Læsetid: 5 min.

Den mest fantastiske kærlighedshistorie nogensinde

Afsløringen af flere falske memoirer og en række nye, lidt for hjertevarme spillefilm har ført til amerikansk Holocaust-debat. 'Holocaust-oplevelsen gjorde ikke en varm om hjertet, den sønderrev det,' siger en af kritikerne
15. januar 2009

Den 3. februar skulle den i dag 79-årige Holocaust-overlever Herman Rosenblats memoirer Angel at the Fence: The True Story of a Love that Survived udkomme på forlaget Berkley Books. Det er fortællingen om, hvordan Rosenblat, i dag pensioneret tv-reperatør bosiddende i Miami, overlevede koncentrationslejren Schlieben, fordi en niårig pige kastede æbler over pigtrådshegnet til ham gennem syv måneder i 1945, indtil han blev forflyttet til en anden lejr. Og om hvordan de to blev genforenet i 1957 på en blind date og gift få måneder senere.

Rosenblats historie nåede første gang ud til offentligheden engang i midthalvfemserne, og han har siden gæstet The Oprah Winfrey Show hele to gange, hvor Oprah døbte hans fortælling "den mest fantastiske kærlighedshistorie, vi nogensinde har fortalt på dette show". Til marts begynder optagelserne på en 25 millioner dollar film baseret på historien, en børnebog, Angel Girl, blev udgivet i september, og her til februar, lige op til Valentinsdag, skulle bogen altså have haft ramt boghandlernes hylder.

Men det kommer ikke til at ske, for det viste sig, at den ellers så rørende historie var pure opspind. Magasinet The New Republic afslørede i slutningen af december således Rosenblat i to artikler, hvor såvel førende Holocaust-forskere som flere af Rosenblats egne slægtninge, venner og medfanger afkræfter historien. Rosenblat sad rigtignok i koncentrationslejren i Schlieben (en underafdeling af Buchenwald-lejren), men da flere eksperter og medfanger blandt andet pegede på det umulige i at nærme sig hegnet fra både den ene og den anden side, indrømmede han, at det var noget, han havde fundet på, og Berkley Books stoppede udgivelsen.

Der er i det seneste årti blevet afsløret adskillige andre fabrikerede erindringsbøger og heraf flere om Holocaust, blandt andet Misha Defonseca's Misha: A Memoire of the Holocaust Years, der blev afsløret sidste år, og Rosenblat-sagen har nu sat gang i en debat om behandlingen af Holocaust.

Lyserødt budskab

I The New Republic forklarede Deborah Lipstadt, professor i moderne jødiske og Holocaust studier ved Emory University, at det store problem med disse usande beretninger er, at de kaster en skygge af mistro over alle fortællinger fra Holocaust.

"Hvis de finder på historier om det her, hvordan ved man så, at Anne Franks historie er sand? Hvordan ved man, at Elie Wiesels historie er sand?" sagde hun.

I samme magasin påpegede professor Kenneth Waltzer, leder af de jødiske studier ved Michigan State University, at Rosenblat ved at bruge en koncentrationslejr som ramme om en kærlighedshistorie simpelthen vender op og ned på virkeligheden.

"Virkeligheden i koncentrationslejrene var netop, at normale impulser, som dem blandt unge elskende, gik i opløsning, kollapsede. Forestillingen om, at to mennesker under de beskrevne omstændigheder - en dreng, der er fange i en lejr sammen med sine brødre og en pige, der gemmer sig under falskt navn sammen med sin familie - at de ville risikere alt det ved at mødes dagligt ved et bevogtet, elektrisk hegn tyder på, at forfatteren sammen med forlæggeren og filmproducenten ikke forstår, hvad der foregik," sagde Waltzer og tilføjede, at nok var der ikke tale om en benægtelse af Holocaust, men der er også noget, der hedder benægtelse af substansen i eller virkeligheden i Holocaust, og dette var for ham et eksempel på det.

Mens Berkley Books trak udgivelsen af Rosenblats bog tilbage, fortsætter filmproducenten derimod ufortrødent. Harris Salomon, direktør for Atlantic Overseas Pictures, er således ikke enig i kritikken, men mener, at netop den store appel ved Rosenblats historie gør det så vigtigt, at den bliver fortalt.

"Styrken af Hermans historie ligger i midten af Amerika. På grund af det lyserøde budskab i historien er den gået rent ind hos mange. Hermans historie kan gøre mere for at lære folk om den jødiske oplevelse under Holocaust, end noget nogensinde har gjort."

Hvorfor ikke fiktion?

Men i Huffington Post havde Waltzer ikke meget til overs for den fortolkning.

"Det var ikke Holocaust-information, men misinformation. Holocaust-oplevelsen gjorde ikke en varm om hjertet, den sønderrev det," sagde han.

Og sagen nåede helt til Canada, hvor Colby Cosh fra National Post bemærkede, at ikke bare negligerede fabrikationen grusomheden og effektiviteten i det nazistiske lejrregime, "den negligerede også lidelserne blandt den tyske civilbefolkning ved at indikere, at æbler lå rundt omkring i en så vældig overflod (under en uforglemmelig brutal vinter endda), at 200 af dem ikke ville blive savnet."

I New York's Examiner undrede Michelle Kerns sig desuden over disse forfatteres frækhed.

"Hvorfor ikke bare kalde det fiktion? Det kan da ikke være en så meget større fjer i hatten for disse forfattere at hævde, at de har gennemlevet alt, der står i deres bøger i stedet for bare at have skrevet om det. Vi elsker alle sammen ægte historier fra virkeligheden, men vi elsker også gode fortællinger, og både Mr. Rosenblat og Mr. Frey (forfatter der for tre år siden fik sine fabrikerede erindringer, A Million Little Pieces, med i Oprah's bogklub, hvilket betyder millioner af solgte kopier, inden den blev afsløret under stor mediebevågenhed, red.) kunne have nydt betragtelige bifald med deres bøger stående på hylden for fiktion."

Herman Rosenblat selv har sagt i en erklæring, at han "bragte håb til mange", og at hans motivation var at "skabe noget godt i denne verden". Men Colby Cosh mente, at der var tale om noget langt mere kontant.

"Der er så mange penge at tjene ved at bruge Holocaust som en præfabrikeret baggrund for hjerteskærende tragikomisk tableauer, at fristelsen har vist sig uimodståelig flere gange, både for forfattere til falske memoirer og for filmproducenter."

Oscar-sæson

Chefredaktør for Publisher's Weekly, Sara Nelson, vendte dog i stedet blikket indad mod branchen og opfordrede til langt mere kontrol.

"Hvordan, efter så mange skandaler omkring falske memoirer, kunne der undgå at være én eneste, der stillede det spørgsmål, enhver intelligent 12-årig ville stille: 'Wow, det er en flok vilde sammentræf - har det her virkelig fundet sted?'" skrev hun og advarede bogindustrien mod at sabotere sig selv.

Nelson frygtede således, at den var ved at sætte sin vigtigste rolle som garant for autenticitet over styr.

"Og hvad mere er, vi er i fare for at støde en af vores største reklamemagere fra os. 'Jeg er bange for, vi mister Oprah', skrev en forlægger til mig, idet han antydede, at talk-show-værten ville opgive sine boganbefalinger af frygt for flere falsknerier."

I New York Times satte redaktør for The National Interest Jacob Heilbrunn desuden fokus på en række nye film, der alle omhandler Holocaust: The Reader (med Kate Winslet og Ralph Fiennes), Drengen i den stribede pyjamas, Defiance (med Daniel Craig) og Valkyrie (med Tom Cruise).

"Jo længere Holocaust forsvinder ind i fortiden, des mere bliver det udnyttet til at skabe en fortælling om frelse," skriver han og anklager filmene for at have "tendens til at barnagtiggøre Holocaust."

Heilbrunn giver ikke en forklaring på tendensen, men i magasinet Slate kommer Ben Crair i hvert fald med et bud på, hvorfor så mange film tager emnet op netop nu:

"En måde at anskue det nye års ankomst på er ved at se på antallet af Holocaust-film i din lokale biograf. Lige omkring juleferien begyndte filmstudierne at gøre sig til over for medlemmerne af akademiet (der udleder Oscar-statuetterne, red.) med seriøse dramaer, og der er ikke noget mere seriøst end folkedrab."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu