Læsetid: 4 min.

Løn som forskyldt

Er man idiot, hvis man er tilfreds med tilværelsen trods degneløn, er Claus Hjort Frederiksen en ond mand, og ligger vi egentlig bare, som vi har redt? Det er noget af det, klummeskribenten runder i dagens tekst
Kultur
24. januar 2009

Jamen, er vi da selv ude om det? Alle sammen? I alt fald er det blevet bestemt, at vi skal betale 21.000 kr. hver som vores bidrag til, at finansverdenen kan få lov til at lade som om - næsten - ingenting er sket. Ja, jeg ved sgu ikke. Når man hører om bankdirektører, der føler deres menneskerettigheder gået for nær, fordi Helle Thorning Schmidt foreslår, at de højst må tjene 2,5 mio. om året, tænker man selvfølgelig på, om man i grunden ikke selv altid har været lige lovlig beskeden. Er beskedenhed overhovedet en dyd? Allen Ginsberg beklagede sig engang over sine vilkår som amerikansk forfatter. Han gjorde opmærksom på, at hans digte blev læst over hele verden, at han var det absolutte hovednavn, når han optrådte ved oplæsningsarrangementer, ligeledes over hele verden. Alligevel, sagde han surt, tjener jeg ikke mere end en skide skolelærer i Iowa!

Hvad mig angår, så er jeg godt nok hverken amerikaner eller verdensberømt, jeg er ikke lyriker (faktisk er jeg ikke engang homoseksuel - jeg beklager over for læsere, der måtte have haft sådanne forhåbninger), og indtil for ikke så mange år siden optrådte jeg ofte, når jeg overhovedet gjorde det, ved fællesarrangementer under genrebetegnelsen 'og mange andre' eller, i kortform: m.fl. På et enkelt punkt, dog, kan jeg vist godt sammenligne mig med Ginsberg: jeg tjener ca. det samme som en skolelærer på Falster. Men det er sådan set ikke det værste. Det værste er, at jeg, i alt fald indtil nu, egentlig har været meget godt tilfreds med det. Men nu spørger jeg igen mig selv: er beskedenhed en dyd? Ligefrem noget at prale med er det vel ikke?

Hjemmehjælperen Sonja

Jeg er langtfra den eneste, der lider af svigtende selvbevidsthed og upassende almuetilfredshed med en degneløn. En almindelig sognepræsts fede akademikerhyre er f.eks. ikke særlig velegnet til at imponere en faglært arbejder.

Alligevel er der hvert år et nyt kuld af unge mennesker, der er villige til at spilde deres tid med at læse teologi, ligesom der er andre, der kaster sig over arkæologi, oldtidskundskab, musik- og teatervidenskab og meget andet af den slags, der meget vel kan vise sig aldeles brødløst og kun i allerheldigste fald medføre en årsindtægt, man kan være bekendt at vise sin bankdirektør. Sådan er der så meget. Der er simpelthen noget, der tyder på, at vi slet ikke er så få tumper - eller aber, som Asger Aamund kalder os - der ikke først og fremmest går efter kæmpepenge, når vi vælger erhverv, men hellere vil beskæftige os med noget, der interesserer os. Selv hvis det indebærer, at de penge man får for det, kun lige knap nok slår til.

Hvem gad f.eks. være skue-spiller, måske endda på stjerneniveau, hvis man flere gange om året bliver truet med at blive tvangsaktiveret som hvad-som-helst, fordi der måske er to-tre ugers arbejdsløshed mellem to forskellige teaterroller. Hvis man kan leve med det, må det virkelig være lysten, der driver værket. Faktisk skulle du skamme dig, Claus Hjort Frederiksen. Som Vicki siger til Albert Arnesen i Matador: 'du er en gammel, kedelig og ond mand!'

Men ret skal være ret: kulturministeren har endnu mere grund til at skamme sig, når hun ikke synes, det er noget, der rager hende. Det er det.

Det er lige nøjagtig hende og Kulturministeriet, det rager, at Sonja Oppenhagen risikerer at blive sendt ud som hjemmehjælper, fordi der ikke lige er en ny Vickirolle til hende.

Bedre sent end aldrig

Det er ikke så godt for ens følelse af selvværd, hvis beskedenhed, som man ellers har opfattet som en dyd, i virkeligheden er lig med, at man er idiot og et pjok. Men måske passer det slet ikke, at der er så nøje sammenhæng mellem kvaliteten af det, man laver, og så de penge man får for det. Ham der Guld-Iver Flintesten fra Danske Bank, ville han mon uden videre kunne få sig et job i udlandet, hvis han skulle være utilfreds med de sølle 12,6 mio. han får i løn nu? Har de ikke selv de bankdirektører, de skal bruge? Også bankdirektører, der uden inspiration udefra kan finde ud af at låne Stein Bagger 350 mio. kroner uden nogen form for sikkerhed? Det tror vi nok, de har. Især i USA, mener vi at vide, er der ingen mangel på opfindsomme direktører med sans for både finanser og fiktion, på højniveau endda. Ren verdensklasse.

Men 21.000 kr. For de penge kan man f.eks. købe en brugt Nissan. Måske nok noget af en pissepotte så, men nogle mennesker har jo ikke råd til andet. 21.000 er mere end en kassedame tjener om måneden. Det er ti procent af en ufaglært arbejders årsløn, en syvendedel af, hvad en fortjent kunstner maksimalt kan få udbetalt i den livsvarige ydelse, hvormed samfundet ønsker at takke ham for hans bidrag til dansk kultur. For folketingsmedlemmer, der har 600.000 kr. i grundløn om året, og også for bankdirektører jo, er det småpenge. Men det er det altså bare ikke for os tumper og aber med degneløn og derunder - og os er der flest af. Men vi ligger måske, som vi har redt? Det er vores egen skyld, vi kunne bare have ladet være med at spekulere i IT-aktier, i spabade og nye udekøkkener. Når man sådan rigtig tænker efter: hvor har vi i grunden været nogle svin med vores penge! Men nu har vi en chance for at lære det: at det ikke kun er et spørgsmål om, hvad samfundet kan gøre for os, men bestemt også om hvad vi kan gøre for samfundet. Bedre sent end aldrig.

Ikke tretten øre, som i Storm P.'s dage, men 21.000 kr. Sådan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her