Læsetid: 8 min.

'Jeg er på en rejse for at lære at lave film'

Den amerikanske filminstruktør Jim Jarmusch er en ydmyg og reflekteret kunstner, der dog ikke bryder sig om at analysere sine egne eller andres værker. Det fjerner magien, siger han, da Information møder ham på en filmfestival i Serbiens bjerge
Den amerikanske filminstruktør Jim Jarmusch (tv.) ligner mest en rockstjerne. Her ses han sammen med den 54-årige bosnisk-serbiske filminstruktør Emir Kustunicas (th.). Han holder i disse dage for andet år i træk filmfestival i sin hjemmebyggede landsby, Küstendorf, der ligger smukt i bjergene i det vestlige Serbien.

Den amerikanske filminstruktør Jim Jarmusch (tv.) ligner mest en rockstjerne. Her ses han sammen med den 54-årige bosnisk-serbiske filminstruktør Emir Kustunicas (th.). Han holder i disse dage for andet år i træk filmfestival i sin hjemmebyggede landsby, Küstendorf, der ligger smukt i bjergene i det vestlige Serbien.

Zoran Kovacevic

19. januar 2009

KÜSTENDORF, SERBIEN -

"Om jeg er quirky!?"

Jim Jarmusch hader ordet quirky - på dansk betyder det noget i retning af 'skæv' eller 'spøjs' og er tit blevet brugt til at beskrive den amerikanske filminstruktør og hans film.

Jeg forsøger at forklare Jarmusch, at jeg netop ikke vil kalde ham eller hans film quirky.

"Det er et ord for folk, som er dovne," siger han og kigger alvorligt på mig. Så smiler han som for at understrege, at det er okay.

"Nogle gange er jeg quirky."

Mit spørgsmål handler i stedet om, at hovedpersonerne i snart sagt alle hans film - fra de humoristiske, minimalistiske og episodiske Stranger than Paradise (1984), Down By Law (1986) og Mystery Train (1989) til den syrede western Dead Man (1995), den filosofiske gangsterfilm Ghost Dog: The Way of the Samurai (1999) og komediedramaet Broken Flowers (2005) - ofte er outsidere på spirituelle og fysiske rejser, og jeg vil vide, om han som kunstner selv er på en slags rejse.

"Det ligger på grænsen af det analytiske," siger Jarmusch, som helst undgår at analysere sine egne eller andres film. Det fjerner magien, synes han.

"Jeg er blevet kaldt eksistentialist, minimalist, undergrund, kult - hvad som helst. Jeg ved ikke, hvad fanden de ting betyder. Jeg laver bare film, og jeg er glad, hvis folk ser dem. Jeg prøver ikke at lave dem, så folk ser dem. Jeg prøver ikke at ramme en bestemt målgruppe, men hvis den eksisterer og er derude, gør det mig kun meget glad."

Rejsen som fortælling

Men, siger Jarmusch så, "rejsen som en form for fortælling er den ældste, vi har, og den mest almindelige. Og den begynder sikkert før Homer og Odysseen og Illiaden. Rejsefortællingen som en metafor for livet er meget stærk. Jeg tiltrækkes af den af mange forskellige grunde, også fordi jeg elsker at rejse. Men den slags metafor for den indre rejse er til stede i vores kollektive bevidsthed. Jeg er på en rejse for at lære at lave film, og jeg vil blive ved med at lære, indtil jeg holder op med at lave film. Og når jeg holder op, vil jeg stadig ikke vide, hvad det er, jeg laver. Da Akira Kurosawa var omkring 90 år gammel, spurgte man ham, 'hvornår holder du op med at lave film?' Og han sagde, 'lige så snart jeg lærer at gøre det ordentligt.' Han talte selvfølgelig som den ydmyge mester, han var, men han var også ærlig."

Jim Jarmusch er til filmfestival i de serbiske bjerge i den af Emir Kusturica skabte landsby Küstendorf. Den bosnisk-serbiske instruktør Kusturica har inviteret sin amerikanske kollega til anden udgave af den bosnisk-serbiske filminstruktørs egen Küstendorf Film & Music Festival, der bringer professionelle filmfolk sammen med filmskolestuderende fra hele verden.

55-årige Jarmusch, der med sit sorte tøj, karakteristiske hvide hår, markante ansigt og mange fingerringe ligner en cool rockmusiker, er en ombejlet herre. I løbet af de tre dage, han er i Serbien, når han at give flere overfyldte masterclasses, hænge ud med de studerende og betage festivaldeltagerne med sit vittige, afslappede og jordbundne væsen.

Filmens integritet

Retrospective of Greatness hedder den serie med Jim Jarmuschs film, som Emir Kusturica har sammensat til lejligheden. Den slags dyrkelse af sin person har Jarmusch det svært med, fortæller han, da jeg får mulighed for at tale lidt med ham.

"Jeg laver film, og når jeg skal tale om dem, er det lidt mærkeligt for mig. Det, jeg har at sige, putter jeg op på lærredet. Og det er derfor, at jeg er alt andet end analytisk. Hvis folk er interesseret i at sætte én op på en piedestal, er min første indskydelse at løbe væk, fordi jeg har ikke lyst til at være der. Men hvis man gør det, synes folk, at man er arrogant, og det forstår jeg godt. Så jeg prøver bare at være afslappet og imødekommende. Det er rart, at folk viser én en form for respekt. At de har forstået, hvad det er, man laver."

Jarmusch kalder sine film - som han selv ejer fuldt og helt - for 'håndlavede' med henvisning til, at han er involveret i alle aspekter af deres tilblivelse. Jeg spørger, om hans arbejdsmetode på er med til at holde ham på jorden.

"Det handler om at se på processen som et håndværk," siger han.

"Det er bare måden, jeg gør det på. Jeg kender ikke til andet, og det drejer sig i virkeligheden kun om at forsvare filmens integritet. Visionen kommer fra os, der laver filmen - det er en kollektiv proces - og jeg prøver at kontrollere det meget omhyggeligt. Jeg er ikke interesseret i, at folk, vi ikke har valgt at arbejde sammen med, blander sig i det, vi laver. Det har altid været en hård kamp, men jeg har været heldig, og jeg er meget stædig."

Kærlighed til film

På en af sine masterclasses fortæller Jim Jarmusch, at han af danske Carl Th. Dreyer blandt andet har lært vigtigheden af møbler og rekvisitters placering i billedet. Han har tidligere sagt, at Buster Keaton er et af hans store forbilleder, og hans seneste film, Broken Flowers, er dedikeret til den franske instruktør Jean Eustache.

Listen over filminstruktører, Jarmusch lader sig inspirere af er tilsyneladende lang og varieret.

"Jeg nærer en dyb kærlighed til filmens historie, og når folk siger: 'Hvem er din yndlingsinstruktør,' er jeg nødt til at sige, 'må jeg lave en liste på 200?' Filmmediets skønhed ligger i de mange forskellige stilarter og måder, folk bruger det til at udtrykke sig på. Jeg bliver dybt bevæget af så mange af dem, og det er som en fantastisk have, man kan bevæge sig igennem, og indtil den dag jeg dør, vil jeg blive ved med at opdage gamle film, jeg aldrig har set før. Det er meget vigtigt for mig at tage imod så meget, jeg overhovedet kan. Jeg elsker at se film."

Alle udtryk genbruges

Man må godt må stjæle fra andre, har Jim Jarmusch engang sagt. Men "folk har taget det ud af sammenhængen," siger han nu.

"Ordet 'tyveri' er en kriminel handling i folks bevidsthed, og jeg mente bestemt ikke, at man skal stjæle andres ideer, før de når at udtrykke dem. Men alle former for udtryk bliver i forvejen genbrugt. F.eks. er der et begrænset antal historier, man kan fortælle. Et godt eksempel er Love and Theft, Dylans plade. Han henter ting alle vegne fra. Han tager elementer fra romaner, gamle sange, men han laver altid noget nyt ud af det. Det er altid en Dylan-sang eller en Dylan-version af en sang. Det er en form for påskønnelse eller hyldest. Vi låner mange steder fra, hvad enten vi er bevidste om det eller ej, og jeg er sikker på, at jeg får en masse inspiration fra steder, jeg ikke engang er bevidst om. Jeg har faktisk lavet film, hvor folk bagefter har sagt, at 'det dér var en reference til det og det.' Var det? Og så går det op for mig, at det var det måske. Det er lidt mystisk, men at tro, at man kan beskytte ideer, eje dem, er virkelig latterligt og ikke spor fremsynet i forhold til udtryksformerne."

Musik har altid fyldt meget i Jarmuschs liv og værk, og især i de tidlige af hans film placerede han rockmusikere som Iggy Pop, Tom Waits, John Lurie og Joe Strummer i centrale roller. Det var lidt en tilfældighed, at det blev sådan, forklarer han.

"Jeg var med i et band, før jeg begyndte at lave film. Jeg troede, at jeg skulle være rockmusiker på det tidspunkt, men på eller anden måde blev filmen ved med at trække mig til sig. Og i løbet af de første 10 år, hvor jeg lavede film, var flere af mine venner fra musikverdenen end fra filmverdenen. Derfor valgte jeg folk til mine film, som jeg følte ville være gode typer."

Kommentar til kritikerne

Efterhånden har Jim Jarmusch lært flere skuespillere og filmfolk at kende, og han besætter ikke længere så mange af sine roller med musikere. Men musikken er stadig vigtig for ham, og den fylder meget i hans film, både på lydsporet og i filmenes tekstur og rytme.

"Film bevæger sig ligesom musik, og man oplever, at de har deres egen rytme ligesom musik," siger Jarmusch.

"Det er ikke en roman, hvor man kan stoppe og læse en side igen, eller et maleri, hvor man kan se på det, lige så længe man har lyst til. Musik har farver og dufte i sig, der påvirker ens følelser på måder, man ikke engang forstår. Og man kan høre musik på forskellige tidspunkter i ens liv, og det vil påvirke én forskelligt. Jeg kan se og gense en film i forskellige perioder af mit liv, og jeg vil opleve den forskelligt. På den måde hænger musik og film sammen. Både strukturelt og rytmisk tager jeg meget fra musik, men også de små nuancer og farver. Tiden og rummet mellem ting i et stykke musik er meget vigtigt. De musikere, jeg holder mest af, bruger det rum. Mine film rummer også den slags små pauser. Når dialogen stopper, og personerne ikke siger noget. Jeg tror, at det kommer fra musik. Kritikerne siger, at det skyldes dovenskab, eller at jeg ikke har skrevet en hel historie. For mig kommer det fra musikken."

"Der er en fin ting i min nye film, som du ikke har set endnu, men som er ved at være færdig, hvor den ene person siger til den anden, at 'jeg kan godt lide, når folk i en film bare sidder der og ikke siger noget.' Og så sidder de bare der og siger ingenting i et stykke tid. Den refererer på en måde til sig selv. Det er en kommentar til kritikerne."

Jim Jarmuschs nye film, The Limits of Control, er færdig til foråret

Se også: www.kustendorf-filmandmusicfestival.org/2009Læs mere fra Küstendorf på information.dk/blog/christian-monggaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu