Læsetid: 4 min.

Når den interviewede helst selv vil skrive artiklen

Vinkling og udvælgelse har stor betydning i journalistik, og journalister skal være på vagt, når de sender artikeludkast til check hos den interviewede
Vinkling og udvælgelse har stor betydning i journalistik, og journalister skal være på vagt, når de sender artikeludkast til check hos den interviewede
9. januar 2009

Journalister bryder sig ikke om det. Mange interviewede har oplevet det. Men de færreste avislæsere kender vist til det. Interviewsamtalen er afsluttet. Journalisten slukker båndoptageren, tager en sidste slurk af kaffen og pakker tasken. På vej ud til døren siger den interviewede så, at han eller hun lige gerne vil se de ting, der bringes som direkte eller indirekte citater, inden artiklen går i trykken. Nogle dage efter dukker manuskriptet op på en mail. Halvanden times båndet samtale er kortet ned til to A4-sider. Sådan er det, og det kan selvfølgelig ikke være anderledes. Det er ikke her, hunden ligger begravet.

Nej - problemet opstår, når den interviewede har svært ved at genkende de synspunkter og holdninger, som han/hun tillægges i artikeludkastet. Der er mange gode grunde til, at journalisten står fast på sin redigeringsret. Især i disse tider, hvor politikere, erhvervsfolk og andre med magt over ord og meget andet væbner sig til tænderne og alt for tit får lov til både at sætte scenen, skrive stykket og instruere det. Omvendt er det vel heller ikke helt urimeligt, at den interviewede vil gå en ekstra omgang i ringen for at undgå at blive tillagt meninger eller udsagn, som han/hun ikke har og ikke mener at have givet udtryk for. Hvem har 'ophavsretten' til udtalelser og fremsatte meninger?

Hvad en sådan situation kan føre til, kan man nu få et sjældent indblik i, hvis man klikker ind på http://bermuda-jour.ruc.dk/Bermuda26.pdf og scroller ned til side otte i de RUC'ske journaliststuderendes blad (Bermuda). Her finder man en særlig variant af 'dobbeltinterviewet'. Ikke den almindelige med to interview-ofre, men to parallelle, nogenlunde lige lange og meget forskellige udgaver af det samme interview. Journalistens version og nærværende klummeskrivers samt journalistens noget brystholdne kommentar til min utidige Besser-machen.

Baggrunden er følgende. Efter et interview på godt en times tid til båndoptager fik jeg manuskriptet til gennemsyn. Det bestod udelukkende af indirekte og direkte citater fra mine båndede udtalelser, men udvalgt og sammenstillet på en måde, som jeg syntes gav et forkert billede af min mening og holdninger. Jeg satte mig derfor til tastaturet og skrev usædvanligt (det medgiver jeg) mange ændringer, som så blev sendt som rettelses-ønsker til artiklens forfatter. Han ringede mig op nogle dage efter og fortalte, at han ville bringe både sin egen og min (stærkt tilrettede) version i bladet. Jeg blev lidt overrasket over den utraditionelle idé, men sagde, at jeg faktisk syntes, det var en god måde at illustrere et interessant journalistiskfagligt problem på.

Der foreligger således tre forskellige versioner af samtalen: Den båndoptagne, som kun journalisten kender, hans stærkt forkortede version og den lige så korte med mine rettelser. Det interessante er så, hvilken version der er den 'journalistisk rigtige'. Her kan man med det samme se bort fra den autentiske båndoptagelse. Den fulde tekst er for lang og det båndoptagne talesprog normalt uegnet til ordret gengivelse i en skrevet artikel.

Forskellige versioner

Lad os så antage, at journalsten omhyggeligt har udvalgt ord og sætninger, jeg faktisk har sagt til båndoptageren, og bygget artiklen op på det. Så er der vel ikke noget at komme efter, eller hvad? For sagen er, vil jeg hævde, at en dygtig journalist med lidt fingerfærdighed ud fra båndoptagelsens mange ord, udtryk og vendinger kan skrive flere versioner, der tegner meget forskellige billeder af interviewpersonens meninger. Lige fra et harmonisk skønmaleri til en rigtig fæl og konfliktfyldt stinkadosa. Med denne valgmulighed kan det for mangen en journalist være en tillokkende vinkling at vælge citater og udtryk fra den konfliktfyldte ende af spektret. Det giver teksten mere Sturm und Drang end den lidt mere spagfærdige og kedelige mellemposition, der ligger tættere ved min egen opfattelse.

Hvis formålet med interviewet har været at give et retvisende billede af min opfattelse, og hvis journalisten ikke anvender andre kilder, der kan underbygge et andet billede (som jeg naturligvis ikke kan blande mig i), er det vel ligefrem både min ret og pligt at justere teksten, så dette formål opfyldes. Uanset om jeg under samtalen har brugt vendinger og ord, der kan opfattes anderledes.

Men så enkelt er det på den anden side ikke altid. Tænk blot på de situationer, hvor 'ofret' under det fredelige interview på tomandshånd gerne vil fremstå som stærk mand og slår om sig med barske vendinger, for så i bekymring over, hvordan det vil blive læst, at falde ned på jorden og ønske dem fjernet, når han ser det på tryk.

Om interviewet i Bermuda hælder til den ene eller anden side, må andre bedømme. Men det viser, hvor stor betydning vinkling og udvælgelse har, og at journalister skal være på vagt, når de sender manus til check. Og det illustrerer, hvorfor personer, der skal interviewes, desværre stadig oftere iklæder sig skudsikker vest og skridtbeskytter og holder sig til banale almindeligheder eller en velforberedt gentagende afliring af tre-fire enkle statements, fordi de er bange for at komme i klemme eller blive hængt ud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu