Læsetid: 10 min.

Da Obama blev opfundet som præsidentkandidat

Et hold journalister fra det amerikanske magasin Newsweek fulgte kandidaterne til det amerikanske præsidentvalg på tæt hold. Deres beretninger om den to år lange valgkamp er nu udgivet som bog og oversat til dansk. I dette kapitel fortæller de om, hvordan Barack Obama blev overtalt til at stille op som kandidat til at blive USA's 44. præsident...
Et hold journalister fra det amerikanske magasin Newsweek fulgte kandidaterne til det amerikanske præsidentvalg på tæt hold. Deres beretninger om den to år lange valgkamp er nu udgivet som bog og oversat til dansk. I dette kapitel fortæller de om, hvordan Barack Obama blev overtalt til at stille op som kandidat til at blive USA's 44. præsident...
17. januar 2009

Gregory Craig, der er advokat i Washington D.C., var en af de amerikanere, der ville have troen tilbage. Craig var ikke ligefrem en almindelig borger - han havde arbejdet for og med magteliten hele sit liv; som rådgiver for senator Edward Kennedy i 80'erne, som ledende politisk strateg i Clinton-regeringen og som den advokat, der repræsenterede præsident Clinton under rigsretssagen i Senatet i 1999. Han havde set elitens fejl og mangler helt tæt på og kunne i det store hele leve med menneskets svagheder. Men som mange andre amerikanere var han træt af det evige hundeslagsmål mellem de to fløje og længtes efter en, der kunne løfte sig op over den sædvanlige politiske trummerum.

Craig var en 63-årig babyboomer, der savnede den ungdommelige idealisme, han havde oplevet som jurastuderende ved Harvard i 60'erne og senere på jurastudiet ved Yale, hvor Bill Clinton og Hillary Rodham var blandt hans venner. I slutningen af efteråret 2003 blev han inviteret til at høre en ung, lokalpolitiker fra Illinois, der stillede op til Senatet. Craig blev med det samme betaget af Barack Obama.

"Han talte i 20-30 minutter, og jeg syntes, han var morsom, begavet og meget vidende af en lokalpolitiker at være," mindes Craig.

Han var så åbenlyst imponeret, at den garvede grå eminence i Washington, Vernon Jordan, som han var gæst hos samme aften, drillede ham med at sige:

"Craig er blevet forelsket."

DET VAR SANDT. Craig læste Obamas bog Mod til at håbe, der "slog benene væk under mig," fortæller Craig, der tilfældigvis også kom til at følges med Obama på flyet til Washington. Han læste Obamas tidligere selv-biografi, Arven fra min far, og var "ellevild", fortalte han senere.

"Efter min mening udviste han mere indsigt og modenhed, end Clinton gjorde i en alder af 60, for så vidt angår at forstå sig selv."

I november 2005 sad Craig ved siden af George Stevens, en gammel ven af Robert Kennedys klan, under endnu en af Obamas taler. Stevens lænede sig over til Craig og sagde:

"Hvad siger du til ham som præsident? Jeg har ikke hørt nogen tale sådan siden Bobby Kennedy."

"Jeg er på," svarede Craig øjeblikkeligt.

Stevens og Craig henvendte sig til Obama, da han var færdig med sin tale, og spurgte:

"Hvad laver De i 2008?" Obama sendte dem et bredt smil og sagde: "Ah, så god var den heller ikke (talen, red.)."

Men inden længe var Craig og Stevens i gang med at rejse penge til Obamas politiske komité, The Hope Fund. Obama morede sig over de to gamle Kennedy-folks hengivenhed. Efter et stykke tid begyndte han at sige:

"Der kommer saftevandspatruljen."

I december 2006 bad Obama Craig og Stevens om "at lade ham være et stykke tid. Jeg bliver nødt til at snakke med Michelle." Obama tog til Hawaii i juleferien med sin hustru og to døtre .

"Vi er færdige, tænkte jeg," mindedes Craig.

"Det kommer han ikke igennem med." Craig var med rette pessimistisk.

Obama kunne mønstre argumenter nok til at føre en hel retssag: han ville være i stand til at vinde, landet befandt sig i "et afgørende øjeblik", Obama var det bedste bud på forandring.

"Jeg, jeg, jeg tror rent faktisk på mine egne ord," sagde Obama med en ukarakteristisk stammen i et interview med Newsweek i foråret 2008. Men Michelle var ikke meget for at udsætte sin familie for en proces, der var farlig og modbydelig - måske ville den blive opløftende og skelsættende, men den kunne også ødelægge familien.

Secret Service ville give hendes børn nuttede kælenavne ("Stråleglans" og "Rosenknop" skulle det vise sig), men deres liv ville aldrig blive det samme.

Barack Obama var blevet advaret. Ved en middag på en fornem restaurant i Washington hin november 2006 mindede den tidligere flertalsleder af Senatet, Tom Daschle, Obama om, at han aldrig for alvor var blevet angrebet før.

"Jeg sagde til ham, at han skulle tænke over, hvordan han ville reagere, hvis hans kone blev udsat for angreb - over hvor stor følelsesmæssig disciplin, det kræver," mindedes Daschle. På omtrent samme tidspunkt talte Obama med Richard Durbin, der også var senator fra Illinois, om de fysiske risici. Ved et politisk møde på Union League Club i Chicago lige inden Thanksgiving sagde Obama til Durbin, at mange af hans afro-amerikanske venner frarådede ham at stille op, nogle af dem fordi de frygtede, at han ville blive slået ihjel.

(Durbin delte denne frygt og begyndte at arbejde på at få Obama under beskyttelse af Secret Service. I maj, otte måneder før det første primærvalg, begyndte Secret Service at passe på Obama, hvilket var første gang en kandidat havde fået den form for beskyttelse så tidligt i processen).

Michelle Obama var bekymret for sin mands sikkerhed, men blev også grebet af en ubestemmelig angst, fortalte Durbin. Selv efter at hun havde sagt ja, spurgte hun Durbin:

"De er ikke ude på at lokke ham i en fælde, vel?" Med 'de' mente hun de mange mennesker, der opfordrede Obama til at stille op. Michelle var bekymret for deres motiver.

Obama forstod sin hustrus bekymringer og delte dem også til en vis grad, men havde en evne til at forvandle sin indlevelsesevne til overtalelse. "Hendes første indskydelse var at sige nej," fortalte Obama.

"Hun vidste, hvor svært det var for mig at være væk fra pigerne, og hun føler sig ensom, når jeg ikke er der, så hendes første indskydelse var ikke at gøre det. Og jeg tror faktisk også, hun tænkte, at Clinton-familien er nogle hårde nysere, og at jeg ville blive genstand for mange angreb."

Så i julen 2006 gik Michelle og Barack nogle lange ture langs stranden på Hawaii, hvor de var på besøg hos Baracks bedstemor, og "snakkede tingene igennem. Det var jo heller ikke en nem beslutning for mig," sagde Obama.

"Jeg tror, at en af grundene til, at hun gik med til at gøre det, var, at hun vidste, hun havde vetoret, at hun og pigerne i sidste ende betød mere for mig end mine egne ambitioner, og at hvis hun sagde nej, ville det også være helt i orden."

Michelle fik et løfte ud af ham: Hvis han stillede op, skulle han holde op med at ryge. På en måde var det at stille op til præsidentvalget en absurd idé for en, der blot havde været lovgiver i Illinois i to valgperioder og ikke havde tilbragt mere end to år i De Forenede Staters Senat. Men Obama, der analyserede sin egen enestående rejse indgående, kunne se tingene falde på plads - landet var udmattet på grund af Irak-krigen (som han som den eneste af de mest markante kandidater havde været imod fra starten og betegnet som "tåbelig"). I Obamas øjne var den konservative bølge i USA ved at vende, og vælgerne fjernede sig fra Det Republikanske Parti. Folk var lede og kede af politikere af den sædvanlige slags og længtes efter noget nyt - noget reelt nyt og anderledes. Bill Clinton, endnu en politiker med en uovertruffen fornemmelse for timing, forstod fuldkomment, hvorfor Obama øjnede en gylden, måske enestående mulighed. Den tidligere præsident regnede med, at pressen, hvis skyldfølelse over for de venstreorienterede han kendte og af og til havde udnyttet, ville bane vejen for Obama på den lange rejse.

"Hvis nogen var kommet kørende i en Rolls-Royce og havde sagt 'hop ind' til mig," plejede Clinton at sige med beundring og måske en smule misundelse i stemmen, "ville jeg også være hoppet ind."

BARACK OBAMA kan godt finde på at være kæphøj over sin stjernestatus. Aftenen før sin tale ved Det Demokratiske Partikonvent i 2004, den tale, der reelt placerede ham som partiets håb for fremtiden, fulgtes han med vennen Marty Nesbitt på en gade i Boston. De blev fulgt af en voksende folkemængde. "Hold op, man skulle tro, du var rockstjerne," sagde Nesbitt til Obama.

"Han kiggede på mig," fortalte Nesbitt i den historie, han plejede at servere for pressen, "og sagde: 'Marty, hvis du synes, det er slemt nu, så bare vent til i morgen.' Jeg sagde: 'Hvad mener du?' 'Min tale er ret god,' svarede han."

Obamas tale ved konventet i 2004 placerede ham i berømthedens mærkelige verden; han fik en aura omkring sig af den slags, der kan forvandle en spinkel, lærd mand med store ører til et sexsymbol. Eureka Gilkey, der er en af Obamas rådgivere, kan huske, at hun var med ham, da han holdt tale for Demokraternes Landsorganisation, kort efter han påbegyndte sin valgkampagne. Obama blev omringet uden for toiletterne.

"Det var medlemmer af DNC (Democratic National Committee, red.). De plejer at være dødtrætte af politikere," fortæller Gilkey, "og forventes ikke at prøve at rive politikernes skjorter af. Da jeg kom hjem den aften, kan jeg huske, at min kæreste sagde: 'Hvad er det for et blåt mærke, du har på ryggen?' Jeg havde blå mærker på ryggen fra folk, der skubbede og masede for at komme hen til [Obama] - Jeg kan huske, at jeg greb fat i en kvindes hænder, da hun prøvede at trække skjorten op af bukserne på ham. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne."

Obama var ved at vænne sig til at blive tilbedt. Greg Craig var ikke den eneste tidligere Kennedy-mand, der faldt for ham. Ved Coretta Scott Kings begravelse i starten af 2006 lænede Robert Kennedys enke, Ethel Kennedy, sig over til ham og hviskede: "Faklen er givet videre til dig."

"Det løb mig koldt ned ad ryggen," sagde Obama til en af sine rådgivere. Begravelsen var, sagde han, "temmelig skræmmende." Obama forstod, at han var blevet en kæmpe skærm, som amerikanerne projicerede deres håb, frygt, drømme og frustrationer op på. Måske fandtes sådan et menneske slet ikke, måske kunne det ikke findes, men folk ville ikke desto mindre have en frelser. Som forfatter af en bedstsælgende selvbiografi havde han skabt en mytisk skikkelse, en mand ved navn Barack Obama, der havde søgt vidt og bredt, havde overvundet modgang og fundet sin identitet og sit kald som politiker. Obama fortæller, at han ofte lavede sjov med det over for sine folk.

"Denne Barack Obama lyder som en fin fyr. Men jeg er ikke helt sikker på, at det er mig, der er Barack Obama, vel?" "Det var ikke kun en joke," tilføjede han tørt.

I første kvartal af 2007 fik Obama den politiske verden til at spærre øjnene op, da han rejste 24 millioner dollar, mere end nogen anden demokratisk kandidat, og trak store folkemængder til sine vælgermøder. Men han var tøvende og klodset under de endeløse demokratiske debatter hen over foråret og sommeren 2007. Det virkede, som om han ikke for alvor lagde sjæl i det; han syntes at mangle det nødvendige, næsten sygelige drive efter at blive præsident. Valgkampagnens strateg, David Axelrod, sagde til Obama at han var bekymret for, at han måske var "for normal" en kandidat til at køre en præsidentkampagne, og Obama selv var også begyndt at blive urolig. Han savnede at gå i biografen, læse en bog og lege med sine børn. Han var bekymret for, at han var ved at "miste grebet" om "det, der betyder noget". Til en journalist fra Newsweek sagde han: "Ikke at jeg er en modstræbende kandidat - dette her er jo et valg, jeg selv har truffet. Men der var et indre modsætningsforhold i mig."

I en debat virkede han så uengageret, at rivalen, den tidligere senator John Edwards, gav ham en opsang under en af pauserne: "Barack - du bliver nødt til at koncentrere dig."

Obama stejlede over for de til tider indholdsløse ritualer og det mentale overskud en landsdækkende politisk kampagne kræver i den moderne 24-timers nyhedsstrøm. Han brød sig ikke om det pres, han følte, for at han skulle proklamere, "at han ville bombe nogen sønder og sammen" for at vise, hvor hårdt han ville slå ned på terrorisme. Han blev overrasket, da Hillary nægtede at give ham hånden i Senatet, da han havde offentliggjort, at han stillede op som præsidentkandidat. Og han var rystet over sin egen stab, da et stabsmedlem i en mindre betydende stilling i en pressemeddelelse kaldte Clinton "demokratisk præsidentkandidat fra Punjab" på grund af hendes forbindelser til Indien.

"Jeg vil ikke have, at I agerer på egen hånd og i gåseøjne beskytter mig mod det, I foretager jer," meddelte han sin stab.

"Lad mig sige det højt og tydeligt - ingen blikke og ingen små nik," sagde han, irriteret over at skulle tage øretæverne for en klodset svinestreg, han ikke havde kendt til og aldrig ville have sagt god for.

"Det gælder hver eneste af jer. Hvis I synes, I bevæger jer på kanten af stregen, skal I ikke beskytte mig - I skal spørge mig."

Evan Thomas & Newsweek: Vejen til Washington udkommer på tirsdag på Gyldendal. Den er på 232 sider og 199 kroner. ISBN: 9788702078220

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lad mig foreslå et par tankevækkende, mere kritiske analyser af politikeren Barack Obama, hans opkomst, ideologiske og økonomiske bagland og messianske effekt på især politisk desillusionerede borgere.

Den første er af historikeren Webster Tarpley i "Obama: The Postmodern Coup" (2008). Bogen findes i en komplet og gratis online-version her:

http://www.scribd.com/doc/3929459/Obama-The-Postmodern-Coup-Making-of-a-...

I Tarpleys fremstilling er Obama langt fra det glansbillede, som Naomi Wolf tegner andetsteds i Information (http://www.information.dk/179670), nemlig personificeringen af et amerikansk samfund, hvis farvede befolkningsgrupper og immigranter er blevet forbilledligt integrerede og derfor nu har opnået reel politisk indflydelse.

Ifølge Tarpley er Obama håndplukket (muligvis helt tilbage i 1980erne, hvor han gik på Columbia Universitet), opdraget samt økonomisk og politisk promoveret af en lille elite af politisk-økonomiske magthavere, præcis som de fleste af USAs præsidenter har været det. Obamas udenrigspolitiske rådgiver er krigsstrategen og al-Qaeda-arkitekten under Carter-regeringen Zbigniew Brzezinski, og blandt Obamas varmeste støtter finder man foruroligende navne som Henry Kissinger og David Rockefeller. Obama har (ligesom udenrigsminister Hillary Clinton) nære bånd til de råd, tænketanke, lobbygrupper og netværk, som tjener det internationale bank- og businessoligarkis interesser, fx The Trilateral Commission, Bilderberggruppen og Council on Foreign Relations.

Den anden analyse omhandler de retorisk-hypnotiske teknikker, som Obamas taler angiveligt er spækket med:

http://www.pennypresslv.com/Obama%27s_Use_of_Hidden_Hypnosis_techniques_...

Det bliver spændende at se Obama-'forandringens' sande ansigt (og mainstreammediernes fremstilling heraf) under USAs foranstående økonomiske kollaps.