servicelovens paragraffer nummer 85 om retten til et sted at bo og til hjemmevejledning, samt nummer 103 om dagbeskæftigelse.
"Men Hertha repræsentere en nytænkning, vi er et sted, kommunen - og tidligere amtet - gerne vil vise frem," siger han.
"Nogle af de mennesker i den gamle Galten Kommune, som Hertha havde et godt samarbejde med, sidder også i den nye Skanderborg Kommune, og de har formået at skabe tiltro og tillid til stedet her," forklarer Ole Uggerby.
"Desuden har kommunerne et skrigende behov for dagtilbud til udviklingshæmmede, så det er klart, at der er interesse for et sted som Hertha. I Hjortshøj, et økologisk landsbyfællesskab nord for Århus, er man nu i fuld gang med at skabe noget lignende - blot med den forskel, at landsbyen dér kom først, og man nu skal til at integrere udviklingshæmmede beboere."
Projektet lykkedes
Projektet lykkedes altså. Folk som Laila og Skjold flyttede ind og fik en dagligdag, hvor alle basale fornødenheder var lige ved hånden, ligesom i gamle dages landsbysamfund, men her produceret og forarbejdet af udviklingshæmmede og deres støttegruppe af hjælpere - pædagoger og terapeuter, samt folk der har forstand på de håndværk, som dyrkes i Hertha.
"Fire skattebetalende borgere for hver udviklingshæmmet," pointerer Skold.
Landsbyen har sit eget gartneri, sit eget bageri, en butik, væveri, køkken, café, mejeri samt dyreholdet, køerne og grisene.
Desuden får Laila og Skjold og de øvrige beboere et fællesskab, hvor man kan deltage i kurser om kunst og kunsthåndværk, hvor man spiser sammen hver 14. dag, hvor der er morgensamling, hvis man har lyst, hvor der er musik, teater, foredrag, fortællekunst, udstillinger, og hvor man kan deltage i de årstidsfester, der hører til Steiner-samfundets cykliske ritualer: påskefest, Skt. Hans fest, Michaelsfest, lanternefest, adventsfest, julespil, nytårsfest og fastelavn.
Laila har ret: "Her ligger noget andet."
