Pengeløse tidende

Egentlig er Sandkassen en blog på Informations hjemmeside. Den befinder sig, som der står på nettet, "i den smalle litteraturs hængedynd, det lille litterære miljø, de evindelige og oversete hovedværker". En tilbagevendende sport har været at finde og dissekere - lad os kalde det: mindre gennemtænkte - citater fra Informations og de andre avisers anmeldelser og litteraturklummer. Dem er der sjovt nok mange af.

Hån og foragt er gode følelser, det gør godt at lune sig ved dem. Dog handler Sandkassen også om de gode bøger, der er fine og voldsomme diskussioner med læsere og forfattere i kommentarfeltet, rapporter fra det litterære liv på nettet og i den virkelige verden, en skønsom blanding af indfald og udfald. Nu skal en stikling så omplantes til avisens sider. Vi må se om den visner eller, for at rode i metaforerne, kan holde sig oven vande, og i givet fald hvor lang tid - for at rode videre i metaforerne: hvornår vi sander til i ligegyldigheder.

Trænere og medhjælpere

Hvor skal man begynde? For eksempel hos Klaus Wivel, denne begavede mand, som uden synderlig interesse for dansk litteratur er redaktør af Weekendavisens bogsektion. Det er den slags job, der jævnligt kræver en klumme af sin indehaver. Kort før nytår krævede den én om, at finanskrisen var en god ting for dansk litteratur, fordi "manglen på store penge i bogbranchen er sund". "Gyldne tider" hed klummen. Den havde flere uigennemtænkte guldkorn i sig.

Forlæggere arbejder for deres blå øjnes skyld, for dem betyder penge ikke noget:

"Noget af det mest opmuntrende ved den årlige bogmesse i Forum er at se de hundredevis af små forlag drevet af folk, hvis timeløn næppe ville imponere en rengøringsassistent eller en opvasker. De er at sammenligne med alle de frivillige trænere og medhjælpere, der året rundt bruger deres weekender på at samle kegler og arrangere turneringer for kvarterets unger."

Jeg ved ikke, hvor forfatterne skal placeres i Wivels metafor. Måske er de kvarterets unger, kære lømler i fodboldsko og knæsokker, lyst hår, en manglende fortand og et kækt grin i øjnene. Ude på spilopper er de i al fald, for de lever i en art lykkeland, hvor livets mere basale nødvendigheder er pist borte. Hør bare:

"De mennesker, der tiltrækkes af denne branche, gør det, fordi de ikke kan lade være. Ellers var de blevet medierådgivere for medicinalrådgivere eller kommunikationsdirektører i et ølfirma eller tekstforfattere i et reklamebureau. Den slags job findes, og de er vellønnede. I bogbranchen hersker der de fleste steder den frihed, som kommer af frivillighedens princip - friheden til at gøre noget ud fra sin fornøjelses skyld. Der er derfor ingen grund til at have ondt af forfatterne. De kan bare lade være, hvis de vil, og finde sig et lønarbejde."

Lad os her gætte på, at der ikke er meget frivillighedens princip over redaktørjobbet på Weekendavisen. Wivel får, gætter vi på, ret mange penge udbetalt hver måned. Han tænker da også som en naturlig del af kulturlivets økonomiske elite, for det har han råd til. For ham er løn en art luksus, man kan vælge til og fra. For ham hænger interessante, vellønnede job på træerne som æbler, de kan plukkes af alle og enhver. Det er samme logik, som når filmproducenten og teaterdirektøren finder det naturligt, at folk arbejder gratis inden for deres brancher - for fornøjelsens og cv'ets skyld - for de har deres på det tørre. Eller, for at vende snuden hjemad, når kulturredaktører mener, at 'praktik' uden løn er en fin-fin ting på avisernes kulturredaktioner.

Simpelthen ikke at have til husleje og tandlægebesøg er åbenbart utænkeligt. Men sådan lever danske forfattere ikke, i al fald ikke dem, jeg kender. De supplerer deres magre forfatterindtægter med løse underviserjob, som oversættere, handicapmedhjælpere og natportierer, en hel gruppe som kreatører af kryds-og-tværs, ingen som ledende medarbejdere i et større dansk ølfirma. Andre lever på en sten, en enkelt samler flasker hen mod slutningen af visse måneder. Har han fortalt.

På et punkt har Wivel nemlig ret, det er småt med pengene i store dele af dansk litteratur. Det er et trist faktum, som man må lære at leve med. Der er ingen grund til at fejre det, slet ikke når man selv har sit på det tørre.

Ligegyldige livsværk

Et sidste guldkorn fra litteraturredaktøren: Pengemangel er godt for litteraturkritikken. Vi kritikere holder ikke igen, mener Wivel, for det er ikke folks firmaer, kun deres livsværk, vi sabler ned: "Det økonomiske tab, en forfatter kan lide ved en dårlig anmeldelse, er trods alt for intet at regne mod det tab, et produktionsselskab kan miste ved, at en film får en dårlig anmeldelse," skriver han.

Måske forestiller han sig, at forfatterne først og fremmest tænker på salgstal, når de får sig en sviner af Weekendavisens Lars Bukdahl. Sådan tænker en mand, der ikke har en synderlig god forståelse af danske forfatteres psyke, men masser af sans for forholdet mellem kultur og økonomi. Den slags er der altid arbejde til, af den vellønnede slags, åbenbart også jobbet som litteraturredaktør på Weekendavisen. Det er der en morale i, men den er for trist til at skrive her.

Link: Tue Andersen Nexø's blog