Læsetid: 5 min.

En rejse i storbyens underverden

New Yorks 140 år gamle metrosystem er en rusten nøgle til storbyens hemmeligheder - både det, der findes under og over gadeplan
Under jorden. Den gamle metro, født i 1868, kan ikke altid klare presset. Den er rynket og rusten, den larmer alt for meget og den lugter ikke altid så godt. Men den gør det nemt at gå på opdagelse blandt ting og mennesker i New York.

Under jorden. Den gamle metro, født i 1868, kan ikke altid klare presset. Den er rynket og rusten, den larmer alt for meget og den lugter ikke altid så godt. Men den gør det nemt at gå på opdagelse blandt ting og mennesker i New York.

Maria Skov Quistgaard

9. januar 2009

Daaang. Daaang. Dang-dang-dang. En mand ligger i fosterstilling på den grønne G-linies perron med hovedet lænet op af en metalskraldespand. Han vågner ikke af, at en betjent hamrer sin knippel ind i siden af spanden, selvom lyden runger ud over hele stationen. Til sidst løber betjenten og hans kollega tør for tålmodighed, og de trækker begge i hvide plastikhandsker. De tager manden, der nu er ved at komme til bevidsthed, under begge arme og bærer ham mod udgangen.

"Let me go. Let me goooooo, motherfuckers," hyler han hidsigt og kigger forvildet rundt, inden han bliver slæbt op i dagslyset.

New Yorks enorme metrosystem er en (under) verden for sig. 1.056 kilometer blå, grønne, røde og grå linjer udgør et uundværligt offentligt transportsystem, hvor man hurtigt kan bruge rigtig mange timer, men hvor man også kommer tæt på storbyens mennesker.

Hvis man tager den blå A-linje eller den gule R-linje fra forstaden Queens ind mod Manhattan klokken fire eller fem om morgenen, oplever man for eksempel, at vognene er fyldt op af kvindelige immigranter, der skal ind og gøre rent og passe børn hos de hvide og velhavende familier i centrum. På den grønne G-linje (der har ry for altid at være forsinket) var der for nylig en kvinde, der fik et ildebefindende og faldt ned på sporet. Hun blev reddet op af en ung brandmand, der senere åbnede sin dør i sit hjem i Queens og blev stukket ihjel.

Om de to episoder hang sammen meldte artiklen i New York Times ikke noget om.

Det er menneskehistorier som disse, der blandt andet har fået fotografer, som Brooklyns Jamel Shabazz, til at gå fra vogn til vogn, dag efter dag, nat efter nat, og lede efter portrætter.

Den blå linje

En ung pige, der venter på den blå linje, er kommet i pengenød: "Jeg overvejer at sælge mine æg, så jeg får råd til at studere videre," siger hun til en veninde og fortsætter: "Jeg har hørt, at man får 8.000 dollar for dem." Veninden svarer: "Men du skal lige overveje, at man skal tage hormoner i tre måneder, inden de fjerner ægget. Og det er altså hormoner, der gør én ekstremt frugtbar - og det betyder nul sex i den periode."

Pigen trækker på skuldrene, og de forsvinder sammen ind i toget.

I en anden vogn er to piger, der tydeligvis ikke er bekendte, kommet højlydt op at skændes.

"Cat-fiiiight," råber en af tilhørerne, mens en anden hviner: "Wooohoooo salt'n peppa," hen mod den sorte og hvide pige, der hidser sig mere og mere op. De råber og skriger af hinanden, mens smilene breder sig på de andre passagerers ansigter. Efter et par stationer bliver nogle af dem dog trætte af at høre på tomme trusler som "Du ved, jeg ka' ta' dig, bitch".

"Just get it on!" brøler en stor mand, hvilket får folk til at huje og klappe. Til sidst står den ene kvinde af, og det bliver aldrig rigtig klart, hvad skænderiet egentlig gik ud på.

Over asfalten kan en fyr i 40'erne i designertøj og på rulleskøjter svagt mærke den blå linjes rumlen. Han ruller ind i Manhattans Meatpacking distrikt, hvor gallerier, franske restauranter og haller med råt kød ligger side om side.

Den orange linje

En besked fra New York's politi bliver ofte gentaget over højttalerne i undergrunden. En robotlignende stemme advarer om, at hvis du ser noget mistænkeligt, så skal du straks melde det til politiet.

"Protect yourself," runger det. "And have a safe day."

Og det er, som om de gamle metalvogne et øjeblik er kørt ind i en scene i en science fiction film, hvor alle overvåger alle.

Dramatiske scener hører dog til sjældenhederne i metroen, hvor folk oftest holder døren for hinanden eller sidder side om side optaget af alt fra kinesiske aviser til Obamas Audacity of Hope.

Om natten på den Orange V-linje på vej hjem fra Lower East Side, hvor et afsnit af teenageserien Gossip Girls lige er blevet optaget, sidder en ung fyr og kaster noget op, der har samme farve som de blege lysegule sæder. Uhh, blandet med noget der kunne være cocktailbær. Ude på en af stationerne står en pige og brækker sig i en skraldespand.

Den grønne linje

"Spil 'All that lonely people'," råber en ung fyr i baggy pants og hættetrøje til en gademusikant, som holder mest af at spille under gaden. Musikanten tager en tekst op af baglommen og lægger den først hen over sin metaldåse til penge, ændrer mening, og læner derefter teksten op af en lille tøjdyrstiger.

"Den kan William holde," siger han.

En rotte stikker sit hoved ud af et hul på metroperronen. Ti centimeter over stengulvet kigger den til højre og til venstre og beslutter så, at der er fri bane. Den glider ud af hullet med halen slæbende efter sig som en tyk lædersnor, ombestemmer sig og smutter ind i hullet igen. En ældre mand kommer traskende ned ad en isglat trappe og råber:

"Al Gore and his global warming - my ass! It's fucking freezing!" Han letter på hatten og ønsker folk glædelig jul og godt nytår.

Over asfalten

Der er en grund til, at man kommer tæt på alle slags mennesker i metroen. Den transporterer nemlig godt fem millioner mennesker rundt i byen, og sætter dem af ved 468 stationer hver eneste dag. Og den gamle metro, født i 1868, kan ikke altid klare presset. Den er rynket og rusten, den larmer alt for meget og den lugter ikke altid så godt. Men den er dog stadig et transportmiddel, der på effektiv vis kan bære én rundt i New York. Og den gør det nemt at gå på opdagelse - også uden for Manhattan. Man kan tage til søndagsloppemarked i Fort Greene i Brooklyn. Måske med en take-away kaffe fra en bager, der er så god, at folk står i en lang kø helt ud på gaden - og synes, at det er ventetiden værd. Man kan finde stationer, der fører op til alt fra smukke parker til spillesteder i Williamsburg og lesbiske natklubber i Park Slope. Et metrostop på den mørke Broadway i Brooklyn er indgangen til et lille spisested, hvis eneste skilt er en gammel cykel, der hænger over døren.

Det er den gamle metro, som er åben 24 timer i døgnet, der er nøglen til byen, til menneskene i byen og til en underjordisk verden uden bilkøer og osende gule taxier.

Metrostationer, der er nævnt i artiklen (nogle mere kendte end andre): Clinton/Washington på G-linjen: 'Choice' bageri og søndagsmarked i Fort Greene, Brooklyn. Hewes st. på M-linjen: Café Moto på Broadway, Brooklyn. 14th st. på linjerne A, C og E: Meatpacking District, Manhattan.Delancy st.: Barområde på Lower East Side, Manhattan.Bedford Av.: Spillesteder, barer og restauranter i Williamsburg, Brooklyn. Union st.: Cattyshack, lesbisk natklub i Park Slope, Brooklyn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer