Mellem pop-eskapisme og inderlighed

Whoop - Uh-huh
Whoop - Uh-huh
Boing! Boing!
Whoop - Uh-huh
Yes
Okay

Nik&Jay, 2006

Der var engang, popmusik handlede om noget. Der er sikkert ikke mange, der kan huske det, men faktisk var der perioder i populærmusikkens historie, hvor de numre, der blev spillet allermest, ville sige os noget. De ville fortælle os om verdens sande tilstand, trøste os med inderlige sange om håb eller dulme vores fortvivlelse med andres ulykke. Og dengang tog vi os ikke af, om kunstneren var gammel og halvskaldet, og om sangen varede de obligatoriske tre minutter, eller den skulle bruge flere minutter på at få os i den rette stemning. Dybe og alvorlige sange som Band Aid's "Do They Know It's Christmas", Simon And Garfunkels "Bridge Over Troubled Water" og "That's Whats Friends Are For" med Diane Warwick og hendes venner har alle været de mest aflyttede numre i deres respektive udgivelsesår, mens det i 2003 var rapperen 50 Cent, der hittede med nummeret "In Da Club", året efter R&B-sangeren Usher med nummeret "Yeah" og i det forløbne år er det rapperen Flo Rida, der har fået mest air play med "Low". Den handler lidt langtrukket fortalt om pigen Sawty, som Flo Rida er blevet lidt lun på og derfor er omkvædet "Shawty got low low low low low low low low". Det kunne godt minde lidt om årets hit herhjemme i 2003, som tilhørte duoen Nik&Jay. Det var med nummeret "Hot", hvor omkvædet lyder "Hot, hot, hot, hot."

Men ny forskning tyder på, at vi måske går de mere inderlige og alvorlige sange i møde igen. Psykologiprofessorerne Donald F. Sacco jr og Terry Pettijohn II fra Costal Carolina University i South Carolina har netop offentliggjort en rapport, hvor de sammenstiller popmusik med samtidens socioøkonomiske forhold fra 1955 frem til 2004. Og de mener at have fundet en klar sammenhæng:

"Hvis du ser på alle de numre, der har ligget nummer et på Billboards hitliste, vil du opdage, at der er en sammenhæng mellem nummerets karakter og de socioøkonomiske forhold," siger professor Terry F. Pettijohn II.

"Jo mere ustabil situationen er i USA, jo længere og langsommere bliver hitsene. Teksterne har en dybere mening, og temaerne er tungere og refererer mere til tidens politiske forhold. Omvendt forholder det sig, når man ser på musikken i opgangstider. Her bliver sangene hurtigere, kortere og mere overfladiske."

Hårde tider, tung musik

De to psykologer har udregnet et pointsystem for hårde tider ved at sammenholde arbejdsløshed, personlig indkomst, prisindeks på forbrugsvarer, den gennemsnitlige levealder samt selvmords-, drabs- og skilsmisseraten. Det tal har de så læst op imod fire forskellige forhold for årets nummer 1-hit siden 1955 på Billboards berømte hitliste: Sangens længde, sangens indhold, hvor trøstende sangen er, og endelig, hvor moden den hittende kunstner var. Følger man psykologernes metoder, er ligheden slående. Et af de numre, der scorer allerhøjest på indholdsskalaen er Dionne Warwicks "That's Whats Freinds are For". Nummeret, der blev opført sammen med Stevie Wonder, Gladys Knights og Elton John, blev årets hit i 1986, og ifølge Pettijohn og Sacco er netop det år det hårdeste siden 30'erne. Et andet tungt år var 1997, og her hitter Elton John med Prinsesse Diana-hyldesten "Candle in the Wind", der også er en topscorer på indholdssiden. Et af de længste hit nogensinde er Simon And Garfunkels "Bridge over Troubled Water" fra 1970, hvor humøret i samfundet ramte et lavpunkt. Nummeret scorer også højt på trøsteskalaen, ligesom "That's What Friends are For" gør det.

I længde er Simon and Garfunkel næsten kun overgået af Phil Collins hit "Another Day in Paradise" fra 1989, men her er tiderne ifølge de to psykologer også væsentlig hårdere end 1970. Hvad angår udstråling og karisma, er der også en klar sammenhæng mellem tidens tand og årets hit. Efter en sindrig metode, ud fra blandt andet alder og størrelsen på øjnene, er pigebandet Destiny's Child den absolutte bundskraber, hvilket også falder sammen med deres nummer 1-år, 2000, der skulle være det letteste år i perioden 1955-2003.

Ser man på de senere år, kunne noget tyde på at tendensen fortsætter. Gennem en voldsom økonomisk optur har den mest populære musik tilsyneladende været forskånet for dybe tekster og trøstende omkvæd. De har, som PettiJohn og Saccos resultater også foreslår, været hurtige, glade og overfladiske.

"Der er to ting, der har præget musikscenen i 00'erne," siger forfatter og rockkritiker Klaus Lynggaard.

"Det ene er den nye Rock'n Roll, der blev introduceret med bands som The Strokes og Artic Monkeys. Det er meget 1-2-3-4 og derudaf og en tilbagevenden til rockens rødder. Den anden er hele teenageidoldyrkelsen, der eksploderede med stjerner som Britney, Robbie Williams og Christina Aguilera."

Ingen af dem - medgiver Klaus Lynggaard - er tynget af for meget indhold eller modenhed.

Det er heller ikke det, der har præget de bedstsælgende udgivelser i 2008. I toppen finder vi albums som Highschool Musical 3, X factor-vinderen Martin, Britney Spears og Nik&Jays greatest. Men måske modenheden hos de tre store rockbands, der gjorde comeback i år, taler for at vi er på vej mod andre tider, selv om inderlige tekster nu aldrig rigtig har været det bærende element hos AC/DC, Guns'N Roses og Metallica.

Virkelighedsflugt

Sammenhængen mellem krisetider og musikpræferencer kommer ikke bag på professor Pettijohn. Han henviser til tidligere undersøgelser af sammenhængen mellem blandt andet musiksmag og socialklasse, hårde tider og Playboy-modeller (ja, nøgne kvinder bliver mere modne, højere og tungere i modgangstider) og socioøkonomiske forhold gennem tiderne sammenholdt med præferencer for tv-udsendelser, hvor de samme mønstre viser sig.

"Populærmusik er som al andet kunst en refleksion af tiden. Vi bruger musikken til at udforske vores egne følelser og mål med tilværelsen, og som en naturlig konsekvens af det vil vi i hårde tider forsøge at forstå verden gennem kunsten og gennem vores følelser ved at lytte til det, andre mennesker kan sige os, og suge mening ud af deres tanker og erfaringer. Det behov har vi ikke i samme grad, når det går godt".

Danske pop og rock-eksperter er dog ikke helt så entydige i deres udlægning af populærmusikkens historie som de to amerikanske forskere. For dykker man lige ned under tidens allerstørste hits, har der som regel også været en modsatrettet tendens i krisetider: Den rene eskapisme.

"I 80'erne - med Thatcher og Reagan - oplevede vi naturligvis det sidste af punken, der sprang direkte ud af en reaktion på arbejdsløsheden i England, men det er også her vi får The New Romantics med bands som Duran, Duran og Spandau Ballet," siger Klaus Lynggaard. "Og det er den rene eskapisme".

Det er også i 80'erne, den elektroniske ravekultur fødes, forklarer Klaus Lynggaard og også den genre kan beskrives som en vis virkelighedsflugt. Men særligt inden for de sidste ti års populærmusik er den danske rockkritiker og de to amerikanske psykologers på linje.

"Her synes jeg virkelig ikke, der har været meget indhold. Der har være utrolig meget fed musik og glad gedigen rockmusik, men se på sådan en som Tina Dickow. Hun kom lige så stille til at sige, at hun godt kunne tænke sig nogle flere protestsange - der rejste sig et ramaskrig," fortæller Klaus Lynggaard, der i øvrigt giver hende ret.

"Sange og bølger med budskab har det med at komme med recessioner og med den skævvridning, der finder sted i et samfund, hvor fattigdommen får lov at tage fat. Det så du i 20'erne og 30'erne, 70'erne og 80'erne, og måske kommer vi til at se det igen nu".

Musikalsk optur i vente

Danmarks Radios popekspert Henrik Milling er ligesom Klaus Lynggaard ikke helt enig i Pettijohn og Saccos konklusion. Ifølge ham er der nemlig to veje for popmusikken at gå i krisetider: Nogen begynder at dyrke endnu mere overdreven eskapisme, mens andre går den anden vej bliver endnu mere trist og indadvendt.

"Men mellemvaren er væk. Det så vi blandt andet i 80'erne med New Romantics og rave på den ene side, mens New Wave virkelig dyrkede tristesse, inderligheden og virkelig tog fat på 80'ernes uretfærdigheder ," siger Henrik Milling og medgiver, at der kunne være en sammenhæng med overfladisk musik og optur. "Mens Europa hang lidt i bremsen i 70'erne, gik det strygende i USA, og her var musikken virkelig lallet. De bærende elementer på hitlisterne var disko og det, man kalder corperate rock - meget velpoleret poprock - I Wanna know what love is," synger han eksemplificerende.

"I 90'erne, går det virkelig skidt i USA, mens det går fint i Europa. Det resulterer i, at vi føder europoppen og ravekulturen, mens man derovre føder grungen, der i langt højere grad dyrker inderligheden."

Henrik Milling er dog sikker på, at hvis vi nu skal opleve nedgangstider, vil vi opleve popmusikken blive endnu mere eskapistisk og storladen.

"Vi får sikkert en ny omgang fest og farver, og det bliver formentlig endnu større en nogensinde. Så der vil bestemt også blive plads til Nik&Jay i en nedtur. Deres udtryk og show vil sikkert bare blive endnu større end det, vi så Aqua kaste sig ud i. Ren tegneserie," siger Henrik Milling og minder om, at det ikke er første gang, forskere forsøger at finde et regelsæt for, hvordan musikken opfører sig uden at komme en sandhed særlig meget nærmere.

"Jeg vil vare mig voldsomt ved at tage disse musikundersøgelser for gode varer. Jeg vil vædde med, at det tager sådan en som mig få minutter at pille den fra hinanden og finde modsatte tendenser. Man kan muligvis godt se trends, men det eneste, der er sikkert, er, at vi lige præcis ikke ved, hvor næste generation kommer fra."

Weekendavisens tidligere rockskribent og forfatter Bo Green Jensen er også varsom med at sige noget generelt om den kommende udvikling i populærmusikken på baggrund af historiske data. Særlig på grund af de stærke og sideløbende subkulturer nettet har skabt.

"Det er svært at tale om en sammenhængende musikkultur i dag, hvor alt er sprængt i tusinde stumper, men historisk set har underholdningsindustrien altid haft opgang i lavkonjunktur, og det vil den formentlig også have i denne omgang," siger Bo Green Jensen

"Så jeg går ikke bævrende ind i den kommende tid".

Terry F. Pettijohn II, Donald F. Sacco jr: 'Tough Times, meaningful music, mature performers: Popular Billboard songs and performer preferences across social and economic conditions in the USA', Society for Education, Music and Psychology Research 2008