Læsetid: 11 min.

Nedstigning til krigen

Carsten Jensen er for fjerde gang over tre årtier taget til Afghanistan. Denne gang vil han vide, hvad Vestens fejltagelse er
Carsten Jensen er for fjerde gang over tre årtier taget til Afghanistan. Denne gang vil han vide, hvad Vestens fejltagelse er
17. januar 2009

Nedstigningen er begyndt. Jeg er på vej til Afghanistan.

Det er fjerde gang, jeg rejser til landet, og mine besøg spænder over næsten lige så mange årtier. Jeg var her, da den sidste bølge af hippier endnu skyllede over land fra Istanbul til New Delhi i 1970'ernes begyndelse. Tilbage er mindet om støvede gader, lerklinede mure og lugten af brænderøg.

I firserne var jeg der som journalist med en mujahedin-gruppe, der gennem en udtørret flodseng forsøgte at trænge frem til Kandahar. Sovjetiske tropper havde spærret dalen længere fremme, og vi tilbragte dage i ørkesløs venten, før gruppens unge kommandant beordrede et tilbagetog. Jeg så ingen kampe mellem oprørsgrupper og besættelsesstyrker. Det eneste, der eksploderede, var min mave, og jeg krydsede grænsen til Pakistan sammenkrummet i smerter.

I januar 2002, da jeg for tredje gang besøgte Afghanistan, var den sovjetiske besættelse for længst ophørt. En blodig borgerkrig med hovedstaden Kabul som sin vigtigste slagmark havde forlænget det afghanske folks lidelser. Så endelig havde en form for orden indfundet sig, men det var den religiøse fanatismes livsfornægtende orden i skikkelse af de dystre Talebankrigere, der iført deres karakteristiske sorte turbaner vendte ryggen til en verden, der ikke havde bragt deres land andet end lidelse.

Afghanistans svimlende fald ned i afgrunden fortsatte, da Taleban blev værter for Osama bin Laden og hans lemmingehær af religiøst optændte selvmordskandidater. Ørkenlandet var blevet et af universets sorte huller, der forsøgte at trække alt ind i sin egen opløste intethed. Da tvillingetårnene i New York styrtede sammen i et inferno af smeltet stål og revnet beton, var Afghanistan ikke længere et glemt land på månens bagside. Det sorte hul var begyndt at skubbe rundt på planetens magtbalance, og den globale krig mod terror tog sin begyndelse.

Jeg ankom til Afghanistan få uger efter Talebans overraskende fald. Efter intensive amerikanske bombardementer syntes en guerillahær, der havde ry for at være en af verdens mest sammenbidte, at gå i opløsning fra den ene dag til den anden. Afghanistan var pludselig i vores hænder, og vi kunne tilsyneladende gøre med landet, hvad vi ville. Jeg var skeptiker, da jeg ankom, og tilhænger af invasionen, da jeg rejste hjem. Jeg havde set det genopblussede håb i afghanernes øjne.

Men jeg havde også set noget andet.

Jeg vil vide, hvad fejltagelsen er

Indtil få uger før invasionen havde Kandahar været Talebans hovedkvarter. Min pashtun-guide udpegede de hundreder af mænd, der overalt i den sønderskudte by hang på gaderne.

"Hvem tror du, de er?" spurgte han retorisk. "Det er Taleban. De har blot taget de sorte turbaner af. Og hvad tror du, de laver? Det skal jeg sige dig. De venter. De venter på, at Vesten begår en fejltagelse."

Nu er jeg på vej for fjerde gang. Jeg skal være gæst hos det danske forsvar og tilbringe fjorten dage i forskellige lejre i den urohærgede Helmand-provins, hvor Taleban står stærkest, og de fleste af de 700 danske soldater i Afghanistan er udstationeret.

Jeg vil vide, hvad fejltagelsen er.

Vestens styrker har været syv år i Afghanistan, og for hvert år, der går, forværres sikkerhedssituationen. De sorte turbaner er tilbage. Taleban er ifølge den britiske tænketank Council of Security and Development til stede i mere end 70 procent af landet. Nøgterne iagttagere og britiske generaler hævder samstemmende, at det er en krig, og dog kan den ikke vindes militært. Er syv år lang tid? Det er tid nok til at vinde en verden. Eller tabe den. Og den afghanske trediveårskrig er på vej til at blive en fyrreårskrig.

Flager permanent på halv stang

Min nedstigning er begyndt. Hindukushs snedækkede bjergkæder dukker op under os, og det chartrede fly fra det tyrkiske selskab Pegasus Air gør klar til at lande i den militære del af Kabuls tilfrosne lufthavn. Jeg skal vente en halv dag, før jeg med et Herkules transportfly kan komme videre til Camp Bastion midt i Helmand Provinsen. Mens jeg venter, går det op for mig, at jeg i mere end én forstand foretog en nedstigning, da jeg landede i Kabul. Jeg er på vej ned i krigens underverden, det skyggerige, som vi kun ønsker at kende på et filmlærred, men udenfor i dagslyset helst vil vende ryggen til.

I de små butikker, hvor NATO-soldaterne kan købe deres fornødenheder er krigen massivt til stede. Her køber man ikke støvler, men "battleboots", ikke handsker, men "assault gloves" eller "combat gloves". De stadig mere skingre dødstrusler på Davidoff-, B&H- og Marlboro-cigaretkartonerne får pludselig en anden klang. Smoking kills. Smoking can cause a slow and painful death. Ja, det er der også andet, der kan. Udenfor i højslettens frosne luft står flagene permanent på halv stang. Der flages på halv i tre dage for hver NATO-soldat, der er faldet, og det er længe siden, at medlemslandenes flag sidst gik til tops.

Herkules-maskinen, der skal fragte mig ned til krigen, åbner porten i agterstavnen. Som en mekanisk Leviathan forbereder den sig på at sluge sit bytte levende. Jeg er Jonas i krigens stålbug, og nu skal jeg føres til bunden af verdenshavet. Den ti kilo tunge fragmentationsvest strammer over brystkassen og mod ribbenene, da jeg marcherer op ad rampen og ind i det sorte hul, hvor jeg skal opholde mig de næste par timer. Jeg kan knap nok dreje halsen og slet ikke bøje mig forover. Mine ben synes at sidde på en anden person, og stålhjelmen indeslutter mit kranie, som om den vil signalere, at mit hoved fra nu af er en overflødig legemsdel.

Sorte skygger

Sammen med soldaterne fra de danske Charlie- og Bravo kompagnier, der er på vej hjem fra orlov og begravelse af faldne kammerater, sidder jeg fastspændt på en snæver bænk i et akvariegrønt halvmørke. Da flymotorernes brølen får det enorme skrog til at ryste, og jeg sætter ørepropperne i, er det, som om den sidste virkelighedskontakt forsvinder. Soldaternes ansigter forsvinder i sorte skygger. De hvælvede hjelme står svagt fosforiserende frem, mens ørkenuniformens camouflagemønster bølger som i en bevægelse fremkaldt af undersøiske havstrømme. Kun maskingeværpiberne, der stikker op mellem soldaternes sammenpressede knæ, udgør et holdepunkt for øjet.

Jeg er på vej mod havets bund. Jeg føler det, som om jeg fra nu af skal leve under mange atmosfærers tryk, indesluttet i min egen dykkerklokke, som jeg kun kan forlade under trussel om udslettelse.

Hvis jeg ikke vidste det før, så ved jeg det nu: Det er for sent at fortryde.

Camp Bastion er en gigantisk lejr midt i et fladt stykke ubeboet ørken, et futuristisk, præfabrikeret Legoland skabt af containere, telte og de store Hesco-baller af ståltråd, filt og grus, der gør det ud for byggemateriale til den tårnhøje, skudsikre ydermur, der indrammer lejren. Alt er fløjet eller kørt ind. Intet kommer fra Afghanistan selv, og dog minder Camp Bastion mest af alt om en moderne opdatering af de sand- og lerklinede forter, der rager op i de afghanske ørkener alle de steder, hvor landskabet stikker en knytnæve frem i form et klippefremspring.

Monotonien er overvældende. Og dog sætter hver nation sit eget lille spor i ørkensandet. Italienerne har bygget en pizzaovn, tyrkerne har lavet et haveanlæg med en dam, hvor tre snehvide ænder cirkler stille rundt. De afghanske arbejdere, der bliver låst inde i deres del af lejren hver aften klokken otte, har gravet en halvanden meter dyb jordovn, hvor dej sidder fastklistret til indersiden, mens gløderne fra det træ, de har stjålet fra lejrens mange byggepladser, blusser i bunden af ovnen. De har også et dueslag og en lille nyttehave, hvor krydderier gror side om side med marihuana.

Danmark har Ruth. Ruth har ét eneste brændstof: en altopslugende entusiasme for de mennesker, der tilfældigt kommer i nærheden af hende. Hun er ansat af KFUM og driver en lille kantine, hvor kaffen, den hjemmebagte kokoskage og smørrebrødet til fredagsfrokosten er gratis. Lønnen er ussel, siger hun selv. Penge til at købe ind for har hun ikke til rådighed. Så Ruth må ud og fouragere. Hvis Camp Bastion som samfund antropologisk set er domineret af jægerne (eller krigerne, om man vil), så hører Ruth til samlerne. Det er derfor, hun kender alle. Hos afghanerne henter hun løg til de marinerede sild. Hos den amerikanske kvartermester får hun gratis soft drinks, som hun kan fylde sit køleskab med. Alt, hvad Ruth byder på, er donationer fra andre, og for hende er det også sådan med livet selv: Det er en stor gave.

Børnebyen

Det er måske også, hvad de unge mænd, der flokkes om hendes fredagsfrokost, er ved at opdage. Jeg kommer til at sidde over for Casper på 20. Han arbejder i logistik afdelingen som lastbilchauffør. Han var med i konvojen den 19. december, da tre danske soldater mistede livet. Kun hundrede meter foran ham kørte deres pansrede mandskabsvogn på en vejbombe.

"Det var et sted, vi kalder Børnebyen, fordi der altid er så mange børn. Den aften var der ingen børn. Det blev meldt over radioen: 'Der er ingen børn. Vi fortsætter.' Det måtte ske. Vi har kørt den rute 52 gange. Altid den samme rute."

"Det skulle ske," gentager Jesper fatalistisk. Han er i Livgarden og har været i den mest udsatte af lejrene, Camp Armadillo, oppe nordpå, hvor han har været i kamp i den berygtede Green Zone, området omkring Helmand Floden, hvor Taleban står stærkt.

"De skød på os, vi skød på dem. Og psstt! Så var de væk igen."

Jesper er fascineret af våbentyper. Hans fregnede ansigt under det pjuskede, sorte pandehår lyser op, når han taler om sit yndlingsemne. Der er det tunge 12.7 millimeter maskingevær. "Det kan Taleban ikke lide," siger han. Så er der 7.62 millimeteren med støtteben, kaldet LMG'en. Den er af tysk fabrikat og udviklet under Anden Verdenskrig.

"Vi kalder den nazisaven, på grund af den grimme lyd, den laver. Når du har den i hænderne, føler du dig som en knægt, der har fået sin første nytårsraket. Den har en skudkadence på 800 skud i minuttet. Den spreder virkelig død og ødelæggelse."

Jesper, der i det civile liv gik på teknisk skole, skal snart hjemsendes, men vil gerne til Afghanistan igen. Når han vender tilbage, skal det være om bord på en af de store Leopard 2 tanks.

"Det er mit mål: at køre ud i landskabet i en Leopard 2. Den er bare så ondskabsfuldt stor og lækker."

Dennis på den anden side af bordet ser op. Han er næstkommanderende i en Leopard 2 tank, der holder parkeret et par hundrede meter borte og med sine camouflagenet ligner en stor, skridende, halvt eroderet sandstensklippe. Dennis er iført tankmandskabets løstsiddende kedeldragt og bevæger sig med hænderne i lommen i en slentrende, selvsikker gang. Her kommer en mand, der har 47 tons pansret stål og en uhyre ildkraft til rådighed. Da jeg spørger ham om hans job, svarer han lakonisk.

"At skabe arbejdsro. Når vi dukker op, bliver der altid arbejdsro. Det er det bedste terræn, jeg nogen sinde har kørt i. Store vidder, frit udsyn, god afstand til målet."

To gange er han kørt på en mine. 47 tons stål blev løftet i vejret og trukket til højre.

"Røg og støv hvirvler ind. Vi gisper. Der går adrenalin-kick i den. Så tager træningen over."

Larvefødderne er sprængt af. Tanken kan ikke køre. Men det vigtigste fungerer. Tårnet drejer stadig, og det sorte kyklopøje for enden af kanonløbet finder sit mål. Dennis er en mand, der ikke lader sig anfægte.

Gravsten nummer ét

Jeg tilbringer en dag i Camp Bastion. Da det bliver aften, skal jeg videre til danskernes hovedkvarter, Camp Price, som nu officielt er omdøbt til Main Operation Base Price. Price er ligesom alle andre lejre i den urohærgede Helmand-provins opkaldt efter soldater, der er faldet i kamp: Camp Armadillo, Camp Keenan, Camp Sandford. Lige over for Camp Bastion ligger en amerikansk lejr, der med morbid tydelighed sætter ord på dødekulten. Tombstone One hedder den.

"Det er et godt tidspunkt, du kommer," siger kompagnichef John Adamsen fra Bravo Kompagniet, en såkaldt "stående styrke", der består af den danske hærs mest erfarne kampsoldater.

"Vi starter en stor operation syd for Camp Price. 500 soldater fra den afghanske hær skal indsættes med os som støtte. Vi renser området for Taleban."

Vi kører i en konvoj af pansrede mandskabsvogne og to Leopard 2 tanks. Jeg bliver inviteret med i kompagnichefens vogn. Der er tredive kilometer til Camp Price, de fleste af dem ad den asfalterede Highway 1, der efter mørkets frembrud er tømt for trafik. John Adamsen giver de sidste ordrer.

"Jeg kører forrest. Hvis jeg bliver taget ud, overtager Jens kommandoen."

Ombord på satelitten

I den snævre mandskabsvogn er der ikke plads nok til, at jeg kan sidde oprejst. Jeg kryber sammen i den ubekvemme fragmentationsvest og får igen den samme følelse som i Herkules-flyet. Jeg er på vej til en fremmed planet eller havets bund. Den eneste forskel er, at jeg ikke har brug for iltflaske. I Afghanistan er der stadig ilt i atmosfæren, ellers er omgivelserne lige så afvisende fremmede som Marianergraven.

Adamsen inviterer mig til at stå ved siden af ham i den åbne luge, og jeg rejser mig, taknemmelig for at igen at kunne rette kroppen ud. Både han og maskingeværskytten, der sidder foran, har den infrarøde natkikkert for øjet, mens de vagtsomt spejder ud over den månebelyste ørken. Vi passerer en kilometerlang britisk konvoj af pansrede mandskabsvogne, kranbiler og lastvogne, der sydfra er på vej tilbage til Camp Bastion. I månelyset står maskingeværskytterne på taget af lastvognenes førerhuse frem i truende sorte silhuetter. Indtrykket af stål og kraft forstærkes af de brølende motorer. Fra kranbilernes kæder hænger havarerede lastbiler med bortsprængte aksler og hjul. Konvojen er en haltende kæmpe på vej gennem den frosthvide ørken.

Jeg kikker op mod månen og de drivende lammeskyer. Orion er kommet frem. Jeg gribes af en mærkelig eufori, da jeg mindes en anden nat for tyve år siden, i den samme ørken, mindre end hundrede kilometer herfra, da jeg lå på et tæppe i ørkensandet og betragtede den samme stjernehimmel. Ved siden af mig sad en mujahedin-kriger, og mens jeg betragtede den ulmende Mælkevej, rev en af stjernerne sig løs og drev bort fra de andre. Det var en satellit, der syntes at have kurs mod krigerens turban og derpå forsvinde ind i den.

Nu føler jeg, at jeg er om bord på den samme satellit, et fjernt, fremmed sted i universet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jan Ingemann Sørensen

Tak for denne gode artikel, Carsten !

Til Information: Og fjern så lige det billede. det har en dårlig indflydelse på artiklen!!

Jens Thorning

Krigen ingen sætter spørgsmåltegn ved, og ingen kan tænke klart. 11.09 har smadret det hele. Fornuftige eksperter lytter ingen til; alt er emotionalitet, vore herlige drenge, Dannebrog og en åbenbart panisk frygt for bin Laden, som enten lever eller ikke lever, det er svært at få et klart svar fra Bush eller hans forskere. Man kan ikke føre krig, når der ikke er kølige hjerner til at styre begivenhederne, og det må ikke overlades til amerikanerne, når nu vi alle er indkaldt i henhold til den såkaldte musketér-ed. Farcen eller tragedien kan ikke fortsætte. Vi må få at vide, hvorfor vi er der, og hvad målet er. Slut med 11.09-følelsesporno og nostlagisk fædrelandskærlighed. Lad os få fakta i stedet!

"Vi starter en stor operation syd for Camp Price. 500 soldater fra den afghanske hær skal indsættes med os som støtte. Vi renser området for Taleban." , står der i artiklen.

Nå da da, og så holder krigen vel op ? Det må da være de sidste Talebanere, der er tilbage ... jeg mener efter godt syv års krigsførelse !

Venter spændt på næste artikel.

Søren Kristensen

Det lyder som forventet, at det autentiske miljø i Afghanistan er lige noget for en flok våbenfikseret drengerøve, for hvem computerspil og actionsport ikke længere giver tilstrækkeligt adrenalinkick. Intet overgår, som bekendt, virkeligheden. Nu må vi, i respekt for modparten, bare håbe at Taleban også får noget ud af engangementet og gider fortsætte, selv om deres legetøj ikke er helt så dyrt og lækkert som drengenes. Det sidste nogen af dem ønsker er vel: Game over! Jeg mener hvis de ønsker det, er de jo ikke rigtige soldater, vel?

kompagnichef John Adamsen fra Bravo Kompagniet:

"Vi renser området for Taleban."

Det kunne have været rart, hvis journalisten havde boret lidt mere i hvad det egentlig er de danske soldater egentlig fortager sig, når de "renser".

I stedet får vi en gang intetsigende mikrofonholderjourmnalistik kombineret med maleriske beskirvelser af hvad journalisen føler, fornemmer og sanser,der mest af alt hører hjemme i en skønlitterær roman...

Heinrich R. Jørgensen

"Vi renser området for Taleban."

Til den første golfkrig, blev der opfundet nye eufemisme for krigsførelse. Temaet for disse var klinisk kirurgi, og der blev lanceret udtryk som "nålestiksoperation", "kirurgisk præcision" m.fl. Det var dengang fjenden blev opfattet som cancer forekomster, der skulle fjernes, så resten af organismen blev sygdommen kvit.

Nu synes eufemisme terminologien at have bevæget sig over til sanitets domænet. Fjenden er således ikke længere cancer, der omhyggeligt og med stort omsorg for det øvrige, skal fjernes. Nu er fjenden tilsyneladende blot en bæ, der skal spules bort.

I mens vi diskuterer det så har Taleban stille og roligt renset 70% af Afghanistan for NATO-indflydelse (ifølge den sidste meddelelse fra en Britisk tænketank) og har nærmest kontrol over 3/4-dele af indfartsvejene til Kabul...

Ja den militære terminologi har sandsynligvis ikke ændret sig meget gennem tiden, Kim VIbe.

Det ændrer dog ikke ved det forhold, at det er utroligt slapt og kujonagtigt at journalisten ikke tør stille kritiske spørgsmål. Det er meget påfaldende, at han ikke beder kompagnichef John Adamsen fra Bravo Kompagniet uddybe, hvad han egentlig mener med udsagnet:

"Vi renser området for Taleban."

Den danske befolkning har en illusion om at de danske soldater ikke får "snavsede fingre" for nu at blive i den sanitære terminologi, og det er journalisternes opgave, at afsløre denne illusion som det den er...

Inger Sundsvald

Nu hører jeg til dem, som gerne læser Carsten Jensens bøger (nogle af dem). Han kan godt lide at se sig selv i en større sammenhæng. Denne artikel er dog en anelse for ’litterær’ for min smag, når det drejer sig om en beskidt krig.

”Jeg vil vide, hvad fejltagelsen er”.

Det er nok lige i overkanten at forestille sig at kunne finde ’sandheden’ i moradset. Men her er der i det mindste en mening i at abstrahere/absentere sig til verdensrummet.

Jeg synes nu, at han har begået en ganske udemærket reportage fra Helmand.

Det er et øjebliksindtryk, ikke tung jounalistik.

Inger Sundsvald

Og jeg tror, at CJ vil betakke sig for at blive omklamret af Kim Vibe. Har han mon læst artiklen? Min fornemmelse er, at hvis nogen udtaler sig positivt/negativt om et eller andet, så har Kim Vibe pr. refleks den modsatte opfattelse, når det er nogen han plejer at være uenig med.

Inger Sundsvald:

"Og jeg tror, at CJ vil betakke sig for at blive omklamret af Kim Vibe."

Carsten Jensen har tilsyneladende ikke det mindste imod at blive omklaret af forsvaret som mikrofonholdende "embedded civilian journalist ", så hvorfor skulle han så have noget imod at blive omklamret af Kim Vibe, der jo efter eget udsagn udfører småjobs for samme firma?

Inger Sundsvald

Per Thomsen

Fordi jeg i det mindste, og trods alt, kan spore fornemmelsen af det rablende idioti hos de unge mennesker, som bliver formidlet f.eks. i denne sætning:

"Det er mit mål: at køre ud i landskabet i en Leopard 2. Den er bare så ondskabsfuldt stor og lækker."

Inger Sundsvald:

"Fordi jeg i det mindste, og trods alt, kan spore fornemmelsen af det rablende idioti hos de unge mennesker, som bliver formidlet f.eks. i denne sætning: Det er mit mål: at køre ud i landskabet i en Leopard 2. Den er bare så ondskabsfuldt stor og lækker."

Det er jo din (og min) tolkning Sundsvald. Når vi læser hvad de unge mennesker siger, gyser vi nok begge to ved tanken om, hvad der foregår, når disse krigsliderlige ynglinge bliver sluppet løs på de afghanske landsbybeboere.

Udsagnene fra de unge soldater er imidlertid meget flertydige og siger jo ikke noget i sig selv. Du kan jo iagttage hvordan en fyr som Kim Vibe opfatter de samme udsagn, som udtryk for at vi bliver konfronteret med nogle friske unge mænd med krummer i, som i hvertfald ikke er nogen tøsedrenge.

Carsten Jensen beskriver meget detaljeret, hvordan det danske forsvar må have betalt en formue for at transportere ham rundt ved hjælp af dyrt isenkram og diverse specialudstyr. Jeg synes bestemt, at de har fået noget for pengene...

Lennart Kampmann

Carsten Jensen finder vel ud af at i dag hedder en tank altså en kampvogn. Larvefødder betegnes bælter, men ok "Døden på Larvefødder" er en titel der hænger ved.

Krigstanks, larvefødder!!

Med honnør,
Lennart
;)

Jan Ingemann Sørensen

Inger Sundsvald: ”Jeg vil vide, hvad fejltagelsen er”.
”Fejltagelsen” er at køre den samme vej med konvojen – oplagt bombemål!

Olivier Amann

Jeg tror ikke at Fru Sundsvald ved hvad krig er, siden hun kan sidde lunt og trygt ved sit veldækkede kaffebord og blive forarget over en tilstand, som hendes pacifistiske tilværelse - heldigvis - aldrig har smagt. Vær De glad for det Fru Sundsvald. Har man kun oplevet én virkelighed, bør man undlade at udtale sig om en anden, som havde man forstand, og jeg vil godt garantere Dem Fru Sundsvald, at denne ligger langt fra Deres stues udsyn.

Inger Sundsvald

Det har De ret i hr. Amann. Men mine ganske almindelige holdninger kan ingen tage fra mig, og jeg tror, at de kan være lige så gode, som skrivebordsgeneralernes.