Læsetid: 5 min.

Sandholmlejren som litteratur

Hans Hertels sidste 'skoledag' på universitet var en solid, stram og munter gennemgang af Det Moderne som samfundsmæssig og kulturel historie, der mundede ud i kontroversiel, politisk kritik - og så blev han hyldet
Hans Hertel siger farvel efter 42 år på Københavns Universitet.. »Sandholmlejren er ren litteratur, det er Kafka, det er Processen,« sagde han ved sin afskedsforelæsning.

Hans Hertel siger farvel efter 42 år på Københavns Universitet.. »Sandholmlejren er ren litteratur, det er Kafka, det er Processen,« sagde han ved sin afskedsforelæsning.

24. januar 2009

Da professor Hans Hertel forleden holdt sin afskeds-

forelæsning efter 42 år ved Københavns Universitet, fremhævede han sine egne tre vigtigste mentorer blandt tidligere tiders legendariske litteraturprofessorer.

Der var Paul V. Rubow, som havde sagt: "Jeg gi'r ikke fem flade ører for en litteraturteori, som ikke kan rumme De tre musketerer."

Der var Sven Møller Kristensen, som havde sagt: "Til helvede med Hindemith. Gi' mig Count Basie!"

Og endelig F.J. Billeskov Jansen, som en dag var trådt ind på konditoriet La Glace og havde fået øje på tre gamle elever, til hvem han straks gav et resume af sin nyeste bog, som han netop havde indleveret til Gyldendal.

"Det foregik højt og grundigt, så folk, der sad uskyldigt med et stykke sportskage, pludselig fik en eftermiddag på Folkeuniversitetet," fortalte Hans Hertel, der var en af de tre.

Med sådanne indslag sørgede han for, at latteren gang på gang bølgede gennem det stopfyldte auditorium i bygning 23 i universitets afdeling på Amager, endskønt forelæsningen var en sværvægter af saglighed. Han havde påtaget sig at gennemgå Kampen om Det Moderne 1715-2008, intet mindre.

Modernisme og modernitet er begreber, intellektuelle slynger om sig med, men Hans Hertel udredte begreberne. Det er det, som for alvor tog fart sidst i 1800-tallet med "industrialisering, urbanisering, sekularisering, individualisering og gradvis demokratisering."

Men kimen var allerede lagt i oplysningstiden, hvor filosoffen Kant havde sagt: "Oplysning er menneskets opstigning fra dets selvforskyldte umyndighed". Hans Hertel forklarede, at det betød, at menneskets umyndighed måtte overvindes af mennesket selv. En civilisationsproces var gået i gang, og den havde altid mødt en forbitret modstand. Det gør den stadig - fra den kristeligt-nationale romantik anno 1800 til vor tids værdikamp.

Kampen om Det Moderne går som en rød tråd gennem dansk kulturhistorie - p.t. helt rødglødende, sagde han.

Så foretog professor Hertel et behændigt spring tilbage til sin kollega i fortiden, Ludvig Holberg, som havde bragt europæiske tanker til Danmark efter et ophold i Paris, hvor han studerede retsvæsen og filosofi.

Ganske vist havde en fransk tjenestepige sagt, at Holberg talte fransk som en tysk hest, men til gengæld havde nobelpristageren Ivo Andric mange år senre sagt: "Dårligt fransk er et verdenssprog!"

Skrivefrækheden

Også Kong Chr. VII havde i Paris været optaget af Voltaires ideer, men da Struensee, som havde indført trykkefrihed i Danmark, så blev halshugget, fulgte et tilbageskridt. Det var jo en djævleuddrivelse af nye ideer, og trykkefriheden, som nu fik prædikatet skrivefrækheden hæftet på sig, blev indskrænket.

Videre til guldaldermiraklet, som Hans Hertel benævnte det, hvor hans fortolkning var, at det egentlig moderne dengang var, at der skete en decentralisering, nye miljøer, temaer og typer kom ind i litteraturen. Jylland kom med på det litterære landkort.

Og så var der jo den europæisk inspirerede Georg Brandes, som gik til angreb på nationalfølelsen som værende reaktionær, og som under diverse ramaskrig slog til lyd for den frie forskning og den frie tanke. Det bedste i dansk kultur ville kunne fungere som et åndeligt værn, som var mere værd end det militære.

Chicago og Vrå

Over stok og sten til Johannes V. Jensens teknikbegejstring og den agloamerikanske indflydelse. I Chicago så Jensen, at USA var selve stedet for det moderne - fra Walt Whitman til Walt Disney. Herfra var der ikke så langt, som man skulle tro til Vrå Cykelforretning, hvorfra Erling Kristensen sprang ud som en af mange nye forfattere, der beskrev tidens store problemer i stort og småt.

Det nye kulturelle demokrati - som en parallel til den politiske parlamentarisme.

Så var der en af Hans Hertels helte, Poul Henningsen, som forresten havde sagt:

"Den, der søger sammenhæng, må sprede sig."

Hans Hertel sagde det ikke, men det kan vel tolkes derhen, som Torben Brostrøm engang har defineret det, at modernisme er at leve på splittelsens vilkår, underforstået, at når for eksempel religion ikke længere er den store, samlende faktor, må mennesket lære at leve med sig selv i alle frihedens indbyrdes modstridende facetter.

Ballerinaen

Forelæsningen blev et stykke samtidshistorie som også omfattede jazzmusikkens indtog, Ordrup Syklub (en gruppe kulturfolk, der forsvarede kommunisternes ugerninger som værende i en højere sags tjeneste), Heretica, arbejderbevægelsen, rindalismen og meget, meget andet.

For så overraskende at lande i en kritik af Sandholmen og dermed en indædt politisk kritik, idet han så lejren som et symbol. Men hvad har Sandholmlejren at gøre i en litterære forelæsning? Jo, svarede Hans Hertel

"Det er systemet, der er litterært. Det er ren Kafka. Det er Processen."

Hyldesten ville ingen ende tage, Marianne Stidsen, journalist Søren Vinterberg og tidligere kulturminister Jytte Hilden var på podiet for at hylde videre, sidstnævnte overrakte en pandabjørn, en Nuser, og studievært fra DR Helle Solvang præsenterede et radioremix med hans stemme for derefter at synge PH-viser.

Tidligere studerende, organiseret i Disneyklubben, havde digtet korsang og foræret ham en særlig gave: En ballerina fra Den Kgl. Ballet, som sart og graciøst dansede Svanens død, højt på tå og fint vibrerende.

Mr Henderson

Forlagsredaktør Kristoffer Flakstad forklarede til udsendte: "Hans holdt et kursus i amerikansk kulturpåvirkning, hvor Disney kom til at spille en central rolle, repræsenterende den 'lavkultur', der strømmede ind over Danmark, men vi så jo også nogle kvaliteter. Han inviterede os hjem i privaten, hvor vi så en Disneyfilm. Det blev en tradition, og nu mødes vi på ottende år og ser Disneyfilm, som bliver taget meget alvorligt."

Gita Pasternak, der i dag er lektor ved Voksenundervisningen i København, fortæller:

"Jeg var i 1976 meget optaget af Christian Kampmann og nyrealismen, som dengang var ny og epokegørende. Jeg opsøgte Hans i hans hjem i Kronprinsessegade i 1976 - og han blev min specialevejleder. Hans kvalitet var, at han tog sociologien omkring litteraturen og formidlingen alvorligt op. Hvordan litteratur var blevet modtaget i samtiden. Nyt dengang, men en selvfølge i dag. Han var ikke marxist, ganske befriende på en tid, hvor marxistisk litteraturkritik ellers blev dyrket på universiteterne."

Hun fremhæver desuden hans store indsats som formidler af litteratur i bøger, tidsskrifter og avisartikler.

Ole Lange, professor i en årrække på Copenhagen Business School, erindrer, at Hans Hertel også skrev litterære klummer engang:

"Det skete under pseudonymet Mr. Henderson i Information i en rubrik, der hed I forbifarten, hvor han skrev ting, som ikke altid var helt comme il faut, men altid morsomt og begavet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu