
Der er næppe nogensinde indspillet en mere stemningsfuld film i Londons nattemørke gader end Mike Leighs Naked.
En uhyggeligt velspillende David Thewlis ses i hovedrollen som den unge, tårnhøjt begavede laps Johnny, der efter et uskønt og tvivlsomt samleje må tage flugten fra hjembyen Manchester. I hovedstaden opsøger han sin ekskæreste Louise, men bruger det meste af opholdet på - optændt af såvel selvhad som raseri over tingenes tilstand generelt - at flakke rundt i storbyens gader efter mørkets frembrud.
I mødet med sky, sære, diskret nødstedte eller decideret fjendtligsindede medmennesker deler Johnny gavmildt og uopfordret ud af sit sorte livssyn. Det, der mere end noget andet gør Naked til en enestående filmoplevelse, er kombinationen af dens dragende visuelle univers og den exceptionelt veltalende hovedpersons mange lange enetaler, hvor skarpe observationer og gudsbenådet sarkasme fletter sig ind og ud mellem hinanden hurtigere end øret kan følge med. Nævnes skal også alt for tidligt afdøde Katrin Cartlidge, der i rollen som Louises bofælle formår at føje værdighed til en figur, som ellers har så lavt et selvværd, at hun er villig til at prostituere sig for en halv flaske champagne.
Naked. Instruktion: Mike Leigh. Manuskript: Mike Leigh og filmens medvirkende. Kan fås som kodefri dvd fra Criterion (dog uden danske undertekster)