Læsetid: 3 min.

Jeg var russisk læge

I disse dage går 860 håbefulde unge til optagelsesprøve på de statsstøttede skuespillerskoler, kun omkring 24 kommer gennem nåleøjet. De får tre minutter til at vise talentet
Kultur
14. januar 2009

Udenadslæren i skolerne er for længst afskaffet, altså det der med, at børn skulle lære kongerækken og salmevers udenad. Godt for det, men på teatrene er den ikke afskaffet, og publikum er så vant til, at skuespillerne kan deres replikker, at vi helt glemmer at imponeres, selv om der er tale om enorme mængder af tekst f.eks. i et Shakespeare-drama. Hvordan i alverden kan de huske det? Det er ikke helt så svært, som man tror, ved jeg nu.

Skuespilleren Lotte Arnsbjerg er en af dem, der giver private timer til aspiranter. I denne tid, hvor optagelsesprøverne foregår, har hun fem-seks unge om dagen, som hun forsøger at gøre parat til prøven. Hun inviterede mig til at være stikordsgiver for en ung aspirant, som havde indøvet en tekst fra Anton Tjekhovs Onkel Vanja, et populært stykke, som spilles igen og igen på teatrene. Det var sidste dag, før aspiranten skulle til optagelsesprøve, hvorfor hun fik tre timer i rap. Prøverne finder i år sted på Odense Teater. Cirka 860 håbefulde er tilmeldt. Hver aspirant får tre minutter til at vise sin kunnen for øjnene af en jury, hvor alle tre statsstøttede skuspillerskoler, Århus, Odense samt Statens Teaterskole er repræsenteret.

Al Astrov

Jeg skulle stille op som russisk læge. Ikke spille, men blot være der, så aspiranten havde noget at spille op imod samt læse lægens - Astrov hedder han - replikker højt på de rigtige steder. Vi befandt os pludselig langt ude på landet i Rusland sidst i 1800-tallet, hvor overklassen nød livet, mens de livegne knoklede for dem. Så dukker den charmerende læge, Astrov, op som gæst, og det sætter gang i handlingen.

'Rollen' passede mig fint. Charmøren, som er drukfældig, men ved meget om naturens kraft og drifter. Al Pacino elsker den rolle. Han har arbejdet på den i 30 år og samler stadig folk til på frivillig basis at arbejde med stykket i Pacinos egen lejlighed i New York. Ikke for at vise nogen, hvor god han er. Det behøver han ikke mere, men simpelthen fordi han gerne vil lære karakteren Astrov endnu bedre at kende.

Den unge Sonja, som aspiranten skal gestalte, er dybt fascineret af lægen, selv om han drikker, hvilket hun vil forhindre ham i. Han lover at stoppe og siger i samme åndedrag, at hans tid er forbi, kun skønheden formår endnu at fængsle ham.Især kan en vis Jelena Andrejevna fordreje hovedet på ham, og det bryder Sonja sig ikke om at høre, idet hun selv nærmest er besat af den spændende læge.

Under arbejdet med teksten diskuteres replikkerne livligt. Hvilke fortolkningsmuligheder rummer de? Tjekhov har om nogen mange lag og dybder.

Hvis aspiranten er blandt de få udvalgte, skal hun videre til en anden og en evt. tredje prøve. Lotte Arnsbjerg fortæller, at det vigtigste er, at man er i stand til at skabe det imagniære univers så levende for sig selv, at det faktisk eksisterer for skuespilleren og for betragteren. At lære replikkerne er det mindste af det hele. Når man har forstået replikkernes indhold og skabt bevægelser, som hænger naturligt sammen med ordene, kommer replikkerne af sig selv - også fordi de andres replikker og handlinger bliver stikord til ens egne. På nogle teatre er der også en sufflør, men det er bedst at kunne uden hjælp fra denne. Når skuespillere øver alene hjemme eller to og to hedder det 'at orde' i fagterminologien.

Nu er det spændende, om aspiranten går videre. Det er i orden at være en smule nervøs, for så er man tændt og på. Dog ikke så nervøs som i sin tid H.C. Andersen, der tabte gebisset, da han var til optagelsesprøve. Hvis man ikke kommer ind på en elevskole, er alt håb ikke slukket. Man kan gå op igen og igen, som mange af landets nu kendte skuespillere, f.eks. Paprika Steen - eller som Sofie Gråbøl og Jens Okking blive skuespiller helt uden om skolerne, hvis man har det særlige talent. I øvrigt er den jublende glæde ved at blive optaget ofte omvendt proportional med den barske virkelighed, der venter skuespilleren: At der ikke nær er roller nok til alle. Jeg derimod kan uden videre skrive stikordsgiver på cv'et.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her