MADRID - Intet billede kan hamle op med den pure virkelighed, men Madrids Prado-museum forsøger nu i samarbejde med Google Earth at tilnærme sig dette ideal i et projekt, der skal gøre det muligt for kunstelskere at zoome ind på en række af galleriets mest elskede mesterværker.
14 af museets fineste værker, deriblandt Velázquez' Las Meninas, Goyas Den tredje maj 1808 og Rubens' De tre gratier er blevet fotograferet i så høj opløsningsgrad, at enkeltheder, der knapt er synlige for det blotte øje, nu kan beskues via internettet.
Googles første samarbejde med et kunstmuseum, der blev præsenteret for offentligheden i Madrid i denne uge, gør det muligt for seere hvor som helst i verden at stille skarpt på små udsnit af udvalgte værker og skimme lærredet på måder, der er uladsiggørlige over for det virkelige kunstværker. Billederne er 1.400 gange klarere end noget, gennemsnitsturistens 10 megapixel-kamera kan gengive, fortæller Javier Rodriguez Zapatero, direktør for Google Spain.
"Det er en unik synsvinkel. I museet kan vi ikke komme så tæt på et maleri - vi ville får brug for en tre meter høj stige for få dette syn," forklarer Clara Ribera, medarbejder ved Google Spain.
De 14 malerier blev fotograferet del for del i megahøj opløsning, og derefter blev de 8.200 fotografier sat sammen digitalt. Alene for et af museets mest populære malerier, Hieronymous Boschs De jordiske glæders have, som fejrer hvert aspekt af menneskelig ekstase og depravation, var det nødvendigt at tage hele 1.600 foto.
"Der er ingen bedre måde at hylde de store mestre på end ved at gøre adgangen til deres værker universel," siger Prados direktør, Miguel Zuzaga.
"Et billede kan aldrig helt erstatte den direkte oplevelse af værker, men disse reproduktioner i naturlig størrelse muliggør en blændende naturtrohed."
De digitale gengivelser vil gøre det muligt for forskere og kunstelskere at studere close-up-udsnit af hvert enkelt kunstners omrids og strøg, granske signatur, krakeleringer og sprækker i overfladen og undersøge kvaliteten af restaureringsarbejdet.
Og hvordan får man så mesterværkerne at se? Man downloader blot Google Earth-programmet, slår 3D-syn til og klikker ind på Prado Museet. Alt efter, hvordan dette pilotprojekt falder ud, vil Google overveje at udvide initiativet til andre kunstværker og andre museer.
© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen
jeg har lige afprøvet det - det er vildt flot!!!