Læsetid: 4 min.

Alle disse sætninger med snusfornuft i

Som om alt skal være hyggeligt og velfriseret og glat
22. januar 2009

Jeg er efterhånden landet, som man siger, efter en intens uge som kursusleder på litteraturseminaret 'Tag og læs!' på Testrup Højskole. Kurset kulminerede i uddelingen af Montanas Litteraturpris, som blev overrakt til digteren Niels Frank ved en højtidelighed i fredags.

Niels Frank er en fortjent vinder af prisen - tillykke! Hans digtsamling Små guder investerer stærkt personligt stof, den er kritisk og selvkritisk og frem for alt præcis i sproget. Den er revsende og klar, men kantet. Der er en sprudlende energi og intelligent omsorg og skepsis i sprogføringen i den bog.

Jeg er glad for, at en digtsamling vinder en stor litteraturpris. Poesien har trange kår. Der findes håbløse fordomme om, hvad poesi er, selv i det man kunne kalde dannede kredse. Det er ikke til at forstå digte, og digtere er selvoptagede eller fimsede og verdensfjerne, hedder det. Hvorfor skal sproget være unødigt kringlet og floromvundet og svært? Hvorfor handler digtene ikke om noget etc.?

Selv skriver jeg digte for at sætte sprog på fornemmelser, tanker, betragtninger og følelser. Det, forestiller jeg mig, kan komme andre mennesker ved. Og jeg skriver, fordi sproget vækker mig, det får mig op at køre, når nogen formulerer noget smukt eller interessant eller overraskende skørt og træffende.

For meget vås

Jeg vil gerne her i min første klumme (åh, så blev man klummeskribent, som jeg konstaterede med min kollega Kristian Bang Foss i telefonen, han ringede lige og skulle selv til at skrive klumme til iBYEN, og vi blev enige om, at det måtte vi begge kommentere) slå et slag for en samvittighedsfuld omgang med sproget.

Jeg synes, der er al for megen sproglig forurening i medierne og i vores daglige skrift og tale. Der bliver sagt og skrevet for meget vås, simpelthen. Med fare for at lyde som en Jeronimus og få led røvfuld for mine udgydelser, spejl eller boomerang, nu vrænger jeg:

Jeg synes, det er pinligt at høre på nyhedsoplæsere, der laver fikse og onkelagtige overgange mellem indslag af katastrofer og trivialiteter. Der er hjemmevideo-humor og platheder på skærmen hver dag, såkaldt smidige transporter mellem f.eks. Darfur-reportage og vejrudsigt med indlagt tv-køkken transmitteret fra kajen i Esbjerg: "Nu håber vi ikke, det går i fisk for dig, Jarnvig, at du får fiskeben galt i halsen, ha ha!" Sådan noget. Nyheder fremføres i et tøhø-agtigt og letfordøjeligt sprog. Som om vi er idioter, der ikke kan tænke selv. Som om alt skal være hyggeligt og velfriseret og glat.

Megen journalistik, også den skrivende, smovser i dødt sprog og klicheer. Man ligefrem vrider de i forvejen gennempryglede fraser tørre for at få mening ud af dem. Vi skal skubbes ind i genkendeligheden, så kan vi bedre identificere os, så kan vi lettere forstå.

Jeg ærgrer mig over politikere, som taler uden om på grund af partidressur, og jeg er træt af roste skribenter og sangskrivere, der er tilsyneladende kritiske, men tilfredse med at bytte om på ordspil og pudsigheder og bliver rost for originalt dansk. Det er altså for nemt. Det hørmer næsten lige så slemt som det pseudo-kreative sprog i coaching-, konsulent- og reklameverdenen, som er noget af det værste.

Også i litteraturen ser man dovent sprog. Jeg gider ikke fiffige finurligheder og forsludrede passager, som er sluppet igennem redaktionen "fordi de bare lyder godt". Hvad står der egentlig? Ved du egentlig, hvad der står? Står der noget som helst? Kan du kvalificere, hvorfor det lyder godt etc.? Her kunne jeg også synge en lang sang om slap kommatering, men så vokser der nok grå hår og langt skæg og stok ud af min krop.

Det livfulde modbillede

Jeg beundrer en forfatter som Niels Frank for evnen til at stille skarpt og forsøge at se ting på nye måder. For hele tiden at gøre det svært eller udfordrende for sig selv. For hans vilje til at forstå og vise, at forhold kan være komplicerede. Vores forestillinger om verden stivner, når vi ikke kigger dem ordentligt og nysgerrigt og kritisk nok efter, og når vi ikke gør os umage, når vi sætter sprog på det, vi oplever.

Hvad vil jeg egentlig sige? - læs noget poesi f.eks. Den kunne blandt andet handle om netop det, at gøre sig umage.

Jeg slutter af med at citere fra det første digt i Små guder, "Tak for det gule brev":

"Hernede [i DK formodes det, forinden revses de borgerlige værdier i Bergen - ME] er der / mening med det meste, selv de sædvanlige / lakerede pytter langs alle kantsten, som levede byen af / at hobe tårer op. Hvem ved? Selv sprækkerne / i asfalten, det livfulde modbillede til danskerne, / der altid vil lige frem, skure, slibe, smøre, / skrue, spænde, stramme. Ingen slinger, du ved. / ingen udenomsværker. Et sprog af linealsætninger, / alle disse sætninger med snusfornuft i."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Der er åbenbart udskiftning i debatpanelet. Det skal jeg begræde, især m.h.t. Gretelise Holm.

Mads Eslund skal dog bydes velkommen. Det tegner godt ;-).

Generelt er det en rigtig god artikel; især er jeg enig i afsnittet:
”Jeg synes, det er pinligt at høre på nyhedsoplæsere, der laver fikse og onkelagtige overgange (…) Nyheder fremføres i et tøhø-agtigt og letfordøjeligt sprog. Som om vi er idioter, der ikke kan tænke selv. Som om alt skal være hyggeligt og velfriseret og glat.”

Et velment 'tøhø' er dog ikke at foragte i ny og næ ;-).