Læsetid: 4 min.

Normaltilstand af fred og ingen fare

I anledning af at danskerne angiveligt foretrækker nyheder fra DR og TV 2, spørger vi: Hvem har brug for perspektiv på verden, når blot Birthe kan opleve en tragedie som anledning til en følelse?
Tusinder og atter tusinder fyldte de små gader i byen Dendermonde i Belgien, hvor en mentalt forstyrret ung mand dræbte to børn og en pædagog i en vuggestue. -Der er en uhyggelig stilhed på trods af, at alle disse mennesker er samlet her i et forsøg på at se fremad-, som DR-s Mette Fugl rapporterede fra byen.

Tusinder og atter tusinder fyldte de små gader i byen Dendermonde i Belgien, hvor en mentalt forstyrret ung mand dræbte to børn og en pædagog i en vuggestue. -Der er en uhyggelig stilhed på trods af, at alle disse mennesker er samlet her i et forsøg på at se fremad-, som DR-s Mette Fugl rapporterede fra byen.

Francois Lenoir

30. januar 2009

Forleden skrev fagbladet Journalisten, at danskerne ifølge en ny undersøgelse fra Journalisthøjskolen foretrak at få deres nyheder fra public service-stationerne DR og TV 2. Et længere forskningsprojektet havde afdækket, at de to stationernes nyhedsdækning nærmest var uberørte af den stigende konkurrence. Danskerne stoler stadig mest på nyheder, som de har været med til at finansiere via licensen.

"Hvis det er et mål for væsentlighed, så udsender dansk radio og tv mere væsentlig samfundsinformation end tilsvarende medier i de lande, vi sammenligner os med," forklarede Hans-Henrik Holm, Jean Monnet-professor på Journalisthøjskolen i Århus. Og væsentlig... det er definitionsspørgsmål.

For nogle år tilbage betegnede DR's dengang kommende generaldirektør Kenneth Plummer Tv-Avisen som et "problembarn". Han talte om nogle "markedsmæssige udfordringer", et udtryk der vist nok betød, at danskerne foretrak at få deres nyheder fra TV 2. Journalisterne fra Odense var bedre end dem fra DR til at gøre nyhederne nære.

"Dér skal vi være lidt bedre til at give danskerne det, de gerne vil have," sagde den kommende generaldirektør dengang.

Her viste Plummer sig at være en handlingens mand. Når Tv-Avisen ser ud, som den gør i dag, er det ikke en tilfældighed, men et resultat af efterhånden en del års målrettet arbejde. Nyhedschefen Lisbeth Knudsen blev erstattet af Ulrik Haagerup. Chefen for Tv-Avisen, Henrik Keith Hansen, blev erstattet af Susanne Hegelund. Medieforskerne i DR Medier kom på arbejde, og kom op med to personaer, så journalisterne kan forestille sig, hvem de skal tale til. Klokken 18:30 skulle de tale til Birthe, en kvinde med traditionelle værdier. Klokken 21 skal de tale til René, der er en moderne mand. Væsentlighed er ikke helt det samme for Birthe og René.

Det nære

Hvad er det, danskerne gerne vil have? Klokken 18.30 skal det handle om det nære, og intet er så nært som følelser. Lad os tage et eksempel fra Tv-Avisen søndag klokken 18:30 - en Tv-Avis, hvor en forbrugshistorie om mobiltelefoner og en fortællingen om den heroiske pilot fra nødlandingen på Hudson-floden, var de store slagnumre. Efter seks minutter og 42 sekunder (med nyhedshistorierne "Nikkel forbydes i mobiler", "Ny modstand mod øget overvågning", "Togoffer i kunstig koma" og "For få penge pr. barn til ny madordning") nåede vi frem til indslaget: "Sørgemarch gennem belgisk by."

Det lød sådan her: Studievært Lillian Gjerulf Kretz kom med oplægger:

"Belgierne sørger. Små 10.000 mennesker samles i den lille by i Flandern for at mindes ofrene massakren i en vuggestue, hvor to små børn og en pædagog blev dræbt. Mette Fugl rapporterer."

Gemt i normaltilstand

Mette Fugl: "Det er en iskold søndag i Eventyrland. Det var navnet på den vuggestuen, der nu efter tragedien er lukket for altid."

"Børn og voksne siger farvel til de døde."

Klip til belgiske Marlene Vermeir, lærer:

"Nogen, der kan gøre barn fortræd ... Det kan man ikke forstå"

Tilbage til Mette Fugl:

"Tilbage er fornemmelsen af mareridtet, da en galning gik amok og dræbte to babyer og en pædagog. Midt i Flandern. Midt i Belgien. I en by, der gemte sig i en normaltilstand af fred og ingen fare."

"Tilbage er kun spørgsmålet: Hvorfor?"

Klip til belgiske Ingrid Clairhout, børnehavepædagog: "Jeg kan ikke forstå, at nogen kan gøre sådan: Gå hen i en vuggestue, gribe fat i uskyldige spædbørn - og begå massemord. Det er uforståeligt."

Tilbage til Mette Fugl

"Hvad stiller man op i et lille samfund, når ondskaben rammer så brutalt, som den gjorde her forleden? Man rykker sammen. Forsøger at bearbejde sorgen og håndtere chokket med de ritualer, der måske trøster."

Klip af Piet Buyse, borgmester, Dendermonde

"Vi er her, fordi vi ikke fatter, hvad der er sket her hos os - ganske tæt på, midt i vores by. Vi er her, fordi man har gjort os fortræd, fordi dem, der blev gjort fortræd, var de mest sårbare blandt os: Børn. Spædbørn."

Aldrig det samme igen

Tilbage til Mette Fugl - nu stående på et torv foran sørgende mennesker:

"Tusinder og atter tusinder fyldte de små gader på vej fra kirken til gerningsstedet. En hvid march, hvor ansigter viser fortabthed og forbitrelse. Der er en uhyggelig stilhed på trods af, at alle disse mennesker er samlet her i et forsøg på at se fremad. Men som de siger: Intet bliver nogensinde det samme igen."

Studievært Lillian Gjerulf Kretz:

"Den 20-årige gerningsmand skal mentalundersøges i morgen."

Herefter videre til et muntert indslag om to meningsmålinger, hvor den ene gav flertal til den røde blok og den anden til blå. Spøjst, ikke? "Er De også forvirret," spørger Lillia Gjerulf og smiler - til kerneseeren Birthe må man formode. Det kan være svært at forstå de der nyheder.

Indslaget fra Belgien glimrer ved fraværet af perspektiv. Der var tale om en gal mand, der gjorde sig skyldig i en tragedie. Det frygteligt trist. Men tristesse er ikke et nyhedskriterium.

Højstemt spørger Mette Fugl: "Tilbage er kun spørgsmålet: Hvorfor?"

Og højlydt underlader hun så meget som at forsøge at besvare spørgsmålet. Det er den slags nyheder, vi foretrækker...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu