Læsetid: 3 min.

Pippi og Bergman på amerikanske hænder

En biograf i Aspen, Colorado er skyld i, at Svensk Filmindustri har mistet de amerikanske rettigheder til alle Ingmar Bergmans film og de mange film baseret på Astrid Lindgrens bøger
27. januar 2009

I juli 2008 kom Ingmar Bergman og Pippi Langstrømpe på amerikanske hænder. Retten i Colorado beordrede alle det Bonnier-ejede produktions- og distributionsselskab Svensk Filmindustris filmrettigheder overdraget til firmaet Isis, der har hjemme i Aspen, Colorado.

Svensk Filmindustri (SF) nægtede, men processen med at overføre de immaterielle rettigheder til Isis - og registrere dem hos United States Copyright Office - blev sat i gang og sluttede i december. Derfor ejer Isis nu de amerikanske rettigheder til et katalog på ca. 1.200 film - deriblandt alle Ingmar Bergmans film, filmatiseringerne af Astrid Lindgrens bøger, Lasse Hallströms Mit liv som hund (1985), Hans Alfredsons Den enfoldige morder (1982) og Bo Widerbergs Elvira Madigan (1967).

Sagen har også en dansk vinkel, idet Peter Schønau Fogs Kunsten at græde i kor (2006) og Peter Flinths Arn - tempelridderen (2007) også er på listen over film, som altså tilhører Isis.

Gæld på 10 mio. dollars

Siden Isis fik rettighederne, har selskabet lavet to hjemmesider: SwedishClassicFilms.com, hvor folkene bag sælger dvd'er og visningsrettigheder til SF's film, og GarnishSwedish.com, hvor de blandt andet fortæller om baggrunden for den spegede sag og samtidig viser, hvor stor SF's gæld til Isis er - og hvordan den hele tiden vokser.

Balladen begynder med Isis Theater, en biograf i Aspen, Colorado, som Resort Theatres of America (RTA) i 1997 leaser af ejerne, selskabet Isis. Svensk Filmindustri er medejer af RTA og udsteder en garanti for RTA's langtidsleasing og videreudvikling af Isis-biografen. I 2000 åbner den renoverede, ombyggede Isis-biograf, men allerede samme år går RTA konkurs, og SF nægter at opfylde garantien over for Isis.

Isis beslutter sig for at sagsøge SF, og i 2003 bliver selskabet dømt til at betale næsten syv millioner dollar i erstatning til Isis. Dommen bliver stadfæstet ved en appelsag og i højesteretten i Colorado, men SF vil stadig ikke betale, hvorfor en dommer i maj 2008 finder svenskerne skyldige i foragt for retten og idømmer dem dagbøder på 2.500 dollar, indtil de gør, som retten siger.

SF's gæld til Isis er nu oppe på næsten 10 millioner dollar.

Efter alt at dømme er det på dette tidspunkt, at SF stopper med at kommunikere med både retten og Isis' advokater. Til branchebladet Variety siger Torsten Larsson fra Bonnier, der altså ejer Svensk Filmindustri, at "en dom i Colorado betyder ingenting i Sverige."

Dybt ulykkeligt

Meget tyder dog på, at Bonnier ikke længere tager så let på sagen. I hvert fald er Torsten Larsson lige nu i USA for at forsøge at løse det umiddelbart uløselige problem.

"Vi konsulterer vores amerikanske jurister for at finde ud af, hvordan dette er muligt (overdragelsen af rettighederne, red.), og hvilke konsekvenser det får," siger Larsson til filmhjemmesiden Filmnyheterna.se.

"Selvfølgelig er det både besværligt og dybt ulykkeligt, hvis ikke SF kan kontrollere rettighederne til de navngivne film i USA. Vi har mange gange forsøgt at indgå forlig med modparten, som indtil videre ikke har været interesseret i at indgå i en sådan diskussion."

Det benægter Isis' advokater, der til Variety udtaler, at "Svensk Filmindustris villighed til at lade dette aktiv glide sig af hænderne er meget svær at forstå. Vi mener, at disse film vil være interessante for distributørerne og biografpublikummet. Dette er uden tvivl en unik begivenhed i filmhistorien, og den arrogance og ligegyldighed, som Svensk Filmindustri har udvist for at nå hertil, er forbløffende."

Isis har ingen fysiske kopier af de mange SF-film, men selskabets advokater siger til New York Times, at de kan bruge de dvd-udgaver af filmene, som allerede er tilgængelige på markedet - i Skandinavien er filmene udgivet på dvd af SF selv.

Indtil videre har Isis fået ca. 500.000 dollars i royalties fra selskabet Criterion, der har udgivet nogle af Bergmans film på dvd i USA, og på sin hjemmeside lover Isis en kontant belønning til enhver, der kan hjælpe selskabet med at opspore andre rettighedspenge.

Isis vil udnytte filmkataloget på enhver tænkelig måde eller måske endda sælge det til en tredjepart. Men, siger advokaterne også, man er villig til at lade SF få rettighederne igen, hvis selskabet betaler sin gæld.

"Vi har aldrig været interesseret i at involvere os i den svenske filmbranche. Men nu ejer vi disse film og arbejder på at finde ud af, hvordan vi skal markedsføre dem."

www.swedishclassicfilms.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu