"For millioner af fans vil han altid være en helt," stod der i The Sun's faktaboks, som ledsagede historien om Liverpool FC-kaptajnen Steven Gerrards eskapader i sidste weekend. Gerrard blev arresteret søndag nat efter et slagsmål på den fashionable bar Lounge Inn i Southport, Merseyside, ikke så langt fra Liverpool. På de kanter er man vant til labre biler og deres celebre ejere. Midtbanespilleren - landstræner Fabio Capellos kæledægge - var i færd med at fejre 5-1-sejren over Newcastle, da han sammen med en håndfuld venner kom i klammeri med dj'en Marcus McGee. Skærmydslerne endte med en brækket tand, ditto næse og fire sting på hospitalet for McGee. For Gerrards følge blev det til en tur i detentionen. Liverpools nr. 8 skal møde i retten 23. januar og kan risikere helt op til fem års fængsel. I mellemtiden har The Reds en historisk chance for at vinde Premier League.
Gerrard har ry for at være en flink og lidt sky mand med hjertet på rette sted. Eve Watts var også på Lounge Inn dén aften for at fejre sin 35 års fødselsdag, men som vidne havde hun ikke meget at tilføje. Hendes far, den pensionerede advokat John Watts, hævdede dog, at "det hele var meget civiliseret". Watts trykkede Gerrard i næven og ønskede ham held og lykke: "Da Gerrard fandt ud af, at det var Eve's fødselsdag, købte han en flaske champagne til hende. Han virkede som en rar fyr og var i højt humør". Ifølge The Sun havde der været optræk til ballade på dansegulvet, og flere af gæsterne havde forladt stedet af samme grund. Det var Gerrards venner, der var noget i vejen med, mente de fleste. Captain Fantastic var, som et vidne husker det, "fornøjelig, men ikke fuld".
Man kniber sig selv i armen. Ja, det er dén Steven Gerrard, som blev udvalgt til at lære den temperamentsfulde Wayne Rooney ét og andet om god konduite og taktisk kløgt på grønsværen (og uden for den). Det er den 28-årige chap, som har fået den britiske orden, MBE, og desuden er æresindskrevet ved John Moore Universitetet i Liverpool. Det var ham, der for et år siden var uskyldigt involveret i en trafikulykke, der resulterede i et brækket ben for den 10-årige Jamie Hellawell. Drengen var pludselig løbet ud mellem to parkerede biler og kollideret frontalt med 'Stevies' Bentley. Gerrard trøstede Jamie, indtil ambulancen nåede frem, og til stor jubel for medierne sørgede Gerrard for en signeret Manchester United-trøje og ægte Rooney-støvler til Jamie, der er inkarneret United-fan.
Og for to uger siden skrev Gerrard en særlig bøn til den anglikanske kirke: "Mit håb for Liverpool i 2009 er at sætte en stopper for kriminalitet med skydevåben og knive, så vores by kan blive et trygt sted for vores børn, og som de kan være stolte af".
Kontakt med underverdenen
Smudset findes skam. Men Stevie indtager rollen som offer og moderne Robin Hood. Den første historie er veldokumenteret, den anden er en myte.
John Kinsella er et kendt navn i Liverpools gangstermiljø, og i april 2008 skulle han møde i retten for sin formodede medvirken i et røveri. Kinsella er tidligere mesterbokser, nuværende karateekspert og en såkaldt underworld fixer. I årevis havde en notorisk gangster med øgenavnet 'Psycho' terroriseret Gerrard og truet med at skyde ham i benet. Psycho forsøgte også at vriste adskillige pund ud af Gerrard. Senere påstod familien Gerrard - med far Paul ved roret - at politiet var magtesløs i affæren, og til sidst kontaktede de Kinsella. På sin vis var det en klog beslutning, for efter at the fixer havde talt med Psycho, holdt mareridtet op. Da Kinsella stod til flere års fængselsstraf, bad Paul Gerrard retten om at læse et lovprisende brev op. Kinsella selv kvitterede med at udeblive fra retssagen og er stadig på flugt. Bagefter delte nationen sig i to. Der var dem, der hævede Paul og Stevie op i selvtægtmoralens himmerige, og der var dem, der spurgte, hvordan et respektabelt fodboldikon så nemt kunne komme i kontakt med en vaskeægte fixer.
I 2006 svirrede rygterne, at Gerrards kone, Alex Curran, skulle være blevet filmet, mens hun havde hed sex med en mand med øgenavnet 'Pancake'. Curran var afhængig af kokain, som Pancake leverede til hende, og videoen viste det hele. I kølvandet på episoden, som aldrig er blevet verificeret, blev Gerrard meldt på vej væk fra Liverpool FC. Noget eller nogen holdt ham dog tilbage, og selv i dag påstår mange, at beslutningen om at blive hos Rafael Benitez ikke var Gerrards egen. Måske skyldte han visse folk en tjeneste, og måske var Curran bare en brik i et større magtspil. Konspirationerne rumler endnu.
Søndag nat havde Marcus McGee nægtet at spille Phil Collins, som Gerrard er stor fan af. Ifølge et vidne skubbede McGee Gerrard i brystet, og instinktivt slog Liverpool-kaptajnen ud med albuen, som ramte McGees hoved med stor kraft. Straks kastede vennerne - ikke Gerrard - sig over McGee og slog ham i ansigtet med en flaske.
Hvis det er rigtigt, at Gerrard handlede i selvforsvar mod en pludselig aggression, og i øvrigt holdt sig i baggrunden, da slænget gik bersærk, er Phil Collins-elskeren næppe ret meget anderledes end dig og mig. Problemet er bare - og det er både banalt og uhyrligt - at Captain Fantastic ikke er naboens friske søn eller kollegaen fra etagen ovenover. Gerrard er da en rollemodel, er han ikke?
Det er vild spekulation, men man skulle næsten tro, at følget i Lounge Inn momentant ville tæve sig ind i berømmelsens epicenter. Som om et tilfældigt paparazzi-foto af unge mænd i festligt lag flankeret af en sagnom-spunden fodboldspiller ikke var nok. Chancen bød sig, da ordstriden om musisk førstevalg blev til fysisk tumult, hvorpå selskabet prompte skrev sig ind på forsiden af The Sun.
Episoden handler mere om kampens hede og en nærhed til berømmelsen, end detentionens gråhed, en ventende retssag og en tur på skadesstuen. Strukturelt set minder det om sladderen, der i internet-tidsalderen har klæbet til Alex Curran og hendes formodede misbrug og utroskab. På de utallige læserfora, der er dedikeret til kig under skørterne på de kendte, diskuteres moralens grundlag ikke. Til gengæld hævder mange, at de kender nogen, der kender nogen. Underforstået, de er selv kendte - og måske endda gangstere eller leverandører af hvidt pulver til selveste Curran. I sladderens digitale puls hersker en lov om anonym tæthed: Nogle hamrer en flaske i fjæset på en provokerende dj, mens andre ligeså idiotisk påstår at have set den video med udenomsægteskabelig sex og kokainsniffen, som Gerrard angiveligt fik stoppet personligt, inden den nåede ud til masserne.
Rollemodeller
Det efterlader et delikat paradoks, som både er sportsstjernernes akilleshæl og drivkraft. Vi elsker, når de uopnåelige endelig kan nås. De kører galt i deres biler. De afsløres som hanrejer. De mister besindelsen på et dansegulv. De hører Phil Collins og er venner med Wayne Rooney. De er os, og vi er dem. I det lys er selvtægt à la John Kinsella en Robin Hood version 2.0, en fornøjelig og dybt legitim retfærdighed uden om det etablerede system.
Mandag morgen kravler vi ind i et moralsk ormehul. Så er vi tilbage ved rollemodellerne og den skarpe grænse mellem normalitetens antihelte og kendthedens riddere. De sidste skal helst besidde tålmodighed som engle, og de må meget gerne gå amok en gang imellem, fordi der er fede billeder i det, og så kan vi sidde og lappe det i os ved aftenkaffen. Vi ender der, hvor fodboldstjerner agerer samvittighedsbarometer for hverdagens små og store synder, og hvor attributten Captain Fantastic står malet over brystet på en superatlet med superkræfter, superkone og superjob. Lige indtil nogen nægter at spille hans yndlingsnummer.
