Læsetid: 5 min.

Romanfigur vs. forlag og forfatter er ingen pjatsag

Man kan ikke skrive hvad som helst om en person, bare fordi man kalder sin bog en roman, siger jurister om en eventuel retssag mellem Thomas Skade-Rasmussen og Gyldendal samt manden, der tidligere kaldte sig Claus Beck-Nielsen
Her ses Thomas Skade-Rasmussen Strøbech (tv.) og ved sidne af værkføreren for Das Beckwerk .

Her ses Thomas Skade-Rasmussen Strøbech (tv.) og ved sidne af værkføreren for Das Beckwerk .

Thomas Skade-Rasmussen Strøbech

31. januar 2009

Som Information kunne fortælle onsdag, har Advokatfirma Christian Harlang sendt en skrivelse til Gyldendal og forfatteren, der tidligere kaldte sig Claus Beck-Nielsen, men nu kalder sig værkfører for kunstfabrikken Das Beckwerk. Henvendelsen sker på vegne af performancekunstneren Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, der er så forurettet over, hvordan han bliver portrætteret i romanen Suverænen, at han kræver, bogen bliver redigeret om, og han får udbetalt erstatning.

Hvis ikke forlaget og forfatteren imødekommer kravene, vil de blive stævnet, står der i skrivelsen. Gyldendal har endnu ikke ønsket at udtale sig, men værkføreren for Das Beckwerk har sagt til Information onsdag, at han hverken vil betale eller ændre i sin roman.

Der er dermed lagt op til retssag. Og den vil blive historisk, mener Peter Lambert. Han er partner i advokatfirmaet Lassen Ricard med speciale i medie-, immaterial- og markedsføringsret og har skrevet kapitlerne "Retten til egen historie" og "Hvornår man gerne?" i det juridiske værk Personlighedsret fra 2007.

"Det er en interessant og helt usædvanlig sag. Man bruger en persons navn, hans billede og forskellige oplysninger om ham. Retspraksis er beskeden, og jeg har ikke kendskab til en sag, hvor man har skullet bedømme en så tæt sammenhæng mellem fiktion og virkelighed," siger advokaten, der dog mener, at Thomas Skade-Rasmussen har en svær sag.

" Jeg vil ikke sige, at han ikke kan vinde den, men den er vanskelig," siger han og understreger, at man ikke har patent på retten til egen historie.

"Det falder ind under ytringsfriheden, at man gerne må skrive om andre. Både i biografier og i romaner," siger han.

Men der er to begrænsninger, påpeger Peter Lambert. Man må ikke begå fredkrænkelser, og man må ikke begå ærekrænkelser.

Fredkrænkelser er, hvis man skriver om noget, der hører ind under privatlivets forhold. Der er nemlig en bestemmelse i straffeloven, der siger, at man ikke må viderebringe meddelelser om andres private forhold.

Ærekrænkelser vil sige, at man ikke må krænke en persons ære - forstået på den måde, at man ikke må skrive noget, der kan nedsætte andres agtelse for vedkommende.

Fiktion eller ej?

Peter Lambert vil ikke udelukke, at der kan være tale om fredskrænkelser i Suverænen, hvor forfatteren blandt andet skriver om Thomas Skade-Rasmussens privatøkonomi.

"Hvis det, en forfatter skriver om en person, er kendt af en bred offentlighed, er der ikke noget problem. Men hvis forfatteren begynder at fortælle om sådan noget som personers indkomstforhold, så taler du om privatlivets forhold, og det kan være et problem," siger han.

Men det er afgørende, at Thomas Skade-Rasmussen kan bevise, at oplysningerne om hans person ikke er fiktion:

"Der står på forsiden, at det er en roman, så forfatteren tilkendegiver, at det her er fiktion, som man ikke behøver tage for pålydende. Og hvis man slår op på sidste side, står der noget i retning af, at navnene, der bliver brugt, ikke nødvendigvis svarer til virkelige personer. Det betyder, at hvis Skade-Rasmussen skal igennem med den påstand, at han bliver krænket, så skal han først og fremmest gennembryde det forsvar, som vil være, at det her er en roman og dermed fiktion."

Men det er heller ikke umuligt, understreger Peter Lambert og henviser til en svensk dom om forfatteren Ing-Marie Eriksson, der skrev romanen Märit i 1965.

Den var selvbiografisk og indeholdt grove beskyldninger imod visse personer. Da sagen nåede frem til appelretten, indrømmede hun, at romanen rent faktisk var bagvaskelse af bestemte, virkelige personer. Og det fik indflydelse på dommen, der faldt ud til sagsøgeres fordel.

"Pointen er, at det, at hendes beskyldninger er kunst, ikke i sig selv stiller hende bedre. Hvis hun havde kaldt bogen dokumentarisk, havde der været tale om injurier, og det, at man gør det til kunst, betyder ikke, at der ikke stadig er tale om injurier," forklarer Peter Lambert og tilføjer:

"Selvfølgelig er det ikke sådan, at hvis bare du kalder en bog for roman, så er du home free. At du så kantillade dig hvad som helst."

Ingen ophavsret

Til gengæld stiller Peter Lambert sig tvivlende over for andre af de krænkelser, Advokatfirma Christian Harlang mener, at Gyldendal og manden, der tidligere kaldte sig Claus Beck-Nielsen, har gjort sig skyldige i.

Forlaget og forfatteren skulle have krænket ophavsretten ved at offentliggøre tekster og illustrationer frembragt af Thomas Skade-Rasmussen uden at have indgået aftale med ham.

"Det er rigtigt, at hvis man har skrevet noget, så har man ophavsret på det. Men vi har også det, der hedder citatretten. Man må gerne citere noget, andre har skrevet, og jeg synes godt, man kan argumentere for, at det her ligger inden for citatrettens rammer," siger Peter Lambert, der heller ikke mener, illustrationerne, tegnet af Thomas Skade-Rasmussen, falder ind under ophavsretsloven:

"For at man kan hævde at have ophavsret på en tegning, skal det, man har lavet, have en vis kunstnerisk værdi. Så de par streger, han har slået, har han ikke nødvendigvis ophavsret til."

Og Thomas Skade-Rasmussen har heller ikke nødvendigvis ret til det fotografi af sig selv, som Gyldendal har sat på omslaget af bogen og på plakater, der reklamerer for romanen. Retten til eget billede dækker nemlig over retten til ikke at få sit billede udnyttet kommercielt. Kerneområdet er, hvis der er en virksomhed, der tager en kendt persons ansigt og begynder at reklamere med det for et produkt, han ingenting har med at gøre, fortæller Peter Lambert og siger:

"Man kan jo argumentere for, at det er foto, der henviser til selve værket, som jo handler om Thomas Skade-Rasmussen. Tag for eksempel filmen AFR. Der er også et billede af Anders Fogh Rasmussen på plakaten. Men det betyder ikke, at du kan sige, han har retten til eget billede, og at det her bliver udnyttet kommercielt. Det er ikke en udnyttelse, men simpelt hen en henvisning til selve værket."

Til gengæld kan portrættet måske have indflydelse på, hvordan man vurderer sammenhængen mellem romanfiguren Rasmussen og personen i den virkelige verden, mener Peter Lambert:

"Man gør meget ud af at sige, at det er en roman, men på forsiden afbilleder man den virkelige person. Det kan godt være, det kan smitte af på, hvordan man læser teksten."

Klar identifikation

Den pensionerede dommer Peter Garde har skrevet artiklen "Den kunstneriske ytringsfrihed og den enkelte". Han vil ligesom Peter Lambert heller ikke forsøge at spå om, hvordan en eventuel sag kan falde ud. Og han understreger, at han ikke har læst romanen. Men det ser umiddelbart ud til, at Thomas Skade-Rasmussen har gode argumenter, mener han.

"Dette er ingen pjatsag," siger Peter Garde.

"Forfatteren og forlaget har blotlagt sig ved at sætte hans billede på omslaget. Det betyder, at der ikke er nogen tvivl om identifikationen. Personen, der optræder i romanen, er den samme som den virkelige Thomas Skade-Rasmussen, må man gå ud fra."

Og dermed er der åbnet for, at man kan begynde at vurdere, om det, der står om figuren Thomas Skade-Rasmussen i romanen, er en krænkelse af personen Thomas Skade-Rasmussen i den virkelige verden, påpeger Peter Garde, der ligesom Peter Lambert understreger, at romanformen ikke i sig selv er nogen forsikring:

"Ytringsfriheden er stor i sig selv, men ikke nødvendigvis større, fordi der er tale om en roman," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu