Læsetid: 3 min.

Museumsgenstand fra modernismens overdrev

22. januar 2009

Det er en kendt sag, at kunst frembringes i samklang eller i konflikt med på forhånd givne strukturer, poesi kan forholde sig til kendte versformer eller bryde med dem, femfodsjamben, sonetten, terzineren, eller genopfinde dem.

Kunstneren kan oprette sine egne regler eller dogmer, finde på simple eller spidsfindige forhindringer, benspænd og impulser til fantasiens og erkendelsens udfoldelse mellem frihed og tvang.

Sørgelig og vidunderlig er den nærliggende tanke om Inger Christensens genius for systemers implantering eller eksistens i sproget. En titel som hendes berømmelige Alfabet taler direkte om det.

Kultforfatter

I Frankrig er der tradition for det, og aktuel er netop fordanskningen af Raymond Roussels roman - eller hvad man nu skal kalde den - Locus Solus fra 1914, udtænkt af en decideret kultforfatter med leveårene 1877-1933, som han selv gjorde ende på, da han havde formøblet en uhyre formue på sin excentriske levevis. Hans forfatterskab blev opdyrket af surrealisterne og er blandt andet forbillede for gruppen 'Oulipo', der stadig inspirerer til finurlige eksperimenter. Han gav selv en grundig beskrivelse, posthumt udgivet, af Hvordan jeg har skrevet visse af mine bøger. Nu refereret og eksemplificeret af oversætteren Lars Vissing, der i indledning og efterskrift introducerer ham og gør rede for det prekære og hartad umulige i på et i øvrigt særdeles vellykket dansk at genskabe de særlige virkninger af bogens konstruktion, styret af endeløse franske ordspil, flertydigheder og anagrammer, en semantisk leg for viderekomne som hemmelig bærer af de groteske fantasmer, der udgør den mikroskopiske, men overfyldte handling. Den udspilles som en promenade i den enorme park, der omgiver videnskabsmanden og kunstneren Martial Canterels ejendom 'Locus Solus' i Montmorency uden for Paris, et fredfyldt 'afsides sted'. Dér foreviser han sine ekstravagante opfindelser for en udvalgt skare gæster. Sammen går vi således fra sted til sted, fra fænomen til fænomen, indtil der ikke er flere. Og så kan vi have det så godt uden pointe, uden anden spænding end den uhyrligt detaljerede opremsning af mirakuløse og eventyrlige science fictionprodukter, desperate genoplivningsprocesser af dødt menneskeligt væv.

Fodrejse

Den ivrige verdensrejser Raymond Roussel, der blandt andet drog rundt i et enormt veludrustet automobil, forvandlede her sit forbillede Jules Vernes opdagelsesrejser til en demonstrativ fodrejse forbi fænomener, der helt dadaistisk kunne minde om Storm P.-opfindelser, men med en ekstra brutalt humoristisk elegance fra en naturvidenskabelig klunketid, som også peger hen mod den teknologi, der betjener James Bond.

Canterel kan divertere med et område, hvor mennesketænder af mange forskellige former og farver ligger spredt ud, en tandmosaik som basis for et fantastisk apparat, der kan foretage smertefri tandudtrækning, et resultat af dybtgående studier, der også indbefatter solhøjdens betydning for apparaturets finesser.

Han har også konstrueret en såkaldt vanddiamant, en mægtig boble med et særligt iltet vand. Den franske revolutionspolitiker Dantons afhuggede og balsamerede hoved kan han bringe til kortvarigt liv igen. En af de afgørende bestræbelser er i det hele taget genopvækkelser, og vi får da historierne om otte kendte og ukendte lig, der hidbringes til demonstration. En drøm om et 'vitalium'.

Og bogen er desuden et forsøg på vitalisering af kulturhistorien gennem den ene tur efter den anden i tidsmaskinen, overalt med en minutiøs grundighed og utrættet hengivelse til møtrikker og dimser, dingenoter, mekaniske og kemiske processer.

Og så er der ikke mere, men meget er det. En uendelig addition, der ender brat. En roman som en raffineret automatisk dukke, programmeret af en galning, der jo ikke lod det blive ved dette ene værk. Det kan ellers have været til inspiration for ny fransk romankunst, den såkaldte nouveau roman, som kunne fortabe sig i de sanselige detaljers jordiske paradis uden distraherende intriger. Bogen er en museumsgenstand fra modernismens overdrev. Skøn at kende, tung at læse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu